Zohran Mamdanis valgsejr i New York viser vejen frem

Da Mamdani lancerede sin kampagne i slutningen af oktober 2024, var han sandsynligvis den eneste i hele byen, der oprigtigt troede, han kunne vinde. To uger senere blev Donald Trump genvalgt som præsident – og den herskende fortælling lød, at både New York og hele landet var i gang med en højredrejning. Kommentatorerne sagde, at Demokraternes eneste overlevelseschance var at søge mod “den moderate midte”. Selv blandt Mamdanis mest optimistiske støtter på venstrefløjen var forventningen, at det bedste udfald ville være et hæderligt nederlag ved primærvalget.

Mamdanis historiske valgsejr gør alle de skeptiske stemmer til skamme. Trods millioner af dollars i milliardær-finansierede smædekampagner og Trumps forsøg på at presse vælgerne til at støtte Andrew Cuomo, sender newyorkerne nu en 34-årig demokratisk socialist ind på borgmesterkontoret – med et klart mandat til at gøre byen billigere at bo i.

At Mamdani er demokratisk socialist – og at han nægtede at svigte palæstinenserne – viste millioner af newyorkere, at han var ægte. Han stod uden for systemet, og det mærkede folk.

Det viser sig, at tingene faktisk ikke behøver blive værre år for år. Midt i en tid præget af autoritære tendenser, ekstrem ulighed og kaos i Det Demokratiske Parti, sender Mamdanis jordskredssejr chokbølger gennem hele landet. Hans kampagnes enkle budskab – “op med levevilkårene, ned med milliardærerne” – taler til langt flere end newyorkere.

Fra outsider til historisk sejr

At gøre Zohrans vision til virkelighed bliver ikke let. Nogle af verdens mest magtfulde mennesker og institutioner vil gøre alt for at stoppe ham. Men forandringen er mulig, hvis tilstrækkelig mange almindelige newyorkere tager del i kampen. Det er med god grund, at USA’s oligarker nu ryster på hænderne.

Hvordan lykkedes det egentlig Mamdani at gennemføre et af de mest usandsynlige politiske oprør i moderne amerikansk historie?

Siden hans sejr ved primærvalget har kommentatorer vredet sig i krampagtige forsøg på at nedtone betydningen af hans kampagne – alt for ikke at indrømme den oplagte sandhed: at Zohran talte med en troværdighed og et politisk projekt, der ramte lige ned i den arbejdende befolknings vrede over et system, der har svigtet dem.

Ja, det er sandt, at hans modkandidater Andrew Cuomo og Eric Adams stod svagt. Og ja, Mamdani er karismatisk, og hans kampagne holdt et mesterligt greb om de sociale medier. Men kampagnens energi og gennemslagskraft kan ikke adskilles fra dens politik.

Hans kampagne handlede heller ikke bare om de klassiske “hverdagsemner”, som Demokraternes midtersøgende konsulenter altid hævder er løsningen på partiets problemer.

Jo, han fokuserede på at gøre livet billigere for almindelige mennesker. Men han gjorde det med tre klare og radikale løfter: gratis børnepasning, hurtige og gratis busser og huslejestop. Det skulle alt sammen finansieres ved at beskatte de rige – ikke gennem markedets “incitamenter” eller privat-offentlige partnerskaber. Det var ikke Clintons tredje vej.

Lige så vigtigt var det, at Zohran var en troværdig stemme for denne vision, fordi han stod uden for det korrumperede establishment i Det Demokratiske Parti, og han nægtede at tage imod virksomhedsdonationer. At han både kaldte sig demokratisk socialist og nægtede at ofre palæstinenserne for politisk bekvemmelighed, bekræftede for millioner af newyorkere, at han mente, hvad han sagde – og ikke blot var endnu en politiker, der lover ét og gør noget andet.

Ligesom Bernie Sanders før ham – og i skarp kontrast til politikere som Kamala Harris – kunne man mærke, at Zohran mente det, når han talte om kampen mellem arbejderne og milliardærerne.

En bevægelse båret af folket

Det var den troværdighed, der gjorde ham i stand til, sammen med tusindvis af aktivister fra Democratic Socialists of America (DSA), at bygge en bevægelse uden fortilfælde: over 90.000 frivillige gik fra dør til dør for at skabe forandring.

Ingen “zohranisme” uden Zohrans politik. Selv den bedst organiserede kampagne i verden ville ikke have sejret uden de dybe folkelige strømninger, der bar den frem. Mamdani formåede det, Bernie Sanders i 2016 og 2020 kun delvist lykkedes med: at forandre vælgerkorpset ved at inspirere en ny generation – primært unge – samtidig med, at han vandt tilliden hos mange traditionelle Demokrater, som var trætte af partiets magtesløse ledelse.

At bære et Zohran-badge eller en t-shirt gennem de seneste måneder har været et sikkert samtaleemne – man blev mødt med nik, smil og skulderklap fra fremmede overalt i byen.

Zohran dominerede ikke bare i de unge og progressive kvarterer i Brooklyn og Queens; han vandt også stort i arbejderkvarterer som Brownsville og East New York. Samtidig fik han massiv opbakning blandt den ældre, liberale middelklasse – især de såkaldte “wine moms” – en vigtig del af Demokraternes base, som har radikaliseret sig i frustration over Chuck Schumer og Hakeem Jeffries’ manglende evne til at stå op imod Trump.

Mamdanis sejr viser, at unge og store dele af arbejderklassen har fået nok af status quo og leder efter et reelt alternativ. Alligevel vil politiske ledere i begge partier forsøge at afvise resultatet som et særtilfælde – et udslag af New Yorks progressive politiske landskab, som ikke kan kopieres andre steder. Men tre af byens seneste fire borgmestre – Eric Adams, Michael Bloomberg og Rudy Giuliani – var alt andet end venstreorienterede.

Det argument overser også, at de fleste amerikanere ikke passer pænt ind på en lineal fra “meget konservativ” til “meget liberal”. De fleste er ganske enkelt vrede – over priser, ulighed og utryghed – og leder efter nogen, der tør pege skylden opad, mod de superrige, i stedet for nedad, mod immigranter og transpersoner.

Som forskningen fra Center for Working-Class Politics viser, er den bedste måde at besejre Trumpismen på tværs af hele landet den samme: at føre økonomisk populistiske kampagner med troværdige, anti-elitære kandidater.

I nogle områder vil det kræve, at man stiller op som uafhængig, fordi Det Demokratiske Partis brand er totalskadet. Og i røde delstater som Nebraska kan et blåt arbejdstøj eller en historie om faglig kamp være et stærkere signal end et medlemskort til Democratic Socialists of America. Men uanset formen er budskabet det samme: Arbejdere fortjener økonomisk tryghed og værdighed – og det er på tide, at milliardærerne betaler. Aftenens sejr vil uden tvivl inspirere lignende kampagner i hele landet.

Kom ind i kampen

Fordi en arbejderklassebaseret politik rummer så stort potentiale til at udfordre både Demokraternes midterkurs og Republikanernes autoritære drejning, udgør en succesfuld embedsperiode for Mamdani en reel trussel mod magthaverne i begge partier — for slet ikke at tale om de paniske milliardærer, der betragter selv små skattestigninger som begyndelsen på kommunismen.

Vi må derfor forvente, at eliten — med præsident Trump i spidsen — vil gøre alt, hvad de kan, for at forhindre Zohran i at gennemføre sit program.

At vælge en fighter ind i rådhuset er ikke nok til at vende udviklingen. Det kræver, at tusindvis af almindelige mennesker i byen og resten af staten tager kampen op.

At etablerede politikere som guvernør Kathy Hochul endte med at støtte Mamdani, vidner om bevægelsens styrke. Men hendes vedholdende modstand mod at hæve skatten for de rige viser samtidig, hvor langt der stadig er igen. Hvis vi skal presse Hochul og andre ledere til at finansiere virkelige forandringer – og bevare Zohrans folkelige opbakning gennem de uundgåelige kriser og angreb – skal bevægelsen vokse både i bredde og dybde.

Selv om økonomisk populisme kan tage forskellige former alt efter, hvor i landet man befinder sig, er det grundlæggende budskab det samme: Arbejderklassen fortjener økonomisk tryghed og værdighed.

Efter sejre som denne kan man let komme til at overvurdere venstrefløjens styrke. Men det står klart, at Det Demokratiske Partis forfald har åbnet et politisk rum, hvor venstrefløjens valgsejre vokser langt hurtigere, end vores organisatoriske styrke gør i arbejderklassen og på arbejdspladserne.

De fleste newyorkere er ikke medlemmer af en fagforening. De fleste fagforeningsmedlemmer er ikke aktive. Og store dele af den progressive infrastruktur er stadig splittet op i små, professionelt drevne NGO’er.

Det er selvfølgelig positivt, at Democratic Socialists of America nu har over 11.000 medlemmer i New York – men det er stadig kun en brøkdel af kampagnens næsten 100.000 frivillige, og en endnu mindre del af de mere end en million mennesker, der stemte på Mamdani.

Byg bevægelsen – gør forandringen mulig

Denne ubalance mellem venstrefløjens vælgermæssige styrke og dens organisatoriske forankring uden for valgkampene er et nyt fænomen. Til sammenligning havde de såkaldte “kloak-socialister” i Milwaukee allerede vundet fagbevægelsens opbakning mere end ti år, før de i 1910 indtog borgmesterkontoret – et embede, de faktisk beholdt i det meste af de følgende 50 år.

Og New Yorks måske største borgmester, Fiorello La Guardia, kunne i 1930’erne gennemføre en ambitiøs, folkelig politik og hjælpe byen ud af depressionen, netop fordi han stod på skuldrene af en voksende og kampklar fagbevægelse.

Opgaven nu er at bruge det aktuelle momentum – sammen med rådhusets politiske muskler og Zohrans enorme platform – til at bygge den arbejderbevægelse, der kan forandre New York for alvor. Nogle vil gøre det ved at melde sig ind i Democratic Socialists of America, andre ved at organisere deres arbejdsplads – og mange ved at gøre begge dele.

Allermest presserende er det, at tusindvis af newyorkere går aktivt ind i de fælles kampe, der nu skal vindes: for gratis børnepasning, billige boliger og gratis busser – finansieret af skatter på de rigeste. Og samtidig for at beskytte vores papirløse naboer mod ICE’s brutalitet gennem ikkevoldelig massemodstand – som f.eks. elevstrejker og lokale solidaritetsaktioner.

At ændre styrkeforholdene gennem udadvendt, folkelig organisering vil gøre langt mere for at virkeliggøre Zohrans politiske program, end endeløse venstrefløjskritikker af de kompromiser, hans administration uundgåeligt vil blive tvunget til at indgå.

Ingen ved, hvad der venter. Trump er i fuld gang med at udvide sin magt nationalt, og New Yorks milliardærer kommer ikke frivilligt til at opgive deres profit eller politiske indflydelse.

Vi vil møde kriser, tilbageslag og skuffelser – mange af dem uforudsete.

Men udadvendt organisering – at samle folk, handle, stå sammen – vil bringe os tættere på at gøre Zohrans vision til virkelighed, end nok så megen intern kritik nogensinde vil kunne.

Zohran Mamdanis overvældende sejr har givet arbejderklassen og venstrefløjen et sjældent skud håb i en tid, hvor frygt og opgivenhed ellers dominerer. Og det betyder noget. Som Milwaukee-socialisten Victor Berger skrev allerede i 1907: “Fortvivlelse er fremskridtets største fjende. Vores vigtigste behov er håb.”

Valgsejren bør inspirere os alle til at organisere os hårdere end nogensinde – for den by og den verden, vi ved, er mulig. Ligesom Zohran i dag forstod Berger dengang, at “Jorden er stor nok og rig nok til at give hvert menneske et godt liv. Men for at få en bedre verden, må vi kæmpe for den.”

Den kamp er kun lige begyndt.

Artiklen er først udgivet på Jacobin 4. november 2025. Læs originalen her.

Artiklen er oversat fra engelsk af Jeppe Rohde. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.