Foto: Christine V. Noe / Solidaritet.
13 min. læsetid

Når man som Uffe Elbæk har været tilmeldt Donald Trumps ugentlige mailingliste i snart fire år, er det ikke svært at forstå, hvorfor hans tilhængere nærmest virker ligeglade med sandheden.


Af Uffe Elbæk, MF (Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti)

Gennem de seneste små fire år har jeg – flere gange om ugen, nogle gange flere gange om dagen – fået en personlig hilsen fra den amerikanske præsident, Donald Trump. Jeg er overbevist om, at havde det stået til Trump, var det ikke bare blevet ved beskederne. Det kunne godt – hvis jeg ellers havde villet det – have udviklet sig til en virkelig forpligtende relation mellem Trump og mig.

For den amerikanske præsident har igen og igen spurgt mig til råds om, hvad han skulle gøre i den ene eller den anden sag. Han har også bedt mig om personlig feedback i forhold til indholdet i hans taler; ja, og spurgt til, hvad jeg i øvrigt mener om de politiske udspil, han er kommet med. Ligesom han utallige gange har spurgt mig meget direkte, om jeg dog ikke ville støtte ham økonomisk i hans valgkamp. Det kan jeg jo ikke, ikke mindst fordi jeg ved, at den amerikanske præsident slet ikke må modtage udenlandsk økonomisk støtte. Så blandt andet derfor blev det et nej fra min side.

Det har helt skuffet Trump. Tonen i de seneste mange emails har i hvert fald ændret sig. I omtrent hver tredje mail skriver præsidenten, at han ikke kan forstå, at mit navn ikke figurerer på listen over donorer. Om jeg virkelig har svigtet ham? Men heldigvis får jeg lige bagefter en ny mail, hvor vi igen er blevet gode venner. Mig og Trump.

Flotte kaffekrus og hilsener fra Pence og familien

Jeg er gennem årene også blevet inviteret med til særligt vigtige offentlige arrangementer, hvor præsidenten skulle tale. Jeg kunne endda få en hædersplads helt oppe foran, tæt på scenen. Hvis jeg altså bare ville indbetale et støttebeløb til hans kampagne. Og en enkelt gang eller to har jeg også fået en personlig invitation til at deltage i en privat middag på hans resort i Florida. Men mest af alt har jeg fået tilbud om, at købe unikke Trump T-shirts, kasketter og kaffekrus. Hvilket man ikke skal underkende. For vi er faktisk kun ganske få, særligt udvalgte støtter, der får så generøst et tilbud. 

Af gode grunde har man som præsident i USA utrolig travlt. Og Trump har ekstra travlt. Der er så helt ufatteligt mange gøremål for verdens mest magtfulde mand. Derfor bliver præsidenten desværre fra tid til anden nødt til at bede andre af hans nærmeste om at skrive til mig. Han har f.eks. fået sin vicepræsident til at sende mig en hilsen. Jeg har også hørt fra både Trumps datter og svigersøn. Det er lige før, at jeg har fået personlige hilsener fra alle de nærmeste familiemedlemmer i løbet af de seneste fire år. Alle er skrevet i en meget personlig og engageret stil. Det aftvinger respekt. Og gør selvfølgelig at jeg nu sidder med følelsen af, at jeg efterhånden kender dem rigtig godt.

En konspiration mod det amerikanske folk

Jeg ved f.eks., hvad der gør dem glade. Sådan rigtig glade. Det gør folkets kærlighed. Men jeg ved også alt om, hvor svært det er at være dem. For de fortæller mig ofte, hvor meget de hele tiden bliver angrebet. Det er helt ufatteligt, hvor mange korrupte, politiske modstandere der er i USA. Bare for at starte i toppen af magthierarkiet: Fra Hillary Clinton over Obama-familien til Nancy Pelosi. Og hvis det så bare var dem. Men hele den liberale presse med New York Times og Washington Post i spidsen er også efter Trump-familien. Det fortæller Donald mig. Uge ud og uge ind.

“Når jeg læser de mange beskeder, præsidenten gennem tiden har skrevet til mig, får jeg igen og igen fornemmelsen af, at hvis vi ikke havde haft Trump i Det Hvide Hus, var den sidste demokratiske bastion i verden faldet i det formørkede kaos, verden lige nu befinder sig i.”

+

Igen og igen fortæller de liberale medier løgne om ham, og aldrig vil de anerkende de fantastiske politiske resultater, han har opnået i USA. Resultater, som ingen præsident før ham har kunnet levere. Og alligevel vil den liberale presse stadig ikke anerkende hans bedrifter. Endnu værre er, at de ikke vil anerkende, hvad der virkelig betyder noget for den almindelige borger i USA. Ikke underligt, at han konsekvent kalder medierne fake news. Det er for øvrigt noget, Trump er rigtig god til: At give dem der angriber ham, de navne de har fortjent. For nogen skal jo fortælle sandheden, som den er: At hele den samlede elite – den politiske elite, den mediepolitiske elite, den økonomiske elite, den kulturelle elite – har rottet sig sammen mod det amerikanske folk.

Når jeg læser de mange beskeder, præsidenten gennem tiden har skrevet til mig, får jeg igen og igen fornemmelsen af, at hvis vi ikke havde haft Trump i Det Hvide Hus, var den sidste demokratiske bastion i verden faldet i det formørkede kaos, verden lige nu befinder sig i.

En helt anden politisk kultur

Men heldigvis giver Trump ikke op. Fortæller han mig. Det er faktisk det første, han fortæller mig, når jeg vågner om morgenen, men også det sidste han fortæller mig, lige inden jeg falder i søvn. Han fortæller mig, at han sammen med mig og alle hans andre patriotiske støtter nok skal få ryddet op i den sump af korruption, verden er oversvømmet af. Ikke mindst fortæller han mig, at han har sat sig som mål at stoppe det radikale, socialistiske angreb, der lige nu finder sted mod den amerikanske way of life. Og han er klar til at gå hele vejen om nødvendigt. Om det så betyder at sætte hæren ind.

For nogen skal rydde op. Inden hele det amerikanske samfund bryder sammen i ren lovløshed og anarki. Bare se, hvad der sker i Portland og andre større amerikanske byer med demokratisk ledelse. Det er på høje tide, at den almindelige amerikaner igen oplever, at lov og orden vender tilbage. At de gode trygge tider igen vender tilbage. Fortæller Trump mig.

Dét, der lige nu bekymrer præsidenten allermest, er den omfattende snyd vi vil få at se ved næste valg. Hans politiske modstandere er nemlig klar til at gøre alt for, at han ikke skal vinde igen. Selv lovovertrædelser er de klar til. Det skal jeg bare lige vide, fortæller præsidenten mig.  

Sådan har vi snakket sammen gennem de seneste små fire år. Trump og mig. Dag ud og dag ind. I min indbakke ligger tusindvis af emails fra Trump, hans familie eller øverste politiske kollegaer. I starten forstod jeg ikke, hvordan i alverden jeg var landet på hans liste over personer, der skulle modtage disse mails. Og selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at læse dem, fordi indholdet var så voldsomt anderledes end den måde, vi kommunikerer politisk på i Danmark.

Hvis man som Uffe Elbæk er landet på Donald Trump’s mailingliste, får man ugentligt at vide, hvordan præsidenten kæmper en hård kamp mod systemet, lovløsheden og anarkiet. Måske er det ikke så underligt, at præsidentens kult-lignende følgere derfor ser sig selv som værende omringet af fjender. Foto: Rick Loomis.

Nydelsen i forargelsen

Der er noget nærmest politisk-pornografisk grænseoverskridende over indholdet i de mange emails. Paradoksalt nok skaber det også over tid en underlig afhængighed af det daglige forargelses-kick: Tænk sig, at han kan finde på at omtale sine politiske modstandere, som han gør. Tænk sig at han omtaler toneangivende medier, forskningsinstitutioner og demokratiske institutioner, som han gør. Tænke sig, at han skriver så personligt direkte til mig.

Over tid blev jeg mere og mere nysgerrig på, hvad det var for en kommunikativ bevidst, manipulerende metode, han brugte i sine beskeder til mig – og resten af de millioner og atter millioner af mennesker, han sendte den samme email til. For hvad gør det ved et menneske, når vedkommende modtager mails direkte fra landets præsident hver eneste uge – og som sagt også flere gange om dagen i perioder. Det er heftigt at få en besked direkte fra Det Hvide Hus. Det kan give folk en meget personlig oplevelse af at blive set, anerkendt og lyttet til. Måske for første gang nogen sinde.

Hvis man, som jeg, har modtaget den daglige besked direkte fra Trump, forstår man, hvorfor hans vælgere er blevet immune over for den kritik, der vælter ned over den amerikanske præsident. Trump har formået at skabe sin helt egen virkelighed, hvor den almindelige politiske tyngdekraft er ophørt med at eksistere. Hvor sandheden er ophørt med at eksistere.

“Trump har formået at skabe sin helt egen virkelighed, hvor den almindelige politiske tyngdekraft er ophørt med at eksistere. Hvor sandheden er ophørt med at eksistere.”

+

Det rører ikke Trumps vælgere, at Washington Post nu har taget præsidenten i at lyve mere end 20.000 gange. Det rører dem ikke, at han sætter spørgsmålstegn ved de demokratiske institutioners legitimitet. Det rører dem ikke, at han går direkte op mod den anerkendte videnskab. Det rører dem ikke at han er en sexistisk og homofobisk politiker. Det rører dem ikke, at han støtter den yderste radikale højrefløj og konspirationsbevægelsen QAnon. Det rører dem ikke, at han sætter nationalgarden ind mod fredelige demonstrationer. Det rører dem ikke, at han ser op til Putin. Det rører dem ikke, at han kalder amerikanske soldater faldet i kamp for tabere. Bare én af disse ting ville normalt fælde en amerikansk præsident. Men ikke Trump. For han er i sine vælgeres øjne den sidste skanse og forsvarer af lov og orden, han er lyset midt i mørket, han er den lille mands beskytter mod den enorme, elitære overmagt.

Det er så surrealistisk uhyggeligt, at det er svært at tage ind. Ja, næsten svært at skrive om. For det betyder, at der er alle muligheder for, at Trump vinder præsidentvalget til november. Med alle de konsekvenser det vil få. Ikke bare for borgerne i USA, men for hele verden. Som Rosa Brooks, professor i jura ved Georgetown University, udtalte til Spiegel for nylig: Sandsynligvis skal der end ikke et politisk flertal til, for at et land synker ned i gru og undertrykkelse. Og hun fortsatte: ”Det kræver bare et mindretal, der er ekstremt samvittighedsløst”.

En afgørende kamp mod den snigende fascisme

Og Trump og hans politiske bagland er lige nøjagtig ”ekstremt samvittighedsløst”. Eller som Robert Reich, tidligere arbejdsminister i Clinton-regeringen, skrev i et tweet i denne uge: ”It’s time to face the facts. Donald Trump is a fascist. Use the word”.

Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at den måde Trump kommunikerer til sine vælgere på, punkt for punkt følger drejebogen for fascistisk kommunikation, ja, sågar opskriften på en egentlig fascistisk stat. I hvert fald hvis man er enig i dét, som forfatteren Jason Stanley afdækker i sin bog ”How Fascism Works”.

Gennem en grundig historisk analyse oplister Jason Stanley en række kommunikative metoder og politiske tiltag, der skal til for at skabe forudsætningerne for en fascistisk udvikling i vores samfund. Det gør man blandt andet med en romantiseret fortælling om en fortid, der var bedre (selvom den ikke nødvendigvis var det). Med en anti-intellektuel tilgang, hvor viden og den oplyste samtale er fjenden. Hvor virkeligheden sløres, og alle fakta er til diskussion. Hvor visse grupper dæmoniseres så meget, at negativ forskelsbehandling og tilsidesættelse af menneskerettigheder accepteres. Hvor hårdere straffe ses som løsningerne på sociale problemer, og hvor besættelsen af at sikre en forestilling om lov og orden er så markant, at man er villig til at undergrave retsstaten undervejs. Hvor man er villig til at nedbryde det fælles bedste, den velfærd og de fællesskaber, vi har bygget op sammen.

I bogen How Fascism Works beskriver Jason Stanley, hvordan grænsen for, hvad der er normalt at gøre hele tiden bliver rykket. Det gør det samtidig sværere, at kalde fascistiske holdninger for hvad de er, idet betegnelsen altid vil blive set som en ekstrem sammenligning.

En af hovedpointerne i bogen er, at det altid vil blive oplevet som ekstremt at sammenligne noget med fascisme. Men fordi Trump konsekvent gennem hele sin præsidentperiode har rykket grænsen for, hvad der er normalt at gøre, foreslå og mene – så rykkes også grænsen for, hvornår det vil være legitimt at bruge en sammenligning med fascismen i et historisk perspektiv.

For noget, der opfattes som normalt, kan vel ikke beskrives som noget, der opfattes som så unormalt som fascisme. Men som Robert Reich siger: Brug ordet. For det er altså, hvad Trumps politik er: Fascistisk. Og jeg må – desværre – give Robert Reich ret efter at have læst flere tusinde emails fra Trump gennem de seneste fire år.

Vi står over for en både skrupelløs, narcissistisk og fascistisk amerikansk præsident, der har alle chancer for at vinde det amerikanske valg til november. Hvorfor? Fordi han har vundet ikke bare kampen om virkeligheden, men også hjerterne hos et hvidt mindretal i den amerikanske befolkning. Et mindretal, der i ramme alvor er klar til at gå på gaden og slå deres medborgere ihjel, hvis Trump beder dem om det. Det er der, vi er. Og det er lige så uhyggeligt, som det lyder.

Derfor er det kommende præsidentvalg i USA ikke blot af helt afgørende betydning for borgerne i USA. Det er et fuldstændigt afgørende valg for hele klodens befolkning. Også for os i Danmark. For de samme politiske tendenser vi ser i USA, ser vi også i Europa og i Danmark. Prøv bare at lægge Jason Stanleys fascisme-matrix ned over dele af den politiske debat og lovgivning i Danmark. Jeg ved godt, hvad jeg ser. – Hvad ser du?


Uffe Elbæk

Medlem af Folketinget for Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti. Tidligere politisk leder for Alternativet, som han var med til at stifte i 2013.

Læs mere af Uffe Elbæk