Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
3. december. 2022

Yanis Varoufakis: USA er hverken venstrefløjens allierede i Ukraine eller andre steder

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Ruslands invasion af Ukraine skal fordømmes og bekæmpes. Men USA meler sin egen kage, og bliver aldrig venstrefløjens allierede, skriver den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis i dette debatindlæg.

Yanis Varoufakis er forfatter, økonom og tidligere græsk finansminister. Foto: Socrates Baltagiannis

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Anthony Barnett, en god ven, kammerat og samarbejdspartner, har netop offentliggjort en artikel i mediet openDemocracy. Det er en glimrende og værdsat kilde til at finde progressive idéer og materiale. Han gjorde mig opmærksom på den i en mail med overskriften: “Kære Yanis, vi er uenige, men solidariske!”

Da Anthony nævner mig sammen med Jeremy Corbyn i sin artikel, svarer jeg her i en solidarisk, hengiven og positiv ånd.

“Når det gælder forestillingen om, at USA er vores allierede i kampen mod autokrati, er min holdning præcis den modsatte”

Barnetts artikel var et svar på en underskriftsindsamling, som jeg med glæde var medunderskriver af, og som i lyset af en ny kold krig og et klimasammenbrud opfordrede til en øjeblikkelig afslutning på krigen i Ukraine, til at undgå endnu en krig om Taiwan, til en deeskalering af den nye kolde krig, der primært omfatter USA og Kina, og endelig til en ægte global Green New Deal.

Det er måske værd at bemærke, at denne opfordring var skrevet i Athen-erklæringens ånd, som Jeremy Corbyn, Ece Temelkuran og jeg selv udsendte 13. maj 2022 på vegne af DiEM25 (Demokrati i Europa-bevægelsen, progressiv bevægelse med formål at ændre EU indefra, red.) og Progressive International.

Enige om det meste

I en debat som denne kan det sværeste være at adskille de ting, man er enige om, fra de virkelige uenigheder. Lad mig derfor begynde med at fremhæve fire af Barnetts punkter, som jeg er enig i, før jeg går ind på vores ene store uenighed:

1. “Enhver trussel om at bruge atomvåben er en skandale”.

Naturligvis. Uanset om det er en panisk Putin, der fremsætter sådanne trusler, eller Nordkorea eller USA, der til stadighed nægter at udelukke et førsteangreb, skal vi fordømme enhver atomtrussel og ethvert forsøg på at normalisere brugen af atomvåben.

2. “At invadere andre lande er forkert – det er forkert for Israel på Palæstinas Vestbred og i Gaza, og det skal nu rulles tilbage i Ukraine.”

Absolut. Jeg havde samme pointe 5. marts i en artikel med titlen “Det må vi gøre efter Putins forbryderiske invasion af Ukraine“: “Når et land eller et område invaderes, har vi kun én pligt: At tage de menneskers parti, der står over for soldater med ordrer om at krænke deres hjem, bombardere deres kvarterer og ødelægge deres livsbetingelser. Uden at tøve. Ubetinget.”

3. Hvis [Ukraines] neutralitet blev garanteret af eksterne parters militære løfter om at sikre landets uafhængighed på en måde, der tilfredsstillede regeringen i Kyiv og ikke fratog dem våben til selvforsvar, ville det være rimeligt.”

Det er jeg enig i, ud fra den samme idé, som jeg formulerede den i min førnævnte artikel af 5. marts: “Det skal være en aftale, der garanteres af Washington og Moskva i fællesskab, og som garanterer et uafhængigt og neutralt Ukraine som en del af en bredere aftale, der nedtrapper spændingerne i Baltikum, Polen, omkring Sortehavet og i hele Europa.”

4. “Neutralitet bør ikke forhindre Ukraine i at blive medlem af EU, hvis landet vælger det (noget som selv Putins Rusland synes at have accepteret). Også dette skal siges.”

Dette er også min holdning. Fra det første øjeblik Putin invaderede Ukraine, har jeg argumenteret for, at det at stå på Ukraines side blandt andet bør betyde en forpligtelse til at give ukrainerne mulighed for at integrere sig med Vesteuropa, hvis det er dét, de ønsker. Forbilledet kan være Østrigs integration under Den kolde Krig: militært neutralt, men med et livligt demokrati, en stærk økonomi, fuld politisk uafhængighed og frihed “til at handle, bytte og udveksle” med hvem de vil.

5. Du advarer venstreorienterede som mig selv om at vi, mens vi diskuterer Ukraine og hvordan Rusland, USA og NATO udnytter krigen, skal undgå at benægte “Ukraines egen stemme og det store flertal af ukrainere, der går ind for deres lands integritet og uafhængighed”.

Hvordan kan jeg være uenig? Som græker har jeg oplevet min del af anglo-europæisk, orientalistisk, magtbaseret nedladenhed, der har forsøgt at forklare os grækere om vores vanskelige situation – med henblik på at få os til at acceptere vores “skæbne”.

Når det gælder forestillingen om, at USA er vores allierede i kampen mod autokrati, er min holdning præcis den modsatte. Dette er imidlertid ikke – som du sikkert er enig i – et argument for, at vi grækere aldrig er blevet manipuleret af stormagterne, eller at ikke-grækere som dig ikke må have en mening om græsk politik, herunder retten til at fortælle mig, at jeg tager fejl i græske spørgsmål – eller oven i købet, at jeg er blevet vildledt.

Det er både svært og afgørende at finde balancen mellem at respektere folks handlefrihed når en storm nærmer sig, og samtidig forsvare vores ret til som internationalister at behandle en anden nations krig eller krise som vores egen. Den balancegang forsøgte jeg at forklare i en anden artikel tilbage i marts med titlen “Vestsplainere? Eller rigtige kammerater?

USA er en del af problemet

Barnett kritiserer vores opfordring om ikke at gentage alle de ovennævnte punkter, og i stedet fokusere på behovet for en ny, alliancefri fredsbevægelse. Jeg siger “gentager”, fordi disse punkter var med i den foregående Athen-erklæring, som Corbyn, Temelkuran og jeg selv var medforfattere til. Her stod der i indledningen:

“Vi står sammen med Ukraines folk, på samme måde som vi står sammen med alle folk, der lider under invasion, fordrivelse og besættelse. Vi kræver en øjeblikkelig våbenhvile, tilbagetrækning af de russiske styrker og en omfattende fredsaftale, der garanteres af EU, USA og Rusland i FN-regi.”

“USA’s politik hjælper aktivt med at skabe monstre den dag i dag, fra Putin i 1990’erne til Bolsonaro for nylig, og nu Melonis postfascistiske regering.”

Burde vores seneste opfordring have gentaget disse punkter? Det synes Barnett, at den burde. Vi mente, at det hjælper enhver underskriftsindsamling at fatte sig i korthed, og det var bedst at lægge vægt på en understregning af, at mere krig – selv om den er retfærdig – ikke er svaret på en endeløs europæisk krig (Ukraine), på de amerikansk-kinesiske spændinger om Taiwan eller de sydkinesiske søfartsruter i Det Sydkinesiske Hav. Det fører mig videre til den eneste store uenighed mellem os.

Du antyder, at venstrefløjen skal betragte USA som en falmende imperialistisk supermagt, der på trods af sin kriminelle fortid – fra Vietnam og Pinochet til Irak og nu støtten til saudierne – nu er demokratiets eneste tilbageværende forsvarer mod Kina, Putin, teokratiet i Teheran osv. Det er kernen i vores uenighed. Jeg er uenig i både din diagnose – at USA er en falmende, svækket supermagt – og dit forslag til handling som går på, at venstrefløjen skal se USA som en allieret i kampen mod menneskefjendske strømninger.

Efter min vurdering har den seneste inflationstunge fase i den uendelige økonomiske krise, der har varet siden 2008, styrket USA’s hegemoni (og Wall Streets magt) over både de vestlige arbejderklasser og udviklingslandene, mens krigen i Ukraine har ødelagt alt tilbageværende håb om et suverænt EU, der fører en uafhængig europæisk udenrigspolitik.

Jeg er lodret uenig i forestillingen om, at USA er vores allierede og et værn mod autokratier: USA’s politik hjælper aktivt med at skabe monstre den dag i dag, fra Putin i 1990’erne til Bolsonaro for nylig, og nu Melonis postfascistiske regering. Samtidig sidder min kammerat Julian Assange i skrivende stund og rådner op i Belmarsh på Biden-regeringens foranledning. Hans eneste brøde er at have åbnet vores øjne for amerikanske krigsforbrydelser, der er begået i vores navn og bag vores ryg.

Præsident Joe Biden mødes med Italiens nye premierminister Giorgia Meloni fra det postfascistiske Fratelli D’Italia. Landet allierer sig gladeligt med autoritære regimer og højreradikale – og kan ikke kaldes et “værn mod autokratiet”, skriver Yanis Varoufakis. Foto: U.S. Embassy / White House

Undgå mudderkastning på venstrefløjen

Lad mig afslutte med en kommentar, der ligger mig meget på sinde. Det drejer sig om vores pligt som venner og kammerater til at uddanne yngre progressive personer i, hvordan man er uenige med hinanden. I årenes løb har jeg været smerteligt bevidst om venstrefløjens tendens til at lade uenigheder vokse sig til borgerkrige, og bestræbt mig på at afstå fra at bruge et betændt sprog, når jeg omtaler kammeraters synspunkter, som jeg er uenig med. Kammerater som os må gå forrest og vise, at det er muligt at være højlydt uenige uden at tale om “forræderi” eller at fremstille kammerater, som vi er uenige med, som naive på et historisk, analytisk eller strategisk plan. Til det formål var titlen og rubrikken i Barnetts artikel ikke gavnlig.

For at slutte i en god tone og med en overbevisning, der forener os, vil jeg citere dine afsluttende linjer i deres fulde ordlyd og med rosende ord: “Vores overordnede mål bør være at hilse demokratiets fremkomst i Rusland velkommen – måske det sidste, som det vestlige sikkerhedsestablishment faktisk ønsker. Alternativet er at lade en international mafia regere, mens verden brænder op. Så vigtigt er det.”

Oversat af Poul Bjørn Berg for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Open Democracy. Læs den oprindelige artikel her.


Om skribenten

Yanis Varoufakis

Yanis Varoufakis

Græsk økonom og forfatter. Tidligere finansminister for Syriza. Har senest skrevet Another Now: Dispatches from an Alternative Present, der er en fremtidsvision om et socialistisk samfund. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER