Sydafrika: En sprække i tiden åbner sig

III

Jeg er tilbage i District Six, og her i Cape Town er der bestemt en helt anden atmosfære end andre steder i Sydafrika. District Six er allerede generobret – taget tilbage, men af hvem? Her er flere lag. Måske er det ikke så mærkeligt, at jeg blev taget af en kraftig storm, sidste gang jeg var her.

Alligevel ligger det hele lige under overfladen. Det er den mumlen, du kun mærker, når du bevæger dig til fods i byens gader. Det var derfor, at jeg opdagede en sprække i muren. De har alle sammen ret – det handler om noget, som er meget større – om menneskers smerte, om traume og om sorg.

Efter mine sædvanlige kopper kaffe går jeg rundt i District Six og venter på, at museet åbner. Jeg vil gerne derind igen for at opleve det samme – selvom jeg godt ved, at det ikke vil ske. Jeg går forbi Teknikum, som spillede en vigtig rolle for rydningen af det gamle District Six – og jeg finder også steder, hvor jeg var sidste gang og nogle andre. Jeg går forbi Hannover Street. Til sidst begiver jeg mig til District Six Museum, men lige ved siden af finder jeg A4 Arts Foundation med en udstilling, hvor en kunstners liv og kunstneriske arbejdsproces er arkiveret i store bokse, som kan åbnes og lukkes.

Hendes ophobning af materialer og genstande indgår vedvarende i stadigt foranderlige værker – og bagefter er jeg tilbage på museum i District Six. Her er fyldt med hvide mennesker og udenlandske turister. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Derfor vælger jeg at gå på toilettet, min celle – det eneste sted, hvor jeg kan være, adskilt fra de andre. Da jeg igen kommer ud fra toilettet, opdager jeg et fotografi af ødelæggelsen med en stor gravko i centrum. Øverst står datoen for ”demolition”, 11. februar 1966. Det er præcis på den samme dato – bare elleve år efter Sophiatown blev jævnet med jorden – hvilken brutal logistik.

Elleve – elleve.

Jeg bliver slået i gulvet, ligger til tælling, svævende i rummet uden at ænse de andre omkring mig, går ovenpå, støtter mig til søjler og gelændere. Inden jeg igen forlader museet, sidder jeg længe på en bænk bagved et gammelt klaver – der sidder jeg skjult bag et højt tårn med skilte med gadenavne fra det gamle District Six.

I Cape Town sker der hele tiden det samme – også selvom jeg befinder mig i et helt andet kvarter. Jeg besøger Bokaap Museum. Jeg indser, at jeg nu er kommet hjem – efter altid at have følt mig fremmed. Det er derfor, at jeg altid har rejst på tværs af verden, men hvorfor opstår den følelse af tilhørsforhold lige netop her i Cape Town? – det er et sted, der sætter mig i stand til at forstå noget, måske fordi jeg først nu er åben over for at forstå det.

Hvad er det, vi har gjort ved resten af verden gennem flere hundrede år? – er det, som jeg oplever i District Six en overleveret skam fra mine forfædres og formødres forbrydelser? – hvorfor var min morfar altid gal, altid oprevet, og overvældet af sin egen indignation? – jeg oplever min omverden som en film.

IV

I mit hoved summer fluerne rundt i vild forvirring. Mine utallige forsøg på at gennemskue, hvad jeg får fortalt. En krig i Palæstina. I den vanvittige støj fra Braamfortein opfyldes jeg af et overmod af, at jeg har knækket koden til Johannesburg efter syv års vedvarende forsøg, men det er måske bare varmen på en lørdag eftermiddag i den sydafrikanske højsommer. Det lille ellers oversete kvarter Brixton står som en dirrende kartografisk koordinat.

Senere den samme dag i Craighall uden for Elizabeth Summers et helt andet sted i byen møder jeg Monna Mokoena fra Momo Gallery, som jeg hjerteligt hilser på med et ”welcome back”. Vi har begge to netop været til Cape Town Art Fair. Han griner og kvitterer med et ”yes, this is your city”, selvom det jo er hans og ikke min by.

Jeg har været her, hvor jeg er lige nu, rigtig mange gange før. Endnu en by jeg har gjort mig bekendt med, som om den er min egen. Tilfældige møder med venner og bekendte på et gadehjørne eller uden for en café, og lige inden jeg skal køre til lufthavnen, spørger min landlady mig om telefonnummeret til min sædvanlige taxachauffør, fordi han er billigere end hendes egen. Lige om lidt fylder jeg tres, og jeg banker hovedet imod muren – med en sådan kraft, at porten til en anden verden står vidt åben.

V

Jeg er tilbage i Cape Town, et år efter en sprække i tiden åbnede sig for mig i District Six Museum. Igen deltager jeg i Open Book Festival. Intet er helt det samme. Cape Town modtager mig koldt og nådesløst med hidsige vindstød omkring gadehjørnerne og dybe hvæs fra Antarktis langt borte. Jeg ankommer dagen før festivalen begynder netop i tide til et kort besøg på District Six Museum. Det er blevet mit ritual at sidde på bænken bag klaveret og den høje statue med gadeskilte fra den gamle District Six.

På festivalen taler de om eksil. Ikke kun det fysiske eksil, der hvor mennesker bliver fordrevet til eller flygter hen til, men også eksilet hjemme. Jeg har altid oplevet at være i eksil, selvom jeg ikke har været tvunget til at flygte. Altid følt mig fremmed og aldrig kunnet finde hjem. Derfor forstår jeg dem, der lever i eksil, jeg forstår de fordrevne, migranterne og de besiddelsesløse.

Naturligvis var der også diskussioner om Palæstina. Sydafrika har et inderligt forhold til det palæstinensiske folk, fordi deres situation og vilkår minder om Sydafrikas egen historie. Derfor er der også et helt andet åbenhjertigt klima for debat, end vi har i Danmark. Sydafrikanernes sympati og solidaritet ligger entydigt hos palæstinenserne, fordi de identificerer sig med Nelson Mandelas ord om, at der ikke gives et frit og demokratisk Sydafrika uden et frit Palæstina.

Festivalen havde besøg af den palæstinensiske professor Haidar Eid fra Gaza, som er forfatter til ”Decolonising the Palestinian Mind” (Inkani Books). I bogen kritiserer han Oslo-aftalerne fra 1993 og 1995 for at tilsidesætte palæstinensernes grundlæggende rettigheder og frihed. Han sammenligner den så højt besungne to-statsløsning med et Bantustan. Det er en reference til det sydafrikanske apartheidsystem, hvor den palæstinensiske befolkning godt nok vil få en slags selvstændighed, men være underlagt overherredømmets magt og kontrol. Derfor betegner han to-statsløsningen som et racistisk fængsel orkestreret af vestlige stormagters koloniale interesser. Haidar Eid taler for en et-statsløsning, som han pointerer allerede er et stort kompromis fra palæstinensernes side.

Der vil ikke være nogen frihed. Vi vil ikke kunne være frie. Det er umuligt at forestille sig demokrati, frigørelse og retfærdighed noget sted uden et frit Palæstina. Hvis du synes, at nogen har ret til at forsvare sig selv, hvorfor så ikke palæstinenserne? Tal ikke om den 7.oktober 2023. Hvis du nævner Oslo-aftalerne, lever vi ikke i den samme verden. Selv hvis du begynder din fortælling i 1948, er det en mærkelig forestilling om historie. Flere årtier tidligere mødtes zionister med hvide afrikaanere i Sydafrika for at udvikle ondskabens arkitektur.

Derfor er der en helt anden samtale om Palæstina i Sydafrika, fordi de godt ved, hvad det betyder. Deres loyalitet ligger åbenlyst hos palæstinenserne – som Haidar Eid siger under festivalen, er det vigtigt at stille sig på de undertryktes side.

I Sydafrika kæmper mange mennesker fortsat med konsekvenserne af apartheid. Med den politiske afvikling af apartheid fik de tilbage, hvad der havde været taget fra dem, men de har fortsat ikke kontrol over landet. De lever derfor fortsat i et eksil derhjemme.

Min sidste samtale i Cape Town er med Uhuru Phalafala. Ikke en del af festivalens officielle program, men hendes og mine fortsatte forsøg på at komme nærmere min oversættelse af hendes bog ”Mine Mine Mine”. Den skulle vise sig at være den vanskeligste af alle mine samtaler i Cape Town, og den endte også med først at blive til noget mandagen efter festivalen.

I de sydlige forstæder med udsigt over havet i Muizenberg mødtes jeg med en fremmed kvinde, som måske begynder at blive bekendt. Vi er i dyb samtale. Hun taler, jeg lytter, for at få mest muligt ud af situationen. Vi deler skæbne og begær. Eller egentlig ikke – vi er helt forskellige. Alligevel lader vi til at bevæge os i samme retning, måske blot en forestilling, erfaringer med smerte, knuste drømme og mulige fremtider. Det forstummer lige så hurtigt, som det opstår.

Vi sidder ved et hvidt bord ved vinduet med udsigt over havet. Hun introducerer det som sit arbejdsbord, måske for at legitimere at vi mødes i hendes private hjem og for at fortælle mig, at det ikke er en invitation ind i hendes private allerhelligste. Jeg noterer mig hendes velassorterede samling af jazzplader i stuen. Hun og jeg er meget forskellige, men vi sludrer, mens hun laver kaffe i køkkenet, og det bliver klart for mig, at vi alligevel har fælles erfaringer.

Hun beklager sig over forholdene på universitetet, hvor hun oplever, at det er svært at finde tid til at skrive og få lov til at rejse. For mange år siden valgte jeg at forlade universitetet i Danmark af lignende årsager. Jeg fortæller hende om mit arbejde som digter, forfatter og med lyd, hvordan jeg altid har kæmpet med akademisk sprog og forsøgt på at få de to sprog til at smelte sammen eller integrere poetisk sprog med det akademiske. Uden større held, hvilket tvang mig væk fra den akademiske verden, selvom jeg aldrig rigtig har forladt den akademiske tankemåde.

Samtalen om hendes bøger foregår ved det hvide bord i hendes stue med det klare lys fra havet. Jeg optager samtalen på min telefon – eller det tror jeg, at jeg gør, og det gør jeg faktisk også, men da jeg ankommer til Johannesburg samme aften og ville lytte til optagelsen, finder jeg ud af, at den er tavs.

Den mislykkede optagelse af Uhuru Phalafala. Måske hendes bedstefars indblanding for at gøre opmærksom på stilhedens betydning, en hel times tavs meditation. Der er ting, som ikke er beregnet til optagelse, de kan ikke dokumenteres, de kan kun overføres fra en krop til en anden som gennem en sprække i tiden. Her er ikke noget at forstå, kun et øjebliks klarsyn. Tror du virkelig, du kan oversætte et digt? En tavs samtale om fortiden er en anderledes måde at forstå fremtiden på. Vi er her stadigvæk ikke, men på vej til at gøre livet til en mulighed.

I Johannesburg fortsætter diskussionen af Palæstina til et foredrag hos The Forge i Reserve Street, en lille sidegade i Braamfortein. The Forge udgør sammen med boghandlen The Commune et panafrikansk projekt, og boghandlens navn er bestemt ingen tilfældighed, opkaldt efter marxismes vision om et virkeligt kommunistisk samfund, hvor alle er frie og lige, en drøm der langt fra er slukket blandt aktivister i Sydafrika.

Foredraget hos The Forge har titlen: Dismantling Green Colonialism: Energy and Climate Justice in the Arab Region. En af bogens forfattere, den algeriske forsker og aktivist Hamza Hamouchene, diskuterer med den sydafrikanske intellektuelle aktivist og politiske økonom Lebohang Liepollo Pheko.

Samtalen handler meget om Palæstina og forbindelserne mellem Palæstina og Sydafrika. Umiddelbart før arrangementet hos The Forge begynder, ankommer en minibus med en gruppe syngende og dansende aktivister iført røde baretter, sandsynligvis ankommet direkte fra en af Johannesburgs sydlige forstæder, og de indleder aftenen med revolutionære kampsange. De bydes velkommen indenfor hos The Forge og flere blandt det øvrige publikum deltager aktivt. Sang, dans, glæde og kamplyst glider senere elegant over i diskussionen af aftenens alvorlige emner.

Snart er jeg på vej til Sophiatown igen. I Sophiatown føler jeg mig hjemme, fordi her er plads til alle – og den følgende lørdag aften hos Afrikan Freedom Station på Edward Road er det som dengang, eller som jeg har fået Sophiatown i 1950’erne gengivet og fortalt.

Træer og planter vokser langs muren. Mennesker i et rum. En stilfuld mand i et skinnende grønt jakkesæt. En anden mand med en hat der sidder perfekt på hans hoved. Begge to med en cigar mellem fingrene. Vi er allesammen bare her, det sted vi ønsker at være.

Min sidste dag i Johannesburg sidder jeg på stille søndag morgen i Pablo House med udsigt over Melville Knoppies. Vinden blæser over foråret, mens vi venter på Jacarandaernes violette lys. På en årstid hvor vejret hele tiden slår om, fra sommer til forår, med kolde hvæs fra Antarktis. En enkel konstant, jazzen spiller altid gennem natten. Overalt mødes man af ‘the Joburg Swagg’, den særlige lyd og måde at bevæge sig på, som opstod blandt Sydafrikas store ikoner; musikere, forfattere, kunstnere og aktivister dengang for længe siden i Sophiatown.