Elsebeth Frederiksen: Verden er ikke kun brun og hvid. Måske noget midt imellem?

Den første gang, jeg følte mig utryg i et tog, var i Vestjylland. Det var unge elever på fiskeriskolen, som råbte: “Se en pige, hvem vil have hende først?!”

Af Elsebeth Frederiksen, Almen Modstand

De første gange jeg blev overfaldet og slået af klassekammerater i døren til skolen, var de ikke indvandrerbørn. De var hvide børn fra middelklassehjem i Vestjylland.

Da jeg første gang blev mobbet af en skolekammerat, og jeg måtte cykle en anden vej hjem fra skole for at undgå at møde hende, var det ikke et indvandrerbarn. Det var en hvid pige fra Vestjylland.

Da jeg blev kaldt ”brilleabe”, ”Elskeflæsk” og ”Elsefant” var det ikke indvandrerdrenge, der kaldte mig det. Det var hvide børn i Vestjylland.

Almen Modstand

• Bevægelse startet som reaktion på regeringens lovpakke om de såkaldte ghettoer. Mange aktive er selv bosat i de almene boligbyggerier, som er under angreb i pakken.

• Beskriver sig selv som partipolitisk uafhængig og udenomsparlamentarisk. Aktionerer i hele landet og opfordrer alle, der kan tilslutte sig bevægelsens 7 grundregler, om at bakke op om initiativet.

• Læs mere på Almen Modstands hjemmeside

+

Da jeg mistede besindelsen over mobningen og slog en klassekammerat til jorden, var det en hvid dreng, der havde mobbet mig så meget, at jeg måtte sige stop.

Da jeg blev raget på røven af en borger, da jeg var hjemmehjælper, var det ikke en indvandrer, men en ældre, hvid mand bosat i Århus.

Kulturchok fra Vestjylland til Gellerup

Ja, det ved I nok godt. Indvandrerdrenge gør – ifølge Mette Frederiksen – det utrygt at tage offentlig transport. Jeg er vokset op i Vestjylland. Her ser alle ens ud, men der er også utilpassede unge, som laver ballade i busserne, som gør unge kvinder utrygge og opfører sig grænseoverskridende over for dem. Man kan godt sige, at jeg boede ret isoleret.

Jeg kendte ingen mørke mennesker. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi der ikke var ret mange.

Da jeg flyttede til Gellerup, var det et kæmpe kulturchok. På mange måder. Der fandt jeg også ud af, at det ikke kun er hvide børn, der laver ballade. Det gør alle farver. Det var noget af en øjenåbner. Jeg er også blevet råbt efter i Gellerup. Men det har ikke traumatiseret mig – som det gjorde, da jeg voksede op i Vestjylland. Det hænger stadig i mig.

Selvfølgelig er der ikke nogen, som skal genere togpassagerer. Men fulde, hvide mænd kan være utroligt grænseoverskridende i busser og tog. De behøver skam ikke engang at være fulde, de kan også ”bare” mene, at kvinder er noget, man kan rage på, musik er noget, man skal dele med hele bussen, og smøger er noget, alle vil indånde.

Det er ikke hudfarven, der gør dig til en idiot

Det er din opdragelse og din moral. Misogyni og antifeminisme findes hos mennesker af alle farver.  Det er ikke kun forældrenes skyld, men det er også en spejling af det samfund, vi er vokset op i. Så længe ingen siger fra, bliver det ved med at være sådan. Både for hvide mænd, der tager mig på røven, eller brune mænd der råber efter mig i Gellerup.

Jeg er ikke naiv. Hold da op, jeg har oplevet meget i Gellerup, som jeg godt kunne undvære. Men det har jeg også andre steder. Tingene bliver ikke løst ved, at vi giver andre skylden. At politikerne peger fingre ad en bestemt befolkningsgruppe. De bliver løst ved at erkende, at vi har et problem. At vi alle sammen skal blive bedre til at italesætte problemerne – og at vi hver især indrømmer, at vi ikke er perfekte, og at vi alle sammen laver fejl.

Vi skal se livet i flere nuancer. Alt er ikke sort og hvidt. Eller hvidt og brunt. Det er nok et sted midt imellem.

Lad os mødes dér.