1. maj – lad os gøre kampdagen lidt større

1. maj og varmen erobrer byen. Det har været en lang, kold vinter, og vi har fortjent at komme ud at komme hinanden lidt ved. Det er 1. maj også. En årligt tilbagevendende fætter-kusine-fest, hvor vi kan komme ud at opleve venstrefløjen i al dens mangfoldighed.

Hvor havde APK gemt sig hele året? Nå, der var de jo. Jord- og betonarbejderne er den vej, og derhenne er SF’s telt. Det er vel sådan, folkefronten ser ud i udfoldelse. Fadøl, socialdemokrater og nogles fædre der spiller Rolling Stones-covers på murernes lille scene. Anarkister og aktivister til fest hos antifascisterne omme bag søen. Talere og folk, der prøver at overdøve dem. Engang så jeg et par in flagrante i en busk, hvor alle er ude at tisse. Så virker det altså som en ildelugtende tjans at ligge nederst.

1. maj har udviklet sig til noget bedre i løbet af de senere år. Der er ikke lige så mange i Fælledparken, som da jeg var ung, men til gengæld er drukfesten på græsplænen med dåseøl og soundbokse forsvundet. De tilbageværende lader faktisk til at have et eller andet politisk formål med at være der. Det formål kan man være enig eller uenig i.

Men i dag skal vi ikke svælge i uenighederne. Det bruger vi på venstrefløjen tilstrækkeligt af årets øvrige 364 døgn på.

Mens antifa’erne fester bag søen i Fælledparken, fortsætter regeringsforhandlingerne på Marienborg ude ved Bagsværd Sø. Det har de gjort så længe, at de fleste vel har mistet interessen, og har nogen for alvor mærket forskellen på at have en normal regering og en forretningsregering? Måske kommer der snart en ny regering. Måske kommer der lidt bedre vilkår for landets grise og drikkevand. Måske kommer der en reform af folkeskolen. Måske kommer den reform til at virke efter hensigten. De – regeringsforhandlingerne altså – skal nok blive vendt i Fælledparken og i Mølleparken og i mange andre parker på 1. maj. Men i dag ændrer de ikke noget for os.

1. maj kan man høre de samme folk sige mange af de samme ting. Det er der ikke noget galt i. Jeg ser også Brønshøj spille en masse fodboldkampe, og de bliver heller aldrig sådan rigtig gode. Alligevel ville jeg nødig være dem foruden.

Så skal vi høre på nogle håndværkere, der siger, at vi skal have flere faglærte i Folketinget, og at den danske model skal beskyttes? Skal vi høre på SF, der understreger, at situationen er alvorlig, og at vi må trække resterne i så sympatisk en retning, som vi nu kan? Skal vi høre på kommunisterne, der siger, at man ikke må bruge penge på oprustning? Skal vi høre på aktivisterne, der piber ad socialdemokraterne? Skal vi høre på socialdemokraterne, der siger noget om, at det er godt, at vi har Mette?

Det er det dejlige ved 1. maj. Du kan finde noget, der passer dig, og hvis det ikke passer dig, kan du lade være. Jeg ved, hvad jeg foretrækker.

Alligevel vil jeg prøve at bruge noget af dagen på at blive klogere. På at møde nogle af dem, der forsøger at lade sig omfavne af den danske model. Man kan sige meget om vores samfund, men det giver stadig bedre beskyttelse at være omfattet af en overenskomst end ikke at være det.

Wolt-budene prøver på at blive en del af den danske model. De møder stor modstand. Wolt-budene er for manges vedkommende udlændinge, men de er her ikke for at stjæle nogens job. Hvis vi vil styrke den internationale solidaritet – og det vil vi – må vi også styrke solidariteten med dem, der her til lands er udsat for senkapitalismens mest fremmedgørende arbejdsvilkår. Ligegyldigt hvor de kommer fra.

Derfor håber jeg på at støde til Wolt-budenes demonstration. Og jeg håber på, at resten af Fælledparken tager godt imod dem, når de bare prøver at komme med til festen. For 1. maj må ikke være en lukket fest. Lad os få lidt flere fætre og kusiner.