Vi er nødt til at skelne mellem terror og retfærdig frihedskamp – og Enhedslisten har gjort det rigtige

I dønningerne fra Enhedslistens ekstraordinære årsmøde – hvor partiet besluttede at fordømme Hamas’ angreb 7. oktober 2023 som et terrorangreb – er der opblomstret en række diskussioner om, hvad terror er.

Er det et juridisk begreb, så kun en retsinstans kan afgøre, om noget er terror eller ej? Og hvis det er, har Enhedslisten så dermed lagt sin politik i hænderne på lovgivere i fremmede lande, der ofte bruger terror-stemplet som et politisk redskab til at marginalisere legitime frihedskæmpere?

Blandt andet har medlem af Rødt Venstres ledelse, Esben Søvang Maaløe i Kristeligt Dagblad udtalt, at “terror er et juridisk begreb, og FN vil ikke bruge det” og udtaler, at “kun Israels støtter synes, det var terrorisme”. Det er dog langt fra rigtigt.

FN’s definition af terror

Grunden til at terror ikke er en af de forbrydelser, man kan retsforfølges for i FN domstolene er, at FN netop ikke bruger en juridisk definition af terror, men en bredere definition der er tættere på den almindelige forståelse, som var udbredt, før terrorlovgivningen begyndte at blive indført rundt omkring i verden efter 9/11.

Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) giver følgende beskrivelse af, hvad terror er: “Terror involverer som minimum brug af intimidering eller tvang af befolkninger eller regeringer gennem trusler om vold eller udøvelse af vold, forårsagelse af død, alvorlig skade eller gidseltagning”.

Det har været forsøgt at indskrive bestemmelser om terror i konventionerne, men det er ikke lykkedes, fordi stater har vidt forskellige idéer om, hvilke definitioner der tjener deres interesser. Derfor arbejder FN ud fra en generel definition, som er bredere end de snævre nationale definitioner, der oftest er politisk motiverede og designet til at ramme nogle former for terror og ikke andre.

Netop for at undgå at begrebet bliver kapret af politiske dagsordener i de forskellige medlemslande. Men det betyder ikke, at de ikke anerkender, at terror findes og tager afstand fra det.

Enhedslisten bør selvfølgelig gøre som FN: Enhedslisten kan ikke lægge ansvaret for sin politiske etik over på retsinstanser rundt omkring i verden. Om noget er terror, er ikke et juridisk spørgsmål, men et spørgsmål om der bruges vold mod uskyldige civile for at skabe frygt i en strategi for at opnå et politisk mål.

Terror eller krigsforbrydelser – eller begge dele

Hvis man bruger en sådan grundlæggende og meningsfuld definition af terror, så er både Hamas’ angreb på Israel og Israels efterfølgende bombninger af Gaza og Libanon og deres systematiserede vold på Vestbredden alle sammen eksempler på terror, som fornuftige politiske partier ikke kan støtte.

Der er en åben diskussion om, hvorvidt terror som begreb kan benyttes i en krigssituation eller kun i kontekster, hvor der er “fred”. Et synspunkt er, at også i krigssituationer kan en krigsførende part bruge terror, hvis de med vilje målretter angreb mod civile for at skabe frygt, flygtninge og kaos.

I den forstand er terror en krigsforbrydelse – der for eksempel er blevet brugt til at beskrive snigskytte-drab på civile i Sarajevo. Under denne definition vil Israel utvivlsomt være skyldig i krigsforbrydelsen “terror”. Men det vil Hamas også.

Et andet synspunkt er, at der ikke kan være terror i en krigssituation, kun krigsforbrydelser. Under den forståelse vil både Hamas og Israel også være skyldige i krigsforbrydelser. Så det bliver altså kun et semantisk spørgsmål, om man skal kalde det det ene eller det andet – uanset hvad kan ingen af forbrydelserne retfærdiggøres eller forsvares.

Jeg synes selv, det er rigtigt at bruge den første definition og sige, at terror er al politisk vold mod civile, uanset om det sker i krigstid eller “fredstid”, og uanset om det falder under en bestemt juridisk definition, der kan retsforfølges. Vi er nemlig nødt til at have mulighed for at støtte retfærdige frihedskampe – uanset om de klassificeres som “terrorisme” af deres modstandere.

Men forskellen på en retfærdig og en uretfærdig kamp er, at man kæmper specifikt imod undertrykkere; ikke mod folk der tilfældigvis ligner undertrykkerne, eller har samme pas eller religion som dem. Terror er derfor aldrig en retfærdig frihedskamp.

Det vigtige er altså ikke om en organisation er anklaget for terror af en eller anden stat, eller står opført på en eller anden liste over terrororganisationer – men om der er rimelig grund til at tro, at organisationen bruger vold mod tilfældige civile som en del af deres væbnede kamp. Hvis den gør det, skal vi ikke samarbejde med den.

Hamas er ikke som ANC

Det er almindeligt forekommende, at det, der starter som en retfærdig frihedskamp, over tid forbitres og bliver til terror – nogle gange gensidig terror. Det er derfor vigtigt, at vi har en løbende diskussion om verdens konflikter og deres aktører for at vurdere, hvilke der fortsat udgør frihedskamp, og hvilke kampe der ikke længere kan støttes. 

Det er præcis samme skelnen som Pelle Dragsted og Christine Lundgaard talte for i deres indlæg i Information i 2008: Det kan godt være at en retsinstans kaldte FARC for terrorister, fordi der var utilsigtede civile ofre i en af deres aktioner, men det betyder ikke, at vi politisk er bundet til at se dem på samme måde.

Det samme gælder andre organisationer: Nogle har betegnet ANC som terrorister, og der var civile ofre i mange af ANC’s aktioner. Men ANC rettede aldrig deres aktioner mod uskyldige civile – de målrettede dem mod infrastruktur og specifikke aktører i Apartheid-regimet.

Som perspektiv kan man nævne, at i hele ANC’s mangeårige frihedskamp var der ifølge Sandheds- og Forsoningskommissionen kun omkring 100 civile ofre. Det kan man sammenligne med de cirka 1200 ofre for Hamas’ angreb 7. oktober.

Hvad så med kurdiske YPG, der af Erdogans Tyrkiet anses som terrorister, og er anklaget for krigsforbrydelser af Amnesty? Og hvad med DFLP der måske deltog aktivt i – og i hvert fald nægter at tage afstand fra – angrebet 7. oktober?

Enhedslistens ekstraordinære årsmøde gjorde det rigtige

Det er konkrete diskussioner, som må tages én for én. Men hvis ikke Enhedslisten som parti vil ende med indirekte at have uskyldiges blod på hænderne, er man nødt til at være ekstremt forsigtig med, hvilke frihedskampe man støtter og hvordan.

Enhedslistens ekstraordinære årsmøde tog denne vigtige diskussion, og er, synes jeg, kommet frem til den helt rigtige konklusion. Målet helliger aldrig midlet.