Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
11. september. 2021

Synger Gellerup på sidste vers?

Kommunen vil have beboerne ned med nakken, og bruger stadig etnicitetskravet til at slå Gellerups indbyggere oveni hovedet med. Hvem står overhovedet på vores side, spørger Elsebeth Frederiksen fra Almen Modstand.

Er Gellerup ved at være en saga blot, efter ‘helhedsplanen’ blev stemt igennem? Foto: Bo Sigismund / Skræppebladet

Da resultatet af afstemningen om helhedsplanen i Gellerup for et par uger siden lå klar, stod det tydeligt, at vi havde tabt denne kamp. Men jeg følte ikke ret meget. For jeg havde nok regnet med, at planen ville blive vedtaget. Nogle uger forinden havde beboerne i Gellerup sagt nej i en urafstemning. Det var tæt løb: 321 stemmer for og 300 imod. Om nogle år har jeg ikke den udsigt, jeg har i dag. Der mangler nemlig 7 blokke. Der skal bygges nyt, og en anden type mennesker skal ind.

“Kommunen vil have os ned med nakken, rive vores boliger ned, endda for vores egen skyld. For de ved bedst. Forhandlingerne har været en kamp mod overmagten, som vil smadre alting.”

Men bestyrelsen ville have afholdt et beboermøde, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål og derefter stemme på et oplyst grundlag. Det blev afvist. Der blev klaget over det til beboerklagenævnet. Der var afslag. Det føles som om, alle er imod os beboere.

Jeg var til mødet den aften, men var på arbejde. For jeg skulle observere debatten, få den griflet ned på min computer, og endelig lave det om til en artikel, der repræsenterede begge lejre, til beboerbladet (Skræppebladet, red.). Det lykkes meget godt for mig. Det er vigtigt at få nuancerne med. At alle bliver hørt og bliver lyttet til. I hvert fald på det møde. I det mindste der. For ellers er beboerne ikke blevet lyttet til. Det føler afdelingsbestyrelsen selv. Det var faktisk så slemt, ifølge bestyrelsesmedlemmerne, at de helt stoppede samarbejdet med kommunen.

Kommunen mod beboerne

Det er rimeligt klart, hvad kommunen vil. De vil have os ned med nakken, rive vores boliger ned, endda for vores egen skyld. For de ved bedst. Forhandlingerne har været en kamp mod overmagten, som vil smadre alting. Det er en kamp mod et kæmpe flertal i Folketinget og Århus Byråd, som med floskler som: ” Jeg ønsker at se smilet i børnenes øjne”, fra Bunyamin Simsek fra Venstre, som en slags mantra han gentager igen og igen. Eller ord som ”en blandet by”, ”en bedre fremtid for børnene”.

Jeg er imponeret over, hvor kloge politikerne er – og hvor meget de ved om beboernes liv.  Og jeg er imponeret over politikere, som stadig hævder, at loven ikke er racistisk – selvom hovedkriteriet handler om etnicitet.

Debatten viste, at de fleste repræsentantskabs-medlemmer synes, at ”ghettoloven” er noget makværk. Men der var også nogle, som synes, det var en god ide at stemme ja. Og nogle der rystede på hovedet, da loven blev kaldt racistisk. Det mente de åbenbart ikke den er.

Kamp i stedet for hæleklapperi

Jeg kan godt sætte mig ind i, hvor svært det må være for beboere i andre afdelinger, at skulle stemme om en anden afdelings skæbne.

Jeg kan også godt forstå, at de tænker på økonomi og deres afdeling. Det er også forståeligt, at de føler, at de kæmper mod overmagten og føler, at de stemmer ja med en pistol for panden. Men vi kunne lege … det er russisk roulette, der har man da en lille chance for at overleve. Nogle gange må man altså kæmpe for det, man tror på, eller det man er imod.

Der hjælper det ikke at stemme ja og klappe hælene i. Jeg sagde på afdelingsmødet i Gellerup, at jeg var villig til at gå hele vejen. Jeg ville gerne se, om boligministeren virkelig vil smadre et helt boligområde og ruinere en boligforening. Man er da nødt til at prøve. At kæmpe mere imod.

Smadremanden Kaare Dybvad

Men vi kan også risikere, at Kaare Dybvad smadrer alt. At han selv kører gravkoen lige ind i en boligblok. Jeg kan se det for mig. Politikernes glade ansigter, når den første bid bliver taget af blokken. Og jublen når den sidste betonklods er knust. På et tidspunkt kan vi træde på den knuste beton, som er brugt til at lave nye veje og tænke på – at her boede jeg engang.

OK, nu bliver jeg nok lidt for sentimental. Men sagen er bare den, at om nogle år har jeg ikke den udsigt, jeg har i dag. Der mangler nemlig 7 blokke. Der skal bygges nyt, der skal en anden type mennesker ind. Nogle, der ikke ligner dem, som bor her nu. Og med ja-stemmernes flertal i sidste uge er det blevet nemmere.

Men vi kan stadig nå at stoppe det. Der er retssager. Afdelingen har afsat penge til det. Det kan trække ud i mange år. Vi kan risikere at tabe, men det er en kamp, der skal tages. Vi må støtte hinanden, så vi ikke bryder sammen i kampen.


Om skribenten

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen er Gellerup-korrespondent for Solidaritet. Hun er aktiv i Almen Modstand, og er redaktionssekretær for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet   Læs mere