I Charlotteager har fælleskab, ikke bandeparagraffer, løftet bebyggelsen ud af ghettolisten

Lidt væk fra en flittigt benyttet legeplads går 21-årige Hicham Moutiq igennem det kvarter, han er vokset op i, og hvor han i dag arbejder med unge. Flere af beboerne hilser og vinker til ham. En ældre, langhåret og skægget mand med lysegråt hår ringer først på cykelklokken og stopper så op for at få en sludder med Hicham.

Det kan ud fra dette billede være svært at forestille sig, at Charlotteager i Høje Taastrup kommune i 2010 var det boligområde i Danmark, hvor der boede tredjeflest dømte kriminelle. 

Tillid er nøgleordet

“Nu har vi været her i 13 år efterhånden, og jeg synes godt,  man kan mærke, at der er sket noget. Især på de unge, som føler et større ejerskab med kvarteret,” siger Anders Hagedorn, der igennem projektet ’Supertanker’ blev en del af  helhedsplanen. Helhedsplanen er et boligsocialt projekt, der i et samarbejde mellem kommune og boligforening, skal løfte et område på kriterier som tryghed – og hjælpe med at sænke kriminaliteten.

Anders Hagedorn fortæller med et glimt i øjet, at den største risiko for radikalisering opstod, da de startede med projektet. Mest af alt kom den fra de folk i diverse bestyrelser, der skulle samarbejde med de unge. Han synes ofte, at de unge blive mødt med fordomme og stor mistillid samt folk med lidt rigide måder at tænke på. For Martin Rosenkreutz Madsen, der er leder af helhedsplanen og har været med, siden de startede arbejdet for 13 år siden, var denne mistillid noget, man skulle have og tage et opgør med. Det har været en del af strategien fra start af, at de unge skulle ku’ have tiltro til de voksne, der var tilstede – og at de ikke skulle mødes af paragrafryttere. 

Mennesker – ikke system

“Vi er ligesom blevet brobyggere mellem de unge og systemerne,” siger Martin Rosenkreutz . Anders tilføjer, at kommunen eller boligforeningen tit kræver, at man for eksempel er en forening for at ku’ låne lokaler eller deltage i andre aktiviteter. I stedet for at det bliver en hæmsko for de unge, hjælper de fra helhedsplanen med det praktiske og tager gerne ansvaret, hvis noget skulle gå galt. Martin Rosenkreutz mener, at noget af det vigtigste er at opbygge tillid – og derfor hjælper det, at de er flere, der har været en del af projektet gennem længere tid. Han ser dog med bekymring på den måde, unge fra for eksempel Charlotteager bliver omtalt af politikerne, det kan underbygge uheldige fordomme. 

At give plads

“En af de ting, vi gør, er, at vi trækker os lidt. Når vi finder nogle af de lokale, der kan fungere som en slags leder, sætter vi dem i fokus – og så trækker vi os mere og mere,” siger Anders Hagedorn. Derfor peger de fra helhedsplanen på, at det hele vejen igennem har været et fælles projekt at samle Charlotteager, og at det har krævet en indsats fra beboere, skoler – såvel som foreninger, lokale virksomheder og politikere. Ud fra den tangegang har de lavet flere aktiviteter, der har været målrettet borgerne på kryds og tværs af aldersgrupper, og de tror på og kan mærke – at den slags naboskab formindsker kriminaliteten i området.

En af de lokale, der har taget et sådan ansvar og fremhæves som eksempel er Hicham Moutiq. Hicham Moutiq er i dag 21 år og har startet flere projekter op i området. Han har kunnet være et samlingspunkt for de ungeblandt andet fordi,  han var et lokalt fodbold-talent.
“Se svævebanen derovre,” siger Hicham og peger. “Ungerne var selv med til at bygge den. Det betyder også, at hvis der bliver lavet hærværk på den, så bliver de, der byggede den, altså sure,“ tilføjer han. 

Unge tager ansvar

“Det, at man som ung kan præge sit område, er ikke bare en skriveøvelse i skolen. Det er noget, der bliver virkeliggjort – og det adskiller os fra en del andre helhedsplaner”, siger Martin Rosenkreutz, der har været med til at facilitere /sikre, at byens unge selv har været med til designe og skabe området.  

Ideen med at uddele ansvaret til de unge er også at finde i lommepenge-projektet. Her får udvalgte unge lommepenge for at holde kvarteret rent og pænt. Hvis de unge møder op og gør deres arbejde, står en af de lokale dagligvareforretninger klar til at ansætte dem, og det ansvar betyder , at de opdrager på kammeraterne, hvis de sviner eller laver hærværk. “Jeg synes, det var interessant, hvordan lommepenge-projektet startede. Der blev lavet en undersøgelse, som viste at 40 % af de ældre var utrygge i området” forklarer Anders Hagedorn. “Den gang bød rigtig mange aktører ind med forslag til at løse problemet, både politi og institutioner, men i sidste ende blev det de unge selv, der kom med løsningen” tilføjer han

“Her kan man mærke, om man er her med hjertet eller ej”

Hicham er enig med både Anders Hagedorn og Martin Rosenkreutz Madsen, hvis arbejde er en del af helhedsplanen, når det kommer til spørgsmålet om opbygning af lokalmiljø. Han fortæller, at hvis noget bare lugter af at være “systemet” – stoler de unge ikke på det. Derfor er det vigtigt, at Anders Hagedorn og Martin Rosenkreutz Madsen har arbejdet i kvarteret i 13 år. “Tit ser vi vikarer og lærere komme udefra, de har ingen tilknytning, og de ender ofte med at gå ned med stress eller sige op,” forklarer Hicham.

Han tror på, at en stor del af det handler om, at mange “voksne” ikke er autentiske – at det gør de unge utrygge. “Her kan man mærke, om man er her med hjertet eller ej,” tilføjer han. I dag er han selv blevet pædagogmedhjælper i området og har et fodboldhold for en gruppe yngre drenge. Han mener, at problemstillingen med ballade er ret simpel: “De keder sig. Når der er store grupper af drenge, der ikke har noget at lave, så kommer der ballade,” siger han. 

Kritik af ghetto-begrebet

I Høje Taastrup byråd sidder Sabah Abid fra socialdemokraterne. Hun er selv vokset op i et af de områder i kommunen, der er stemplet som ghetto. Hun fandt vejen til politik ved at blive del af skolens elevråd og fik øjnene op for hvor meget indflydelse, man faktisk kunne få, hvis man engagerede sig. Selvom hun synes, at Charlotteager er en god historie, mener hun, at ghetto-begrebet kan være en udfordring i forhold til at løse problemerne: “Vi skal gå efter bolden og ikke spilleren,” siger hun og tilføjer, at hun hellere vil løse de problemer, borgerne står overfor, i stedet for at bruge tid på at snakke om kultur og ophav. Samtidig oplever hun også, at det store fokus på ikke-vestlige indvandrere betyder, at visse problemer i områderne bliver overset: “Vi har problemer med ludomani og alkoholisme i vores kommune, også i en grad, hvor det er ret slemt, men det bliver overskygget,” siger hun. Hun tilføjer, at hun håber, hun kan være med til at komme ensomhed til livs, der i hendes øjne er en stor del af roden til disse problemer.

Hicham Moutiq er fætter til forfatteren.