Tvunget til tavshed: Mød klima-whistleblowerne, der har fået mundkurv på af Donald Trump

Oversat af Morten Hammeken

Fra svækkelse af reguleringen på udstødning fra køretøjer, til at blokere advarsler om, hvordan kystområder kan blive oversvømmet, eller hvordan Arktis bliver ramt af klimakrisen. Trump-administrationen står anklaget for at knægte klimaforskningen. Seks whistleblowers og tidligere forskere i den amerikanske regering beskriver her, hvordan de blev kørt ud på et sidespor af administrationen – og hvorfor de ikke har tænkt sig at holde munden lukket.

Jeff Alson

Rolle: Tidligere senioringeniør ved EPA’s (det amerikanske miljøagentur, red) køretøjslaboratorium i Ann Arbor, Michigan.

Hvad indebar dit arbejde?

Jeg var ingeniør ved EPA, hvor jeg arbejdede i 40 år i et meget teknisk krævende job. I 2009 begyndte EPA for første gang at arbejde med kriterier for udstødning af drivhusgas i køretøjer, i kølvandet på valget af Barack Obama. Det føltes som om, vi var ved at skrive historie.

Vi var et team på godt 25 mennesker, der lavede tusinder og atter tusinder siders analyse af disse kriterier. Vi vidste godt, det ville blive kontroversielt, men det var også vigtigt – og nogle af de første, afgørende skridt i retning af at tackle klimakrisen.

Hvad ændrede sig under Trump-regeringen?

Da Trump først var blevet valgt, stod det rimeligt klart, at tingene ville ændre sig. Præsidenten tog til Michigan i marts 2017, hvor han holdt en tale om, at han ville kigge nærmere på kriterierne, og at de skadede økonomien og beskæftigelsen. Det var et ret åbenlyst tegn.

I august 2018 fremlagde den amerikanske regering så et forslag om at sætte kriterierne for udledning af drivhusgasser i bero i 8 år. Det var helt utroligt – for første gang i EPA’s historie besluttede den politiske ledelse sig for at ændre på forureningskriterierne – uden at konferere med ansatte og eksperter overhovedet. Vi blev totalt frosset ude.

Der lå ingen videnskabelig eller teknisk begrundelse bag beslutningen om at tilbagerulle kriterierne, og deres forklaring var det mest farvede, jeg nogensinde har set. De masserede tallene og ændrede på alle kriterier for at få det ønskede resultat. Det var så grelt, at flere senioransatte ved EPA bad om at få fjernet EPA’s navn fra det hele.

Hvad tænker du om dine oplevelser?

Det ødelagde mig fuldstændig. Jeg havde en fantastisk karriere, hvor jeg spillede en vis rolle i at gøre verden til et bedre sted. Så fik vi pludselig en politisk ledelse, der traf alle sine beslutninger ud fra ideologiske overvejelser, som fornægtede videnskaben og mere eller mindre afviste klimaforandringer. Det føltes forfærdeligt.

Jeg var 62 år gammel og havde nogle ting i min familie, men Trump-regeringen gjorde en ellers svær beslutning om at trække sig tilbage, meget nem.

Maria Caffrey

Rolle: Arbejdede med klimaforandringer for NPS (National Park Service, red.).

Hvad indebar dit arbejde?

Jeg arbejdede for National Park Service med at undersøge, hvordan klimaforandringer kom til at påvirke 118 parker i kystnære områder.

Hvad ændrede sig under Trump-regeringen?

Min forskning blev peer reviewed (videnskabeligt bedømt, red.) og var klar til at blive udgivet. Men et par dage forinden fik jeg at vide af NPS, at de ville ”afvente besked” i kølvandet på Donald Trumps udnævnelse til præsident. Jeg troede ikke det var noget særligt, men så skete der bare ingenting efterfølgende. Jeg begyndte at ringe med et par ugers mellemrum for at presse på, ”vi bliver nødt til at få det her udgivet, det ligger og mugner”.

Undskyldningerne varierede lidt, men blev tyndere og tyndere, fra ”vi har travlt” til at man ikke ville bekymre folk midt i orkan-sæsonen, fordi min rapport nævner en stigning i storme i kystområderne. En af mine overordnede sagde, at de gerne ville holde lav profil på klimaforandringer i fire eller måske otte år, mens Trump var præsident, hvilket gjorde mig virkelig gal. Vi har ikke fire eller otte år til bare at sidde og gøre ingenting. Jeg følte mundkurven strammede om mit ansigt.

Jeg gik på barselsorlov omkring julen 2017, hvor rapporten stadig ikke var blevet frigivet. Jeg fik en e-mail fra en kollega, hvor der stod: ”Tillykke med babyen, i øvrigt er de i gang med at redigere din rapport.”

Efterfølgende havde vi et møde, hvor det blev gjort klart, at enhver omtale af klimaforandringer som værende menneskeskabte var blevet fjernet. Jeg blev spurgt, hvordan jeg ville have det med, at de ikke offentliggjorde rapporten overhovedet, hvilket føltes som en trussel. Jeg stod fast, men fik at vide at ’folk længere oppe ikke ville blive glade for at høre det’. Det blev aldrig gjort klart, hvem ’folk’ var – måske var det Trump selv, eller Ryan Zinke (den daværende amerikanske indenrigsminister, red.).

Så havde jeg et møde med en ansat højt oppe i NPS, der kom ud fra Washington DC. Medforfatterne af rapporten var der også. Det var dér, det hele faldt sammen, og stemningen blev utrolig fjendtlig. Jeg fik at vide, jeg ikke skulle tilskrive menneskelige handlinger nogen betydning for forandringer af offentlig jord.

Jeg mente, vi arbejdede for det amerikanske folk, og jeg havde ikke lyst til at lyve for dem. Men en af mine overordnede sagde, at vi rent faktisk arbejdede for den udøvende del af regeringen (’executive branch’, red.), altså præsidenten. Han er chefen, og nu skal vi bukke hovedet og følge regeringens linje, lød beskeden. En journalist brugte sin aktindsigt til at se alle de her e-mails, hvor vi skændtes om det, og spurgte mig, om jeg ville komme med en udtalelse. Jeg endte med at udtale mig, fordi jeg syntes, det var et utrolig vigtigt spørgsmål. Jeg var forfærdet over, at jeg blev bedt om at lyve. De her mennesker krænkede alt, hvad NPS’ opgave gik ud på.

Da jeg kom tilbage fra barselsorlov, blev jeg degraderet til en praktikantstilling til 25.000 $ om året. Og så fik jeg at vide i februar, der ikke var flere penge, og at jeg blev nødt til at finde noget andet. Det var knusende. Jeg tilbød at arbejde gratis som frivillig, men fik afslag – hvilket også viser, at det selvfølgelig ikke handlede om penge. Jeg pakkede mine ting og var ude af døren. Jeg indberettede en whistleblower-klage i juli måned.

Hvad tænker du om dine oplevelser?

Jeg blev mødt med gengældelse, jeg blev truet og anbragt i et fjendtligt arbejdsmiljø. Det står efterhånden klart, at der i visse dele af regeringen er en udbredt frygtkultur, og videnskabsfolk bliver intimideret. Da jeg skrev min rapport, gjorde jeg mig ingen tanker om noget politisk – jeg tænkte kun på klimaforandringer og parker i kystområder.

Det er meget frustrerende. Det er bestemt ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at min karriere ville være på nuværende tidspunkt. Jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet stadig har en karriere. Den ligger i ruiner lige nu.

Chris Frey

Rolle: Professor i miljøteknik ved North Carolina State University. Frey var desuden formand for EPA’s ”Clean Air Scientific Advisory Committee” (CASAC), og sad i CASAC’s videnskabelige rådgivningspanel, indtil han forlod det i 2018.

Hvad indebar dit arbejde?

‘Renlufts-kommissionen’ CASAC er pålagt at holde EPA informeret om lovgivning på luftområdet, og om den er tilstrækkelig til at beskytte den offentlige sundhed eller ej. EPA’s videnskabelige rådgivningsnævn er en meget større organisation, der tager sig af alt muligt – regler for rent drikkevand, udledning af drivhusgas fra køretøjer, regler om gennemsigtighed og så fremdeles.

Hvad ændrede sig under Trump-regeringen?

I starten havde vi et ret forsømt forhold med den nye Trump-regering; de virkede totalt uinteresserede, og arbejdsmængden for rådgivningspanelet dalede kraftigt. I oktober 2018 begyndte de første tegn på ideologiske angreb mod de videnskabelige råd så at vise sig fra EPA.

Scott Pruitt (den daværende chef for EPA, red.) skrev en notits om, at forskere – der modtager bevillinger fra EPA – ikke længere måtte sidde i rådgivende paneler på grund af potentielle interessekonflikter. Men der var ikke nogen restriktioner i forhold til ansatte i industrien, og det antal er siden steget. Det har været en måde at smide kvalificerede folk ud på … og erstatte dem med sine egne, fordækte folk. Hele CASAC blev vendt på hovedet, hvilket viser sig på møderne. Nu fumler de sig gennem tingene, fordi de ikke forstår processen, eller Clean Air Act for den sags skyld. Politisk udnævnte folk blander sig i valget af kandidater – og udpeger dem, der er velvilligt indstillede over for regeringens dagsorden, selv om de har nogle totalt perifære synspunkter – sådan noget som at klimaforandringer ikke foregår.

Jeg sad i et panel, der undersøgte risici ved forskellige slags partikler. Vi havde rigtig meget arbejde foran os, men vi blev opløst fire dage før, EPA fremlagde en vurdering, som vi var sat til at gennemgå. Timingen var fuldstændig forbløffende. Jeg fandt ud af det ved at læse en pressemeddelelse på EPA’s hjemmeside, der blev fulgt op af en e-mail, som konstaterede, at der ikke længere var brug for vores rådgivning.

Jeg var også nomineret til at sidde i et panel, der skulle kigge på ozon, men så besluttede de sig for ikke at fortsætte med det. Det var lidt frustrerende for mig personligt, men det var langt værre for den amerikanske befolkning. EPA er altid blevet set som et videnskabsfunderet agentur; det vi ser nu er en komplet mangel på respekt for videnskaben.

Hvad tænker du om dine oplevelser?

De lader ikke engang, som om de lytter til videnskaben længere. Forskningen kan ikke styres på samme måde som deres ideologiske spin, derfor er regeringen bange for den. De vil ikke have videnskabsfolk, der kommer med deres evidens-baserede meninger – de vil meget hellere have nogle lakajer, der kan bræge de samme, gamle floskler ud fra den absolutte periferi af det videnskabelige samfund.

Joel Clement

Rolle: Ekspert i klimaforandringernes påvirkning på Arktis, ansat ved Department of Interior (nærmest svarende til Indenrigsministeriet, red).

Hvad indebar dit arbejde?

Jeg arbejdede for Department of Interior i næsten 7 år. Jeg startede 3. januar 2011 – jeg kan huske den præcise dato, fordi jeg var så begejstret og ivrig ved tanken om at skulle arbejde for regeringen. Jeg blev ansat som seniorleder ved afdelingen for politisk analyse, som ligger i det centrale departement.

Et af mine fokusområder var, at adressere hvordan klimaforandringer påvirker Arktis, som bliver opvarmet to-tre gange hurtigere end resten af planeten. Der er hele byer med oprindelige folk i Alaska, som er truet af storme og den hastige erosion af kysterne, fordi de ikke længere har et ’istæppe ’ som værn mod de voldsomme arktiske storme om efteråret og tidligt om vinteren. Jorden under deres fødder forsvinder, i takt med at permafrosten tør op.

Hvad ændrede sig under Trump-regeringen?

Det nye Trump-hold var meget tyndt besat, de fleste af dem vidste ikke rigtigt noget om agenturets opgave – hans team bestod mest bare af olie- og gas-lobbyister og et par kampagnemedarbejdere. Hvad end de brugte deres tid på at snakke om oppe på ledelsesgangene, var det i hvert fald ikke noget, de delte med os senioransatte. I bund og grund havde du 70.000 ansatte, der gik og kløede sig i hovedbunden, og ellers gik tilbage til at passe deres arbejde, mens et par håndfulde politiske udnævnelser prøvede at få hånd om situationen og agere ledelse. Det var totalt surreelt.

Deres forsømmelse blev dog snart til foragt, hvilket blev godt opsummeret af Ryan Zinkes (Donald Trumps ’indenrigsminister’, red.) kommentarer om, at de ansatte var ’illoyale’. Moralen dalede hurtigt i takt med, at de politiske led i administrationen udviste ikke bare uvidenhed, men decideret foragt for de mange forskellige opgaver, vi skulle udføre. Vi havde at gøre med titusinder af hårdtarbejdende folk, der fik at vide, at deres arbejde ikke var vigtigt.

Det gik værst ud over “National Park Service” og “Fish and Wildlife Service”, fordi de ikke havde noget at gøre med tilladelser til olie-, gas- eller mine-udvinding – og de udpegede lobbyister havde ikke nogen interesse i vild natur, naturbevarelse eller biodiversitet. Men alle afdelinger led selvfølgelig, hovedsageligt fordi mantraet om at ’dræne sumpen’ hurtigt viste sig ikke at være rettet mod de højt betalte lobbyister, men derimod de statsansatte der tjener landet.

En torsdag aften i juni, kun en uge efter jeg havde været i New York for at tale i FN-regi om problemer med at omstille sig til klimaforandringerne, fik jeg en e-mail om, at jeg blev rykket over i en anden stilling.

Det stod hurtigt klart, at der var tale om gengældelse, idet jeg blev fjernet fra at arbejde med klimaforandringer, og i stedet blev ansat i den afdeling der arbejder med at indsamle royalties fra olie-, gas- og mineselskaber – en revisorstilling jeg ikke havde nogen erfaring med. E-mailen forklarede, at jeg – fordi jeg havde haft økonomer ansat i min afdeling – måtte vide noget om tal, så jeg måtte også kunne klare mig godt i en regnskabsafdeling.

Jeg hørte de prøvede at finde et job til mig jeg ikke gad have, fordi de håbede det kunne få mig til at sige op. Det er ikke usædvanligt, at afdelingschefer bliver flyttet andre steder hen, det er en del af jobbet, men forflyttelse må ikke blive et redskab til at få folk til at sige op – og Ryan Zinke indrømmede en uge senere over for Kongressen, at han blandt andet brugte forflyttelser til at få tyndet ud i de ansatte. Jeg var desværre kun én af rigtig mange ledere, der blev forflyttet den dag, og mange af os blev det tydeligvis som gengældelse.

Jeg søgte juridisk rådgivning og indgav til sidst en whistleblower-klage, hvorefter jeg gjorde sagen offentlig ved at skrive en artikel i Washington Post. Jeg var ikke så bekymret for mit job på det tidspunkt – jeg var langt mere bekymret på vegne af de oprindelige folk i Alaska, det var klokkeklart, at den politiske ledelse ikke havde tænkt sig at løfte en finger for at hjælpe de samfund.

Et par måneder senere besluttede jeg mig for, at godt nok havde de taget mit arbejde, men jeg ville ikke give dem lov til også at tage min stemme – så jeg sagde op og fortsatte med at udbrede viden om det her embedsmisbrug i offentligheden, og ikke mindst hvilke konsekvenser deres opførsel har for amerikanernes sundhed og sikkerhed.

Hvad tænker du om dine oplevelser?

Trump-regeringen føler sig truet af beviser, af videnskaben og af eksperterne. Det bliver alt sammen set som forhindringer for målet om at amputere regeringens agenturer, og at mindske kontrollen med disse. Det er forbløffende og en helt fundamental trussel mod amerikanernes sundhed og sikkerhed. Alle amerikanere burde være dybt bekymrede, uanset politisk tilhørsforhold.

Betsy Southerland

Rolle: Tidligere senioringeniør ved EPA’s (det amerikanske miljøagentur, red) køretøjslaboratorium i Ann Arbor, Michigan.

Hvad indebar dit arbejde?

Jeg arbejdede ved EPA i 33 år, startende i 1984. Jeg arbejdede med vandforsyning og ’Superfund’ rengøring, og med kriterierne for drikkeligt vand.

Hvad ændrede sig under Trump-regeringen?

Jeg forlod mit arbejde i august 2017; og lavede en meget offentlig udtalelse i forbindelse med min pension, hvor jeg gjorde det klart, hvor dårlig den her regering klarer sig, og hvordan den angriber videnskaben. Det gik viralt, og siden da har jeg brugt 20-30 timer om ugen på at hjælpe pressen og Kongressen med at forstå, hvilke konsekvenser det får med de ting, Trump-regeringen har gang i.

Vi har aldrig set noget, der minder om den her totale opgivelse af alle videnskabelige idealer, udelukkende for at maksimere virksomhedernes profit. Alt ændrede sig efter valget (det amerikanske præsidentvalg i 2016, red.). Klimaforandringsafsnittet på EPA’s hjemmeside blev pillet ned, og Scott Pruitt kom ind fra siden og tog en masse politiske udnævnelser med sig, der ikke skulle gennem en senatshøring først.

Jeg arbejdede på det tidspunkt på en sikkerhedsregel om kemisk materiale, der var blevet omskrevet af Nancy Beck. Hun kom fra lobbyorganisationen American Chemistry Council, og var blevet hentet ind af Pruitt. Hendes omskrivninger gentog mere eller mindre bare en række af deres indøvede budskaber.

Pruitt snakkede aldrig med nogle af de karriereansatte, inden han begyndte at lave om på reglerne. Jeg arbejdede på en regulering, der skulle kræve af kulkraftværker, at de behandlede deres kemiske spildevand, i stedet for bare at dumpe det i små søer. Pruitt mødtes med Bob Murray (ejeren af kulminevirksomheden Murray Energy Corporation, red.), og besluttede sig derefter for at udskyde reguleringen. Vi fik først noget at vide om det, da vi blev bedt om at lave et udkast til en pressemeddelelse om tilbagerulningen.

Videnskabsfolk er faktisk totalt overflødige i det nuværende EPA. Der er ikke brug for deres input. De får bare at vide af det politiske hold, hvordan de kan imødekomme de politiske donorers krav, lige meget hvad det koster den amerikanske befolkning. I øjeblikket er det kun et rent logistisk spørgsmål om, hvor hurtigt de kan få tingene gennemført. De er i gang med at få afviklet i omegnen af 70 forskellige reguleringer, fordi de véd, at de kommer til at møde nogle juridiske udfordringer på vejen. Derfor bliver de nødt til at undergrave den bagvedliggende videnskab.

Hvad skete der, efter du forlod dit arbejde?

Inden for et par dage efter min afsked, begyndte et såkaldt ’opposition research’-firma (der bliver hyret til at finde snavs på politiske modstandere, red.) at bede om aktindsigt i alle mine e-mails, og EPA-administrationen overdrog dem med det samme. Jeg fandt senere ud af, at de forsøgte ihærdigt at komme i kontakt med en masse højrefløjsmedier for at svine mig til. De fandt på en løgnehistorie om, at jeg fik mere i pension end et kongresmedlem. Det blev ret ubehageligt, så jeg hoppede af de sociale medier.

Den samme gruppe forsøgte også senere at grave frem, hvorvidt der var nogle af de ansatte hos EPA, der havde doneret penge til (Bernie) Sanders eller (Elisabeth) Warren. Det er rystende, at de går efter offentligt ansatte på den måde. Jeg har aldrig set noget lignende.

Jacob Carter

Rolle: Tidligere senioringeniør ved EPA’s (det amerikanske miljøagentur, red) køretøjslaboratorie i Ann Arbor, Michigan.

Arbejdede med konsekvenserne af klimaforandringer på ’Superfund’-områder (giftige områder med behov for statslig oprydning)

Hvad indebar dit arbejde?

Jeg blev hentet ind af EPA for at arbejde med klimaforandringer i den afdeling, der fører tilsyn med ’Superfund Site’-programmet, som er giftige områder, der skal bruge statslig hjælp til oprydning.

Jeg arbejdede mere præcist for Superfund, fordi præsident Obama havde udstedt et direktiv til alle føderale agenturer, der gerne ville bruge penge på infrastruktur. Han ville kort fortalt gerne have dem til at indarbejde risikoberegninger for oversvømmelser forårsaget af klimaforandringer, i deres arbejde med infrastruktur.

Min model undersøgte, hvor meget havniveauet forventes at stige henover de næste 100 år. Jeg kiggede desuden på, hvordan ekstreme oversvømmelser kommer til at se ud i de områder. Derefter kombinerede jeg de to data-sæt til én model, der kan forudsige de fremtidige ekstreme oversvømmelser, som vi i stigende grad oplever – og som vi forventes at komme til at se endnu flere af i fremtiden.

Hvad ændrede sig under Trump-regeringen?

Fra hans valgkamp vidste jeg, hvordan Trump havde det med klimaforandringer. Jeg var ret sikker på, at jeg med ham som præsident ville ryge ud af vagten, fordi jeg var ansat som post-doc., og min kontrakt var en slags årsansættelse.

Efter han var blevet præsident, var jeg der ganske rigtigt kun i et par uger, før min chef kom forbi mit kontor og sagde: ”Jeg tror hellere, du må begynde at kigge dig om efter et nyt arbejde.”

Hvad tænker du om dine oplevelser?

Det var en meget svær tid for mig, helt sikkert. Jeg var utroligt ked af det og deprimeret. Jeg var virkelig glad for det arbejde, jeg udførte. Det føltes, som om jeg forskede i noget, der kunne få en stor betydning på sigt.

Jeg havde arbejdet utrolig hårdt på det. At se ens hårde slid blive kylet ud ad vinduet på den måde var virkelig nedslående. For slet ikke at tale om, hvor nedslående hele deres tilgang var med bare at forkaste al forskningen på klimaområdet. Så ja, det var en rigtig hård tid for mig, det vil jeg ikke lægge skjul på.

Der er foregået så mange ting, som viser, at den her regering er fuldstændig ligeglad med at udvikle videnskaben, når det kommer til klimaforandringer, eller bare på klimaområdet generelt.

Altså, hver gang man læser en eller anden rapport fra EPA, der bare nævner klimaforandringer og deres påvirkning på nationalparker eller sådan noget, så forsøger Trumps regering at nedtone den menneskelige forbindelse til klimaforandringer. De prøver også at nedtone klimaforandringernes rolle og de nationale forskningsinstitutters konklusioner i deres pressemeddelelser.

De prøver at nedtone Trump-administrationens rolle i, hvilken forskning der får støtte. Selv de bevillinger, de forskellige agenturer modtager, bliver gransket af politisk ansatte, så man kan sikre sig, at klimaforandringer ikke bliver nævnt i de forslag. Det er virkelig ikke fedt at være klimaforsker for den amerikanske regering lige for tiden.

Denne artikel er oprindeligt bragt i The Guardian 17. september 2019. Den er genudgivet her som del af Solidaritets deltagelse i Covering Climate Now, et globalt samarbejde mellem mere end 250 nyhedsmedier om at styrke dækningen af klimaet.
Følg os på Facebook for daglige opdateringer.