Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
3. februar. 2021

Ved glemslens rand – en bog om fortielsen i den nationale selvfortælling

Sergej Lebedev har skrevet en helt vild debutroman, der til tider fremstår som en historie, han ikke selv ønsker at kendes ved.

Sergei Lebedevs debutroman er en oplevelsesrejse, både ud i den barske sibirske natur, og ind i fortælleren selv. Imponerende debutroman, skriver Maria Nielsen. Foto: Alexei Trofimov
9 min. læsetid

Sergej Lebedev har skrevet en helt vild debutroman, der til tider fremstår som en historie, han ikke selv ønsker at kendes ved.


Af Maria Nielsen

Lad det være sagt med det samme: Sergei Lebedev har skrevet en helt vild bog, som endda er hans debutroman. Den bør du læse! Lebedev tager os i ’Ved glemslens rand’ med ud på en rejse, som både strækker sig tværs over det europæiske kontinent, fra det sydlige til det nordlige Rusland – og langt ind i en historie, der helst skal forblive glemt.

Ved glemslens rand handler om jeg-fortællerens forsøg på at forstå den historie, han ufrivilligt er blevet en del af. En både national og en dybt personlig historie.

Det var aldrig meningen, at jeg-fortælleren skulle fødes. Men Bedstefar To, som egentlig er familiens anonyme nabo, overtaler moderen til at føde barnet, og med denne overtalelse opnår Bedstefar To en vis ret til tilstedeværelse i jeg-fortællerens liv, og deres samvær bliver en selvfølgelighed.

Kaos under den blanke overflade

Men der er noget med Bedstefar To. En anonymitet. En afstand, som både gør ham ligegyldig, men også gør ham allestedsnærværende i jeg-fortællerens liv.

Og der er noget med den måde, som Bedstefar To trods sin blindhed kan bevæge sig på. I fuldstændig kontrol over sin krop og sine omgivelser og evnen til at dukke op ud af det blå. Og samtidig, i glimt, miste kontrollen med sine fingre, som han lader fumle med en knap i frakken og dermed diskret afsløre det kaos, der hersker under den blanke overflade. Men som man aldrig taler om og aldrig spørger ind til. Man lader ham være og lader ham miste sin betydning.

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand. Forlaget Palomar, 305 sider. Oversat fra russisk af Lotte Jansen.

Da jeg-fortælleren næsten mister sig liv i et hundeangreb, og derefter får en blodtransfusion fra Bedstefar To – hvorefter Bedstefar To dør – oplever jeg-fortælleren, at hans liv nu er uløseligt forbundet, nærmest beslaglagt af Bedstefar To.

Jeg-fortælleren må derfor finde ud af, hvis liv han bærer i sit blod. Derfor starter rejsen mod glemslens rand, der fører jeg-fortælleren langt væk fra varme og tryghed, og langt ind i Sibiriens is og permafrost, hvor ingen døde forsvinder.

Rejsen fører ham til den mine, som medførte etableringen af en lejr, og derefter opståen af en lille by, der lever på minens rand og nåde, en mine, der voksede sig større og dybere og med sig tog alt, der kunne have været menneskeligt.

Her konfronteres jeg-fortælleren med en historie, som han næsten ikke ønsker at kende, og som han næsten ikke kan høre, men som han må lytte til og være vidne til for at kunne komme overens med sit eget liv – og det i det hele taget at være i live.

Permafrostens rædsel

Ved glemslens rand er skrevet i et sprog, der er dragende og bevæger sig mellem sansninger, stille observationer og refleksioner over, hvordan historien påvirker og bestemmer vores verden, og hvordan vores væren og valg skaber historien.

Jeg-fortælleren har både helt barske og konkrete beskrivelser af omgivelserne, så de sibiriske floder og permafrostens kulde står levende og tilføjer en ekstra dimension i beskrivelsen af menneskenes ageren og håbløshed. Men jeg-fortælleren forsvinder også til tider ind i observationer, i beskrivelser af menneskers ageren, og placerer læseren som den stille beskuer til en verden, der langsomt åbner sig grufuldt for en.

For hvad er det, der er på spil her? Hvad betyder dét, vi ser? En af de scener, der hos mig står skarpest tilbage efter at have læst bogen, er beskrivelsen af, hvordan Bedstefar To i sin blindhed tager ud og fiske. På disse fisketure vil han være alene, men alligevel sniger jeg-fortælleren sig en dag ind på ham, og uden at blive opdaget sidder han i buskadset ved flodens bred og betragter Bedstefar To. Han betragter, hvordan Bedstefar To langsomt, næsten nysgerrigt, spidder en regnorm på fiskekrogen, hvorefter han tørrer sine hænder i et medbragt lommetørklæde. Tørrer ormens blod af, som om han kan mærke det klæbe til sine fingerspidser, omhyggeligt, som et minde, han ikke ønsker at bevare. En sprække ind til det, han engang var. Som jeg-fortælleren reflekterer:

”I dag tror jeg, at han opfattede blodet fra ormen, han havde sat på krogen, som menneskeblod; på overfladen var han som før, uanfægtet, indgød ikke nogen ærefrygt, men snarere vagtsomhed, som om han om et øjeblik ville åbne øjnene og sige  – jeg så det hele! – Og i dette ”hele” ville der ligge en røntgenagtig, gennemborende viden om det, du havde holdt skjult på grund af en dyb indre skam, det som aldrig burde siges højt, fordi det – som du havde oplevet som smerte – måske ville kunne bruges som bevis på at du havde en samvittighed, og at sige det højt ville være ensbetydende med moralsk selvmord…”

Bedstefar To’s måde at fiske på, hans omhyggelige omgang med blodet som en triviel plet på hans krop, bliver et billede på den trivielle omgang med liv og død. Hvor hverken livet eller døden i sig selv er interessant, men resultatet af processen er det spændende, det der udgør eksperimentet. Hvor døden blot er pletten, der kan fjernes med et lommetørklæde, når man ikke længere ønsker at stå ved sin gerning.

På den måde bliver Ved glemslens rand jeg-fortællerens opdagelsesrejse ind i sig selv og ud i en verden, hvis grusomhed forstærkes af den sibiriske kuldes nådesløshed og de brusende floder, der skærer sig gennem landskabet og river historiens slette skjul i stykker, fordi ingenting forsvinder i isen – men alt blot ligger og venter på at blive set og fortalt.

Og her starter rejsen mod Bedstefar Tos flugt fra sig selv og sin historie og jeg-fortællerens modsatte rejse i Bedstefar Tos spor tilbage for at opklare, hvad der skabte dette menneske.

Menneskelighed i meningsløsheden

Rejsen tager os langt ind i Sibirien, til Gulag-lejrene, ned i minerne, og ind i følelser af apati, fornedrelse, flugt fra sig selv og sin verden. Men også udstødelse. Straf. Mord. Håbløshed. Og hvad dette medfører af menneskeligt forfald. Jo længere mod nord, des mere trøstesløst, meningsløst og umenneskeligt. Mens der samtidig også er spor af det modsatte. Af varme trods trøstesløsheden. Af menneskeligheden midt i meningsløsheden og fortvivlelsen.

At læse Ved glemslens rand er at udforske, hvad en kollektiv hukommelse og fortrængning egentlig indeholder, og hvordan det påvirker os som mennesker i vores liv og vores verdenssyn. Selv når vi har svært ved at finde konkrete spor af det i vores dagligdag. Selvom de efterladte spor efter historien ofte kun er følelser, fornemmelser, forudanelser. Bange forudanelser. Og hvordan det skaber apati, fornægtelse og selvfornægtelse.

At læse Ved glemslens rand er også at undersøge spørgsmålet om fortielse af dét, man ved er der, men som man vælger at se bort fra som nation, og som den enkelte derfor stædigt skal opsøge i trods mod den nationale selvfortælling, selvforståelse og selvfremstilling.

For jeg-fortælleren opsøger historien om Bedstefar To, men konfronteret med netop den historie ønsker han kun at flygte. Tænker kun på, at den historie – som han får fortalt – ikke lader ham undslippe, ikke lader ham flygte, fordi døren er låst, og dermed er han fanget. Fanget som vidne til noget, han ikke vil se. Ikke vil høre. Og alligevel fortsætter han sin rejse til historiens oprindelse og oprindelsens konsekvenser. For hvis han ikke lytter nu, vil han aldrig nogensinde blive menneske igen. At fornægte historien vil gøre ham til Bedstefar To. Så han må se. Og indse. Og med sine ord også få sin læser til at se og indse.

At læse Ved glemslens rand er også at undersøge spørgsmålet om fortielse af dét, man ved er der, men som man vælger at se bort fra som nation, og som den enkelte derfor stædigt skal opsøge i trods mod den nationale selvfortælling, selvforståelse og selvfremstilling. Det er forsøget på at bryde det tabu, som en sådan national selvfortælling skaber. Man må som læser derfor også rette blikket indad og spørge sig selv, hvad for nogle historier ens egen nation gemmer på, og som forsøges dækket over, glemt – for til gengæld at skabe en national heling og fælles fortælling om stolthed og fremskridt. Og en national illusion, hvor kun den gode historie er værd at gemme på. Sen historien kan ikke glemmes, kan ikke fortrænges. selv hvis man prøver, vil floden bare ændre sit løb og blotlægge nationens blødende sår. Og forfattere vil afkræve historien dens vidnesbyrd i et sprog, der sammen med de blødende sår i flodens vand vil vælte dig bagover.


Om skribent

Maria Nielsen

Maria Nielsen

Kulturanmelder på Solidaritet. Uddannet folkeskolelærer, og læser dansk og kultur-og sprogmødestudier på RUC. Læs mere