10 forfærdelige venstreorienterede argumenter mod ukrainsk modstand

Oversat fra engelsk af Niels Frølich fra 10 Terrible Leftist Arguments against Ukrainian Resistance, Commons, 20. juni 2022

Ansvarsfraskrivelse #1: Jeg vil gerne understrege, at der også er mange venstreorienterede, som indtager en solidarisk holdning og intet vil have med disse påstande at gøre. Men det er ikke dem, jeg skriver om.

Ansvarsfraskrivelse #2: Det er meget vigtigt, hvordan nogle af disse budskaber bliver fremsat, da måden trækker grænsen mellem på den ene side holdninger, der giver anledning til bekymring og diskussion, og på den anden side den centrale del af ens forudindtagne og ubetingede politiske holdning mod ukrainsk modstand. Denne tekst handler om det andet tilfælde. Jeg vil ikke diskutere nuancer. Det er en polemisk meningstilkendegivelse, ikke en analytisk artikel.

Ansvarsfraskrivelse #3: Jeg er frustreret, vred og derfor ofte sarkastisk. Og ja, jeg har ret til at være det. Og ja, jeg bruger denne artikel til at kanalisere min frustration og vrede.

1. “Hvis et andet land angriber mit land, ville jeg bare flygte”

Ja, det har jeg også gjort, for jeg har to børn. Den underforståede, uudtalte påstand i sin helhed: “I en hypotetisk situation, som er højst usandsynlig, men som jeg alligevel projicerer over på dig, vil jeg ikke støtte kollektiv modstand mod invasionen, og på grund af denne projektion er jeg modstander af ukrainsk modstand”.

Denne påstand kommer oftest til udtryk hos folk fra lande med en moderne historie, hvor de hverken har været underlagt eller truet af imperialistisk dominans.

Men her befinder vi os ikke i en abstrakt krig eller i en udgave af jeres projektioner. Der er tale om en meget konkret krig, som støttes af en retorik, der går ud på total underkastelse. Nogle gange når retorikken endda et folkemorderisk niveau.

En marxist burde tage sig tre gange til hovedet, når han/hun hører, at krigen mod imperialistisk undertrykkelse ikke er værd at kæmpe.

Hvis noget sådant nogensinde skulle ske for dig, kan du naturligvis vælge den mulighed at lade være med at gøre modstand – jeg vil aldrig dømme dig, så længe du ikke bruger dit individuelle valg til at fordømme andres kollektive forsvarskamp i en helt anden og strukturelt anderledes virkelighed.

2. “Jeg ville aldrig kæmpe for min regering”

Underforstået: 1) Ukrainerne kæmper for deres regering, 2) Jeg ved ikke, hvorfor jeg mener det, og jeg har enten ikke tjekket påstanden med ukrainere eller 3) Jeg mener i øvrigt, at ukrainernes mening er ligegyldig”.

Ja, det er helt klart – krigen har intet at gøre med vores lorteregering (som mange andre regeringer). Tjek de skide meningsmålinger, som nogle venstreorienterede er så glade for, når de støtter deres pointe, og straks glemmer, når de underminerer selvsamme pointe.

Hvis denne krig nogensinde har haft noget med den ukrainske regering at gøre, så ophørte regeringen med at være relevant i den russiske propaganda begyndte at tale om “løsningen på det ukrainske spørgsmål” og “afnazificering” af hele befolkningen.

Den anden del af denne underforstående påstand er knyttet til en total løsrivelse fra den materielle virkelighed og mangel på hensyn til den – en særdeles materialistisk tilgang.

Den tredje del af påstanden har naturligvis intet med venstreorienterede principper at gøre og er desværre, ligesom mange andre påstande, en åbenlys manifestation af den vestcentriske nedladende eller arrogante “venstreorientering”.

At være venstreorienteret akademisk “superstjerne” garanterer, at mange mennesker tager ens tekst alvorligt på trods af den i desperat grad beklagelige materielle virkelighed og de menneskekroppe, der ligger begravet under dens murbrokker.

3. “Vores regering støtter Ukraine, og jeg kan aldrig tage min regerings parti”

Underforstået: “Faktisk støtter jeg i mange tilfælde min regering, men på en sådan måde, at jeg retfærdiggør mit standpunkt og/eller stoler på identitetspolitik i stedet for materialistiske principper for at gøre mit liv konformt og simpelt”.

Selvfølgelig støtter disse mennesker deres regeringer ved nogle lejligheder og kritiserer og modsætter sig dem ved andre. Virkeligheden er kompliceret, ved du nok. Nogle gange gør selv lorteregeringer det rigtige, især under pres fra den progressive, folkelige kamp.

Det er ligesom at være imod migranter og flygtninge, som regeringen har besluttet at “lukke ind”, fordi det var regeringens holdning. (Ja, jeg ved det godt: Nogle gør det under paroler om, at “de vil tage vore arbejderes job”).

En illusorisk principiel modstand mod ens egen regering bruges simpelthen igen som begrundelse for ikke at støtte den ukrainske modstand. I alvor at støtte denne påstand betyder, at man forlader sig på en identitetspolitik baseret på blind generalisering i stedet for en analyse af den materielle virkelighed, som Ukraine står over for.

4. “Ukrainske og russiske arbejdere bør i stedet for at kæmpe mod hinanden rette våbnene mod deres egne regeringer”

Underforstået: “Jeg foretrækker at lade være med at gøre noget i denne situation, hvor der ikke er nogen direkte eller indirekte trussel mod mit liv; jeg er imod ukrainsk modstand, og jeg vil gerne finde en pæn begrundelse, der klinger venstreorienteret”.

Ja, vi må hellere lade som om, vi er lavet af sten og vente på en global proletarisk revolution. Jeg er bange for, at den slags mennesker på et tidspunkt endda vil hævde, at der ikke er behov for at føre nogen social kamp inden den globale revolution (ja, ja, jeg ved det godt: Nogle gør det næsten).

Denne holdning er imidlertid (ofte) et priviligeret individs holdning, som skjuler en ideologisk egoisme bag pæn retorik. Den er også et produkt af den årelange nedtur for venstrefløjens mobilisering og det globale systems mange reaktionære udviklinger.

Den holdning er noget gedigent og universelt lort, så hvis nogen vil vælte sig i det, kan jeg anbefale den.

5. “Hvem gavner denne krig?”

Underforstået: “Jeg ved, at dele af den kapitalistiske eliteklasse har gavn af næsten alt i verden, for det er sådan systemet fungerer, men jeg bruger alligevel dette spørgsmål (som egentlig ikke er et spørgsmål) til at udtrykke min modstand mod Ukraines kamp for selvbestemmelse”.

At modsætte sig den kamp, fordi den gavner vestlige eliter, er som at modsætte sig arbejdskampe, fordi de gavner en kapitalistisk konkurrent.

En anden variation af denne påstand er en del af diskussionen om NATO-våben (selv om jeg naturligvis ved, at diskussionen er mere kompliceret).

Beklager, men vi lever i en verden uden en progressiv stat af den størrelse, der er nødvendig for at yde materiel støtte til en kamp af dette omfang og drage fordel af dens sejr. Medmindre man betragter andre imperialistiske magter som Kina som progressive.

Holdningen er et oplagt lortehul, fordi det er dybt og kan rumme mange variationer over samme påstand. Størstedelen af diskussionen om “indflydelsessfærer” falder på den ene eller anden måde i dette lortehul.

Hvis man tager denne holdning alvorligt, er det ensbetydende med at tage parti for den reaktionære status quo, som vi har levet i gennem årtier. Den går også ofte hånd i hånd med benægtelse, nedtoning eller endog favorisering af russisk (eller enhver ikke-vestlig) imperialisme.

Til tider skjuler denne holdning også alle de andre tanker, som f.eks. at støtte alle kannibalistiske regimer mod den vestlige imperialisme.

Hos nogle venstreorienterede fra det globale syd kan den skjule hævnlyst – en lyst, der ganske vist er langt mere forståelig end vestlige iagttageres konformistiske identitetspolitik, men betyder en ondskabsfuld tilsidesættelse af det ukrainske folk, på hvis bekostning hævnen mod den vestlige imperialisme skal udøves.

6. “Hvad med det yderste højrefløj på den ukrainske side?”

Den skjulte påstand er her: “Jeg bruger det højreekstreme problem som et figenblad for at skjule min modstand mod den ukrainske modstand”.

Ja, der er højreekstreme grupper i Ukraine – ligesom i mange andre lande – og ja, de har våben nu, fordi vi – surprise – er i krig. Men de, der fremsætter denne påstand, er for det meste ligeglade med den yderste højrefløj på den russiske hærs side eller den generelt skræmmende højreekstremistiske linje i russisk politik med konsekvenser for henholdsvis landets interne og udenlandske “anliggender” (som, ja, en række krige).

De er ligeglade med, at venstreorienterede politologer fra Rusland nu kalder regimet for et postfascistisk regime. De kender ikke til omfanget af den yderste højrefløjs deltagelse i den ukrainske modstand. De er ligeglade med andre ideologiske gruppers deltagelse og modstandens generelle omfang.

De ved ikke, hvordan den tomme betegnelse “nazist” bruges i den russiske propaganda til at umenneskeliggøre hvem, det passer dem. Det er blot et figenblad, som takket være den russiske propaganda og andre faktorer, er vokset til en kolos.

7. “Rusland og Ukraine skal forhandle. Opgraderet version: Her er vores forslag til en fredsaftale”

Denne påstand har mange skjulte variationer, som afhænger af forslagene til en fredsaftale, som disse mennesker fremsætter. Afhængigt af disse forslag kan det underforståede budskab være: “1) Ukraine bør kapitulere, eller 2) Vi er løsrevet fra virkeligheden og mener, at vores relativt fornuftige forslag til en fredsaftale er realistiske nu”.

Den første mulighed er den samme gode gamle “fred med alle midler”: Forslagene forudsætter grundlæggende, at Ukraine skal opgive de nyligt [af Rusland] erobrede territorier og opfylde næsten alle Ruslands absurde politiske krav og opgive landets uafhængighed og befolkningens selvbestemmelse. Det er sandelig meget venstreorienteret.

Det andet budskab kommer tæt på den foreslåede fredsaftale, der lå på forhandlingsbordet i foråret 2022, da den omfattende invasion netop var begyndt. Et af hovedpunkterne i den foreslåede fredsaftale er, at den russiske hær skal trække sig tilbage fra de nyligt erobrede områder til den grænse, der eksisterede den 23. februar.

Dette punkt gør hele forslaget ubrugeligt på nuværende tidspunkt, og forslagsstillerne kan ikke give et fornuftigt svar på spørgsmålene om, hvorfor Putin-regimet skulle gøre det på det nuværende stade, og hvem og hvordan man kan “overtale” dette regime til at trække sig tilbage.

Der er også den grimmere version af det underforståede budskab: “Vi er fornuftige og ved godt, at vores relativt fornuftige forslag i øjeblikket er urealistiske, men vi fremsætter dem alligevel for at vise, at de dumme ukrainere ikke ønsker at forhandle”.

8. “Vesten bør holde op med at støtte Ukraine, fordi det kan eskalere til en atomkrig”

Det skjulte budskab: “Et land med atomvåben kan gøre, hvad det vil, fordi vi er bange”.

Jeg er faktisk også bange for atomkrig. Men at stå fast på denne holdning er at støtte den reaktionære status quo og gøre den imperialistiske politik lettere at føre.

Og det, der mangler i denne diskussion, er de katastrofale konsekvenser af Ruslands angreb for den globale bevægelse for atomnedrustning. Det er svært for mig at forestille mig, hvorfor noget land frivilligt skulle opgive sit atomvåbenarsenal nu, når landet frygter at lide Ukraines “skæbne” (googl Budapest-memorandummet). Og det er ikke Vesten, der her har skylden.

9. Vi vil ikke engang tale med jer, fordi I går ind for våben”

Det skjulte budskab: “Vi er ligeglade med denne krigs materielle virkelighed, og undskyld, men alligevel ikke undskyld, at I var så uheldige at blive angrebet af et ikke-vestligt imperialistisk land, men det er ubehageligt, at I griber ind i vores indbildte monolitiske, unipolære og vestcentriske internationalisme.“

Dette er selvfølgelig et krydsfelt mellem mange af de tidligere påstande, men jeg har besluttet at opliste det separat, fordi det er en strålende manifestation af det, som vi ukrainske venstreorienterede nogle gange hører og undrer os over.

Solidaritet internationalisme, opmærksomhed på magtulighedens strukturer, antiimperialisme og alle de vigtige ting bliver smidt i skraldespanden for øjnene af os ved højlys dag.

10. “God russisk modstand versus dårlig/forkert/ikke-eksisterende ukrainsk modstand”

Og sidst, men ikke mindst, er det faktisk denne påstand, der gør mig mest vred. Det her lort trigger mig enormt meget og bringer nogle irrationelle følelser frem, som jeg skammer mig over. Der er intet skjult budskab her.

Et af de ekstreme eksempler er, når en russisk aktivist mod krig taler på et venstrefløjsmøde, så lytter alle. Men når en fra den ukrainske venstrefløj på samme møde taler og kommer med stort set de samme budskaber, forlader nogle mennesker demonstrativt lokalet og buher.

De ukrainske venstreorienterede kan blive udspurgt på en måde, som om de ikke har ret til at deltage i en diskussion om denne krig, hvis der ikke er russiske krigsmodstandere involveret – selv om de blot om få dage deltager i en anden diskussion med russiske repræsentanter. Hvor i alverden vover de ukrainske venstreorienterede at tale om den russiske invasion uden de russiske venstreorienterede?

Det her er kun ekstreme eksempler, men der findes et hav af moderate variationer: Støtte til og beundring af russisk krigsmodstand og ufølsomhed over for den ukrainske.

Udbredelse af visse budskaber fra den russiske bevægelse mod krigen og forbigåelse af ukrainske venstreorienteredes budskaber.

At lade som om, at den ukrainske modstand ikke eksisterer.

At skrive om modige og stærke russiske krigsmodstandere og samtidig beskrive ukrainere som blot civile tab, flygtninge og stakkels ofre.

I den russiske krigsmodstand fremsættes ofte lignende påstande, og [samtidig] støtter man den ukrainske venstrefløj med hensyn til krigen: Man kræver våben til den ukrainske modstand, man ønsker, at Rusland skal tabe!

Er det ikke forvirrende, at disse ligheder ikke betyder noget? Men forklaringen er enkel. Den russiske modstand er bekvem og svarer til mange skjulte krav og budskaber: De er imod deres regering. De har ikke våben i hænderne.

I sidste ende er de modige og værd at lytte til, i modsætning til den fattige/stædige/nationalistiske/militaristiske – med andre ord ubekvemme – ukrainske venstrefløj, som nægter at være bekvemme ofre.

Ved du, hvorfor denne forskel mellem den ukrainske venstrefløjs modstand og den russiske krigsmodstand opstod? Fordi det ikke er Rusland, der er under imperialistisk angreb, og det er ikke den russiske opposition, der fører en forsvarskrig for selvbestemmelse.

***

Jeg ved godt, at der mangler en del skjulte påstande og budskaber. Nogle af dem er åbenlyst bullshit at diskutere, som “men USA har gjort noget meget værre”, “det socialistiske Rusland”, “naziregimet i Kiev”, “14.000 civile blev dræbt af den ukrainske regering”, “vær ikke så følelsesladet”, “der er ikke noget godt at forsvare i Ukraine” (ja, det er rigtig holdning)! Der er også påstande, som er for smertefulde til, at jeg kan diskutere dem nu.

Jeg ved, at det ikke er første gang, internationalisme og praktisk solidaritet falder fra hinanden. Men man kan ikke engang (igen) nærme sig dens genopbygning, hvis man undlader at se, hvad der ligger bag de skjulte budskaber:

Idealistiske vrangforestillinger, den politiske magtuligheds strukturer, reaktionære strømninger og alt det andet lort, der tillader så mange at se bort fra den russiske imperialisme og den ukrainske kamp for selvbestemmelse.