Walden Bello: Efter neoliberalismen – hvad så?

Corona-pandemien er den anden store globaliseringskrise inden for et årti. Den første var den globale finanskrise i 2008-2009, hvorfra det tog den globale økonomi år at nå frem til et glimt af opsving.

Milliarder af papirdollars gik op i røg under krisen i 2008, men kun få råbte af de hæmningsløse finansielle aktører, som havde udløst krisen. Mere alvorlig var indvirkningen på den reelle økonomi. Millioner af mennesker mistede deres job, alene 25 millioner i Kina i den anden halvdel af 2008.

“Corona-pandemien har kort sagt drønet gennem et allerede destabiliseret globalt økonomisk system, der lider under en dyb legitimitetskrise.”

Luftfragt faldt med 20 % på et år (hvilket var godt for klimaet). Globale forsyningskæder, hvor af mange var knyttet til Kina, blev alvorligt forstyrret. The Economist beklagede, at “integrationen af verdensøkonomien er på retur på næsten enhver front.” Men i modsætning til Economist’s frygt og til forfærdelse for dem, der havde budt globaliseringens krise velkommen, blev mulige reformer sat til side og efter at recessionen havde nået bunden i 2009 var der en tilbagevenden til ‘business as usual’.

Selvom verden gik ind i en fase, som ortodokse økonomer kaldte “sekulær stagnation”, eller lav vækst med en fortsat høj arbejdsløshed, blev den eksport-orienterede produktion genoptaget og fortsatte sin fremmarch via de klimaødelæggende globale forsyningskæder og verdenshandelen.

”Connectivity”:  Det nye mantra

CO₂-udslippene faldt i løbet af krisen, men genoptog efterfølgende deres opadgående tendens. Opsving i luftfartstrafik og flyrejser voksede endnu mere spektakulært. Efter et fald på 1,2 % i 2009 voksede flyrejser i gennemsnit med 6,5 % årligt mellem 2010 og 2019. “Connectivity”, ‘forbundethed’ i transportsektoren – særligt inden for flytransport – blev regnet for at være nøglen til en succesfuld globalisering. Som generaldirektøren for den magtfulde Internationale Luftfartstransport Sammenslutning sagde det, “ Faldende efterspørgsel efter luftfartsforbindelser udgør en risiko for jobs af høj kvalitet og økonomisk aktivitet, der er afhængig af global mobilitet. Regeringer må forstå, at globalisering har gjort vores verden mere socialt og økonomisk velstående. At hæmme globaliseringen med protektionisme vil betyde tabte muligheder.”

Globaliseringen kan have medført et skrøbeligt opsving, men den finansielle krise og den globale stagnation, der fulgte, kostede den dyrt i legitimitet især i USA og Europa, hvor højreorienterede bevægelser så en fordel i situationen for at fremme en økonomisk nationalistisk agenda. Imens udnyttede Kina Vestens tilbagetog til økonomisk nationalisme og isolationisme, ved at promovere sig selv som de nye mestre i globalisering. I Davos i januar 2017 sagde præsident Xi Jinping, at “den globale økonomi er det store ocean, man ikke kan flygte fra”, og i hvilket Kina har “lært at svømme.”

Xi opfordrede verdens politiske- og virksomhedsledere til at “tilpasse sig og styre globaliseringen, dæmpe dens negative virkninger og levere dens fordele til alle lande og alle nationer.” Yderligere tilbød Xi at bakke sine ord op med et milliard-stort program: The Belt and Road Initiative (BRI), der fremmanede de sagnomspundne “Silkeveje” gennem hvilke Kina og Europa handlede med hinanden i de tidlige moderne tider.

Dette ambitiøse projekt, der består i bygning af dæmninger, vej- og jernbanekonstruktioner, etablering af kulminer og udvindingsprojekter, var gearet til at fremme det, Beijing kaldte “global connectivity”.” Oprindeligt tænkt til at forbinde Asien med Europa blev BRI i 2015 åbnet for alle lande på jorden, så der ikke længere kun var ét bælte og én vej men mangfoldige ruter inklusiv en “polar silkevej.”

Mens globaliseringstilhængerne klappede, var andre mere skeptiske. Nogle så simpelthen det hele som en måde at eksportere overskudskapacitetsproblemet, der plager den kinesiske sværindustri ved at give lande lån til massive kapitalintensive projekter.

Focus on the Global South, som er den organisation jeg tilhører, beskrev BRI som “en anakronistisk overførsel til dette århundrede af det teknokratisk kapitalistiske, statssocialistiske og udviklings fokuserede tankesæt, der skabte Hoover dæmningen i USA, de massive byggeprojekter i Stalins Sovjet Union, Three Gorges dæmningen i Kina, Narmada dæmningen i Indien, og Nam Theum 2 dæmningen i Laos. Disse er alle vidnesbyrdom det Arundhati Roy kaldte modernitetens ‘gigantsyge’.” I 2019, før Covid-19 viste sig, syntes der stadig ikke at være noget alternativ til globaliseringen, på trods af en stadig forværret handelskrig mellem Kina og USA.

Finanskrisen og de folkelige opstande

Det lykkedes ikke at få sat en stopper for globaliseringen med den finansielle krise i 2008. I stedet for viste sig en ny fase i globaliseringen: “connectivity”. Denne fase er nu slut. Eftersom lande satte forhindringer op for rejser og transport af varer og globale forsyningskæder, der enten er frivilligt eller de facto ophævet, er det store spørgsmål, hvad vil erstatte globalisering/”connectivity” som det nye “paradigme”?

Kriser giver ikke altid anledning til betydningsfulde forandringer. Det er interaktionen eller synergien mellem to elementer, et objektivt – hvilket vil sige en systemisk krise, og et subjektivt – det vil sige, menneskers psykologiske respons på den, der er er afgørende.

Den globale finansielle krise i 2008 var en dybtgående kapitalistisk krise, men det subjektive element – menneskers fremmedgørelse i forhold til systemet – havde endnu ikke nået en kritisk masse. På grund af det boom, der blev skabt af gældsfinansieret forbrug i de to foregående årtier, blev mennesker chokeret over krisen, men de var ikke så fremmedgjorte i forhold til systemet under krisen og dens umiddelbare følger.

I dag er tingene anderledes. Omfanget af utilfredshed med og fremmedgørelse i forhold til neoliberalismen var allerede meget høj i det globale Nord, før coronavirussen ramte, på grund af de etablerede eliters manglende evne til at vende nedgangen i levevilkår og den skyhøje ulighed i det triste tiår, der fulgte efter den finansielle krise.

I USA blev perioden med folkelig forstand forstået som en, hvor eliterne prioriterede at redde de store banker i stedet for at redde millioner af husejere, der var gået bankerot og gøre en ende på den store arbejdsløshed. Mens i det meste af Europa, særlig i det sydlige og østlige Europa, blev folks erfaring af det sidste tiår fanget i et ord: nedskæringspolitik (austerity, red.).

Corona-pandemien har kort sagt drønet gennem et allerede destabiliseret globalt økonomisk system, der lider under en dyb legitimitetskrise. Så det subjektive element, der er nødvendigt for forandring, den psykologiske kritiske masse, er der. Det er en hvirvelvind, der venter på at blive indfanget af stridende politiske kræfter. Spørgsmålet er, hvem der vil lykkes med at udnytte det. Den globale elite vil selvfølgelig forsøge at bringe det “gamle normale” tilbage. Men der er simpelthen for megen vrede, for megen bitterhed, for meget usikkerhed, der er blevet frigjort. Og det er ikke muligt at tvinge ånden tilbage i flasken. Selvom forventningerne langt fra er blevet indfriet, har kapitalistiske staters massive finanspolitiske og monetære indgreb i 2020 og 2021 understreget for folk, hvad der er muligt under et andet system med andre prioriteter og værdier. Neoliberalismen er døende; det er kun et spørgsmål om det vil ske hurtigt eller ”langsomt,” som Dani Rodrik (tyrkisk økonom bosat i USA, red.) karakteriserer det.

Hvem vil ”ride på tigeren”?

Venstrefløjen og det ekstreme højre er – efter min mening – de eneste seriøse konkurrenter i dette kapløb om at frembringe et andet system. Progressive er kommet med flere spændende ideer og paradigmer udviklet over de sidste par årtier, som handler om, hvordan man kan bevæge sig mod en ægte systemisk transformation. De går også længere end den teknokratiske venstrefløjs keynesianisme, sådan som den kommer til udtryk hos bl.a. Joseph Stiglitz og Paul Krugman. Blandt disse virkelig radikale alternativer er Green New Deal, deltagende socialisme, modvækst, afglobalisering, økofeminisme, fødevaresuverænitet og “Buen Vivir” eller at “leve godt.”

Problemet er, at disse strategier endnu ikke er blevet overført til en kritisk masse. De har ikke nogen gang på jorden. Den sædvanlige forklaring på dette er, at folk “endnu ikke er parate til dem.” Men det er sandsynligvis vigtigere, at de fleste mennesker stadigvæk forbinder disse dynamiske ideer fra venstrefløjen med centrum-venstre. På det punkt, hvor det betyder noget, kan masserne endnu ikke adskille disse strategier fra deres socialdemokratiske fortalere i Europa og Det Demokratiske Parti i USA, der var impliceret i det miskrediterede neoliberale system, som de havde forsøgt at give et ”progressivt” ansigt. For et stort antal borgere er venstrefløjen stadig det socialdemokratiske parti (SPD) i Tyskland, det socialistiske parti i Frankrig og det demokratiske parti i USA, og deres renommé er mildt sagt næppe inspirerende.

– Transform!danmark er medlem af det europæiske, venstreorienterede tænketanks-netværk transform!europe

– Transform!europe spiller en central rolle som koordinator af progressive tænketanke – et samarbejdsprojekt bestående af uafhængige foreninger, institutter, fonde og enkeltpersoner over hele Europa, p.t. 35 organisationer/foreninger i 22 lande. Transform er med til at fremme en fælles politisk analyse af samfundsudviklingen som modvægt og alternativ til nyliberalismen og kapitalismen.

Transform!Danmark arrangerer debatmøder om bl.a. økosocialisme/økofeminisme, boligpolitik, klimaforandringer, marxisme-feminisme, populisme mm.

Læs mere på tænketankens hjemmeside her

+

Kort sagt smittede centrum-venstres totale kompromis med neoliberalismen af på hele det progressive politiske spektrum, selvom det var fra venstrefløjen uden for mainstream, den ikke-statslige venstrefløj, at kritikken af neoliberalismen og globaliseringen oprindeligt kom fra i 1990’erne og 00’erne. 

Det er en trist arv at have ligget under for den neoliberale fortælling, der absolut skal skubbes til side, hvis de progressive skal forbinde sig med og omdanne denne massive vrede, der nu koger over, til en positiv, befriende kraft.

Det yderste højre har fordelen

Uheldigvis er det, det yderste højre, der for tiden er bedst positioneret til at drage fordel af den globale utilfredshed, fordi selv før pandemien skummede ekstreme højrepartier allerede fløden ved på opportunistisk vis at tage visse elementer fra de anti-neoliberale synspunkter og programmer fra den uafhængige venstrefløj – for eksempel kritikken af globaliseringen, nødvendigheden af at udvide “velfærdsstaten” og større statslig indgriben i økonomien – ved at placere dem inden for en højrefløjs forståelsesramme.                                                                                                             

Europa var vidne til radikale højrefløjspartier – blandt dem Marine Le Pens Front National  i Frankrig, Dansk Folkeparti, Frihedspartiet i Østrig, Viktor Orbans Fidesz Parti i Ungarn – der  i det mindste retorisk ville opgive dele af de gamle nyliberale programmer, der taler for liberalisering og mindre beskatning, som de havde støttet. Nu erklærede de, at de var for velfærdsstaten og for større beskyttelse af økonomien mod internationale engagementer, men udelukkende til gavn for mennesker med “den rigtig hudfarve”, “den rigtige kultur”, den “rigtige” etniske afstamning, den “rigtige religion.”

Reelt er dette den gamle ”national-socialistiske” klasseinkluderende – men racemæssigt og kulturelt ekskluderende – opskrift. Uheldigvis fungerer det i vores urolige tid, som påvist af den uventede række af valgsucceser for den ekstreme højrefløj, der har kapret store dele af socialdemokratiernes arbejderklasse. Selv jeres eget socialdemokratiske parti har overgivet sig til det ekstreme højre på immigrations-politikken for at bevare deres traditionelle base ved at tilvejebringe en model for en katastrofal højredrejning for andre europæiske socialdemokratiske partier.

“Hvid solidaritet er på vej op, og er nu, snarere end modstand mod skatter, modstand mod abort og ukvalificeret forsvar af markedet, den definerende ideologi for det republikanske parti. Faktisk var støtten til det republikanske parti allerede før Trump overvældende hvid.”

Og selvfølgelig, når det drejer sig om klimaet, kommer der intet andet end katastrofer fra højrefløjspartierne og regimerne, som blev understreget af de globale konsekvenser af Donald Trumps klimabenægtende politik i de fire år, han var ved magten. Europæiske ekstreme højrepartier bliver nødt til at være en lille smule mere forsigtige, når det kommer til klimaet på grund af en bredere folkelig enighed om klimaet, men I kan være sikre på, at de ikke mener, det er en prioritet at redde det.

Eftersom USA er den “tonstunge gorilla” i den globale politik, den såkaldte “leder af den frie verden”, så lad mig sige et par ord om den seneste udvikling der. Stormen på Capitol Hill for mere end to måneder siden, den 6. januar, understreger den massive trussel fra det ekstreme højre, der nu dominerer Det Republikanske Parti, som plejede at være et centrum-højre parti.

Det mest slående ved disse valg, er at 47,2 % af vælgerne stemte på Trump på trods af hans forfærdelige håndtering af pandemien, hans løgne, hans anti-videnskabelige holdning, hans forsøg på at splitte og hans åbenlyse leflen for hvide nationalistiske grupper som Nazierne, Klanen og Proud Boys. 11 millioner flere vælgere stemte på Trump i 2020 end i 2016.

57 % af de hvide vælgere (56 % kvinder, 58 % mænd) støttede Trump. Hvid solidaritet er på vej op, og er nu, snarere end modstand mod skatter, modstand mod abort og ukvalificeret forsvar af markedet, den definerende ideologi for det republikanske parti. Faktisk var støtten til det republikanske parti allerede før Trump overvældende hvid.

Det, som Trump formåede de sidste par år som præsident, var ikke så meget at transformere en allerede racistisk polariseret valgarena, men at mobilisere sin racistiske og fascistiske basis til næsten fuldstændigt at overtage Det Republikanske Parti. Det er her, faren ligger nu: den fascistiske mobilisering af et hvidt parti med tro på hvidt overherredømme af en hvid befolkning, der relativt går tilbage talmæssigt og står over for flere valgnederlag på grund af dets tab af demografisk hegemoni.

Selvom den politiske magt i USA er overgået til præsident Joe Biden og det Demokratiske Parti, er virkeligheden, at der nu eksisterer en tilstand af uerklæret borgerkrig i det land, hvor oppositionen, Det Republikanske Parti nu er det hvide overherredømmes parti, og Det Demokratiske Parti nu betragtes som partiet for farvede. Peger udviklingen i USA på Europas fremtid?

… Men afskriv ikke venstrefløjen

Men man ville være godt tosset, hvis man afskrev venstrefløjen. Historien foregår i en kompleks dialektisk bevægelse, og der er ofte uventede udviklinger, der åbner for muligheder for dem, der er dristige nok til at gribe dem, at tænke ud af boksen, og er villige til at ride på tigeren (at finde sig selv i en farlig situation, som kan være slippe ud af, red.) på dens uforudsigelige vej til magten – hvilke, der er mange af på venstrefløjen, særlig i den yngre generation. Lad mig i den forbindelse slutte med at minde os alle om Antonio Gramscis uforglemmelige ord: “Intellektets pessimisme. Viljens optimisme.”

Mange tak.

Oversat af Inger V. Johansen og Magne Pihl for Transform!Danmark