Tiden arbejder imod Folkebevægelsen

Folkebevægelsen skal for første gange kæmpe med Enhedslisten om mandaterne ved det kommende valg til Europa-Parlamentet. Men det er ikke det eneste problem denne gang for Liste N.

Af Kim Kristensen

I Folkebevægelsen har det været et mantra, at tiden arbejdede for den tværpolitiske modstanderbevægelse. Ikke forstået på den måde, at danskerne med tiden vil se fordelen ved at melde sig ud af EU, selv om det selvfølgelig også er en given antagelse. Nej, forstået på den måde at Folkebevægelsen altid vil kunne hive mandatet hjem, når valgkampen til Europa-Parlamentet først kommer i gang.

En dansk europaparlamentsvalgkamp er nemlig i virkeligheden to valgkampe: Én hvor kandidaterne flere måneder før valgdagen rejser rundt til partiforeninger, gymnasier og forsamlingshuse og fortæller, hvorfor lige netop de og deres liste fortjener din stemme. Og en hvor offentligheden (læs: medierne) interesserer sig for, hvad de faktisk siger. Denne begynder som regel langsomt en måned til halvanden forinden for at kulminere de sidste 14 dage. Forklaringen er den enkelte, at de færreste danskere interesserer sig for EU.

Af samme årsag er Folkebevægelsen ofte blevet sakket agterud i meningsmålingerne mellem europaparlamentsvalgene for så komme i slutspurten, når danskerne endeligt begyndte at interesse sig for EU – og bevægelsen.

Men i år synes tiden af to årsager at modarbejde Folkebevægelsen.

Brexit

Meningsmålingerne afslører således, at det kaotiske forløb om Storbritanniens Brexit har kostet EU-modstanden dyrt. Tidligere på året viste en meningsmåling fra Kantar Gallup, at opbakningen til et »Daxit« – som Folkebevægelsen kalder det –  er faldet markant siden den britiske folkeafstemning i juni 2016. I dag ønsker 62 procent ikke en dansk EU-folkeafstemning, mens 26 procent ønsker det. Og hvis en folkeafstemning blev afholdt, ville 66 procent stemme for at blive i EU, mens 22 procent ville stemme for, at Danmark trådte ud af Unionen. Før den britiske afstemning svarede næsten hver tredje dansker i en tilsvarende undersøgelse, at danskerne burde følge briterne ud af EU. Lige under halvdelen ønskede derimod at blive i EU, mens resten var uafklarede.

Samtidig betyder den manglende britiske afklaring, at det ekstra 14. mandat, Danmark ellers stod til at få, må blive hjemme indtil Storbritannien en dag er trådt ud af EU – hvis det da nogensinde sker.  Efter længe at have forsvoret at vælgerne skulle stemme til Europa-Parlamentsvalget – næsten tre år efter at de stemte sig ud af EU – besluttede den britiske regering tidligere på ugen at gå i gang med forberedelserne til det. Med kun 13 danske mandater at kæmpe om, bliver »spærregrænsen« pludselig igen 7,7 procent, snarere end de mindst 6,67 procent, som der ellers kræves for at være sikker på at komme ind.

Folketingsvalg

Kun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og – ifølge ham selv – hustruen Solrun kender dagen for det kommende folketingsvalg, som skal afholdes senest den 17. juni. Selv om det på papiret giver statsministeren tre måneder at løbe på, render han dog ind i problemer, hvis folketingsvalget placeres lige før eller efter Europa-Parlamentsvalget den 26. maj. Det tunge valgmaskineri skal i givet fald startes op to gange for, at den ene valgkamp kan afløses af den anden. Imod et folketingsvalg i juni taler også, at det så slet ikke vil være den mindste overraskelse, når valget udskrives, og i realiteten vil der blive tale en meget lang folketingsvalgkamp i maj og juni.

For hver dag der går, kommer Lars Løkke Rasmussen derfor tættere og tættere på at måtte udskrive folketingsvalget til afholdelse samme dag som Europa-Parlamentsvalget. Sker dette risikerer sidstnævnte – og dermed også Folkebevægelsen – at blive overskygget af førstnævnte. Ja, ikke alene er det en risiko. Det er næsten helt sikkert, at valgkampen vil komme til at handle om alt andet end EU. Det er måske ikke noget problem for Venstre, som ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 gik tilbage med 3,5 procentpoint, og endte med 16,7 procent af stemmerne. Tværtimod. Partiets spidskandidat, den tidligere tv-vært Morten Løkkegaard, er måske pæn men ikke prangende. Det vil derimod være et problem for Folkebevægelsen og dets spidskandidat, Rina Ronja Kari, der som altid har brug for al den opmærksomhed Liste N kan få i valgkampen.

Enhedslisten

Siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet, i 1979, er det gået tilbage med antallet af såvel Folkebevægelsens som de danske pladser. Det år fik Folkebevægelsen fire af de dengang 16 danske pladser. EUs udvidelse kostede ved parlamentsvalget i 2004 Danmark to pladser i Europa-Parlamentet. Og i 2009 fjernede stoledansen i Bruxelles endnu en dansk plads, så der siden kun har været 13 sæder at kæmpe om.

Uanset, om der denne gang ender med at blive 13 eller 14 sæder, skal Folkebevægelsen dog indstille sig på, at der vil være en ekstra dansepartner, nemlig Enhedslisten, som truer med at gøre det til den sidste dans.

Det »folkelige« er for længst forsvundet i den tværpolitiske bevægelse, fordi borgerlige EU-modstandere i dag stemmer på Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance (mens Nye Borgerlige ikke har nået at samle tilstrækkelig mange vælgererklæringer ind til at kunne nå at opstille), hvilket de facto har efterladt Folkebevægelsen med såvel Enhedslistens stemmer som medlemmer.

Enhedslistens interne undersøgelser har tidligere afsløret, at partiets vælgere ikke er lige så kritiske overfor Unionen som partiets medlemmer – og Folkebevægelsen – og senest har Liste Ø da også meddelt, at det alligevel ikke stiller op med et krav om en folkeafstemning om dansk medlemskab. Efter Europa-Parlamentsvalget i 2014 viste en undersøgelse således, at 56 procent af Enhedslistens vælgere stemte på Folkebevægelsen mod EU, 21 procent på SF og andre ni på andre partier – mens 14 procent slet ikke stemte. Dermed var alene Liberal Alliance ringere end Enhedslisten til at mobilisere vælgere til at stemme på sit parti/ liste til Europaparlamentsvalget. Ved parlamentsvalget det år fik Folkebevægelsen 8,1 procent af stemmerne og ét mandat.

Denne gang stiller Folkebevægelsen op i valgforbund med Enhedslisten, men får de to partier kun ét enkelt mandat kan der meget vel stå Nikolaj Villumsen (EL) på dette. I hvert fald viste en meningsmåling fra Norstat tidligere på måneden, at Enhedslisten stod til at få 6,4 procent mod Folkebevægelsens 5,5. I kampen om marginalerne har Folkebevægelsen ikke råd til ret meget modgang.