Ugen på venstrefløjen – 8. november 2024
Ugen på venstrefløjen er tilbage. Det bliver en kort omgang – hvor vi vil nævne den interne splid i Enhedslisten. Men først er der gode nyheder. For efter en pause sidste år er Krystalnatinitiativet tilbage med den traditionsrige markering af Krystalnatten.
Aldrig mere en krystalnat
Lørdag 9. november er det 86 år siden, det nazistiske regime i Tyskland gik amok i en rus mod landets jøder. Det var startskuddet på den systematiske udryddelse af jøderne under anden verdenskrig. Det mindes ved en manifestation på Kultorvet i København, som begynder kl. 17.30.
Bag arrangementet står Krystalnatinitiativet, som er en bred bevægelse, der har til formål at sikre, at forfulgte mennesker sikres hjælp og beskyttelse for at få en tålelig tilværelse og et værdigt liv.
Med Krystalnatinitiativets arrangement er alt tilbage ved det normale. I 2023 blev højtideligheden aflyst, da det var ifølge arrangørerne var ”svært ikke at italesætte den vanskelige situation mellem Israel og Hamas.”
På baggrund af konflikten vil årets arrangement have øget fokus på at tage afstand fra islamofobi og antisemitisme i Danmark.
Her er programmet for manifestationen:
17.30: Indleder formand for Byggefagene Henrik Juul Rasmussen, Rør og Blikkenslagernes
fagforening af 1873 – og han fører os tillige gennem hele arrangementet
Ca. 17.40 Tale af journalist Abdel Aziz Mahmoud
Ca. 17.50 Tale af freds- og konfliktforsker fra Lunds Universitet Isabel Bramsen
Ca. kl. 18 Musik ved Mizgin Band
Ca. 18.10 Tale af minoritetsforsker og forfatter Helen Krag
Ca. 18.20 Tale af Overrabbiner Jair Melchior
ca. 18.30: Digt af Dino Copelj: ”Spat og Myrekryb”, oplæst af Marianne Olsen
Ca. 18.40: Musik ved Mizgin Band med bl.a. Kringsat av Fiender
Ca. 19.00: Afrunding af Henrik Juul Rasmussen
Arrangørerne frabeder sig partipolitiske taler og taler om konflikter i Mellemøsten.
Blandt støtterne til arrangementet findes Mellemfolkeligt Samvirke, 3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F København, Blik og Rørarbejderforbundet, Byggefagenes Samvirke, DFUNK – unge flygtninge under Dansk Flygtningehjælp og Det Jødiske Samfund.
Rød Fredag er tilbage
Fredag 8. november er Solidaritets fredagsbar Rød Fredag tilbage. Denne gang tager vi jer med tilbage til nogle stormfulde dage i 2007 – dagene omkring Ungdomshusets lukning.
Med DR’s nye serie er der mange af os der mindes en tid hvor der virkeligt skete noget på den københavnske venstrefløj. Det var formative år for mange og grobunden for stærke venskaber, der forhåbentlig har holdt ved til nu.
Vi laver fredagsbar i 69’ets tegn og har inviteret aktivister, brugere, kommentatorer og historieskrivere til at komme med korte indspark både om hvad de husker og hvordan de ser på hele kampen idag.
Imellem de korte indslag er der plads til at vende minder med kammeraterne, tage en tår af sin vand eller bajer og høre nogle af de gamle hits vi smider på playlisten.
Allerede fra kl. 17 slår vi dørene op og man kan som altid komme og gå som det passer i forhold til andre fredagsplaner.
Vi sørger for gode øl til overkommelige priser og håber i vil kigge forbi, om det så er som opvarmning til den videre bytur eller hvis man ikke skal for sent i seng.
Vi glæder os meget til at se jer igen i K44 dejlige omgivelser på Kapelvej 44 på Nørrebro i København.
Bølgerne går højt i Enhedslisten
Hvis det er gået nogen Solidaritets-læseres næse forbi, er der interne konflikter i Enhedslisten.
I weekenden gik de to medlemmer af partiets forretningsudvalg David Rønne og Lone Degn ud af udvalget i protest over det, de oplever som en udvikling, hvor partiets medlemsdemokrati svækkes.
Nu har ni medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse krævet, at der bliver indkaldt til ekstraordinært årsmøde for at få klarhed i partiet. Situationen har fået Enhedslistens ansvarlige for forretningsudvalget Rasmus Holme Nielsen til at tage orlov fra sin plads i Frederiksberg Byråd for at hellige sig partiarbejdet.
Det er ingen hemmelighed, at Solidaritet har bragt en del debatindlæg om konflikten i Enhedslisten. Læs for eksempel:
Hans Erik Avlund Frandsen: Er Enhedslisten dér, hvor Socialdemokratiet var på en god dag i 1970’erne?
Jonathan Ofir: Svigter jeg virkelig den palæstinensiske sag?
Lars K Christensen: Rødt Venstre har ikke noget tøj på.
Hanne Schmidt: Vi leverer ikke skyts til højrefløjen.
Anna Askjær Larsen: Jeg er ikke på moralsk vildspor.
Finn Sørensen: Rødt Venstre leverer skyts til højrefløjen.
Der er flere på vej. Det er også min målsætning, at Solidaritet skal beskæftige sig mere journalistisk med emnet. Men jeg har lige nu travlt med at redigere jeres debatindlæg.
Donald Trump valgt som præsident i USA
Det er næppe heller gået nogens næse forbi, at præsidentvalget i USA endte med en sejr til Donald Trump. Det er rigtig dårligt nyt.
Det er dårligt nyt for kvinders abortrettigheder. Det er dårligt nyt for palæstinenserne. Det er dårligt nyt for Ukraine. Det er dårligt nyt for klimaet. Og for ufatteligt mange andre ting.
Vi henviser til Bernie Sanders’ udtalelser oven på valget.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER