Foto: Violeta Ortega / Kremlin.ru
19 min. læsetid

Efter en mislykket militær-opstand den 30. april er der nu forhandlinger imellem Venezuelas regering og opposition.


Af Andreas Bülow

Klokken fem om morgenen vågnede Venezuela op til en kaotisk situation. Det var den 30. april, dagen før 1. maj. De fleste var ved at gøre sig klar til Arbejdernes Internationale Kampdag. I Caracas var der annonceret store demonstrationer for og imod det statskup, som oppositionsleder Juan Guaidó siden 23. januar har forsøgt at gennemtrumfe med opbakning fra USA og en række nabolande.

Men dagen blev en anden. I de tidlige morgentimer blev en video distribueret via de sociale medier, hvor Juan Guaidó stod på en motorvejsbro. I baggrunden lå militær-lufthavnen La Carlota, og ved Guaidós side stod en række soldater med blå armbånd.  

Det mest bemærkelsesværdige var dog synet af en anden skikkelse på video-optagelsen. Den viste Leopoldo López, lederen af Guaidós parti Voluntad Popular, som siden 2014 har siddet fængslet for sin rolle i en række optøjer mod regeringen. López var i 2017 blevet overført til husarrest. Det var en indrømmelse fra regeringen til oppositionen, i forbindelse med forhandlinger i den Dominikanske Republik. Guaidó hævdede i videoen, at han havde de væbnede styrkers opbakning – og gav indtryk af at have overtaget La Carlota lufthavnen i baggrunden.

Juan Guaido lancerer tidligt om morgenen sit forsøg på et militærkup under navnet ‘Operation Freedom’, flankeret af soldater foran lufthavnen La Carlota.

Et mislykket statskup

Det nye militærkup var startet kl. 3.00 om natten. En deling soldater og en deling nationalgardister var blevet lokket til at præsentere sig af deres overordnede, med undskyldning om at de skulle stoppe et fangeoprør i et fængsel. I stedet tog de overordnede dem med til broen ved La Carlota lufthavnen.

Ved broen forklarede deres overordnede, at det i virkeligheden var et statskup. De gav dem blå armbånd, så de kunne identificere dem som modsætning til de loyale styrker. Da det gik op for mange af de menige soldater og nationalgardister, at det var et kup, valgte de at stikke af fra broen og slutte sig til forsvaret af La Carlota. I flere videoer har de forklaret handlingsforløbet.

Da det gik op for mange af de menige soldater og nationalgardister, at det var et kup, valgte de at stikke af fra broen og slutte sig til forsvaret af La Carlota lufthavnen

Kuppet begyndte hurtigt at smuldre. Det lykkedes ikke kupmagerne at overtage La Carlota lufthavnen. En reduceret gruppe nationalgardister forblev sammen med López og Guaidó. Som sædvanligt blev de assisteret af en større gruppe guarimberos, unge stenkastende uromagere fra højrefløjen. Efter at kupmagerne ikke kunne overtage La Carlota, gik de til Plaza Altamira i den rige del af Caracas, hvor Juan Guaidó holdt en tale til en oppositions-demonstration. Som modsvar samlede titusinder af mennesker sig rundt om Miraflores præsidentpaladset og protesterede mod kuppet.

Da det var tydeligt, at kupmagerne ikke havde opbakning, søgte omkring 30 soldater asyl på Brasiliens ambassade, mens Leopoldo López søgte tilflugt på den spanske ambassade. Guaidó blev ikke anholdt af de venezuelanske myndigheder.

Leopoldo Lopez, lederen af Guaidós parti Voluntad Popular, valgte efter det mislykkede kupforsøg at søge tilflugt på den spanske ambassade. Foto: Preso Político Venezolano / Flickr.

Konspirationens anatomi

Der har efterfølgende været mange spekulationer om, hvorfor statskuppet den 30. april slog fejl. Vi ved, at den centrale aktør i kuppet var efterretningstjenesten SEBINs chef, Manuel Ricardo Christopher Figuera – og at det var ham der fik Leopoldo López ud af sin husarrest. Vi ved også, at en anden hovedfigur var oberstløjtnant Illich Sánchez, som kommanderede en bataljon ved det føderale lovgivningspalads i Caracas.

Til gengæld er det uvist, om der var folk højere oppe i hæren, som var involveret i konspirationen. Elliott Abrams  – Trumps delegerede på spørgsmålet om Venezuela – gav et detaljeret indblik i forberedelserne af kuppet i et interview med den private kanal VPITV. Han hævdede, at militærkuppet den 30. april blev fremskyndet, fordi Maduro var ved at opsnappe konspirationen. Han sagde også, at der lå en detaljeret aftale, en 15-punkts plan, som sikrede Maduro en ’værdig afgang’, samt en enhedsregering hvor militæret ville beholde en del af magten.

USA’s nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton hævdede også, at Venezuelas forsvarsminister, chefen for præsidentgarden samt højesteretslederen skulle have været med. Imidlertid foreligger der ingen klare beviser på, at de tre navngivne funktionærer skulle være en del af kuppet. Det kan lige så godt være en del af den nervekrig, som amerikanerne bruger for at gøre Maduro paranoid og se fjender internt. Uanset hvad, så fejlede militæropstanden, og Venezuela bevægede sig i maj måned tilbage til den lavintensitets-krig, som har været i gang siden januar.

Guaidós korruptionsskandale

I ugerne efter kuppet forsøgte Guaidó at indkalde til strejker blandt de offentligt ansatte. Han blev ved med at afholde demonstrationer, men tilslutningen begyndte at dale, hvilket selv vestlige medier medgav.

En af de sager, som begyndte at belaste Guaidó, var en række anklager om korruption. Skandalen startede med en artikel i avisen Panam Post, et medie som ellers ikke sympatiserer med Maduro, men snarere med oppositionen. En undersøgelse fra PanAms redaktør – ledsaget af bilag og regnskab – viste, at to af Juan Guaidós ansatte efter alt at dømme har brugt omkring 60.000 dollars, givet som ”nødhjælpsstøtte til Venezuela”, på natklubber og fester i Colombia. Anklagerne mod de to Guaidó-medarbejdere ramte ekstra hårdt, fordi den ene af dem er svigerinde til et parlamentsmedlem, som også er en del af Guaidós absolutte inderkreds.

Pengene skulle ellers blandt andet have været brugt til at dække omkostningerne for de soldater, som i dagene omkring 23. februar valgte at desertere fra Venezuela til Colombia. I flere videoer og nyhedsindslag er desertørerne – som i dag opholder sig i Cúcuta i Colombia – stået frem og har brokket sig højlydt over, at de er blevet smidt ud af hoteller – fordi Guaidós folk ikke har betalt regninger m.v. Selv den ene af Cúcutas borgmestre advarede om, at desertørerne var blevet glemt, og at hans kommune ikke havde kapacitet til at tage sig af flere.

Bachelets rapport

Maduro-regeringen fik en sejr med den mislykkede militær-opstand, ligesom den også vandt en delvis sejr den 23. februar under den såkaldte ”nødhjælpsaktion”. I juli måned blev den dog presset fra en ny front. Michelle Bachelet, FN’s menneskerettighedskommissær, præsenterede en rapport, som fik stor dækning i de vestlige medier.

I rapporten hævdede FN’s menneskerettighedsorganisation, at det venezuelanske specialpoliti FAES har begået en række udenoms-retlige drab, for at skabe ”frygt og opretholde social kontrol” med befolkningen. Venezuelas fødevareproblemer og sundhedssystemets tilbagegang var ifølge rapporten primært regeringens skyld, uden at sanktionernes effekt blev tildelt nogen stor rolle.

Den venezuelanske regering skrev et 70-punkts svar, hvori den hævdede, at en lang række informationer var blevet udeladt fra Bachelets rapport, hvilket havde forhindret dens objektivitet. F.eks. det faktum at den venezuelanske statsanklager selv havde anholdt 44 mennesker i relation til drab begået ved demonstrationer i 2017 og 2019, samt at anklager om udenoms-retlige drab havde ført til fængslingen af flere betjente fra FAES. Det venezuelanske statslige TV-program La Hojilla har tidligere dækket sagen om et af de udenoms-retlige drab – på José Godoy Buitriago – som oppositionen hævdede var et politisk drab. Ifølge TV-programmet var Godoy kriminel og havde flere mord på samvittigheden. Programmet viste interviews med pårørende til Godoy og hævdede, at han var død i ildkamp med FAES.

Andre menneskerettighedsorganisationer, som Fundalatin og Komitéen af pårørende til ofrene fra Guarimba, var også skuffede over Bachelets rapport. Sidstnævnte komité består af de pårørende til ofre for oppositionsvold i 2014 og 2017. De udtalte, at de var blevet fuldstændigt ignoreret i rapporten – på trods af at de havde mødtes med Bachelet under hendes besøg i Venezuela og givet hende en liste med 123 eksempler på lynchninger og drab begået af oppositionsfolk. Så sent som 27. juli blev seks aktivister fra bondebevægelsen, alle sammen chavistaer, dræbt i Barinas-delstaten, tilsyneladende i en massakre begået af en paramilitær højrefløjsgruppe.

Bachelets rapport blev også undsagt af Alfred de Zayas, en tidligere uafhængig FN-ekspert, som kaldte rapporten ”unuanceret” og lagde særlig vægt på, at effekten af USA’s sanktioner var blevet minimaliseret i rapporten. Til gengæld stod den venezuelanske regering kort efter udgivelsen af Bachelet’s rapport med endnu en skidt sag. Efter at dens efterretningstjeneste i slutningen af juni havde opdaget en ny plan for militærkup, var en gruppe tidligere kaptajner blevet fængslet. Heriblandt Rafael Acosta Arévalo, som døde kort efter anholdelsen.  Dagbladet Últimas Noticias fik adgang til en af sagsakterne, som viste, at kaptajnens lig havde både mærker efter slag og brændsår, hvilket bestyrkede mistanken om, at han blev tortureret. Præsident Maduro krævede en grundig undersøgelse som stadig er i gang. Kort efter blev to agenter fra DGCIM, den militære efterretnings-tjeneste, anholdt og anklaget for at have dræbt kaptajnen, dog uden at anklager om tortur figurerede i anklageskriftet.

Meddelelsen om, at agenter fra den militære efterretningstjeneste var blevet anholdt for at have dræbt kaptajn Rafael Acosta Arévalo, blev kommunikeret ud via Twitter.

Sanktionernes effekt

Få måneder inden Bachelets rapport var en anden rapport udkommet fra den amerikanske tænketank CEPR. Den bar titlen “Økonomiske sanktioner som en kollektiv straf: Venezuela som case“, og gav en detaljeret indsigt i, hvordan de amerikanske sanktioner har påvirket Venezuela. Rapporten konkluderer bl.a., at sanktionerne fra august 2017 – august 2018 kostede Venezuela 8,4 mia. dollars og var direkte medvirkende til, at 40.000 mennesker mistede livet, bl.a. pga. mangel på medicin.

[rapporten] gav en detaljeret indsigt i, hvordan de amerikanske sanktioner har påvirket Venezuela. Rapporten konkluderer bl.a., at sanktionerne fra august 2017 – august 2018 kostede Venezuela 8,4 mia. dollars og var direkte medvirkende til, at 40.000 mennesker mistede livet, bl.a. pga. mangel på medicin

I en graf over udviklingen i olieproduktion sammenligner rapporten Colombia og Venezuela. Læg mærke til hvad der sker i august 2017, da Donald Trump indfører sanktioner mod Venezuela. Indtil da har de to lande (som har forskellige produktionsniveauer) nogenlunde fulgt hinanden. Men i august 2017 fortsætter Colombias olieproduktion upåvirket, mens Venezuelas går helt i bund:

De nye sanktioner fra januar 2019 er dog langt værre. De indebærer konfiskering af: – Venezuelas obligationer for 3,4 mia., olie-filialen CITGOs besiddelser til 5,2 mia., en del af guldreserverne til en værdi af 9 mia., samt en effektiv olie-embargo, hvilket USA selv anslår vil koste Venezuela 11 mia. dollars i resten af 2019.

Venezuelas krise startede naturligvis før 2017, og er et resultat af en lang række faktorer; olieprisernes fald, investeringsstrejke fra det private erhvervsliv, forfejlet pengepolitik, korruption og forsøget på at regulere kapitalismen med priskontroller og valutakontrol. Ikke desto mindre konkluderer rapporten fra CEPR, at Venezuelas krise er blevet væsentligt forværret pga. sanktionerne, og at den udsætter civilbefolkningen for store lidelser.

Modstand fra neden

USA’s åbenlyse indblanding i Venezuela har skabt en udbredt anti-imperialistisk stemning i landet. Der har været en række demonstrationer imod kuppet, herunder den spontane forsamling ved Miraflores-paladsen den 30. april. Men modstanden kan også ses på lokalt plan, hvor indbyggere finder sammen i såkaldte ‘communes‘ (kommuner), hvor de arbejder for at modstå de økonomiske sanktioners effekt på hverdagslivet.

Venezuela har officielt 3.000 fungerende kommuner. I 23 de enero – et af Caracas slumkvarterer – er der opstået en kommune, som hedder Panal 2021, der organiserer hele 3.600 familier. Kommunen har både sit eget bageri, sin egen købmandsbutik, skrædderi og fødevarecenter. Alt overskud lægges i en bank, hvor overskuddet bruges til formål, som kommunens stormøder bestemmer. En lignende stærk kommune findes i Lara-delstaten og hedder El Maizal. Den består af 22 kommunalråd, som siden 2009 har været slået sammen. I denne kommune forsøger indbyggerne i fællesskab at overtage driften af landbrug, blandt andet ved at besætte jord som ligger brak og kræve den kollektiviseret.

I ’23 de enero’ – et af Caracas slumkvarterer – er der opstået kommunen ’Panal 2021’, som organiserer 3.600 familier. Kommunen har både sit eget bageri, egen købmandsbutik, skrædderi og fødevarecenter. Alt overskud lægges i en bank og bruges til formål, som kommunens stormøder bestemmer.

Også de såkaldte madhuse er begyndt at spille en vigtigere rolle. De fungerer ved siden af regeringens egen uddeling af madpakker, kendt som CLAP (Comités Locales de Alimentación Popular). I et af madhusene i Caricuao betjenes 221 mennesker. Samlet set er der 3.118 madhuse i landet, som betjener 605.600 mennesker.

Madhusene i Venezuela betjener over 600.000 mennesker, og spiller en voksende rolle for landets indbyggere. Foto: vtv.gob.ve

Diskussioner på venstrefløjen

Imens diskuterer forskellige grupper, partier og bevægelser på venstrefløjen i Venezuela situationen. 29. juni mødtes 100 mennesker til et træf i Caracas under sloganet ”For en chavistisk løsning på krisen”. De repræsenterede en række organisationer, som vedtog et fælles dokument, der både tager skarp afstand fra USA’s kupforsøg, men også kritiserer regeringens økonomiske politik, bl.a. privatiseringer og forsømmelse af de folkelige organisationers krav og faglige kampe.

Bevægelsen af landløse bønder har også mødtes i juli måned. De er i gang med en blokadevagt foran det venezuelanske jordinstitut INTI. Det er sket, fordi der nu er gået et helt år siden den store bondemarch i 2018, hvor bønder fra det vestlige Venezuela marcherede 400 km til Caracas for at fastholde, at deres krav om en radikalisering af jordreformen fuldbyrdes. Dengang mødtes Maduro med dem og lovede at indfri en række løfter. Bønderne føler i dag, at de løfter er blevet negligeret og er derfor gået på gaden igen.

Venezuelas kommunistparti (PCV) har desuden erklæret, at regeringen ikke lytter nok til de sociale bevægelser. I 2018 var PCV i tvivl, om partiet skulle anbefale at stemme på Maduro ved præsidentvalget, men valgte i sidste ende at indgå en aftale med regeringspartiet PSUV. I dag mener kommunistpartiets politbureau, at Maduro har brudt aftalen. De skriver blandt andet, at en række progressive tiltag fra Chávez-æraen bliver rullet tilbage, at kollektive overenskomster ikke respekteres, og at der tages økonomiske reformer, som ikke kommer arbejderklassen til gode. Kommunistpartiet beklager desuden, at det endnu ikke er lykkedes at opklare mordet på et medlem af deres centralkomité, Luís Fajardo. Han var aktiv i bøndernes bevægelse og blev myrdet 31. oktober 2018, efter sigende af revolvermænd med relation til godsejere.

Venstrefløjen påpeger også, at statsapparatet i nogle tilfælde er blevet brugt til at undertrykke de sociale kampe. Det skete f.eks. den 16. juli, da to aktivister fra bøndernes besættelse af INTI blev anholdt – for dog at blive løsladt nogle timer efter – pga. en storm af protester. Lignende sager inkluderer kommune-aktivister, som besatte fabrikken Arroz Alba, kommune-aktivister i Barinas m.fl. Myndighederne har oftest senere løsladt de pågældende aktivister, uden at det dog har betydet et klart opgør med politi-indblanding i protester. Senest har PCV i Caracas protesteret over, at arbejdsministeriet igennem en bureaukratisk manøvre har forsøgt at forhindre et planlagt træf.

På trods af massiv kritik af Maduro-regeringen, tager det overvældende flertal af Venezuelas venstrefløj afstand fra Juan Guaidó, kupforsøg og enhver form for amerikansk indblanding. Det gælder ikke kun PCV, men også det venstre-chavistiske parti PPT (Patria Para Todos, Fædreland for alle), de forskellige rådsorganer kaldet comunas, organisationen Alexis Vive og de folkelige organisationer i Corriente Bolívar Zamora.

På trods af massiv kritik af Maduro-regeringen tager det overvældende flertal af Venezuelas venstrefløj afstand fra Juan Guaidó, kupforsøg og fra enhver form for amerikansk indblanding

Faren for krig

En af grundene til, at partier som PPT og PCV har indtaget en klar anti-imperialistisk position, er faren for en militær intervention mod Venezuela. Det er tidligere blevet afsløret, hvordan 200 oppositions-tro kontra’er stod klar til at angribe landet den 23. februar, men blev stoppet i sidste øjeblik af Colombias regering.

I dagene derefter var der mange oppositionstilhængere, som på de sociale medier talte for en #IntervencionMilitarYA. Det blev forhindret af en række lande, heriblandt Chile og Paraguay, som var bange for konsekvenserne af en krig og talte imod det på Lima-gruppens møde.

Brasilien var imidlertid det land, som udgjorde hovedforhindringen for en krig. Mens Bolsonaro og hans udenrigsminister så positivt på idéen, var hele generalstaben og den militære del af hans regering – anført af vicepræsident Hamilton Mourâo – benhårdt imod, og nedlagde i realiteten veto. Mourâo og generalerne ønsker, ligesom USA, en ende på Venezuelas bolivariske revolution.  Men de er bange for, at en krig kan løbe ud af kontrol og vende dele af den brasilianske befolkning imod dem selv. Mourâo er selv tidligere general og har bl.a. arbejdet en årrække som militær attaché ved Brasiliens ambassade i Venezuela. Han kender derfor Venezuela indefra og har f.eks. viden om de mange militsgrupper, som kan spille en vigtig rolle under en evt. krig.

Brasiliens højreekstreme præsident, Jair Bolsonaro, har været blandt støtterne til en militær intervention i Venezuela. Foto: Fabio Rodrigues Pozzebom/ Agência Brasil)

Internt i den amerikanske administration har der også været diskussioner om, hvorvidt en krig mod Venezuela er mulig. En ophedet debat fandt sted mellem John Boltons repræsentanter – som seriøst overvejer en form for militær intervention – og Paul Selva, en af de højtstående luftgeneraler i Pentagon. Selva blev konstant afbrudt og måtte til sidst slå kraftigt i bordet, hvorefter mødet blev ophævet før planlagt. Selva og andre generaler er yderst skeptiske over for en krig mod Venezuela.

En artikel i magasinet Foreign Policy opsummerede dette synspunkt: Selv et lynhurtigt luftangreb vil trække USA så meget ind i Venezuela, at det næsten uundgåeligt vil betyde, at landtropper bliver nødvendige. Det vil ske i et land, der er halvanden gange større end Afghanistan, med en befolkning hvor der er mange militsgrupper, bjerge, jungler og en geografi, som kan blive gunstig for guerilla-kamp.

Bolton og Abrams fortsætter imidlertid ufortrødent. For dem er det en større ideologisk kamp. For Trump handler det i højere grad om at genvinde magten ved præsidentvalget i 2020. For at nå det, er det nødvendigt at vinde sving-staten Florida, fyldt med latino-vælgere som er modstandere af Maduro. Senest har Trump meddelt, at han overvejer en decideret militær blokade af Venezuelas farvande.

Selv om en direkte militær intervention lige nu forekommer mindre sandsynlig står den stadig som et spøgelse i kulissen. I løbet af juli var der flere hændelser, hvor Venezuelas luftvåben opdagede amerikanske rekognosceringsfly, som overskred venezuelansk luftrum og angiveligt tog billeder af kystlinjerne.

Så sent som 23. juli valgte det oppositionskontrollerede parlament på Guaidós anledning, at søge om Venezuelas genindtræden i TIAR, en interamerikansk forsvarspagt. Nogle oppositionstilhængere mener, at TIAR kan bruges som begrundelse for, at nationalforsamlingen selv beder om en militær intervention. Selv om forslaget blev vedtaget i parlamentet, forsøgte Guaidó at neddrosle forventningerne. Med andre ord bruges militær intervention for øjeblikket mest som en trussel.

Forhandlinger siden maj

Mens lavintensitets-krigen kører på fuldt blus, har der siden midten af maj kørt forhandlinger imellem repræsentanter for regeringen og oppositionen. Til at starte med foregik de i hemmelighed i Oslo, med den norske regerings bistand. Senere er forhandlingerne rykket til Barbados.

Grunden til at de to parter er gået til forhandlingsbordet er, at de på hver deres måde står svækket. Kupmagerne har lidt nederlag på nederlag, og Guaidó trækker færre og færre til hans demonstrationer. Omvendt står Maduro-regeringen over for en ekstremt svær økonomisk situation, hvor sanktionerne og USA’s olie-embargo for alvor er begyndt at kunne mærkes. Både Rusland og Kina, som har store lån på spil i Venezuela, har desuden presset på for forhandlinger.

Der er endnu ikke sivet mange informationer ud fra forhandlingerne. Det vides dog, at oppositionen kræver et nyt præsidentvalg, fordi de ikke anerkender 2018-valget. Det krav har regeringen indtil videre afvist. Lucas Koerner, en af redaktørerne fra Venezuelanalysis.com, har i en artikel diskuteret idéen om et nyvalg, og argumenteret med, at der ikke kan holdes demokratiske valg, såfremt den ene kandidat har bundet sanktioner om halsen.

Nogle grupper på venstrefløjen ser skeptisk på forhandlingerne og mener, at dialogmøderne vil skabe en konsensus fra oven, som vil betyde en overgangsproces med langsom tilbagerulning af de sociale missioner, fulgt op af privatiseringer, udliciteringer og fyringer. Regeringen selv ser positivt på dem, og Maduro har bl.a. udtalt, at ”en eventuel aftale vil betyde, at alle parter må indgå kompromisser”.

Oppositionen er også splittet ifht. forhandlingerne. Den mest militante blok af oppositionen ser forhandlingerne som et forræderi og mener, at Maduros afgang er en betingelse for overhovedet at forhandle. USA’s udenrigsminister Mike Pompeo har udtalt, at han heller ikke kan se en løsning uden Maduros tilbagetræden. Samtidig har Bolton og Abrams i juli måned lanceret nye sanktioner, nu også imod Venezuelas fødevare-program CLAP. EU har truet Maduro med flere sanktioner, hvis ikke forhandlingerne på Barbados når frem til noget.

Maria Machado og andre af de mest militante medlemmer af højrefløjsoppositionen ser forhandlingerne med Maduro som et forædderi.

Det er umuligt at forudse, hvordan kampen om Venezuela kommer til at udfolde sig i den nærmeste fremtid. Efter seks måneders intenst kupforsøg har USA ikke formået at vælte Maduro, men har dog presset ham hårdt med sanktioner. De fem scenarier, som jeg opsummerede i marts, står derfor stadig ved magt. ■

Læs mere om situationen i Venezuela på Solidaritet


Andreas Bülow er forfatter til bogen ”Den venezuelanske revolution – øjenvidneberetning og analyse” (2010), tidligere bosat i Venezuela, og aktiv i Hands Off Venezuela.