Ruslands præsident, Vladimir Putin overrækker en medalje til en kinesisk soldat under militærøvelsen 'Vostok 2018 military manoeuvres'. Vestlige sikkerhedseksperter frygter, at de to landes militær rykker tættere på en decideret alliance. Foto: Kremlin.ru
4 min. læsetid

Selv om Rusland og Kina bevidst undgår at tale om en »alliance«, frygter vestlige ledere og sikkerhedspolitiske eksperter, at de to landes stadig tættere militærsamarbejde skal udvikle sig til netop en alliance.


Af Søren Riishøj

Det tætte sikkerhedspolitiske samarbejde mellem Kina og Rusland bekymrer i stigende grad vestlige lande. Det konstaterer Gustav Gressel i en ny analyse for den liberale tænketank ECFR.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron har endda sagt lige ud, at det voksende kinesisk-russiske samarbejde bekymrer ham, og at det er en af flere årsager til tilnærmelsen mellem Frankrig og Rusland. Hvilket også er synspunkter, som bliver fremsat af mange inden for det amerikanske »mainstream« ekspertmiljø.

Under konferencen »Valdai Forum« i Sortehavsbyen Sochi annoncerede den russiske præsident, Vladimir Putin for nylig, at Rusland vil hjælpe kineserne med at opbygge et nyt missilforsvarssystem, der er designet til at afsløre og klassificere missiler, altså forudsige deres flyruter. Modsat egentlige forsvarssystemer er systemet dog ikke i stand til at nedskyde fremmede missiler.

Ikke alle detaljer i den nye aftale er kendt. Men givet er det, at aftalens strategiske betydning er ganske stor. Ikke alene vil Kinas evne til at spore nukleare, ballistiske missiler blive forøget. Det vil også øge evnen til at opspore satellitter. Og »early warning« systemer bliver ad den vej integreret i både missilforsvarssystemer og anti-satellit systemer.

Samarbejdet mellem Kina og Rusland omkring denne »early warning« vil uden tvivl styrke det militær-industrielle samarbejde imellem de to lande. Rusland og Kina supplerer også hinanden på for eksempel det elektromagnetiske område, hvilket vil sige radio, »jammers« og »radio-detection« systemer, og kineserne har yderligere meget at tilbyde, når det gælder elektro-optik.

Fælles militærøvelser

Samarbejdet mellem Rusland og Kina er også mærkbart udvidet, når det gælder militærøvelser. I 2019 var der således kinesisk deltagelse i ‘Centre 2019’-øvelserne, hvor 3.200 kinesiske soldater deltog. Øvelserne blev afholdt i den centrale og sydlige del af Rusland, og er udadtil gengivet som anti-terror øvelser. Som ‘Vostok 2018’ og ‘Zapad 2017’ var Centre 2019 øvelserne også møntet på at fin-tune storstilede, offensive operationer – og i den forbindelse inddrage erfaringer fra konflikterne i Syrien og Ukraine.

Luftbårne og luft-mobile enheder, og hurtige såkaldte chok-agtige troppeindsatser indgik med stor vægt i øvelserne, hvis omdrejningspunkt var at handle militært før fjenden er i stand til at reagere. For Kina vil sådanne chok-agtige militæraktioner kunne spille en rolle, hvis det skulle komme til krig om Taiwan. Sker det, er det vigtigt for Kina at reagere hurtigt militært, før USA træder til.

Kina er også foran Rusland, når det gælder brug af droner og kunstig intelligens som støtte for de væbnede styrker. I 2017 tog kinesiske skibe del i fælles øvelser med Rusland i Østersø-regionen, og i 2019 blev der gennemført fælles patruljeringer i Stillehavsregionen med langtrækkende bombefly ombord. Der tales nu også om trilaterale manøvrer i det Indiske Ocean mellem Rusland, Kina og Iran. De planer studeres utvivlsomt nøje i Washington og New Delhi.

Indiske soldater fra specialenheden ‘Para’ på øvelse. Også for Indien har det øgede militære samarbejde mellem Kina og Rusland konsekvenser, og den tættere alliance mellem landets to stormagts-naboer følges nøje. Indien brød i 2018 for første gang ind i top 5 over lande i verden, der bruger flest penge på militær. Foto: Panky2sharma / Wiki Commons

Samarbejde, ikke »alliance«

En del af samarbejdet er møntet på at styrke de to landes indre sikkerhed, ved at afskrække udlandet fra at støtte oppositionelle kræfter. Stadig flere Rusland-kendere i Vesten ser gerne det militærstrategiske samarbejde mellem Rusland og Kina svækket.

Der er indflydelsesrige eksperter i USA, der anbefaler en »neo-containment«, eller inddæmning, over for det økonomisk og militært opstigende Kina. Under den “gamle” kolde krig var Sovjetunionen hovedfjenden. Kina skulle derfor gerne kobles fra Sovjetunionen, hvilket som bekendt lykkedes USA først i 1970’erne.

Men Kina er i dag, som beskrevet af Odd Arne Westad i tidsskriftet »Foreign Affaires«, langt stærkere og mere økonomisk sofistikeret end Sovjetunionen var i sin tid, og klart mere fleksibel diplomatisk og ideologisk. George Kennans ‘containment’-politik bidrog til at undergrave og opløse Sovjetunionen inde fra. Men »neo-containment« politik over for Kina er langt sværere, da landet er stærkt politisk – og især økonomisk.

Som Vassily Kashin fra tænketanken »Carnegie Endowment« konkluderer, undgår både Kina og Rusland bevidst at bruge betegnelsen »alliance« – kineserne taler i stedet om »altomfattende partnerskab og strategisk interaktion«. At kineserne får opbygget »detection«-systemer, et bedre strategisk missilforsvar, får flere interkontinentale raketter og samarbejder med Rusland om udvikling af hypersoniske våben, kunstig intelligens og automatiserede systemer, udgør ikke noget større problem for Rusland. Det gør livet surt for USA, hvilket – set fra Moskva – er endnu en fordel. En opdateret version af den gamle russisk-kinesiske aftale tilbage fra 1993 ventes underskrevet inden ret længe.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).