Simon Emil Ammitzbøll-Bille er gået ud af Liberal Alliance. Kan et nyt borgerligt parti være på vej? Foto: Facebook
6 min. læsetid

Højrefløjen risikerer at ende i samme situation som partierne på den yderste venstrefløj i 1970’erne og 80’erne, der var splittede i mange små fraktioner med stemmespild som resultat.


Af Kim Kristensen

Gongongen har dårlig nok lydt for sidste omgang af valgkampen og vinderne, statsministeren og de nu tidligere oppositionspartier har knap hævet hænderne, før det næste folketingsvalg allerede kan være afgjort på teknisk knockout.

Det skyldes, at det nu tidligere folketingsmedlem af Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, samt den tidligere politiske ordfører Christina Egelund, angiveligt overvejer at danne et nyt parti. I hvert fald hvis man skal tro udseendet og teksten på en hjemmeside, der kortvarigt var online, og hvor partiets navn var Partiet Fri. Politikens ATS har været behjælpelige med andre navne, som Simon Emil Ammitz-Brille kan overveje til det nye parti: Liberal Kværulance, Simons Samlingsparti, Millionærklubben.

Ganske vist har ingen af de to bekræftet overvejelsen. Men de to tidligere LA’ere har omvendt ikke lagt skjul på at savne et parti, der – med Simon Emil Ammitzbøll-Billes ord – går »i en mere værdi-liberal retning, der handler om, at vi skal have mere åbenhed over for verden, vi vægter retssikkerhed højere, og at vi bliver en modsætning i udlændingepolitikken til dét, man kan kalde Støjberg-linjen«.

Eller med andre ord det, som Liberal Alliance under den nye formand, Alex Vanopslagh, åbenbart ikke vil.  Alex Vanopslagh og hans støtter har til gengæld ladet forstå, at det mest handler om, Simon Emil Ammitzbøll-Bille ville være kalif i stedet for kaliffen.

Anstændige borgerlige

Det er ikke nødvendigvis en ulempe for blå blok, hvis Simon Emil Ammitzbøll-Billes parti dermed kan hente stemmer fra et andet (og det første) af sine nu efterhånden tre tidligere partier: Det Radikale Venstre.

Den såkaldt ‘anstændige borgerlige vælger’ har været en ombejlet svingvælger i dansk politik, på linje med »blå Bjarne«, siden Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg dannede Ny Alliance med netop ham i tankerne. Under det seneste folketingsvalg var det denne forestillede vælger, som Lars Løkke Rasmussen netop formåede at fange, ved at lægge afstand til Nye Borgerlige og Stram Kurs, og ved at tale om et samarbejde hen over midten i dansk politik med Socialdemokraterne.

Om efterfølgeren på formandsposten, Jakob Ellemann-Jensen kan fastholde at spænde over denne linje – og Støjberg-linjen – bliver i givet fald afgørende for det nye partis fremtid. Derudover ligger der selvfølgelig er en stor opgave at indsamle vælgererklæringer, hvilket Simon Emil Ammitzbøll-Bille selv erfarede, da han efter bruddet med De Radikale kortvarigt forsøgte sig med partiet ‘Borgerligt Centrum’. Anders Samuelsen har i sin erindringer, ‘Comeback kid’ beskrevet, at han af samme årsag netop ringede til Simon Emil Ammitzbøll-Bille, og gav ham tilbuddet om at komme med i Liberal Alliance. Trods alt ville de skulle slås om de samme stemmer, hvis altså Borgerligt Centrum overhovedet blev opstillingsberettiget. Ifølge Anders Samuelsen fortalte Simon Emil Ammitzbøll-Bille ham efterfølgende, at han havde oplevet opkaldet som “et lille mirakel”.

Selv om Folketinget nu har lukket det hul i loven, der ved det seneste folketingsvalg gav Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen mulighed for at samle stillere i ekspresfart, er der dog ikke tvivl om, at de digitale vælgererklæringer i dag har gjort det lettere at blive opstillingsberettiget. Og som en anden tidligere radikal løsgænger, Uffe Elbæk, har bevist, kan en plads i Folketinget være en god politisk platform at tage springet fra.

‘Partiet Fri’ var for en kort stund oppe, og havde billeder af Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund lagt ind i baggrunden. Det har fået gang i spekulationerne om, hvorvidt de to tidligere LA-politikere har planer om at stifte et nyt parti.

Trængsel til højre

Men uanset om der er plads til et nyt borgerligt parti eller ej, er det svært at forestille sig, at der er plads til dem alle. Simon Emil Ammitzbøll-Bille & Co. risikerer at ende i samme situation som partierne på den yderste venstrefløj i 1970’erne og 80’erne, der var splittede i mange små fraktioner med stemmespild som resultat. Ved folketingsvalget i 1987 stemte 130.000 vælgere – næsten fire procent af de afgivne stemmer – forgæves mod Poul Schlüters regering, som ellers ville have fået et folkeligt flertal imod sig. De 130.000 stemmer fordelte sig på seks forskellige partier på venstrefløjen, hvoraf ingen nåede over de to procent.

Ved det seneste folketingsvalg var Liberal Alliance med 2,3 procent og Nye Borgerlige med 2,4 i forvejen tæt på ikke at klare spærregrænsen på to procent, og det samme gjorde sig gældende for Stram Kurs med 1,8 procent, Kristendemokraterne med 0,9 procent, og partiet Klaus Riskær Pedersen med 0,9 procent af stemmerne. Mere end 150.000 – eller over fire procent – stemte altså på et parti, som ikke kom i Folketinget. Blå blok fik 47,7 procent af stemmerne i Danmark, men fik kun 45,1 procent af mandaterne. Uden stemmespildet ville blokken tilsammen have fået 83 mandater, i stedet for de nuværende 79.

Efterfølgende har ‘partiet’ Klaus Riskær Pedersen meddelt, at det ikke kommer til at stille op igen. Men de andre gør det givetvis.

»De forenede dødsboer«

Stemmespildet på venstrefløjen ophørte først, da overlevelsesinstinktet efterhånden fik overtaget, og det som i første omgang var et valgteknisk samarbejde, blev etableret ved dannelsen af Enhedslisten i 1989.

Efterfølgende har det da også været en almindelig opfattelse i Enhedslistens folketingsgruppe og store dele af hovedbestyrelsen, at risikoen for en udvandring til venstre – trods diskussionerne om den såkaldte ‘modernisering’ af partiet – ikke er eksisterende. Godt nok har trotskisterne i Internationale Socialister (IS) valgt at gå ud af samarbejdet, og kommunisterne er – bortset fra DKP – aldrig gået med, men det er også det. Hvis folk vil arbejde for politiske forandringer, og ikke kun tale om dem, har de ikke nogen andre steder at gå hen; sådan har analysen lydt hidtil. Denne formodning forstærkes af, at det parlamentariske arbejde – eller parlamentsfikseringen, som det hånligt er blevet kaldt – netop heller ikke spiller nogen afgørende rolle for partierne og grupperne til venstre for Enhedslisten.

Alligevel skulle der gå næsten et årti, før den yderste venstrefløj genopstod i form af Liste Ø ved folketingsvalget i 1994 – eller hvad Jacob Haugaard døbte »De forenede dødsboer«. Det kommende folketingsvalg kan blive starten på en lignende ørkenvandring for den yderste højrefløj.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.