Synsninger, mavefornemmelser og påstande uden belæg. Presset på forskningsfriheden kommer ikke fra ‘identitetspolitik’

I fredags 28. maj havde vi – endnu engang – på foranledning af Morten Messerschmidt og Henrik Dahl en debat i Folketingssalen, om identitetspolitikkens ”hærgen” på vores universiteter. Det, der er på spil her, er langt mere principielt, end man umiddelbart måske vil tænke, så med fare for, at denne klumme bliver lidt politiker-nørdet, vil jeg her citere hele Messerschmidt og Dahl begrundelse for at ønske debatten: ”Er ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?”

En gammel debat på nye flasker

Det er som sagt ikke første gang, vi har debatteret dette emne i Folketingssalen. Senest var i forbindelse med “buste-sagen” på Kunstakademiet. For mit vedkommende fortsatte denne politiske battle med de to herrer over flere uger i Jyllands-Posten. Så alle argumenter og perspektiver er for så vidt allerede kendte – i hvert fald for dem, som ser Folketingets TV-kanal eller læser Jyllands-Posten.

Men med fare for at være fordomsfuld har jeg en antagelse om, at læserne af Solidaritet måske ikke lige er dén målgruppe, der læser mest Jyllands-Posten, eller oftest sidder klistret foran Folketingets TV-kanal. Derfor kommer her et kort resume af, hvor debatten står om identitetspolitikken på vores videregående uddannelsesinstitutioner.

Hvis man skal tage Messerschmidt og Dahl seriøst – og det skal man som udgangspunkt selvfølgelig – er deres påstand, at forskningsfriheden i de humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er truet af det, de kalder identitetspolitikkens uvidenskabelighed. Og at mange af de forskere og medarbejdere på de forskningsmiljøer, der beskæftiger sig med eksempelvis køn, klasseforhold, racisme og magtstrukturer, ikke lever op standarderne for ordentlig forskning, men derimod bruger tiden på at bedrive politisk aktivisme. Konsekvensen bliver, at de selvsamme identitetspolitiske forskere udskammer og undertrykker de af deres forskerkolleger, der ikke har de samme politiske holdninger, som de selv har.

Derfor mener mine to politiske kollegaer fra henholdsvis DF og LA, at forskningsfriheden er under pres og det samme gælder forskningskvaliteten på de pågældende uddannelsesinstitutioner og uddannelsesmiljøer. De to politikeres kritik er efterfølgende blevet bakket op på debatsiderne, lederpladsen og i den journalistiske dækning i blandt andet Weekendavisen, Jyllands-Posten og Berlingske, senest i en kronik i Berlingske af professor, dr.phil Hans Bonde fra i søndags.  

Når mavefornemmelserne overtager debatten

Inden jeg fortsætter, har jeg brug for at tydeliggøre en afgørende præmis for denne klumme. Jeg er også arg kritiker af historieforfalskning, dogmatisme, udskamning og mobning.

Derfor kunne det jo godt være, at Messerschmidt og Dahl samt den borgerlige presse havde en pointe. Desværre har de indtil videre ikke fremlagt andet end antagelser, synsninger og mavefornemmelser. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig at finde fakta, som understøtter deres konklusion – og jeg har forsøgt. For det første har jeg stillet forsknings- og uddannelsesministeren et hav af skriftlige spørgsmål om dette emne. Ministeren svarer noget upræcist, men alligevel er hovedkonklusionen i hendes skriftlige svar, at forskningskvaliteten ikke er faldet. Tværtimod står dansk forskning solidt og godt sammenlignet med andre lande. Hvad angår forskningsfriheden på de videregående uddannelsesinstitutioner, er der intet belæg for at påstå, at den skulle være truet, heller ikke på de områder, Messerschmidt og Dahl henviser til.

“Virkeligheden giver et helt andet billede end det, der bliver gentaget fra talerstolen i Folketingssalen og i aviser som Weekendavisen, Jyllands-Posten og Berlingske”

Ministerens svar var som sagt noget uldent formuleret. Derfor læste jeg op på, hvad rektorkollegiet – som repræsenterer rektorerne på alle landets universiteter – havde udtalt. Igen var det den samme konklusion: Forskningskvaliteten er ikke faldende, og forskningsfriheden er ikke under pres. Heller ikke på de nævnte humanistiske og samfundsvidenskabelige institutioner. Hvis man var kritisk, kunne man måske mistænke rektorkollegiet for at være partisk og sige som de sagde for at beskytte deres egne institutioner.

Så det sidste jeg gjorde var, at se om jeg ikke kunne finde nogle evalueringer eller undersøgelser, der gik ind i denne specifikke problemstilling: Er forskningsfriheden truet? I 2018 spurgte Dansk Magisterforening sine medlemmer, om de havde oplevet at blive presset på deres forskningsfrihed. 762 svarede på den lange række af spørgsmål, som indgik i undersøgelsen. Analysen konkluderer, at hver ottende forsker i løbet af de sidste fem år har følt sig presset på deres forskningsfrihed. Aha – måske har Messerschmidt og Dahl alligevel ret!

Men nej: det, der kunne være den rygende pistol, viser sig hurtigt at handle om noget helt andet – og i min optik langt alvorligere. De forskere, som føler sig presset på forskningsfriheden, arbejder nemlig primært inden for natur-, sundheds- og de tekniske videnskaber. Desuden konkluderer analysen, at presset handler om at ændre forskningsresultater eller at udskyde eller aflyse offentliggørelsen af resultaterne. De, som udøver presset, er offentlige myndigheder, offentlige fonde, offentlige organisationer, private fonde, virksomheder og samarbejdspartnere fra andre universiteter.

Virkeligheden giver altså et helt andet billede end det, der bliver gentaget fra talerstolen i Folketingssalen og i aviser som Weekendavisen, Jyllands-Posten og Berlingske.

Det faktiske pres på forskningsfriheden

Men er der så ikke noget om snakken, når det gælder forskningsfrihedens udsathed? Ministeren har svaret, at der ikke er et fald i forskningskvaliteten på universiteterne og at der ikke er belæg for påstå, at forskningsfriheden er under pres. Rektorkollegiet siger det samme. Og analysen fra Dansk Magisterforening viser, at det pres – hver ottende forsker rigtignok oplever – finder sted på de naturvidenskabelige områder og kommer fra offentlige myndigheder, private fonde, organisationer og virksomheder.

Alligevel stemte både Socialdemokratiet og Venstre for den beslutningstekst, DF og LA havde formuleret – med dens himmelråbende uselvkritiske sætning om at sikre, at ”politik ikke forklædes som videnskab”.

Et flertal i Folketinget købte altså Messerschmidt og Dahls mavefornemmede præmis om, at forskningsfriheden er under pres – og valgte at se bort fra den tilgængelige forskning på området. Ideologi, synsninger og politisk positionering fremfor fakta. Hvis det ikke er et pres på forskningsfriheden, så ved jeg ikke, hvad det er.