Joe Biden er den danske venstrefløjs "second choice" lyder det både fra Enhedslisten, SF og Frie Grønne. Fotograf: Gage Skidmore / Flickr
16 min. læsetid

Forud for Super Tuesday – den største dag i Demokraternes primærvalg – valgte tre af partiets centristiske kandidater at trække sig, i håbet om at kunne give Joe Biden et boost. Den strategi lykkedes langt hen ad vejen tirsdag.


Af Morten Hammeken

Noget drastisk skulle ske, hvis den moderate fraktion af Demokraterne skulle lykkes med at stække Bernie Sanders’ fremmarch. Forud for ‘Super Tuesday’ – hvor 1,357 af de knap 4.000 delegerede skulle vælges – havde Sanders bygget et stort forspring op i målingerne, understreget af hans fundraising i februar, der med 46,5 millioner $ slog alle rekorder.

Three down, four to go

Det var derfor et massivt boost for den tidligere vicepræsident Biden, at hele tre af hans konkurrenter om de midtersøgende vælgere droppede ud kort før gårsdagens valg. Først kastede Tom Steyer håndklædet i ringen, efter at have brugt mere end 190 millioner $ af sin betragtelige formue. Kapitalfond-milliardæren Steyer havde blandt andet investeret massivt i at få et resultat i South Carolina, men endte der med 12 % af stemmerne, og altså under spærregrænsen på 15 % for at få delegerede med videre.

Valg i USA 2020

– Solidaritet dækker det amerikanske valg frem mod november 2020

– Hold dig opdateret via tagget ‘usavalg2020’

+

Kort tid efter Steyers exit valgte også Pete Buttigieg at indstille sin kampagne. Den tidligere South Bend-borgmester havde håbet at bygge videre på det overraskende gode resultat fra det første primærvalg i Iowa, men formåede – trods sine ihærdige forsøg på at frame sig selv som dette års Barack Obama-lignende outsider – ikke at samle bredere opbakning. Hans delegeret-sejr i Iowa må anses som en fluke, selv om han i adskillige medier nåede at blive udråbt som en af favoritterne.

At den endnu mere usandsynlige præsidentkandidat, Amy Klobuchar, droppede ud inden gårsdagens valg, var på sin vis det mest overraskende. Klobuchars hjemstat Minnesota var nemlig blandt de stater, som skulle afgive sine stemmer, og mange regnede med, at hun ville blive i løbet for at konsolidere sin magtposition i ‘The North Star State’. Når hun alligevel trak i bremsen, skyldes det formentlig, at Bernie Sanders i de seneste målinger så ud til at slå hende i staten, og at et sådan hjemmebane-nederlag ville se skidt ud på papiret. Klobuchar valgte derfor – ligesom Buttigieg – i stedet at slutte op bag Joe Biden, og de vil givetvis begge blive belønnet for deres party-loyalitet – såfremt Biden altså vinder valget.

De to kandidaters 33 delegerede bliver nu indlemmet i Joe Bidens kampagne, der således fremstår som en stærk, samlet koalition med stor opbakning i partiapparatet. Biden har, i modsætning til Bernie Sanders, ikke noget problem med at modtage penge fra interesseorganisationer og enkeltpersoner fra den amerikanske overklasse gennem de såkaldte ‘Super PACs’. Derfor vil de store kapitalinteresser formentlig også begynde at målrette deres investeringer i Biden, nu hvor det er blevet endeligt afgjort, at han bliver centrum-kandidaten.

This is a man’s world

Heller ikke 2020 ser ud til at blive året, hvor amerikanerne vælger landets første kvindelige præsident. Hvor Amy Klobuchars chancer altid var svære at få øje på, lignede Elizabeth Warren længe et godt bud på at bryde med det forhold, at der i republikkens 231 års historie kun har siddet mænd for enden af bordet i Det Ovale Kontor.

Elizabeth Warren var så sent som i efteråret blandt favoritterne til at vinde nomineringen, og har særligt haft en stærk appel blandt hvide middelklassevælgere og unge universitetsuddannede. Senatoren fra Massachusets, der i vanlig racistisk stil er blevet døbt ‘Pocahontas’ af Donald Trump, har på kløgtig vis formået at placere sig som et alternativ til både den progressive og den midtersøgende fløj i partiet.

“Årsagerne til Elizabeth Warrens kollaps kan diskuteres længe. Med nederlaget i hjemstaten Massachusetts på Super Tuesday, er hendes kampagne en død sild. Nu bliver det afgørende spørgsmål, hvornår hun melder sin exit – og hvem hun giver sin støtte og sine 40 delegerede til.”

Hun har slået sig op på at kritisere Wall Street og ‘Corporate America’, men har samtidig sørget for at indtage mindre radikale positioner end Bernie Sanders på en række spørgsmål. Hvor Sanders taler om en politisk revolution, har Warren med stolthed i stemmen erklæret, at hun skam er ‘kapitalist ind til benene‘, og hendes politiske platform tager udgangspunkt i, at kapitalistisk økonomi snarere skal reddes fra sig selv end afvikles. Warren har hidtil mestret denne retoriske balance mellem på den ene side at angribe finanskapitalen, og på den anden side at udstrække en redningsplanke til den: “Jeg elsker markeder, ikke tyveri”, som hun forklarede i et interview til CNBC. Hendes opbakning til en ‘Green New Deal’ opsummerer den tilgang ganske fint. Den grønne omstilling skal efter Warrens plan finansieres af en tilbagerulning af Donald Trumps skattelettelser, men altså uden at pille grundlæggende ved tingene.

Årsagerne til Elizabeth Warrens kollaps kan diskuteres længe. Det har afgjort ikke hjulpet hende, at hun har været flagrende på det altafgørende spørgsmål om fremtidens amerikanske sundhedsvæsen. Hvor hun i marts ikke ville forpligte sig på noget, er hun senere vendt på en tallerken og har sent i opløbet lagt sig fast på en ‘Medicare for All’-løsning. Den slags skaber usikkerhed og mistillid blandt vælgere. Med nederlaget i hjemstaten Massachussets på Super Tuesday er hendes kampagne en død sild. Nu bliver det afgørende spørgsmål, hvornår hun melder sin exit – og hvem hun giver sin støtte og sine 40 delegerede til.

Foruden Warren er der stadig én anden kvinde med i primærvalget, nemlig kongresmedlem Tulsi Gabbard (Hawaii), om end de færreste egentlig véd hvorfor. Gabbard formåede at få en delegeret i gårsdagens valg via det amerikanske territorium i American Samoa, hvilket dog i den større sammenhæng må siges at være underordnet.

I lyset af at Gabbard allerede har meldt ud, at hun ikke genopstiller til kongressen i 2020, er det svært at se hvad hun vil opnå ved at blive hængende. Hendes politiske holdninger er mildest talt kontroversielle, og inkluderer blandt andet støtte til Syriens blodige diktator, Bashar al-Assad, som hun mødtes med i januar 2017. Hun stemte som det eneste demokratiske kongresmedlem ikke for rigsretssagen mod Donald Trump, og har for nyligt sagsøgt Hillary Clinton for 50 mio $, efter at Hillary hævdede, at Gabbard arbejdede for russiske interesser. De færreste ville blive overraskede over at se Gabbard opstille som republikansk kandidat i fremtiden, men måske er målet snarere – som CNN-vært Anderson Cooper for nyligt antydede – at få et job hos Fox News, hvor hun er hyppig gæst.

Elizabeth Warren tabte hjemstaten Massachussets i gårsdagens primærvalg, og hendes kampagne har i det hele taget mistet pusten. Nu bliver det afgørende for Bernie Sanders’ chancer, hvornår hun vælger at droppe ud af valgkampen – og hvem hun vil støtte op om. Fotograf: Gage Skidmore / Flickr.

Biden vinder de republikanske sydstater og Midtvesten

Biden vandt i går en række mindre stater i det sydlige USA. Det var langt hen ad vejen forventeligt. Han er populær blandt ‘konservative demokrater’, men også blandt sydstaternes mange afroamerikanere, hvilket langt hen ad vejen kan tilskrives hans 8 års parløb med Barack Obama. Det har givet ham et forankret image som en allieret i kampen for minoriteters rettigheder, særligt hos ældre vælgere, fortjent eller ej.

Det ser selvfølgelig imponerende ud på et landkort, men som en amerikansk vending lyder: ‘dust don’t vote’. Bidens sejre i Alabama, Arkansas, North Carolina, Oklahoma, Tennessee og Virginia var således en kamp om samlet set 326 delegerede, mens Californien alene sender 415 personer til den demokratiske partikongres i juni. Biden står desuden med det problem, at langt de fleste af gårsdagens gode resultater kan vise sig at være pyrrhussejre i november. Stater som Alabama, Tennessee, Arkansas og Oklahoma blev alle vundet af Trump med mere end 60 % af stemmerne, og selv i det mest optimistiske scenarie ville det være svært at forestille sig, at demokraterne kunne udfordre disse republikanske kernestater.

Langt mere betydningsfuldt var valget i Texas, som er landets næstmest befolkede stat. Her så det længe ud til at gå i Sanders’ favør, hvilket havde været et enormt slag for narrativet om, at Bernie ikke er valgbar nok. ‘The Lone Star State’ er længe blevet anskuet som en ærkerepublikansk højborg, men delstatens demografiske skift – med flere latino-indbyggere og en stigende befolkningskoncentration i de store byer – gør det til et spørgsmål om tid, før staten igen kan blive demokratisk, Sidst det skete var da Jimmy Carter vandt snævert i 1976.

“Biden står desuden med det problem, at langt de fleste af gårsdagens gode resultater kan vise sig at være pyrrhussejre i november. Stater som Alabama, Tennessee, Arkansas og Oklahoma blev alle vundet af Trump med mere end 60 % af stemmerne, og selv i det mest optimistiske scenarie ville det være svært at forestille sig, at demokraterne kunne udfordre disse republikanske kernestater.”

Allerede i 2018 var Beto O’Rourke tæt på at vælte den siddende senator Ted Cruz af pinden, og tendensen mod en mere progressiv vælgerbase ser ud til at fortsætte. Hvis Texas først vender ryggen til republikanerne, bliver det mere end svært for ‘the GOP’ at genvinde præsidentposten i fremtidige valg. Staten er med sine 38 delegerede til præsidentvalget landets næstvigtigste; ved præsidentvalget i 2016 havde den mængde stemmer til Clinton f.eks. været nok til at stille hende stort set lige med Trump (266 vs. 265) – til trods for hendes nederlag i traditionelle svingstater som Ohio, Pennsylvania og Michigan.

Det kan på den baggrund næppe komme som nogen overraskelse, at magtapparatet i Texas – som stadig er i hænderne på Det Republikanske Parti – forsøger at snyde massivt på vægten, for at bremse den udvikling. En ny rapport fra The Guardian fremhæver, hvordan hundredvis af valgsteder i områder med store koncentrationer af afroamerikanere og latinoer er blevet lukket. Lave stemmeprocenter favoriserer stort set altid republikanerne i amerikansk politik, og Texas har, som følge af denne målrettede strategi om at besværliggøre stemmeprocessen, en valgdeltagelse næsten 10 % under landsgennemsnittet. Denne stemmeundertrykkelse i Texas kan også have svækket Sanders ved gårsdagens valg, da han har stor opbakning fra blandt andet de latino-vælgere i arbejderklassen, som nu skal køre endnu længere efter et valgsted.

Til trods for dette, er Bidens sejr i Texas marginal – 33 % mod Sanders’ 30 %. Det har dog ikke forhindret de amerikanske mainstream-medier i at fremstille Bidens sejr som et kæmpe comeback, hvilket blot understreger deres forståelse af, hvor vigtigt det er at ‘ride på en bølge’ i amerikansk politik. Bidens sejr i Massachusetts ser derimod ud til at blive noget større, og viser tydeligt prisen for, at Sanders og Warren fortsat begge er med i kapløbet.

Oversigt over de stater, som foreløbigt har stemt til demokraternes primærvalg. Joe Biden har vundet stater markeret med blå, mens Bernie Sanders har vundet de grønne stater. Iowa (gul) blev et split mellem Pete Buttigieg og Bernie Sanders, men førstnævnte har trukket sig ud af valget, og givet sine stemmer videre til Joe Biden. Illustration fra Wiki Commons.

Skuffende aften for Bernie Sanders

Mens aftenens største vinder blev Joe Biden, led Bernie Sanders’ status som favorit et knæk. Senatoren er dog bestemt ikke ude af løbet endnu. Til trods for en skuffende aften, vandt Sanders som forventet Californien med en stor margen på 33 % mod Bidens 24 %, men også Colorado, Utah og hjemstaten Vermont gik til Sanders.

I sin tale efter gårsdagens resultater var der imidlertid ingen tegn på, at Sanders havde opgivet ævred: “I dag er jeg blevet fuldkommen overbevist om, at vi vinder den demokratiske nominering. Vi bygger videre på vores bevægelse funderet på en arbejderklasse, der er dødtrætte af at se alle rigdomme ryge i hænderne på den øverste procentdel”, udtalte Sanders foran tilhørerpublikummet i hjemstaten Vermont.

Bernie kan nu se frem mod valgene i store stater som New York, Washington, Illinois og Michigan, hvor han stadig fører komfortabelt i meningsmålingerne. En sejr i Michigan på næste tirsdag kan være med til at genskabe momentum for hans kampagne, der dog indtil videre må vige førstepladsen til Joe Biden.

Bloomberg: 68 millioner kr. per delegeret

En af aftenens helt store tabere blev mangemilliardæren Michael Bloomberg, der efter 12 år som republikansk borgmester i New York pludselig blev demokrat op til det igangværende præsidentvalg. Ifølge NPR har Bloomberg, der er verdens 9. rigeste mand, foreløbigt brugt lige over 3 milliarder kroner af egen formue på sin kampagne. Det intense reklamebombardement viste sig ikke som udslagsgivende ved Super Tuesday, hvor han dog fik 44 delegerede, herunder 4 af de 6 delegerede i American Samoa.

Omregnet har Bloomberg foreløbig brugt 68 millioner kroner pr. delegeret, men hans chancer for at vinde på regulær vis ser forsvindende små ud. Bloomberg satser ifølge nogle rapporter nu på, at tingene ikke er afgjort inden demokraternes nationalforsamling, og at han i endnu højere grad end hidtil kan bestikke sig til nomineringen. Hans delegerede vil i tilfælde af frafald med sikkerhed gå til Joe Biden, der ikke vil ramme hans pengepung lige så aggressivt, som Sanders’ plan lægger op til.

Opdatering: Bloomberg er torsdag aften trådt ud af primærvalget.

Efter ‘Super Tuesday’ har Joe Biden igen lagt sig i spidsen for det demokratiske kandidatfelt. Bernie Sanders er dog ikke langt bagefter i kapløbet om at vinde nomineringen til præsident. Illustration fra NPR.org

Skyttegravskrig

Den næste runde stater der stemmer bliver på næste tirsdag 10. marts. Her går de demokratiske vælgere i Idaho, Michigan, Mississippi, Missouri, North Dakota og Washington til stemmeurnerne. Et mindre tætpakket felt kommer selvsagt til at skærpe konkurrencen mellem de tilbageværende kandidater, og med Joe Biden i førersædet kan vi forvente at se fløjlshandskerne blive taget af i de kommende debatter. Som den politiske kommentator Cenk Uygur sagde i kølvandet på Super Tuesdays resultater: “Fra nu af er det skyttegravskrig. Vi har ikke tænkt os at glide stille ind i baggrunden [og støtte Biden]… hvis mainstream-medierne har tænkt sig fortsat at lyve om Bidens historik, er det vores opgave at give dem et spark i røven. Hvis I vil have krig – så er der krig.”

Valget er lige nu Bidens at tabe, men hans til tider fumlende optræden under debatterne og til sine valg-rallies, kommer til at sætte den nuværende frontrunner under pres. Kort sagt: Hvis Biden ikke laver flere fuck ups, bliver han svær at stoppe, nu hvor han endegyldigt har konsolideret partiapparatet og de store økonomiske donorer bag sig. Mængden af mystiske udtalelser og til tider nærmest overfusninger af vælgere gør det dog til et risikabelt bud. Det er i den sammenhæng værd at huske på, at Biden var storfavorit for bare et år siden, og at gårsdagens come-from-behind sejr skyldes, at hans egne hidtidige præstationer havde sendt ham ud i kulden.

“Hvis Sanders fastholder sin opbakning i de store stater, kan resultatet blive en såkaldt ‘brokered convention’, hvor man ikke på forhånd har afgjort kandidaten. Her vil det demokratiske underskud hos demokraterne springe i fuldt flor, da de såkaldte ‘superdelegerede’ så kan få en afgørende betydning for, hvem der bliver partiets præsidentkandidat.”

De to fløje i Det demokratiske Parti er således trukket hårdt op inden de næstkommende primærvalg. De vil hver især spille hårdt på de to former for frygt, der lige nu splitter partiet: På den ene side centristernes frygt for, at Bernie Sanders er for radikal til at kunne tiltrække midtervælgere, og på den anden side den progressive fløjs frygt for, at Biden ikke kan mobilisere unge og sofa-vælgere. De er bange for, at man med Biden er på vej til at gentage fiaskoen fra 2016, ved at opstille en Clinton-lignende kandidat med et uinspirerende budskab om at vende tilbage til status quo før Trump. Selv om det var Bernie Sanders, der i efteråret blev opereret for et hjerteslag, har Biden i mange analytikeres øjne virket som en træt og uinspireret kandidat, hvilket da heller ikke er gået præsident Trumps næse forbi, da han gav ham øgenavnet “Sleepy Joe”.

Det intense løb fortsætter frem mod partiets nationalforsamling til sommer, som lige nu tegner til at blive en duel mellem Biden og Sanders. Hvis Sanders fastholder sin opbakning i de store stater, kan resultatet blive en såkaldt ‘brokered convention’, hvor man ikke på forhånd har afgjort kandidaten. Her vil det demokratiske underskud hos demokraterne springe ud i fuldt flor, da de såkaldte ‘superdelegerede’ så kan få en afgørende betydning for, hvem der bliver partiets præsidentkandidat. Disse automatiske delegerede udgør omtrent 16 % af de samlede stemmer, og er overvejende ledende medlemmer af partiapparatet såsom senatorer, kongresmedlemmer og centrale ansatte, såvel som tidligere præsidenter. En betragtelig del af disse er desuden i lommen på interesseorganisationer – absurditeten i at overlade den demokratiske beslutningsproces til disse illustreres tydeligt ved, at flere af dem er blevet udpeget bl.a. som republikanske donorer og lobbyister for Mitch McConnell.

Det siger sig selv, at forsamlingen af superdelegerede vil pege på den person, som bedst varetager deres interesser. Står det valg mellem Biden og Sanders, har sidstnævnte ikke en chance. Sanders bliver derfor nødt til at gå ind i juni måned med som minimum et flertal af delegerede – og kampen for at opnå det fortsætter de kommende tre måneder.


Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet.

Læs mere af Morten Hammeken