Maleri af den britiske street artist Jody.
7 min. læsetid

Klimakampens indbyggede internationale aspekt er en unik mulighed for at udvikle et svar på neoliberalismen, som ikke er nationalistisk orienteret. Det mener Nanna Clifforth fra NOAH, der i den grønne bevægelse ser en unik mulighed for at skabe et alternativ.


Af Nanna Clifforth

Til EP-valget voksede højrefløjen igen, om end mindre end frygtet. Højre-fløjen er etableret i de fleste europæiske lande med en vis styrke, og kom på førstepladsen i Frankrig, Italien, Storbritannien, Polen og Ungarn. Men den grønne bølge rullede også, særligt i Tyskland, Frankrig og Portugal, mens de to traditionelle grupper der har domineret og har kunnet danne flertal gik tilbage.

Er den grønne bølge så modreaktionen på højrefløjen? Den har vist sig at kunne mobilisere og har formået at udspille sig som modsætningen til højrefløjen, men mange steder har den vundet på bekostning af venstrefløjspartier. Fx er ALDE-gruppen gået frem, mens GUE/NGL er gået tilbage).                                                                                            

De grønne partier, der er gået frem, fokuserer mindre på økonomi og mere på kultur, ligesom højrefløjen. Derfor udgør denne grønne bølge ikke en modfortælling til nationalismen, men gror ud ad samme tendens. Når højrepopulisterne vokser, vokser grønne storby-partier også. Men disse grønne partier løser ikke de kriser, som klimakrisen hænger sammen med – voksende ulighed og mangel på demokrati.


Fordelingen af mandaterne i det nye EU-parlament. Mange steder er den grønne bølge ifølge Nanna Clifforth vundet frem på bekostning af venstrefløjspartier.

Kun ved at koble den grønne agenda til en solidarisk økonomi, bliver det et reelt alternativ. Det er ikke nok at tale kultur. Vi skal skabe en anden økonomi – men den skal være baseret på det grønne, så det lokale balanceres med globalt syn. Det kan det grønne levere, da klima- og miljøproblemerne er globale. De er skabt i Nord, men rammer i Syd – og udstiller den ulighed, der hersker i verden.

Kun ved at koble den grønne agenda til en solidarisk økonomi, bliver det et reelt alternativ. Det er ikke nok at tale kultur

Grøn solidaritet

Vi skal skabe en global økonomi, der også er grøn. Den skal fremme bæredygtige og demokratiske lokaløkonomier og udvise solidaritet på tværs af regioner. Svaret er ikke at lukke grænserne, men at skabe en globalisering bestående af et andet økonomisk regelsæt, der gør det umuligt for få virksomheder og aktionærer at bestemme over den globale produktion, og som i stedet sætter mennesker og deres lokalsamfund i centrum.

Svaret er ikke at lukke grænserne, men at skabe en globalisering bestående af et andet økonomisk regelsæt, der gør det umuligt for få virksomheder og aktionærer at bestemme over den globale produktion

Den nuværende koncentration af ejerskab frakobler den globale økonomi fra lokale forhold med sociale og miljømæssige konsekvenser til følge. Handel bør være et supplement til lokaløkonomiernes egne økonomiske kredsløb – og det skal foregå symmetrisk, så alle lokaløkonomier fortsætter med at have mulighed for at producere de varer, de selv ønsker. De bør ikke blive afhængige af eksport og import af varer, som de selv har mulighed for at producere.

Det handler ikke bare om lokalisering /nationalisering: For det første fordi verden ikke er blevet globaliseret for nylig. Forskellige dele af verden har handlet, bekriget og udvekslet ideer med hinanden igennem størstedelen af menneskets historie, og måderne, det er sket på, har ændret sig utallige gange gennem historien. For det andet er det nødvendigt at styrke det globale fællesskab, hvor vi interesserer os for alles rettigheder og ikke bare passer vores egen baghave. For det tredje er der globale problemer, som vi skal løse i fællesskab. Vi står midt i en global ulighedskrise, som kræver store ændringer på tværs af landegrænser. Samtidig står vi over for en global miljøkrise, som kræver et globalt, fælles ansvar af os. Vores lokale engagement må gå hånd i hånd med globalt samarbejde. Det grønne giver en unik mulighed for at skabe en global økonomi, der tjener mennesker og planet.

Det berømte Mercato Ballaro i Palermo, hvor der sælges lokale varer på markedet. Hvis vi skal udvikle reel bæredygtighed, bør vi arbejde på at gøre lokalmarkederne uafhængige af eksport og import af varer, som stederne selv har mulighed for at producere. Foto: Wiki Commons.

Byggestenene

Udgangspunktet for en bæredygtig, global økonomi er menneskers og lokalsamfunds medbestemmelse over deres lokale ressourcer og økonomien. Kernen i en ny vision for globalisering er derfor lokale, demokratiske økonomier, der drives efter principper om social og miljømæssig bæredygtighed. Eftersom disse lokaløkonomier vil være formet af demokratiske beslutninger og afhængige af kulturelle forhold, kompetencer og initiativer i området, vil de uden tvivl se meget forskellige ud. Men fire komponenter vil kunne skabe bæredygtige og demokratiske lokaløkonomier: lokal handel, kooperativer, fælles ejerskab og demokratisk kontrol.

Fire komponenter vil kunne skabe bæredygtige og demokratiske lokaløkonomier: Lokal handel, kooperativer, fælles ejerskab og demokratisk kontrol

Den lokale handel skal styrkes, og globale handelskæder skal være undtagelsen. Det er til gavn for både sundhed, klima og lokalmiljøet, skaber en øget grad af selvforsyning og en bedre modstandsdygtighed over for globale økonomiske udsving. Det vil skabe mere gennemsigtighed og opbygge de nødvendige tættere forhold mellem producenter og forbrugere.

Kooperativer er frontløbere i forhold til at bidrage til løsninger på sociale og miljømæssige problemer. Men kooperativer kan også blive for store og optage en stor del af markedet og derved skabe ejerskabskoncentration. Selv om de enkelte landbrug i princippet stadig har medbestemmelse hos fx Arla, er Arla blevet så stor, at tilhørsforholdet og engagementet kan falde, og de mindre medlemmer har mindre at skulle have sagt, end dem med flere muskler. Samtidig har Arla opkøbt mange andre mindre mejerier.

Økonomien skal baseres på fælleder. Der er mange ting, som giver langt større nytte for alle, hvis de kan tilgås af alle i fællesskab. Det gælder især adgangen til universelle basale behov som medicin og sundhed, men også viden og et rent miljø. En fremherskende fortælling om fælles ejerskab er, at det fører til overudnyttelse. Men mange steder har det været varegørelsen af det fælles, som har ført til overudnyttelse. Lokalsamfund er på demokratisk vis i stand til at forvalte ressourcer bæredygtigt, hvis de gives kontrollen over dem. Udviklingen har i stedet været, at ganske få virksomheder kontrollerer ejerskabet. Eksempelvis ejer tre virksomheder cirka 60 % af alle kommercielle frø i verden, mens Arla sidder på 90 % af det danske mælkemarked, og Salling Group (Netto, Føtex, Bilka) 34 % af dagligvaremarkedet. Det efterlader flertallet og mindre virksomheder med ganske lidt kontrol og lille mulighed for medbestemmelse, og dermed for at tage ansvar. Vi må derfor bryde de største virksomheder op og decentralisere ejerskabet og beslutningsprocesserne. Retten til egne ressourcer og fælles forvaltning er vigtig i enhver lokaløkonomi med selvbestemmelse.

Udfordringen for venstrefløjen er, at skabe et narrativ, der ikke opstiller en nationalistisk orienteret model, som alternativ til neoliberalismen. Det grønne giver en unik mulighed. Lad os derfor ikke tale om klima, men om klimaretfærdighed.


Nanna Langevad Clifforth (f. 1985) arbejder med handels- og investeringspolitik samt landbrugs- og fødevarepolitik for NOAH – Friends of the Earth Denmark. Nanna skriver om miljøretfærdighed og de mennesker, der står forrest i miljøkampen. For et år siden flyttede hun til Vestsjælland for at være med til at starte et økologisk landbrug.