Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
2. maj. 2020

Vismændenes grønne “visdom”

Økonomi-infantile argumenter og forslag går ikke længere, skriver Karen Helveg. Hun opfordrer de økonomiske vismænd til at droppe den politiske naivitet.

De såkaldte ‘vismænd’ i Det Økonomiske Råd står til dumpekarakter for deres seneste udmelding i debatten om corona-krise og klimahandling, mener Karen Helveg Petersen. Pressefoto fra dors.dk

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


Økonomi-infantile argumenter og forslag går ikke længere, skriver økonom Karen Helveg Petersen. Hun opfordrer de økonomiske vismænd til at droppe den politiske naivitet.


Af Karen Helveg Petersen

De økonomiske hjælpepakker, som skal hjælpe økonomien på skinner igen efter coronakrisen, skal ikke målrettes grønne løsninger. Det er opfordringen fra de økonomiske vismænd i en kronik i Information. Nye grønne tiltag må vente, til den værste krise er overstået – og det skal ske ved CO2-afgifter.

Argumentationen stammer direkte fra de økonomiske grundlærebøger. Tilskud ’forvrider’. Da politikerne ikke kan vide, hvilke løsninger der vil være mest omkostningseffektive, er det bedre at koncentrere sig direkte om drivhusgas-målet ved at gøre CO2-udslip dyrere gennem en afgift på produktion og forbrug.

For at vise at valget mellem ’gode’ støtteløsninger er for tvetydigt, bruges som letforståeligt eksempel, at det er bedre at begrænse kødforbruget gennem en afgift, end at gøre det billigere at producere og forbruge alternativer som kartofler og gulerødder. Vismændene accepterer altså målet om at begrænse kødforbruget, men da det er umuligt at afgøre, om det er bedre at støtte gulerødder eller kartofler, kunne man risikere, at lobbyister kommer til at få det sidste ord. Dertil kommer sandt nok fordelen ved, at staten får indtægter fra afgifter, hvorimod støtte giver udgifter.  

Det fremgår af samme avis, at formanden for Klimarådet ikke er enig i denne bogstavtro anvendelse af førsteårs pensum i mikroøkonomi. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, for Klimarådets formand Peter Møllgaard er en hård, praktisk økonom på netop konkurrencefeltet, der nok kender forskel på gulerødder og kartofler, i hvert fald økonomisk.  

Markedsfejl

Hvor går det så galt for disse vise mænd? Det er det ældgamle argument om, at statsindgreb kan retfærdiggøres ved ’markedsfejl’, som skal rettes op, der igen er på spil. Afgiften skal ifølge vismændene ’”afspejle de omkostninger, der påføres samfundet ved CO2-udslip”. De kommer ikke ind på den nærmere udformning af afgiften, men de planer, der verserer i offentligheden, går på en fast pris per CO2-ton, stigende over tid, således at forbrugerne véd, hvad de kan regne med.

“På trods af vismændenes eksempel med kød, kartofler og gulerødder, kommer de ikke ind på, hvad der i grunden skal ske med landbruget, nu og i fremtiden. Her kommer den politiske naivitet til.”

‘Small Great Nation’ – et initiativ startet af tænketanken Kraka og konsulentfirmaet Deloitte – har netop udarbejdet et sådant forslag, der imidlertid snarere bygger på, hvad de forskellige sektorer kan bære i forhold til at nå målet, end en forestilling om, hvad CO2-udslip koster samfundet.

Når det kommer til den slags markedsfejl kan man næsten ikke lade være med at spørge, om ikke det meste af verden efterhånden er en markedsfejl. Begrebet er meningsløst både i teorien, hvor det antages, at markedet i princippet er fejlfrit, men også i praksis anno 2020, hvor det offentlige og det private er tæt sammenvævet. Strengt taget er CO2-udslip så tæt forbundet med den kapitalistiske produktionsmåde, at det er svært at se det som andet end en systemisk fejl.

Derudover er den CO2-afgift, der hyldes af de fleste økonomer, ikke noget universalmiddel. Det er velkendt, at De Gule Veste i Frankrig opstod på grund af forhøjelse af benzinpriserne, og det vil en CO2-afgift naturligvis også indebære. Tiltag kan have en social slagside, som der er bred enighed om at give kompensation for i form af en grøn check. Indførslen af en CO2-afgift ville utvivlsomt blive startskuddet til en politisk kamp om, hvor stor den skal være, hvem der skal have den, og om den overhovedet vil være effektiv. Her vil komedien gentage sig, og argumenterne køre i ring. De aktuelle, kaotiske tilstande på oliemarkedet understreger desuden, at markedet ikke kan kontrolleres på den måde. Benzinprisen er nu så lav, at en afgiftsstigning knap vil have nogen nettoeffekt.

Endelig er de producenter, der rammes af afgiften, ikke nødvendigvis de samme som dem, der skal stå for en mere bæredygtig produktion. Det er ikke alle, især ikke private firmaer, der som elselskaber blot skal vælge mellem teknologier, der i øvrigt er på vej til en 100 % omstilling. Så det er ikke dér, skoen trykker – afgift eller ej. Problemet på det område er kraftvarmeværkers brug af biobrændsel, der ikke med de nuværende regler vil blive ramt af en CO2-afgift. Konklusionen må derfor være, at en fast afgift på CO2-udledning vil have vidt forskellige konsekvenser, og at krav om alle mulige kompensationer for nye skævvridninger vil myldre frem.

Biobrændsel som træflis, bioethanol og planteolie stammer fra biologisk materiale. Det regnes derfor som vedvarende energi, selv om det stadig udleder store mængder CO2 i atmosfæren. Foto: Dan Driedger

Den grønne omstilling lige nu

Selvom hjælpepakkerne ikke er drevet af hensynet til den grønne omstilling, kan regering og folketing da udmærket få vedtaget den manglende klimahandlingsplan og indtil da tage hul på det katalog af forslag, der er nemme at sætte i værk. Hvor meget og på hvilken måde f.eks. el-ladestandere skal støttes, kommer an på en forhandling med de virksomheder, der sætter dem op og tjener på dem. Det kan jo være, de bare skal have en tilladelse, en overordnet udrulningsplan eller et samarbejde om udvidelse af el-nettet. Det er praktiske løsninger, der ikke nødvendigvis er dyre for statskassen. I øvrigt kunne regulering være et andet instrument.

Den grønne omstilling finder sted i flere tempi. Udkantsområder skal have ordentlige trafiktilbud, som folk har råd til. Bedre offentlige tilbud og elektrificering af trafikken er i hver sin ende af tidsskalaen. Cement er et andet emne. Skal Aalborg Portland fortsætte med at producere cement? De er i gang med at nedbringe deres udslip, men cement kan ikke være andet end CO2-intensivt i produktion og forbrug. Der skal lægges pres på for nedsat klimaaftryk, men kan cement realistisk set helt undværes? Byggeri med andre materialer end cement skal naturligvis fremmes, men at reducere anvendelsen af det ene og øge brugen af det andet er to samtidige bevægelser.

Politisk naivitet og økonomiske forsimplinger

På trods af vismændenes eksempel med kød, kartofler og gulerødder, kommer de ikke ind på, hvad der i grunden skal ske med landbruget, nu og i fremtiden. Her kommer den politiske naivitet til. De store landbrugsorganisationers modstand mod en CO2-afgift på kød bliver vist svær at overvinde lige med det første. Et mere økologisk og klimavenligt landbrug kræver, at jord tages ud af drift eller anvendes til andre afgrøder, hvilket giver mindre plads til ’konventionelle’ svine- og kvæghold. Det er så småt i gang.

Vismænd

• De Økonomiske Råd består af to dele: Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd

• De to råd ledes af et fælles formandskab, der i daglig tale ofte kaldes “de økonomiske vismænd”.

• Det nuværende formandskab er:

– Carl-Johan Dalgaard
– Lars Gårn Hansen
– Jakob Roland Munch
– Nabanita Datta Gupta

Kilde: dors.dk

+

Hvis en CO2-afgift skulle være svaret, skal den så pålægges de udledninger, den danske kødproduktionen bidrager til globalt eller kun i Danmark? Hvis afgiften ligger i sidste led, vil jeg bruge et vismands-argument imod dem: Så flytter mere af foderstofproduktionen og hjælpefunktioner måske til udlandet. Det vil give plads til flere kartofler og/eller gulerødder, men også til meget andet, inklusive mere kødproduktion.

I øvrigt er eksemplet kartofler/gulerødder også svagt på sine egne præmisser. Ingen kunne drømme om at subsidiere så detaljeret, men ville i stedet evt. give støtte til omlægning til plantebrug. I al sin enkelthed skal der oprettes flere økologiske landbrug. Og tilsvarende er det med mange andre støtteordninger eller incitamenter, der skal tilpasses situationen i sin helhed.

Verden står heldigvis ikke stille. Der er mange grønne initiativer i gang, som ikke har brug for meget skub, men måske lidt mere nu på grund af den økonomiske corona-krise. Hvis noget så skulle gå galt, ville der ikke ligefrem være noget nyt under solen i det.

Selvfølgelig er CO2-afgifter da et udmærket instrument i de tilfælde, hvor man målretter et bestemt forbrug eller produktion. Det kan blot ikke løse omstillingsproblemerne at henvise til tilsyneladende besnærende, men tvivlsomme økonomiske forestillinger om, at bare markedet får det rette signal eller fejlene rettes, vil det herefter sikre effektive løsninger. Mellemregningerne glemmes.

Hvad corona-krisen om noget har vist, er behovet for en industri- og erhvervspolitik, hvor statens og det private erhvervslivs roller inden for de forskellige sektorer bestemmes nærmere.

Vismænd, det her må være jeres spøg. Kom nu med nogle gennemtænkte forslag til økonomisk politik inklusive den grønne omstilling. Økonomi-infantile argumenter og forslag går ikke længere.


Karen Helveg Petersen er forfatter til “Rentekapitalismen”, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.


Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER