Er Enhedslisten i dag dér, hvor Socialdemokratiet var på en god dag i 1970’erne?

I P1 Morgen 24. oktober blev Noa Redington interviewet om den ophedede debat mellem ’ledelsen’/flertallet i Enhedslisten og oppositionen i Rødt Venstre. Her mente han, at Enhedslisten i dag er der, ”hvor Socialdemokratiet var på en god dag i 70érne”. 

Lars K. Christensen fra Enhedslisten skriver i et indlæg på Solidaritet dagen efter, at ”på en vis måde er det sandt. Læser man det principprogram, som var gældende for Socialdemokratiet i 1970’erne, så står der faktisk mange smukke og rigtige ting om nødvendigheden af at indskrænke markedets og kapitalens magt, og om demokratisk socialisme”. 

Nu er smukke ord ikke nødvendigvis dækkende for virkeligheden. Nærlæser man principprogrammet og sætter det i sammenhæng med partiets faktiske politik, ser det noget anderledes ud. 

1970’ernes udfordring: Kapitalisme i krise

Socialdemokratiet stod i 70’erne over for en økonomisk krise med de almindelige kendetegn: faldende profitter, vigende investeringer, øget arbejdsløshed. 

Partiets problem var, at partiet intet alternativ havde til en ’velfungerende’ kapitalisme – og den forsøgte man så at få genetableret via angreb på strejkeretten, sociale nedskæringer og indkomstpolitik. Det kan man læse en udførlig redegørelse for i min bog: Klassesamarbejde og klassekamp. Den politiske, sociale og økonomiske udvikling i Danmark 1940-78. Gyldendal, 1980, der også kan læses som e-bog. 

Det afgørende for et socialistisk parti er: Har man en realistisk analyse af kapitalismen, og har man derudfra forslag til, hvad man skal arbejde og agitere for? 

Hvor er kapitalisme-kritikken?

Alle ved, at der ikke er nogen nemme løsninger, men jeg undrer mig over, at det så sjældent lykkes Enhedslistefolk at tage ordet kapitalisme i deres mund. Og jeg savner en diskussion om, hvilke reformer der kunne fungere − ikke bare som vigtige velfærdsforbedringer, men som trædesten på vejen mod en afvikling af kapitalismen. Tidligere kunne man diskutere for og imod dette økonomiske system. Det kan man ikke længere. 

Klimakrisen og de andre økologiske kriser demonstrerer med en ubehagelig klarhed, at den kontinuerlige vækst i produktion og forbrug, som kapitalismen ikke kan være foruden, er direkte ødelæggende for de kommende generationers livsgrundlag. Det har jeg argumenteret nærmere for i artiklen ”Den store udfordring ─ på langtsigt er økonomisk vækst og bæredygtighed uforenelige” på Kritisk Revy/Solidaritet

Forslag til konkrete krav

Her har jeg også nogle forslag til, hvilke konkrete krav man kunne stille til virksomhederne. De kan naturligvis ikke realiseres i ét hug. Men de kan bruges som en slags vejviser og som udgangspunkt for en diskussion om, hvordan vi kommer videre uden at tabe målet af syne: 

• Bæredygtigheds-kriterierne skal opfyldes. Der må ikke være negative bivirkninger. Det er ikke nok, at forureneren betaler. Al produktion skal foregå inden for bæredygtige rammer

• Der skal primært produceres ’nødvendige’ forbrugsvarer. Niveauet for, hvad der er nødvendigt, fastlægges i borgerråd. Luksusvarer produceres kun i det omfang, der er ressourcer tilbage
• Der skal være repræsentanter for medarbejdere og fagforeninger i virksomhedernes bestyrelser plus repræsentanter for staten, kommunen og nyoprettede kommunale borgerråd
• De økonomiske ejere må højst sidde på halvdelen af pladserne i bestyrelsen
• Der skal være et (lavt) loft over cheflønninger og bund under ansattes lønninger
• Der sættes en overgrænse for, hvor stor en virksomhed må være
• Ejere og investorer kan maksimalt få et udbytte på en demokratisk fastsat procent
• Overskud derudover og ud over den nødvendige investering går til staten, kommunen, medarbejderne, velgørende fonde eller lokale foreninger.

Disse krav er selvsagt ikke udtømmende og er da også kun ment som relevante eksempler. Det afgørende er, at diskussionen kommer i gang.