Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
7. november. 2022

Valget blev en fiasko for proteststrategien

Folketingsvalget 2022 blev et nederlag til mistillidsvota og rasende brandtaler, men en sejr for dem, som ønskede at fremhæve alle de fremskridt, der er sket siden 2019. Valget viser, hvor vigtigt det er for venstrefløjen at tage bestik af virkeligheden i stedet for at køre retorikken på autopilot

Et vedvarende pres fra bl.a. SF Ungdom har båret frugt: Unge under 25 år kan nu få gratis psykologhjælp. Foto fra SFU Ungdom / Instagram.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

At vælte regeringen er ikke risikofrit. Valgets store taber blev utvivlsomt de Radikale Venstre. Partiet har på mange måder stået som det støtteparti, der var mest villig til at kritisere regeringen og tage slagsmål i offentligheden.

Det kulminerede i slowmotion i et mistillidsvotum hen over sommeren. Selvom de ikke er en del af venstrefløjen, er der alligevel vigtige lektioner. Særligt hvis vi ser ind i risikoen for, at S danner regering hen over midten eller måske blot bruger Moderaterne som udgangspunkt for at ignorere venstrefløjen og gennemføre massive forringelser.

Både for SF, Ø og Å kan det blive en aktuel overvejelse, om regeringen på et tidspunkt går for langt. De fleste kan blive enige om, at den radikale plan om at opsige regeringen med tre måneders varsel var absurd. Enten gør man det i dag, eller også gør man det ikke. Men bag den overfladiske observation ligger den sandhed, at de Radikale var dybt splittede om, hvad der var den rigtige strategi. Man endte med et kompromis, der var det værste af begge verdener. Og her ligger den væsentligste lektion nok. Skal man vælte regeringen, skal man være enig med sig selv om at gøre det.

Ligegyldighed overfor magtfuldkommenhed og mink

Samtidig er det klart, at minksagen og debatten om magtfuldkommenhed absolut ingen indflydelse har på befolkningens holdning. Dette burde ikke være noget nyt. Venstrefløjen oplevede selv, hvordan skandaler og kritik af magtfuldkommenhed ikke rykkede på Anders Foghs opbakning. Gode abstrakte liberale principper om god regeringsførelse motiverer ikke andre end dem, der allerede er politisk engagerede. Skal en regering væltes, skal den væltes på noget substantielt, som påvirker større grupper i befolkningen.

Resultatet bør også give anledning til, at venstrefløjen gentænker sine klassiske scenarier om at vælte regeringen. Typisk har diskussionen drejet sig om risikoen for en borgerlig regering. Valget i går viser, at faren lige så meget kan være et kollaps af venstrefløjen, hvis man vælter en regering.

SF og Å vandt på at fremhæve sejrene

Det næstmest højtråbende støtteparti, Enhedslisten, gik også tilbage. Blandt støttepartierne var SF den eneste vinder. En imponerende bedrift i betragtning af, at S fik den største fremgang i årtier. For SF blev valget på mange måder en triumf for den krav-strategi, som partiet begyndte at arbejde på før 2019-valget. Klart definerede krav til en S-regering skulle sikre reelle forbedringer, og at vælgerne kunne se, de sejre som SF fik. Minimumsnormeringerne er helt klart det bedste eksempel på dette i praksis. Men generelt er SF lykkedes med at finde balancen mellem at være kompromisvillig og vælge at kritisere S.

Det afgørende for, at strategien er lykkedes er dog, at man faktisk har gennemført forbedringer på mange områder. Det har været åbenlyst for befolkningen, at der er sket et nybrud relativt til Thorning-regeringen.

Alternativets fastholdelse af sidste valgs resultat afspejler også et parti, der ikke har valgt den højtråbende proteststil. Selvom Å oftest har været parlamentarisk overflødige, har de alligevel søgt forligene og at være konstruktive. Dette har dog ikke forhindret dem i at argumentere for forholdsvis radikale politiske forslag. Denne venlige radikalisme viser, at en kompromissøgende stil og en radikal kritik af samfundet ikke behøver at være modsætninger.

Enhedslisten mangler Bjarne Corydon

Valget blev det andet i træk med tilbagegang for Enhedslisten, og allerede nu er kampen i gang om at definere årsager og løsninger. Som SF’er er det jo meget rart at kunne følge med i balladen på afstand for en gangs skyld.

Vi har prøvet at bruge en hel valgperiode på at slås med os selv om partiets retning. Det er træls for alle involverede. Selvom det givetvis ville gavne SF, vil jeg alligevel ikke ønske for Enhedslisten, at de skal opleve noget lignende.

Men på mange måder er Enhedslistens krise i dag uløseligt forbundet med SF’s krise i de tidligere 10’ere. Enhedslisten var frem til 2011 et lille parti, der lå og svævede omkring spærregrænsen – først med SF’s højredrejning under Villy Søvndal, og særligt i den efterfølgende regeringsperiode fik Ø et gennembrud.

Frafaldne vælgere fra SF og S strømmede til i hobetal, og Ø endte med at få 7,8 pct. af stemmerne i 2015. Men i takt med at SF og S er rykket mere til venstre, end de var under Thorning-regeringen, er opbakningen til Ø stille og roligt faldet. Først til 6,9 pct. i 2019 og nu til 5,2 pct. Samtidig er Enhedslisten presset af, at de ikke længere er det eneste parti, vælgere kan at stemme på, hvis de er utilfredse med S og SF.

Enhedslistens valgmæssige succes er altså på mange måder afhængig af forhold uden for partiets indflydelse. Det skaber også et uheldigt paradoks. Når Enhedslisten har held med at trække S og SF til venstre, så rammer det dem selv. Kommunikativt stiller det også Enhedslisten i en umulig position. På den ene side vil de selvfølgelig gerne fortælle folk om, alle de forbedringer de har gennemført. På den anden side må de forklare vælgerne, at de partier, som de gennemfører forbedringerne sammen med, er dybt højreorienterede og fører meget højreorienteret politik. Det bliver meget hurtigt rodet og utroværdigt.

Mere troværdig, mindre diplomatisk

Mere troværdig var Frie Grønne, selvom de ikke ligefrem var diplomatisk anlagte. Partiet kan troværdigt påstå, at de var kommet i Folketinget, hvis alle danskere havde haft stemmeret. Selvom mange i SF, Ø og Å ikke er meget for Sikandar Siddiques stil, så bærer de selv en del af ansvaret. Når selv Enhedslisten ikke kan få sig selv til at kræve noget så simpelt som stemmeret til alle der er født og opvokset i Danmark, så har man kun sig selv at takke for, at der opstår et antiracistisk protestparti. Og man kan jo også overveje, om vi ville stå i en situation, hvor centrum-venstre flertallet er så snævert, hvis ikke 14 pct. af befolkningen var blevet nægtet deres stemmeret.

Den generelle tendens til, at protestretorikken har klaret sig godt, er dog ikke en pludselig ændring i vælgernes politiske smag. Det handler om de politiske resultater. De sidste tre år har vi haft den mest progressive regering i Danmark i 50 år. Og det kan befolkningen mærke. En negativ protestretorik om de neoliberale socialdemokrater falder for døve øren i den situation. Den afspejler ikke virkeligheden.

Men med en ny politisk situation og en svækket rød blok kan det godt være, at demoskiltene skal støves af og megafonen have nyt batteri. En regering med borgerlige partier vil kræve et øjeblikkeligt strategisk skift for SF og Å.


Om skribenten

Søren Nørgaard Graven

Søren Nørgaard Graven

Analysekonsulent i en kommunal beskæftigelsesforvaltning. Medvært på podcasten ”Den Faglige Klub” i Radioaktiv, om arbejdsmarkedspolitik og faglig kamp.
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER