4 min. læsetid

Solidaritet sætter fokus på racisme i Danmark, og bringer i samarbejde med TAL UD en række historier fra folk, der har mødt hverdagsracismen hele deres liv. Læs Chadis gruopvækkende beretning om en dag, han sent vil glemme.

Har du selv oplevet diskrimination og ‘hverdagsracisme’? Kontakt Solidaritet, hvis du kunne tænke dig at få fortalt din historie.


Af Chadi Abdul-Karim

En dag bankede det rigtig hårdt på døren. Jeg var ca. 12-13 år og alene hjemme…

“Mine søskende var i skole, og min mor på hospitalet. Jeg kan stadig huske, hvordan mit hjerte bankede voldsomt, og jeg var oprigtigt bange. For jeg kendte ingen, der brugte så meget kraft når de bankede på en dør… Bortset fra politiet.

Hvilket det også var! En ældre betjent og en ung betjent. Min bror var dengang lidt af en ballademager, og de ledte efter ham. Jeg fortalte dem, at han ikke var hjemme, og at jeg var alene. De insisterede på at ville ind i lejligheden og lede. Selv om jeg var meget ung, mente jeg at have hørt, at politiet ikke bare kan komme ind, uden en voksen var til stede. Så jeg bad dem om at komme igen, når min mor var hjemme.

• Bag projektet TAL UD står rapperen Negash Ali, journalisten Suzanne Skærbæk Pedersen, iværksætteren Cecilia Christensen og sangskriver Nanna Prip.

• De ønsker at “sætte fokus på den stille accept af racisme i hverdagen”, og … “hiver den frem i lyset igennem folks fortællinger”

• Har du selv oplevet diskrimination og racisme? Så opfordrer TAL UD til, at du kontakter dem på info@talud.dk

Læs mere på Facebook her

+

Politiet – det var hovedsageligt den ældre betjent, der førte ordet – sagde, at de i så tilfælde ville tage mig med på stationen. Jeg havde med egne øjne set, hvordan de behandlede unge drenge på stationen. Med lussinger, slag, og racistiske bemærkninger. Så jeg ville selvfølgelig ikke på stationen og endte med at sige, at de gerne måtte komme ind, men at de skulle holde sig fra min mors soveværelse.

For en ung arabisk dreng som mig var det helligt område, og jeg ville derfor kun give lov til, at de måtte komme ind, hvis de holdt sig fra mors værelse. Det gik de med til.

Idet de træder ind, hvisker den ældre betjent noget til den yngre. Den unge betjent går nærmere, og prøver at blokere mit syn, så den ældre betjent ubemærket kan snige sig forbi, og ind på mors værelse.

Jeg skynder mig efter ham og ser, at han er i fuld gang med at rode rundt i min mors ting. Jeg bliver vred og ked af det. Og siger: “Jeg vil klage over dig. Jeg vil klage til din chef.”

Nu står jeg så med den ældre betjent på værelset. Den unge betjent står i mellemgangen og kigger på. Han virker ikke til at være helt tilpas med hele situationen.

Jeg har lyst til at slå den ældre betjent, men han er meget større end mig, og alt hvad jeg kan gøre er, at begynde at græde, mens jeg beder ham om at gå ud af værelset. Og sige, at jeg vil klage over ham.

Så er det, at han tager fat i mig. Skubber mig op ad væggen, og tager med sin ene hånd kvælertag på mig og løfter mig op, så jeg dingler, mens han strammer grebet og siger: “Pas på, hvad du siger. Tror du virkelig, at der er nogen, der vil tro på sådan en møgunge som dig?” Så gav han slip, og jeg faldt til jorden. Politiet skrider.

Jeg ligger på gulvet i mors værelse og græder. Og det eneste jeg kan tænke er: “Fuck politiet. Fuck politiet. Fuck politiet”. I dag, mange år senere, tænker jeg ikke så firkantet om politiet. Men jeg har til den dag i dag stadig ikke haft så meget som ÉN god oplevelse med politiet. Desværre.

P.S.: Jeg husker stadig betjentens navn!


Chadi Abdul-Karim er forfatter og instruktør, og har blandt andet instrueret filmen Exit Neverland.