Vestbredden til daglig

Jakob Jakobsen blev i 2008 inviteret af Art School Palestine til et ophold i Ramallah. Under sit ophold førte han en blog, ”hvor jeg løbende ville fortælle om mine oplevelser og overvejelser i de besatte områder.” Teksten udkom på engelsk i 2010 under titlen The Ramallah Lecture. Nu er den – 14 år efter – kommet på dansk. Og det skal vi være rigtig glade for.

Jakob Jakobsen er en dygtig iagttager, som dag for dag fortæller om sin liv i Ramallah og på udflugter til Jerusalem og resten af Vestbredden. Han møder mange forskellige mennesker, som han taler med om alt det, som han ikke forstår eller forstår anderledes end dem, han møder. ”Jeg bærer også det vestlige koloniserende blik i min bagage, selvom jeg forsøger at uddrive det”, skriver han. Og den læreproces deltager vi i som læsere. Bogen handler således ikke som meget af Palæstinalitteraturen om ’de store tildragelser’, men derimod om dagligdagen for en positivt indstillet dansker, som ser en masse og taler med palæstinensere.

Vi møder hele tiden besættelsesmagten i form af israelske soldater og israelske bestemmelser om det daglige liv på Vestbredden. Den koloniserede Vestbred fremtræder med en utrolig fylde og en voldsom påtrængenhed. Men det er ikke nogen fortælling kun om undertrykkelse, for de folk han møder, lever også deres daglige liv her. Det er fx kunstnere, han møder i miljøet omkring Art School. Deres daglige liv er, selvom grænserne for det er meget tydelige, et produktivt liv med glæde og kunst.

Ramallah viser sig at være en by under voldsomme ændringer. Efter koloniseringen af Østjerusalem, en kolonisering, som indlemmede Østjerusalem i Israel, havde Palæstina ikke længere nogen hovedstad. Ramallah blev i høj grad den nye hovedstad på Vestbredden. Et kapitel i bogen er en samtale med Yazid, en lektor på afdelingen for arkitektur på Birzeit Universitet. Han fortæller om ’ramalliseringen’, som er den proces, der har ramt den unge by med kun 60.000 indbyggere. Koloniseringen har vendt op og ned på byen, som nu rummer administration, bankvæsen, intellektuelle – byen som de andre byer på Vestbredden ønsker at ligne. Men han siger også: ”Jeg tror, det er vores allesammens frygt, at Ramallah bliver til Dubai.” og: ”Det er sådan kolonialisme formes i denne æra. Kolonialisme betyder ikke, at man behøver at være fysisk indenfor, man kan godt styre processerne, mens man befinder sig udenfor. Dem, der koloniserer os, behøver ikke være til stede for at forvandle os til forbrugere og stedet til et stort forbrugscenter. De kontrollerer bare, hvilke og hvor mange produkter, vi kan forbruge, og det er nok.” Med ører og øjne åbne giver Jakob Jakobsen os et helt andet billede af Vestbredden.

Den israelske kontrol med Vestbredden møder man på forskellige niveauer. Men der er også måder at undgå den på. Da han skal forlade Vestbredden, er det med taxa fra Ramallah til lufthavnen. Da de nærmer sig, spørger taxachaufføren hvilken historie, han har tænkt sig at fortælle om sin rejse. Han siger, han har tænkt sig at fortælle, at han har set på kultur i Jerusalem. Chaufføren sagde, at ”det selvfølgelig ikke var behageligt at lyve, men jeg blev nødt til at fortælle, at jeg udelukkende havde været i Jerusalem”. Nævn ikke Ramallah! ”Ellers ville det tage en time bare at komme ind i lufthavnen.” Det gjorde han så, og da de kom ud af checkpointet, sagde chaufføren, om han måtte se Jakobsens pas. Her så de så et lille klistermærke på bagsiden, som var en besked til sikkerhedsfolkene i lufthavnen, som betød ”Check more”. Chaufføren sagde: ”Quick, take it off – it will dry”. Og det kom af uden problemer.

Ramallah! Ramallah! Bør finde vej til mange læsere.