Hvideruslands præsident Alexander Lukashenko smager på gulerødder med skuespilleren Steven Seagal. Foto: Andrei Stasevich / TASS
4 min. læsetid

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko har haft magten i 25 år, men nu er tiden ved at rinde ud. De kommende valg vil give et fingerpeg om, hvilket land han har tænkt sig at efterlade.


Af Søren Rishøj

Flere lande i øst står lige nu over for vigtige valg: Mens nogle måske har hørt, at Polen har parlamentsvalg i oktober, og Rumænien præsidentvalg i november, så hører vi mindre om de kommende valg i Hviderusland.

Men parlamentsvalget i oktober og præsidentvalget i midten af 2020 er værd at mærke sig – selv om valgene i Hviderusland er manipulerede og forudsigelige. Valg i mere eller mindre autoritære regimer kan nemlig alligevel fortælle meget.

Denne gang er valgene i Hviderusland mærket af tiltagende politisk spænding mellem Hviderusland og Rusland, optrapningen af spændingen i Østersøregionen – og som i Rusland er vi ved at se afslutningen på en lang epoke.

Præsident Aleksandr Lukasjenko har haft magten i 25 år, og tiden er ved at rinde ud. Efter præsidentvalget i 2020 beholder han dog stensikkert magten nogle år endnu. Oppositionen har ingen chance for at vinde parlamentsvalget i oktober, men nogle få oppositionspolitikere vil sikkert igen få lov til at blive valgt til parlamentet – om ikke andet så for at please Vesten. Givet er det, at udenlandske observatører heller ikke denne gang får mulighed for at kontrollere valghandlingen, herunder stemmeoptællingen. 70-80 procent af vælgerne vil efter alt at dømme stemme på kandidater udpeget af præsident-administrationen.

Nogle få oppositionspolitikere vil sikkert igen få lov til at blive valgt til parlamentet – om ikke andet så for at please Vesten. 70-80 procent af vælgerne vil efter alt at dømme stemme på kandidater udpeget af præsident-administrationen.

Oppositionen stiller op ved valget, ikke for at vinde, men for at gøre opmærksom på sig selv, konkluderer journalisten og politisk kommentator Artyom Shraibman således i en analyse for tænketanken Carnegie Endowment. I dag har oppositionen 2 ud af 110 pladser i underhuset, men måske vil tallet stige denne gang.

Siden 2015 er dialogen mellem EU og Hviderusland taget til, blandt andet er der udsigt til en simplificering af det såkaldte visum-regime. Det har sat en stopper for den frie bevægelse af personer mellem Hviderusland og dets vestlige naboer. Men en mere omfattende aftale er ikke i sigte. EU ønsker ikke at isolere og sanktionere Hviderusland – og ad den vej bevæge landet endnu tættere mod Rusland.

Der har været talt om et russisk pres for at skabe en egentlig union mellem Rusland og Hviderusland med overnationale institutioner og fælles valuta, men så langt kommer det efter alt at dømme ikke til at gå. I dag tales der mere beskedent om etablering af et fælles marked og harmonisering.

Rusland og præsident Vladimir Putin (th.) ser ved det kommende valg gerne, at Lukashenko bliver genvalgt – men også, at hans magt i Hviderusland bliver stækket. Foto: Kremlin.ru

Exit Lukasjenko

Rusland ser gerne genvalg af Aleksandr Lukasjenko, men i en svækket udgave. Derfor ser vi også denne gang i russiske medier det, der kan ligne en smædekampagne mod ham. Aleksandr Lukasjenko forbereder selv tydeligt sin egen afgang, formentlig ved det efterfølgende præsidentvalg i 2025 – blandt andet ved at foreslå grundlovsændringer, der skal svække en kommende præsidents magt og til gengæld styrke parlamentet og regeringen. Valgsystemet vil blive ændret, bort fra valg i enkeltmandskredse.

Der har været talt om et russisk pres for at skabe en egentlig union mellem Rusland og Hviderusland med overnationale institutioner og fælles valuta. Men det bliver nok højst til – et fælles marked og harmonisering

Præsidentens foretrukne model er det regulerede og ordnede magtskifte, som vi har oplevet i Kazakhstan i 2018. Aleksandr Lukaskenko vil også med stor interesse se til, hvad der sker i Rusland i årene frem til 2024, hvor Vladimir Putins præsidentperiode formentlig udløber. Aleksandr Lukasjenko er ikke meget for at oprette en pro-regime Hviderussisk Bevægelse i stil med Forenet Rusland. Erfaringerne fra Rusland er heller ikke på det område for gode. Han vælger i stedet at acceptere en regimeloyal in system opposition mest koncentreret omkring kommunisterne og de liberale demokrater.

I alt 15 forskellige politiske partier stiller op ved valget her i oktober, men halvdelen af dem eksisterer kun på papiret.


Søren Rishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).