Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
23. januar. 2021

Pernille Frahm: Tanker efter Trump

Under 4 år med Trump er katastrofer nærmest blevet dagligdag. Men efter stormen på Capitol føles det som om, de sidste dages hellige endelig har fundet modet til at kritisere ham, skriver Pernille Frahm.

Efter mere end 20.000 løgne og falske udsagn, er det blevet farvel til Donald Trump i Det Hvide Hus. Illustration: Dave Granlund
7 min. læsetid

Efter 4 år med Trump er skandaler nærmest blevet dagligdag. Men efter stormen på Capitol føles det, som om de sidste dages hellige endelig har fundet modet til at kritisere ham, skriver Pernille Frahm.


Af Pernille Frahm

Så kom der fokus på de højreradikale! Så længe jeg kan huske, har det ellers været næsten umuligt at få nogen til at tage de højreradikales retorik og ideologi alvorligt. Nynazister kunne hygge sig med at småheile omkring bålet sammen med ungdomspolitikere fra den yderste højrefløj. Også folketingsmedlemmer har med mellemrum fået afsløret en ikke så smigrende fortid i skrårem, uden det har haft virkelig betydning for deres karriere. Der har været trusler mod personer med anden etnisk baggrund end dansk, og der har været trusler mod politikere, som mente det alvorligt med de universelle menneskerettigheder. Jeg har selv fået adskillige trusler før i tiden. Med og uden patroner i konvolutterne.

Der har været voldelige overfald og mord og terrorisering af personer, der stak snuden for langt frem. Men debatten om de højreradikales voldelige ideer og retorik har kun fået begrænset levetid i medierne. Til sammenligning har vi fået ændret vores lovgivning adskillige gange af frygt for islamistisk terror, og nye partier er marcheret ind på scenen.

Trump har pustet til højrenationalismens gløder

Med Donald Trump har vi set et angreb på enhver form for venstrefløj eller etnisk minoritet. Han har rost voldsmænd og opmuntret dem til at fortsætte det gode arbejde. Undervejs har politiske vimpler, som ønsker at finde det ledige standpunkt, forsøgt at forklare os, at han har fat i noget, som er vigtigt. Ja, det skulle jeg mene, han har. Han havde fat i fundamentale demokratiske spilleregler og menneskerettigheder, og ikke på den gode måde!

“Der har været trusler mod personer med anden etnisk baggrund end dansk, og der har været trusler mod politikere. Jeg har selv fået adskillige før i tiden. Med og uden patroner i konvolutterne”

Her i landet har Dansk Folkeparti, Asger Aamund og den evindelige Naser Khader forsøgt sig med alt fra “det er ikke så galt endda” til noget med en Nobelpris. Det har været som i gamle dage, hvor Kremlologerne forsøgte at finde ud af, hvad der virkelig foregik i den øverste Sovjet under Brejsnev. Men her har det fået tilskud fra arkæologien i retning af – hvis vi skraber dybt og får alt det væk, han siger, så gør han fornuftige ting! Og alle regeringer har bukket for den amerikanske regering og Trump. For slet ikke at tale om 60-70 mio. amerikanere, der stemmer på ham.

Man kan roligt sige, at Trump i de 4 år blev ekspert i at strække elastikken. Efterhånden blev vi vandt til katastrofer i de daglige nyheder. USA forlader Paris-aftalen, USA forlader forskellige FN-udvalg og overvejer at forlade hele det internationale arbejde. Trump trækker USA ud af Syrien og overlader kurderne i kløerne på deres fjender. IS kan trygt afvente situationen fra deres skjul. Trump trækker USA ud af Iran aftalen. Erdogan gnider sig i hænderne. Assad er reddet. Netanyahu får frie hænder. Putin har aldrig haft bedre dage. Kina nærmer sig positionen som klodens førende økonomiske magt, så ingen vil hjælpe Uighurer, Hong-Kong demokrater eller Tibetanere.

Det unormale blev normalt, og det meste af tiden gik med at holde vejret og håbe, på præsidentvalget 2020. Al fremdrift er sat på hold, vores tidligere platforme for international sikkerhed, klima, social og demokratisk udvikling er enten smadrede eller magtesløse.

Sprang elastikken på Capitol?

Men så kom dagen, hvor nogle 1000 galninge tog Trump på ordet og stormede kongressen. Og måske fik det elastikken til at springe. Var det et kupforsøg? Altså i den forstand, at Trump havde planlagt det, og forestillet sig, det ville lykkes? Muligvis, men så stiller det mandens politiske analyseapparat præcis i den sorte krog, hvor mange nok hele tiden har ment det hørte hjemme. Selv tror jeg, at noget gik galt. Der er for mange underlige ubesvarede spørgsmål. Nogen fik kolde fødder, da det virkelig gjaldt.

Trump var da jeg forfattede dette indlæg stadig i Det Hvide Hus. Han må føle det lidt som Peter Brixtofte gjorde i sin tid: Vennerne er borte, ballet er forbi. Når han spejder efter sine gamle golf kammerater og forretningsforbindelser, kan han – som en gammel ven engang udtrykte det – ikke se deres røv for bare fodsåler. Køerne ved håndvaskene i hele verden er til gengæld til at få øje på.

Nu, kommer de sidste dages hellige frem. Måske får vi endelig lidt fokus på de højreradikale og deres tråde langt ind i de stuerenes rækker. Måske vil Jeppe Kofoed begynde at tage sig selv alvorligt, når han siger, vi skal have en værdibaseret udenrigspolitik. Måske vil EU tage sig selv alvorligt? Måske kan vi virkelig ånde lettet op.

Fra forslag om Nobels Fredspris til prædikat som en stemme på “tryghed og velstand”. De danske borgerlige hyldester til Trump har været talrige, og hans danske fans tæller bl.a. Asger Aamund, Mads Fuglede (V) og Naser Khader (C).

3 spørgsmål fra Donald

Erfaringerne med Trump rejser mindst 3 spørgsmål:

For det første, hvordan vi kan sikre vores demokratier mod despoter, som kan sælge billetter? Her har jeg adskillige gange skrevet om Europarådet, som det bedste europæiske forsøg på at hamle op med despoter. Menneskerettighederne blev til, for at beskytte os, mod Trump-typerne. Og en lang række lande – herunder Danmark, har faktisk forpligtet sig til at tage dem alvorligt. En værdibaseret udenrigspolitik, som udenrigsminister Jeppe Kofoed har annonceret, stiller krav om at reagere mod despoter og undertrykkere.

For det andet må vi efter Trump også tænke over, i hvilket omfang vi kan overlade ytringsfriheden til private firmaer? Hvis firmaer skal stå for vores kommunikation og information, bliver det derefter. Vi er kunder hos dem, ikke borgere. Vi har ingen ret til indflydelse på noget som helst, vi kan alene håbe, at markedet vil hjælpe os – som de lige nu gør i forhold til Trump. En god forretning er blevet dårlig. Måske er vi ved at havne i det, som public-service medierne skulle have beskyttet os imod?

“Trump må føle det lidt som Peter Brixtofte gjorde i sin tid: Vennerne er borte, ballet er forbi. Når han spejder efter sine gamle golf kammerater og forretningsforbindelser, kan han – som en gammel ven engang udtrykte det – ikke se deres røv for bare fodsåler.”

For det tredje må vi også tage stilling til, hvad vi stiller op med det store gab, som opsluger de mennesker, ingen gider tage alvorligt? Den evindelige maksimering af ressourcer afskræller mennesker og lokalsamfund. Det kan ikke forsvares økonomisk på kort sigt at opretholde uddannelse, bus-ruter, butikker i Asp og Linde, men vi skyller mennesker ud i afløbet med vores evindelig trang til at fylde flere penge i de velbeslåede borgeres lommer.

Der er nok at tænke over, for vores egne politikere, og det er på tide, vi stiller nogle mere langsigtede krav til dem omkring ressourcer, klima, demokrati og international solidaritet.


Om skribenten

Pernille Frahm

Pernille Frahm

Uddannet folkeskolelærer. Tidligere medlem af Folketinget for SF.   Læs mere