Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
31. oktober. 2025

Ugen på venstrefløjen – 31. oktober 2025

Ugen på venstrefløjen er tilbage på denne 31. oktober, og vi starter i Vejdirektoratets hovedkvarter, som onsdag 29. oktober blev scene for en protest, hvor Extinction Rebellion og Den Grønne Ungdomsbevægelse demonstrerede mod rydningen af Skovmagt-aktivisterne. Vi har også spurgt Sikandar Siddique om, hvad Frie Grønnes valgplakater betyder. Og så har BT opdaget et fem år gammelt afsnit af Radioaktiv-podcasten Vand Under Broen

På skovtur hos Vejdirektoratet. Foto: Extinction Rebellion

Extinction Rebellion og Den Grønne Ungdomsbevægelse på skovtur hos Vejdirektoratet

Onsdag 29. oktober tog Extinction Rebellion og Den Grønne Ungdomsbevægelse på skovtur sammen. Det lyder hyggeligt – og i slutningen af oktober også lidt koldt – men skovturen fandt sted i Vejdirektoratets hovedkvarter i København. Det gjorde den ifølge aktivisterne, fordi Vejdirektoratet har stået for at få fældet Orekrog Skov i Vestsjælland, som Skovmagt tidligere havde besat.

Extinction Rebellion har uddybet aktionen på deres Facebook-side, hvor de kritiserer rydningen af Skovmagt-aktivisterne og fældningen af skoven til fordel for en motorvej til Kalundborg. Her skriver de blandt andet, at 80 procent af alle landlevende arter er afhængige af skov, og at skove er den naturtype med den største biodiversitet. Derfor er skov ifølge Extinction Rebellion kritisk infrastruktur.

“Det er utroligt, at Vejdirektoratet ignorer alvoren og med åbne øjne eskalerer klima- og miljøkollapset ved at forsætte deres udvidelser og byggerier af nye motorveje på bekostning af natur, som vi alle i højere grad sammen skal beskytte.” siger Dorte Teige som er pensionist og aktiv i Extinction Rebellion i en pressemeddelelse.

Aktivisterne kræver, at Vejdirektoratet omgående stopper udvidelsen af Kalundborg-motorvejen og samtidig dropper de 15 nye motorveje og udvidelser af motorveje, der planmæssigt skal foregå via infrastrukturplanen frem imod 2035.

“Der er et behov for store ændringer af samfundet og et opgør med hvad der bliver betragtet som kritisk infrastruktur. Vi skal omgående stoppe for unødvendige CO2-udledninger som dem, de nye motorvejsbyggerier og udvidelser vil medføre.

Der er brug for andre måder at transportere mennesker og gods rundt på. Vi opfordrer alle i Vejdirektoratet til at gå i gang med denne opgave nu! Vores protest er i solidaritet og støtte med Skovmagt, samt arter og natur, hvis stemme ikke bliver hørt og som af Vejdirektoratet, bliver overtrumfet af nye motorveje”, udtaler Søren Rohleder fra Extinction Rebellion, som var med til protesten i Vejdirektoratet.

Hvad betyder Frie Grønnes valgplakater?

Det kan have været svært at undgå at lægge mærke til, at Frie Grønnes valgplakater i København har været en tur i mediemøllen. Her er en plakat med teksten ”Befri København fra zionismen” blandt andet blevet anklaget for at være antisemitisk.

Men det er ikke den eneste budskabsplakat fra Frie Grønne. Her har der for eksempel været en plakat med teksten ”Du stemmer, vi flækker” og en anden plakat med teksten ”Russerne kommer ik’, hvis vi spiser halal”.

Vi på Solidaritet havde svært ved at forstå budskabet i plakaten om Rusland og halal, og derfor spurgte vi Sikandar Siddique om, hvad plakaten betyder. Det viste sig, at Berlingske var kommet Solidaritet i forkøbet og også havde spurgt til betydningen af de to plakater.

Ikke desto mindre forklarer Sikandar Siddique plakaterne med disse ord:

Du stemmer, vi flækker

”Det betyder, at vi stiller op på en politisk platform, hvor vi vil arbejde for at gøre op med det uretfærdige system, som eksempelvis betyder, at det er utrolig dyrt at bo i København og at racismen har alt for gode vilkår. Så hvis man stemmer på os, vil vi arbejde for at flække det uretfærdige system. Det er måske et anderledes ordvalg for de fleste, men selv statsministeren bruger jo ordet. Dog i en noget anden sammenhæng.”

Russerne kommer ik’, hvis vi spiser halal

”Det er en joke, der i lyset af den alvorlige geopolitiske situation understreger det latterlige i at bruge politiske kræfter på at bekæmpe fødevarer, der er halal. Hvis der kommer en krig med Rusland, er der brug for os alle og for at vi arbejder sammen som folk.”

Således oplyst.

BT lytter til Vand Under Broen

Radioaktiv-podcasten Vand Under Broen er i nyhederne. Den borgerlige tabloidavis BT har nemlig hørt et afsnit med Enhedslistens overborgmesterkandidat i København Line Barfod, hvor hun fortæller om sin tid som ungdomspolitisk aktiv.

Her deltog hun i 1985 i en ungdomsfestival i Moskva med titusindvis af deltagere fra hele verden. Herfra citerer BT Line Barfod for at sige, at ”det var stort”. Altså tre ord fra en 52 minutter lang podcastudsendelse. Disse tre ord har BT indtil nu fået mindst fem artikler ud af.

BT har tidligere gjort sig bemærket for deres journalistik, hvor de tager enkelte udsagn og personlige forbindelser helt ud af deres sammenhæng for på den måde at sværte venstrefløjen til.

Det er også tilfældet her, for som skribenten Steffen Groth har gjort opmærksom på på sin Facebook-side, ignorerer BT den efterfølgende del af Line Barfods sætning i podcasten: ”med unge fra hele verden.”

Medlem af Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten – og historiker med speciale i 1980’ernes Danmarks Kommunistiske Ungdom – Knud Holt Nielsen oplyser i samme Facebook-tråd, at blandt andre følgende organisationer var med til at organisere den danske festival ved festivalen i Moskva:

”Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Ungdomsringen, De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger, Det Danske Spejderkorps Radikal Ungdom, DKU, DUS, Unge For Fred, LLO, El Salvador Kampagnen, KFUM, Venstres Ungdom og Dansk AFS.”

Det har ikke forhindret den nu socialdemokratiske Ida Auken i at anklage Line Barfod for at være kommunist med henvisning til deltagelsen i festivalen og de tre ord taget ud af kontekst i en fem år gammel podcast.

Imens håber folkene bag Vand Under Broen, at BT’s omtale åbner for en helt ny målgruppe af lyttere.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER