Våben eller velfærd – oprustningen kommer med en pris

Hov, der fik vi da lige et nyt ord. Eller rettere: Vi fik vakt et gammelt ord til live. Krigsskat. Ordet flyver nu gennem luften, som var vi tilbage i middelalderen, hvor konger, dronninger, fyrster og adelsfolk pålagde fattige bønder og borgere krigsskat, når de dekreterede krig mod svensken og andre fjender.

I dag i 2024 er oprustningens pris kastet ind i debatten om kommende finanspolitiske slagsmål.

Den ultraliberalistiske tænketank CEPOS har fået sat dagsordenen med beregninger, der går tæt på den enkelte danskers økonomi. Og Jyllands-Posten følger trop med en brugervenlig beregner:

“Tast din løn, og tjek krigsskatten: Så dyrt kan det blive for dig i yderste konsekvens. Her kan du se, hvad en krigsskat kan koste dig, hvis nye penge til forsvaret skal trækkes fra din lønseddel.”

Den konkrete baggrund er, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen på Venstres landsmøde for nylig annoncerede, at der oveni de 195 milliarder ekstra kroner fra sidste års tiårige forsvarsforlig, skal lægges ekstra 300 milliarder kroner.

“Det er så stort et beløb, at det helt vil ændre forudsætningerne for den offentlige økonomi – og dermed også den politiske debat,” lød det fra Venstres vicestatsminister.

Finansminister Nicolai Wammen har nikket ja til princippet om nye milliarder til oprustning, dog uden at sætte tal på.

Det er opfyldelsen af NATO’s styrkemål, der spøger, og debatten handler på ingen måde om, hvorvidt der skal spyttes mere i NATO-kassen, men hvordan og hvor pengene kan hentes.

Bred politisk opbakning til krigsskat

Tilbage i maj måned åbnede SF’s Pia Olsen Dyhr også for at kigge fordomsfrit på finansieringen. Også hun talte om en krigsskat, men mente, at den med fordel i stedet kunne kaldes “sikkerhedsskat” eller “fredsskat”.

CEPOS’ meget omtalte beregninger viser, at hvad der kaldes en typisk arbejderfamilie vil skulle betale 1600 kr. mere i skat om måneden for at finansiere oprustningsspiralen. Men mon ikke de forenede oprustningspartier i Folketinget finder andre og mindre provokerende måder at sikre de milliarder af kroner, som den krigeriske NATO-alliance kræver?

Liberal Alliance foreslår således, at “SVM-regeringen må finde pengene blandt de 1.300 mia. kr., staten bruger”. Læs: nedskæringer i den offentlige sektor.

Fra Moderaterne har Lars Løkke Rasmussen kastet kommende seniorer og pensionister ind i det finanspolitiske slagsmål: Vi er nødt til fortsat at lade folkepensionsalderen stige og stige – ellers kan vi ikke finansiere oprustningen, er budskabet.

Blandt forslagene til finansiering cirkulerer også fælles låntagning i EU-regi, et forslag der for kort tid siden ville blive betragtet som totalt urealistisk, men som nu fremføres med vægt af toneangivende kredse og herhjemme støttes af statsminister Mette Frederiksen.

Skruen uden ende

Slagsmålet er i hvert fald i gang, og der skal ikke megen fantasi til at forudsige, at Troels Lunds Poulsens ekstra 300 milliarder kroner vil blive efterfulgt af endnu flere ekstrabeløb. Kendsgerningen er, at der intet loft findes mere over militærudgifter og oprustning. NATO’s to procents krav vokser til tre procent, som vokser til – ja til nye astronomiske højder.

Det er skruen uden ende. Og det er en voldsom omlægning af den danske stats udgifter, der er udsigt til. I virkeligheden er der masser af penge i den danske statskasse og et milliardstort råderum at tage af. Men der er ikke noget, som tyder på, at det er herfra pengene vil blive hentet.

Erfaringen viser, at selvom der ikke kommer en egentlig krigsskat, så vil regningen blive sendt nedad og ikke opad. Det indvarsler store velfærds- og socialpolitiske opgør: Droner eller skolemad? Tanks eller hjemmehjælp?  F35-fly eller billige daginstitutioner? Brigadeopbygning eller sociale ydelser der er til at leve af?

Et nødvendigt opgør

Vi er nødt til at kaste os ind i opgøret om “våben eller velfærd”.

Men hvis der skal tages et livtag med krigsøkonomiens og oprustningens dagsorden, er vi også nødt til at gennemhulle den sikkerhedspolitiske fortælling, som i dag får lov til at blive fortalt næsten uden at blive mødt med spørgsmål eller panderynken. Vi kan ikke nøjes med at tage slagsmålet om “våben eller velfærd”. Vi må også forholde os til den ideologiske dagsorden: hvorfor der oprustes, og hvilke interesser det tjener.

Vi er nødt til at træde op på den store klinge!

Jeg så for nylig meget tydeligt formuleret, hvad vi er oppe imod:

”Danmark og Vesten står over for en ny alliance af autoritære stater og terrororganisationer: En ny Ondskabens Akse, der er klar til at tage alle midler i brug for at bekæmpe vores frie og demokratiske samfund i Vesten. (…) På vores side af det nye jerntæppe står stadig de vestlige demokratier – akkurat som før 1989. Men tæppets anden side udgøres nu af en uhellig alliance mellem diktatorer, fascister, kommunister og radikale islamister, som alle har det til fælles, at de vil demokratiet og menneskerettighederne til livs.” (International sekretær i DSU, Mads Hvidbjerg Kristensen, Netavisen Pio, 6. november)

I gamle dage under den kolde krig lød fortællingen, at der var et jerntæppe mellem Østeuropa og Vesteuropa. Det krævede oprustning, missiler, stjernekrig – you name it. Nu går jerntæppet åbenbart mellem Vesten og Resten. Det kræver oprustning, missiler, stjernekrig – you name it.

Det er en falsk fortælling. Og det er en farlig fortælling. Hvis ikke vi tager fat om den og gendriver den, har vi ikke en chance i kampen mod oprustning og krig.