Udmattelseskrig og sorte svaner – Status over krigen i Ukraine januar 2025
De russiske krigsforbrydelser fortsætter. 8. januar bombede Rusland således byen Zaporizjzja med mindst 12 dræbte civile og mange flere sårede. Men denne artikel er ikke et forsøg på at opregne alle Ruslands krigsforbrydelser. Den er et forsøg på at give et overblik over, hvor krigen står mellem Rusland og Ukraine. Hvad er balancen mellem de to lande – og hvordan er mulighederne for fred i 2025?

Rusland har vundet terræn i Ukraine i løbet af 2024. Rusland har erobret cirka 3600 nye kvadratkilometer fra Ukraine i løbet af året ifølge ”Deep State”, som er en ukrainsk webside, der dagligt publicerer kort over krigen. Til sammenligning er Fyn 3.100 km2, så hvis du lægger Langeland og Tåsinge og Ærø oveni, har du cirka det areal, Rusland har erobret i løbet af 2024.
Den russiske offensiv steg i tempo i løbet af efteråret, for så at blive bremset i december, da det dårlige vejr satte ind. Erobringerne er i en bræmme af land langs med fronten og i en dybde på maksimalt 45 kilometer.
Ruslands angreb er blevet ført med store russiske tab, både af mandskab og materiel. Ukrainerne har også haft store tab, men mindre end halvdelen af de russiske – måske endda endnu mindre, vurderer Maikl Naki. Han er russisk oppositionsvlogger, der dagligt rapporterer om krigen.
Til gengæld angreb Ukraine den russiske region Kursk tilbage i august 2024. Det angreb fortsætter stadig. Kursk-regionen grænser op til Ukraine, og den ukrainske hær kontrollerede på et tidspunkt 700 km2 af regionen. I dag kontrollerer ukrainerne omkring 500 km2.
Rusland lider store tab
YouTube-kanalen ”Covert Cabal” har forsøgt at gøre op, hvor mange kampvogne Rusland har taget ud af sine lagre. Det rapporterer Maikl Naki.
Kampvogne er så store, at de mest står udendørs. Covert Cabals metode er derfor, at de køber satellitbilleder af Russiske tank-depoter. Så kan de se, hvor mange tanks der er på forskellige tidspunkter.
Covert Cabal har gjort op, at der før krigen var 7342 tanks. Ved udgangen af 2024: 3522 tanks. Rusland har dermed 48 procent af sine oprindelige kampvogne tilbage – lidt under halvdelen.
Covert Cabal og Maikl Naki kan ikke se, i hvilken tilstand Ruslands tilbageværende kampvogne er i. Men på satellitbillederne kan man se, hvilke typer tanks der står på de russiske depoter. Det er klart, at en gammel T62-kampvogn, der blev produceret i 1960’erne, har gode chancer for at være i ringe stand.
Den russiske hær har dog flere tanks end dem i åbne depoter – i bygninger hvor de ikke kan fotograferes fra satellitter m.m.
Endelig producerer Rusland omkring 250 nye kampvogne om året. Men alt i alt kan man med rimelig sikkerhed konkludere, at Rusland har brugt en meget stor del af det enorme forråd af tanks, de havde arvet fra Sovjet-tiden.
Konklusionen er, at der ikke er så mange tanks tilbage, som det er let for Rusland at sætte i stand, og det bliver også bekræftet af rapporter om, at Rusland sætter færre tanks ind i angrebene.
Rusland har også mangel på pansrede mandskabsvogne, i en sådan grad at russerne ofte anvender almindelige personbiler, motorcykler og golfvogne, når de angriber.
Rusland har i høj grad ført krigen med teknik, som var blevet akkumuleret af Sovjetunionen i mange år. De er ikke i stand til at producere tilstrækkeligt med fx tanks og pansrede mandskabsvogne til at erstatte de tab, de har.
Den russiske angrebstaktik
Ruslands taktik ved fronten er at storme de ukrainske stillinger med infanteri ofte i en form for køretøjer, støttet af tanks og så fuldstændig at sønderskyde de ukrainske forsvarspositioner med artilleri og at bombe dem fra luften med glidebomber – til ukrainerne bliver nødt til at trække sig tilbage.
Det er en blodig krig for begge parter, men især for den angribende, så de russiske tab er store. Ukraines største problem har været bombardementerne med glidebomber.
En glidebombe er en normal bombe, der er blevet forsynet med større vinger, så den kan glide gennem luften og ramme mål på 30-40 kilometers afstand af, hvor den bliver frigjort fra flyet. Så kan flyet kaste bomberne og vende om uden at komme inden for skudafstand af mere kortrækkende luftforsvarsvåben.
Bomben kan også forsynes med styring, så den kan ramme mål mere præcist. Rusland har brugt disse bomber i stort omfang, og de kan fuldstændig ødelægge huse og skyttegrave, hvor ukrainerne har forberedt forsvarsstillinger.
Ukraine har forsvaret sig ved fronten i forberedte stillinger og trækker sig så tilbage, når stillingerne er destruerede, til andre forberedte stillinger.
Da russerne har haft mere teknik og flere soldater end Ukraine, har Ukraine været nødt til at trække sig tilbage. Til gengæld forsøger Ukraine at ramme Rusland i baglandet for at underminere Ruslands evne til at angribe og svække det økonomiske grundlag for krigen.
Angreb med missiler
Så snart Biden havde tabt præsidentvalget, gav han efter lang tids tøven Ukraine lov til at bruge ATACMS-missiler i Rusland i nærområdet til Ukraine. Disse missiler er meget præcise og hurtige og kan flyve 300-350 kilometer.
De findes i form af missiler, der eksploderer, når de rammer, men de kan også fremføre klyngebomber, der spreder små kugler ud over et større område. Disse er især egnede til at dræbe soldater og ødelægge fly, der står på jorden.
Med disse missiler rammer Ukraine luftbaser, kommandocentre, ammunitionsdepoter, benzin- og oliedepoter, antiluftskyts m.m.
Det er i høj grad lykkedes Ukraine at tvinge Rusland til at flytte deres fly til luftbaser, der ligger længere væk fra grænsen – og derved har meget længere flyvetid og større forbrug af brændsel. Det har begrænset bombardementerne ved fronten.
Ukraine er afhængig af leverancer af disse missiler fra USA, England og Frankrig. Leverandørerne har kun givet Ukraine lov til at bruge missilerne i de områder af Rusland, der ligger i nærheden af fronten.
Langtrækkende droner
Ukraine angriber dog også mål meget længere inde i Rusland. Det sker med hjemmebyggede droner og en sjælden gang med Neptun-missiler, som stammer fra Sovjet-tiden.
Langdistancedroner er ofte ombyggede små fly. Med sådanne droner angriber Ukraine olieraffinaderier, fabrikker, lufthavne, m.m. 7. januar. var der et succesfuldt angreb på brændselsdepotet for Engels II luftbasen ved Volga – 500 kilometer øst for den ukrainske grænse.
Depotet brænder i skrivende stund stadigvæk. 14. januar blev det rapporteret, at Ukraine havde angrebet dette brændselsdepot endnu en gang samtidig med et olieraffinaderi i Saratov.

Omkring 10. januar angreb sådanne droner et olieraffinaderi i Nisjnekamsk i Tatarstan, 1000 kilometer fra Ukraines grænse. Olieraffinaderiet, som hedder ”Taneko”, brændte i flere dage. Det var temmelig moderne og bygget med vestlig teknologi. Hvis et sådant raffinaderi bliver ødelagt, kan det være svært at få i drift igen, fordi der er sanktioner mod vestlig teknologi af den type, raffinaderiet bruger. Det kan føre til mangel på benzin og flyverbrændstof.
Med sådanne droner angriber Ukraine også Ruslands kaserner i Tjetjenien m.m. Omkring 12. januar angreb Ukraine en kompressor-station i Krasnodar-regionen ved Sortehavskysten, som pumper gas ud i Turk-stream gasledningen, der forsyner Tyrkiet, Grækenland og Italien med gas.
Det russiske forsvarsministerium hævdede, at Ukraine angreb anlægget med ni droner, men at det fortsat fungerer normalt. Det kan være et tegn på, at Ukraine vil stoppe denne transport af gas og derved ramme en central indtægt for Rusland. Der er ingen rapporter om, at gastransporten er stoppet.
Havdroner
I denne krig har Ukraine også udviklet og bruger havdroner. Det er en slags speedbåde ladet med sprængstof og uden mandskab. Sådanne havdroner er effektive mod skibe. Men de har i nogen grad været forsvarsløse mod angreb fra helikoptere – indtil nu.
Nu er nogle af dem så blevet udstyret med raketter, der kan skyde helikoptere ned. Omkring nytår blev det rapporteret, at tre helikoptere var blevet skudt ned i Sortehavet, og en var blevet skadet, men kunne vende tilbage til sin base.
Det er også noget, der kan forandre det økonomiske grundlag for krigen, fordi sådanne havdroner kan ramme Ruslands olieeksport gennem Sortehavet.
Russisk general dræbt i Moskva
Ukraine forsøger også at dræbe russiske officerer og russisk indsatte repræsentanter i de besatte områder. 17. december blev den russiske generalløjtnant, den 54-årige Igor Kirillov sammen med sin assistent dræbt ved et attentat i Moskva. Da han forlod sin lejlighed, eksploderede en bombe, anbragt i et elektrisk løbehjul.
Kirillov var chef for Ruslands hær for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse. Han har tidligere gjort sig bemærket ved at beskylde Ukraine og USA for at planlægge at bruge myg i biologisk krigsførelse til at fremføre sygdomme mod den russiske hær.
Dagen før Kirillov døde, anklagede den ukrainske efterretningstjeneste SBU ham for at have beordret brug af kemiske våben i kampen mod ukrainske tropper i Sudzha i Kursk-regionen. Han er den højest rangerede russiske officer, der er blevet dræbt langt fra fronten.
Transit af russisk gas gennem Ukraine stoppet
31. december stoppede transporten af russisk gas i transit gennem Ukraine. Kontrakten var udløbet. Man kan undre sig over, at denne forretningsforbindelse har fortsat i de tre krigsår – hvor Rusland har tjent milliarder, og Ukraine har fået omkring 800 millioner dollar om året i transitgebyr. Men Ukraine valgte altså at følge kontrakten. Til gengæld har de afvist at forny den.
Ukraine taber derfor de penge, de har fået for transit. Men Rusland taber den langt større indtægt, de har fået fra salget. En række lande i Østeuropa – først og fremmest Slovakiet, Ungarn og Østrig, samt Moldova – kommer måske til at mangle gas, eller til at købe den dyrere.
Huller i Vestens sanktioner mod Rusland
Det er ikke sådan, at Vestens sanktioner mod Rusland slet ikke virker. Men der er huller i dem – og det er fortsat et stort problem,
Et meget stort problem er, at det ikke er lykkedes de vestlige regeringer at stoppe strømmen af elektronik til våben ind i Rusland.
Det er især mikrochips, som Rusland ikke kan producere selv, og som er afgørende for at styre raketter.
Den ukrainske regering / efterretningstjeneste samler dele af våben, der er skudt ned og gør op, hvilke elektroniske komponenter der er i dem. Så prøver de at finde ud af, hvor de kommer fra.
Det ukrainske nyhedsmedie Ukrainska Tribuna har optalt 4.231 sådanne komponenter pr. 13. december 2024. Af dem var kun 22 produceret i Rusland.
177 var produceret i Kina – der kan regnes for en slags allieret med Rusland. Men langt de fleste var produceret i vestlige lande. USA havde rekorden med 3.073 komponenter, Europa – dvs. EU, Schweiz og Storbritannien – havde leveret 418 komponenter, mens de vestlige allierede i Asien, Taiwan og Japan, havde leveret 280 komponenter. Det er altså ikke lykkedes at stoppe disse leverancer.
Det russiske forsvarsministerium giver disse oplysninger videre til sine vestlige partnere fortæller UNN – Ukrainian National News.
(Til dem der tror, at russisk sprog er forbudt i Ukraine, kan jeg anbefale at se på UNN. Den publicerer ligesom mange andre ukrainske hjemmesider på ukrainsk, engelsk og russisk).
Olieeksport fra Rusland
Økonomisk set kan Rusland opretholde krigen, fordi landet stadig kan eksportere råvarer ud af landet og tjene penge på det. Det er først og fremmest olie og gas, men også uran. Rusland var i 2023 stadig den næststørste leverandør af uran til EU med 3419 tons.
Jeg er ikke nogen stor ekspert i oliehandel, som er ekstremt kompliceret – og informationerne her er baseret på en artikel fra CREA, som overvåger de vestlige sanktioner mod Rusland.
Det første man skal vide er, at USA ikke importerer væsentlige mængder olie og gas fra Rusland, fordi de selv producerer så meget.
EU og Storbritannien har forbudt import af russisk råolie fra 5. december 2022 og af olieprodukter fra 5. februar 2023. Men Rusland har kompenseret for stoppet for olieeksport til EU ved at eksportere til andre lande – først og fremmest Indien og Kina.
Ser man på mængden af råolie, er Ruslands globale eksport ikke faldet dramatisk – den ligger på omkring 600.000 tons pr. måned.
Derimod er prisen faldet fra 250 millioner euro til ca. 200 millioner euro pr. måned.
Indtægten fra salg af olieprodukter er også faldet fra ca 250 millioner til 200 millioner pr. måned. Den ser også ud til fortsat at falde – måske fordi Ukraine med held har angrebet en del russiske olieraffinaderier.
Det lyder måske ikke af så meget. Men man skal huske, at olie også koster noget at producere – og Ruslands produktionsomkostninger er temmelig høje, fordi Ruslands oliefelter ligger utilgængelige steder og har været udnyttet længe. En lidt faldende indtægt kan derfor føre til et stærkt reduceret overskud. Der er også stigende omkostninger for transport, fordi langt den største del af Ruslands olieeksport til Indien og Kina sker fra havne i Sortehavet og Østersøen og ikke fra den lille oliehavn i Fjernøsten
De vestlige lande, der sanktionerer Rusland, tillader stadig eksport af olie.
Men koalitionen af lande, der støtter Ukraine, har forsøgt at sætte en maksimumpris (price cap) på, hvor meget Rusland kan tage for sin olie – nemlig 60 dollars pr. tønde.
Den pris gælder imidlertid kun, hvis Rusland benytter skibe, der er forsikret eller ejet i EU. Rusland forsøger derfor at opbygge den såkaldte ”skyggeflåde” af skibe med ejerskab og forsikring andre steder.
Det er i høj grad lykkedes for råolien, idet omkring 80 procent nu bliver transporteret på skibe med ejerskab og forsikring uden for EU. Det er i meget mindre grad lykkedes for skibe, der producerer olieprodukter. Her transporterer skyggeflåden kun ca. 40 procent.
10. januar introducerede USA nye sanktioner i forhold til Ruslands oliehandel og produktion. Sanktionerne rammer firmaer, der eksporterer olieteknologi og sætter flere store russiske firmaer på en sanktionsliste, der gør det forbudt for amerikanske firmaer – og i praksis også firmaer fra andre lande – og have et samarbejde med Rusland.
Det rejser to spørgsmål. Det første er, om Trump vil ophæve Bidens beslutning på dette? Sandsynligvis ikke med det samme, for sanktionerne er et glimrende pressionsmiddel over for Rusland – men måske på længere sigt, for at holde olieprisen nede.
Det andet spørgsmål er, hvor effektive de nye sanktioner er? Flere af de kommentatorer, jeg har hørt, mener, at de vil være temmelig effektive, men det får vi at se i de kommende måneder. Her kan du læse den amerikanske regerings pressemeddelelse.
Gas
EU’s import af russisk gas har været faldende i krigsårene. I 2021 – det sidste år før krigen – udgjorde Ruslands gas således 40 procent af EU’s gasimport, men i 2023 kun 8 procent – vel at mærke af den gas, der kom via rørledninger.
EU importerer gas i rørledninger via Turk-stream og indtil nytår også gennem Ukraine. Men kontrakten udløb ved nytår, og Ukraine har som nævnt ikke ønsket at forny den.
Der er også en gasledning gennem Belarus og Polen, men den er ikke aktiv. North Stream gennem Østersøen blev som bekendt sprængt i luften i september 2022 og er ikke aktiv, selv om et af de fire rør stadig er intakt.
Men EU-landene importerer stadig gas fra Rusland – og importen er faktisk vokset fra 2023 til 2024. I 2024 voksede importen til mindst 16,65 millioner tons LNG (flydende komprimeret gas) som blev sejlet med gasskibe fra Yamal på Ruslands nordkyst.
EU-landene fortsætter også med at importere gas via gasledningen ”Turk-stream”, som går fra Rusland til Tyrkiet, med en stikledning op i Europa. Således importerede Ungarn i 2024 7,6 milliarder kubikmeter gas fra Rusland og solgte noget af det videre til naboerne.
Gasimporten til EU har stor betydning for Rusland, fordi EU generelt betaler en højere pris end fx Kina.
Ruslands økonomi
Den russiske økonom og oppositionspolitiker Vladimir Milov er ugentlig gæst hos Maikl Naki, hvor han fortæller om den russiske økonomi. Senest 11. januar.
I Rusland fortsætter inflationen. Den officielle inflation for 2024 er endt på 9,52 procent. Milov tvivler på, at dette tal er sandt. Det russiske oppositionsmedie Sirena iagttager prisudviklingen i Rusland. De har målt, at prisstigningen på en kurv med basisvarer er på 22 procent.
Samtidig har den russiske centralbank bevaret renten på 21 procent og ikke sat den i vejret.
Ruslands økonomi er i den grad afhængig af salg af olie – og af de globale oliepriser.
Milov har set på balancen mellem udgifterne til krigen i forhold til de samlede indtægter for olie og gas. I krigens første år var der stadig næsten 7 trillioner rubler i overskud, i 2023 2,45 trillioner og i 2024 tæt på nul med 0,57 trillioner. Men i 2025 forudser han på basis af det russiske finansministeriums tal et underskud på 2,55 trillioner rubler.

Milov understreger, at der ud over de direkte udgifter til krigen også er indirekte udgifter, såsom invalidepension til hjemvendte soldater.
Den russiske økonomi vokser målt i bruttonationalprodukt – men dette er i realiteten en vækst i produktionen af våben og transport til krigen m.m. – ikke noget der på nogen måde øger befolkningens velbefindende – tværtimod.
Milov vurderer, at Ruslands økonomiske reserver er ved at være udtømt. Du kan læse videre i dette link.
Vil Trump stoppe krigen? Kan han?
USA’s præsident Trump har tilsyneladende indset, at han ikke kan stoppe krigen inden for 24 timer efter sin tiltrædelse, som han ellers lovede i valgkampen. På pressekonferencen i Mar-a-Lago 7. januar gav han sig selv et halvt år til at løse den opgave og var i øvrigt meget uklar om, hvordan han vil gøre det.
Men Trumps kommende ”fredsrepræsentant” for Ukraine, Keith Kellogg har sagt, at Trumps formål ikke er at give noget til Putin eller russerne, men at redde Ukraine og redde deres suverænitet.
Mike Waltz, der er kommende sikkerhedsrådgiver for Trump, har til gengæld sagt, at han ikke mener det er realistisk at smide russerne ud af hver tomme af Ukraine, Inklusive Krim. Det har Trump erkendt, sagde han til Politico.
Andre anonyme personer i Trumps team har sagt, at udgangspunktet kan være at fryse frontlinjen, hvor den er nu, udskyde Ukraines NATO-medlemskab i 20 år og placere europæiske fredsstyrker på jorden.
Trump selv er ikke så klar, og i mellemtiden er der forlydender om, at der er kontakter mellem Trumps team og Putins regering om at arrangere et møde.
Ukraines præsident Zelenskij gør gode miner til slet spil og vil gerne samarbejde med Trump.
Rusland vil kræve, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO, men en neutral stat. Det rapporterer Bloomberg 15. januar. Moskvas position er, at de vil beholde kontrollen over de ca. 20 procent af Ukraines territorium, som de kontrollerer i dag. Det område, Ukraine kontrollerer i Rusland, kan eventuelt byttes mod områder i Ukraine, fortæller ”kilder” til Bloomberg.
Det står i modsætning til udtalelser fra Ruslands repræsentant i FN’s sikkerhedsråd, som siger, at Rusland fortsat kræver fuld kontrol over de fire ukrainske regioner, som de har skrevet ind i forfatningen tilhører Rusland.
Rusland fastholder sine krav om fuldstændig kontrol med fire nye regioner i Ukraine ud over Krim – også områder som ikke i dag er under Ruslands kontrol inklusive to store byer Zaporizjzja og Kherson. Det skriver Kyiv Independent 19. december.
Kort sagt, det er svært at sige, hvilken vej det ender med at tippe. Imens fortsætter kampene så intenst som nogensinde. Begge de krigsførende parter vil gerne stå så stærkt som muligt, når forhandlingerne starter.
Europas støtte til Ukraine vakler
I mellemtiden er den europæiske støtte til Ukraine ikke rigtig stabil. De lande, der stabilt støtter Ukraine, er Polen, Storbritannien, de baltiske lande, Sverige, Finland, Norge og Danmark.
Tyskland har også støttet Ukraine – men der er stor modstand mod krigen. Tyskerne går til valg 23. februar, og så ved vi mere om, hvordan det går. De konservative i CDU/CSU regnes for at være mere Ukraine-venlige end Socialdemokraterne og De Grønne.
Til gengæld vil Alternative für Deutchland og Sahra Wagenknecht stoppe tysk våbenstøtte til Ukraine og genoptage tysk-russisk handel.
Frankrig er ude i en dyb politisk krise. Regeringen har ikke parlamentets støtte, Macron er politisk ved at blive isoleret, og der er risiko for, at den højreekstreme Marine Le Pen vil vinde både præsidentvalg og et kommende parlamentsvalg, der kan komme til sommer.
Regeringerne i Slovakiet og Ungarn er en slags allierede med Putin. Europa står med andre ord ikke forenet over for Rusland.
En sværm af sorte svaner
”En sort svane” er et billede på en meget usædvanlig begivenhed – en der kommer som en overraskelse og har en stor effekt. Det stammer fra en tid, hvor man i Europa troede, at der ikke eksisterede sorte svaner.
Rusland har i den senere tid været udsat for flere store og mindre sorte svaner. De kan få stor betydning
Første sorte svane: Nedskydningen af passagerflyet Baku-Grozny
27. december blev et civilt fly skudt ned. Ved indflyvningen til Grozny – hovedstaden i Tjetjenien og hjemby for Tjetjeniens berygtede diktator Ramzan Kadyrov. Mirakuløst lykkedes det for piloterne at flyve tværs over Det Kaspiske Hav og nødlande flyet i Kazakhstan. 30 af de 68 om bord overlevede. Af flyresterne fremgik det klart, at flyet var blevet skudt ned af russisk luftforsvar.
Det gjorde Aserbajdsjans præsident Ilham Aliev rasende. Putin har kaldt flystyrtet en ”tragisk hændelse” – men har ikke, som præsident Aliev ellers har krævet, givet en egentlig undskyldning.
Yderligere har en række lande indstillet flyvningen til europæisk Rusland og det har sænket tilliden til, at man kan flyve sikkert civilt ind og ud af Rusland.
Anden sorte svane: Ursa Major synker i Middelhavet
Skibet Ursa Major tilhørte det russiske forsvarsministerium. 23. december sank det i Middelhavet på vej fra Skt. Petersborg til Vladivostok. Ombord var to store kraner til havnen i Vladivostok og to dæksler til den atomdrevne isbryder “Rossiya”, som derved bliver yderligere forsinket.
Den norske hjemmeside High North News skriver: “Etter en eksplosjon i maskinrommet fikk skipet en kraftig slagside mot styrbord akterut før det sank noen timer senere den 23. desember. Årsaken til forliset er fortsatt under etterforskning og russiske myndigheter kaller hendelsen et “terrorangrep.”
Det er muligt, at dette er et ukrainsk angreb, men det bliver det ikke terror af. Hvis et russisk skib, der tilhører forsvarsministeriet, bliver sænket af et land, Rusland er i krig med, er det et legitimt mål.
Hændelsen svækker Ruslands økonomi og viser Ruslands problemer med, at særligt tunge ting ikke kan køres med tog gennem Rusland, men må transporteres på skibe rundt om Europa og Asien.
Tredje sorte svane: Olietanker fra den russiske skyggeflåde driver rundt i Østersøen
I skrivende stund – 19. januar – ligger olietankeren Eventin for anker ved den tyske kyst ud for Sassnitz. Den fik et totalt ”blackout”, dvs. motoren holdt op med at fungere, da den var på vej fra oliehavnen Ust-Luga, tæt på Skt. Petersborg. Den har 99.000 tons olie om bord.
Tyskerne har sat bugserbåde ind, som nu har bugseret båden væk fra vindmøller og i en mere sikker position. Skibet er registreret i Panama og var på vej til Egypten. Det er på Greenpeaces liste over skibe i den russiske skyggeflåde. Det er ikke forsikret.
I skrivende stund er det uklart, hvad der vil ske med skibet. Hvis olien slipper ud, kan det få katastrofale følger for Østersøen.
Fjerde og største sorte svane: Assads fald viser Ruslands svækkelse
Lige inden jul faldt Assads regime i Syrien. Situationen udvikler sig fortsat. Her vil jeg kun skrive lidt om, hvad det betyder i forhold til Rusland.
Assads fald skyldtes svækkelsen af de to regimer, der havde holdt ham ved magten: Iran og Rusland.
Rusland havde trukket størstedelen af sine fly hjem fra Syrien, fordi de havde brug for dem i Ukraine. Da oprørerne begyndte deres militære offensiv, kunne hverken Rusland eller Iran sætte kræfter ind mod dem. Og den syriske hær gav op og flygtede.
Konsekvensen er, at Rusland har vist sig at være en svag allieret for sin diktatorven Assad og at Rusland formentlig mister sine eneste baser i Middelhavet og derved deres mulighed for at mellemlande og projektere magt ind i Afrika. Det er altså en alvorlig svækkelse af Rusland som stormagt.
Når man ser disse sorte svaner samlet, så er de selvfølgelig meget forskellige, men de har også det tilfældes, at de skyldes en svækkelse af Rusland på grund af krigen. Landet er nødt til at tage stadig flere chancer og mangler ressourcer. De har også det til fælles, at de øger Ruslands risiko for at kollapse eller komme ud i en alvorlig krise.
Udmattelseskrigen fortsætter
Krigen mellem Rusland og Ukraine er fortsat en udmattelseskrig. Der er stadig en alvorlig risiko for, at Ukraine vil kollapse, men der er også en stor mulighed for, at Rusland vil gøre det.
USA’s nyvalgte præsident Trump er en upålidelig spiller, både over for Ukraine og Rusland. Han kan finde på både at optrappe støtten til Ukraine eller at fjerne den. Hvis han vælger at støtte Ukraine, kan det føre til en ukrainsk sejr og afslutning af krigen på den måde.
Hvis han gør det modsatte, kan Ukraine kollapse eller fortsætte krigen på andre og dårligere vilkår.
Under alle omstændigheder har Ukraine stadig brug for vores solidaritet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER