Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
18. maj. 2022

Venstrefløjen er død. Længe leve venstrefløjen!

Der er ikke noget nyt i, at venstrefløjen er i krise over spørgsmålet om krig. Men i modsætning til tidligere tiders fredsbevægelse, er der ikke længere modpoler, men kun nuancer af brunt. Derfor bliver ambitionerne reduceret til svage reformkrav og ministerdrømme, mener Henrik Skaaning.

Revolutionen – og drømmen om noget andet er erstattet af en global røverkapitalisme. Venstrefløjens ambitioner er begrænset til ministerposter. Illustration: Banksy.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Markerer krigen i Ukraine et nybrud i den globale sikkerhedspolitiske orden? Det nemme svar er et selvfølgeligt og rungende: Ja! – Efterfulgt af et lille hop i stolen og et ”What!?”. Sværere er det måske at svare på, præcist hvordan den geopolitiske orden forandres som resultat af Putins angrebskrig i Ukraine. Min tese er ganske kort denne: Én af konsekvenserne af krigen i Ukraine er aflivningen af den moderne venstrefløj i vesten.

Venstrefløjen er som sædvanlig i krise

Siden 70’erne har man talt om en venstrefløj i krise – og sjældent har analysen af en venstrefløj, som har haft overordentlig svært ved at nå almindelige mennesker, og opnå reel magt og indflydelse været forkert. Ikke desto mindre havde den daværende, kriseramte venstrefløj en global kold konflikt mellem to forskellige systemer at knytte sig til, og identificere sig i retning af.

“I dag findes kun nuancer af brunt: Et autokratisk kinesisk et-parti-diktatur, en autokratisk, oligarkisk højrenational fascisme som i Putins Rusland, og mere eller mindre national-chauvinistiske, selvbrunede oligarkier i det såkaldte ”liberale vesten”

Under Den kolde Krig levede tanken om et radikalt andet samfund nemlig i bedste velgående i Vesten og Østen – henholdsvis hos de, der drømte om enten kapitalismens eller den såkaldte sovjetkommunismes sejr over den anden – eller i frygten for at blive besejret af fjenden. Utopierne levede, og fredsarbejdet blomstrede under Vietnamkrigen. Måske var venstrefløjen ikke enig med sig selv om særlig meget – men fred, det ville vi sgu alle sammen have.

Nuancer af brunt

Anderledes dystert ser det desværre ud i dag: Der er ingen gloværdig folkeunion, eller et forjættet USA at vende sig imod, hvis man vil gøre sig tanker om et andet samfund eller om frihed og lighed. I dag findes kun nuancer af brunt: Et autokratisk kinesisk et-parti-diktatur, en autokratisk, oligarkisk højrenational fascisme som i Putins Rusland, og mere eller mindre national-chauvinistiske, selvbrunede oligarkier i det såkaldte ”liberale vesten”.

Utopierne er for længst forsvundet ud af vores samfundstænkning, og tilbage står kun administrationen af en global røverkapitalisme, der er ved at køre vores planet ud over klimakatastrofens afgrund. Selv idéen om en sådan global røverkapitalisme gav os i det mindste en fjende, vi som venstrefløj kunne kæmpe imod.

Krigen i Ukraine har dog lagt denne idé i graven. Hvad vi står over for i vores umiddelbare fremtid er ikke et globalt kapitalistisk monster men en decentral røverkapitalistisk hydra med henholdsvis ’vestlige’, ’russiske’ og ’kinesiske’ hoveder – og med en moderne vestlig venstrefløj, der mangler så meget som en halvdårlig idé til et politisk projekt, der kunne erstatte oligarkiernes globale dominans, og besejre sagnuhyret.

Venstrefløjen har givet op

Socialdemokraterne overgav sig uden store sværdslag til den kapitalistiske logik en gang i begyndelsen af det 20. århundrede. Siden har mere eller mindre revolutionære udstikkere som Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne og Enhedslisten efter Den kolde Krigs afslutning, gjort dem kunsten efter.

“Kampen for socialismen har både i Danmark og internationalt har været som Sisyfos’ berygtede kamp mod stenen… og hvem kan egentlig klandre Sisyfos for at vælge den vej, der har færrest forhindringer?”

Efter et par år med protester og programmer, der viser samfundet i en anden retning må alt for radikale krav om fred, økonomisk omfordeling og en strukturel forandring af betingelserne for demokratisk deltagelse i samfundet, før eller siden opgives til fordel for mere spiselige og ’realpolitiske’ programpunkter på partiets menukort.

Venstrefløjen har været svag. Kampen for socialismen har både i Danmark og internationalt har været som Sisyfos’ berygtede kamp mod stenen, der hver dag skulle rulles op af bjerget for i sidste sekund at tabes, trille ned af bjerget igen og dagen efter påbegynde sin rejse mod bjergets top på ny. Hvem kan egentlig klandre Sisyfos for at vælge den vej, der har færrest forhindringer? Dislokationen af den geopolitiske orden er et nybrud, og den moderne venstrefløj ligger nu knust under sin egen sten, gispende efter vejret.

Der er ikke længere nogen, der tror på at, fred er en realistisk mulighed, eller at demokrati kan være noget folket deltager i på daglig basis. Der er ingen der længere tror på, at kapitalismen, oligarkierne og nationalismen kan besejres. I venstrefløjens sidste åndedræt høres en svag hvisken, som var den en desperat bøn om nåde:

                      Vi vil ikke melde os ud af NATO – lige nu.

                      Vi vil ikke kæmpe for at melde os ud af EU – lige nu.

                      Må vi så få en ministerpost – på et tidspunkt?


Om skribenten

Henrik Skaaning

Henrik Skaaning

Socialarbejder i Lyngby-Taarbæk kommune. Læs mere