Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
18. marts. 2021

150 års fødselsdag: Pariserkommunen var en drøm om et nyt samfund. Den drøm er der stadig brug for!

For 150 år siden blev drømmen om et andet samfund til virkelighed i Paris i et par fortryllende forårsmåneder. Selv om opstanden var kortvarig, har vi med klimakrise og voksende ulighed mere end nogensinde brug for at turde drømme dens tanker igen.

Pariserkommunen i 1871: Den røde fane erstattede tricoloren på rådhuset i Paris. Kvinder var i frontlinjen af den kamp, og organiserede sig i revolutionære klubber som Kvindeforeningen for Paris’ Forsvar. Illustration: Peter Ksander / Reed Theatre
6 min. læsetid

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Kvindernes internationale kampdag fejres hvert år 8. marts, selv om ingen ved præcis, hvorfor det lige er blevet den dag, der i mere end 100 år har markeret den fælles kamp for kvinders rettigheder. Clara Zetkin, Rosa Luxemburg og de andre kommunister, der oprindeligt satte dagen på verdenskortet, var enige om, at fejringen skulle være om foråret, men indtil 1914 afholdtes ‘Kvindedagen’ på andre, tilfældige dage. Måske var det blot fordi 8. marts faldt på en søndag i 1914? Faktisk kan det undre, at en anden, mere oplagt dag i marts ikke blev valgt til at markere kampen. 33 år tidligere havde de franske arbejdere nemlig gennemført en revolution i Paris, der på mange måder havde rykket drømmen om lighed mellem kønnene et skridt nærmere. Og i modsætning til tidligere revolutioner – som den i 1789 – var de franske kvinder selv med i forreste række under revolutionen 18. marts 1871. Kvinder som André Leo, Louise Michel og Blanche Lefebvre nægtede at lade sig reducere til passive statister, og deltog i revolutionen med gevær i hånd.

Drømmen brast ganske vist efter blot 2½ måneder, men havde antændt et håb om at blive til en permanent virkelighed, der også inspirerede kvindekæmperne årtier senere. Netop Clara Zetkin, der var en afgørende del af den tidlige feministiske bevægelse, opsummerede Pariserkommunens betydning på smukkeste vis i 1919: “I dens korte levetid udrettede den udødelige, uforgængelige ting. Den gjorde idéen om international solidaritet til et fælles eje blandt alle de arbejderorganisationer, som ville føre proletariatet ud af knaphedens mørke og mod friheden.”

Men det er ikke bare feminister verden over, der skylder de heltemodige franskmænd og -kvinder tak for deres kampe i det parisiske forårs gader. Faktisk kunne de årlige fejringer af Arbejdernes Internationale Kampdag (1. maj) eller Den Internationale Børnedag (1. juni) lige så vel have ligget 18. marts. Pariserkommunen tegnede nemlig konturerne af, at et andet samfund var muligt på en række andre områder. De radikale krav fra bevægelsens ledere, communarderne, gjorde op med børnearbejde, huslejespekulation og udbytning af arbejdskraften, og viste samtidig hvilken magt, arbejderne kunne få over deres eget liv gennem klassekamp. Det var et kæmpe socialt eksperiment, der indførte mindsteløn, ligestillede børn født uden for ægteskab og fjernede religion fra undervisningen. I bund og grund handlede det om frihed for arbejderklassen: Fra lønslaveri, kirkens åg og patriarkatets kropsunderstrykkelse.

“Der er mere end nogensinde brug for et nyt samfund som dét, communarderne lagde fundamentet til i de korte forårsmåneder i 1871.”

Det startede med en drøm, der for en stund blev gjort til virkelighed. Det endte som et mareridt, da franske soldater under ledelse af Patrice de MacMahon generobrede byen i et blodbad. Soldater fra Fremmedlegionen aflivede endegyldigt frihedskampen i byen 28. maj, hvor de revolutionæres sidste bastion, den legendariske kirkegård Père Lachaise i den østlige del af byen, blev indtaget. I alt blev mere end 20.000 mennesker henrettet i løbet af semaine sanglante (‘den blodige uge’), hvor eksil-præsidenten Adolphe Thiers’ soldater generobrede Paris ét arondissment ad gangen. Kommunen var død i Paris, men levede videre i andre revolutionæres bevidsthed. “Historien har aldrig set en større heltegerning”, skrev Karl Marx i april 1871. For ham var lektien klar; eksperimentet slog fejl, fordi man tøvede, tvivlede på sine krav og nedlagde våbnene, i stedet for at marchere direkte til Versailles-slottet, hvor eksil-regeringen havde gemt sig, og fik tid til at samle kræfter til en blodig modreaktion. Også for en senere, mere succesfuld revolutionær blev Pariserkommunen et vigtigt prisme for, hvad der måtte gøres: “Der kommer et tidspunkt, hvor proletariatets fjender skal udryddes nådesløst. Det blev demonstreret af det franske proletariat i Kommunen”, skrev Vladimir Lenin i 1908.

Hvad kan vi så bruge erfaringerne til i dag fra dét, Marx kaldte “stormen på himlen”? Når man på dens 150 års fødselsdag kigger tilbage på Pariserkommunen med de historiske briller, var kampen både en anden end nu, og samtidig en historisk lektion for nutiden. Mange af de problemer, communarderne forsøgte at løse, er stadig højaktuelle. Tag eksempelvis problemet med levebrødspolitikere, som opstiller ét sæt spilleregler for sig selv, og et andet for resten af befolkningen. I 1871 lå løsningen lige for: Alle politisk valgte repræsentanter skulle – uden undtagelse – kunne tilbagekaldes med øjeblikkelig virkning, og deres løn skulle være den samme som alle andre arbejderes. Måske kunne den slags løsninger også gøre den moderne politikerfabrik uden forbindelse til resten af befolkningen mindre attraktiv? L’Union des Femmes krævede ligeløn for mænd og kvinder. Den kamp er der vist ingen der er i tvivl om, at vi stadig står midt i.

Også når man kigger på selve betingelserne for gøre oprør mod systemet, er der inspiration at hente hos den runde fødselar. Indbyggerne i den franske hovedstad var dengang desillusionerede og udmattede, efter endnu en blodig krig med deres tyske naboer var blevet udkæmpet på vegne af den herskende klasses interesser. Parisianerne var sultne efter forandring, men også bogstaveligt talt udsultede efter den preussiske belejring af Paris i vintermånederne op til deres revolution. “Det er brød til alle, revolutionen skal bruge”, skrev Piotr Kropotkin om revolutionen 20 år senere, og berørte det centrale i Pariserkommunens oprør. Den franske stat varetog kun elitens interesser, og ville folk gå i seng på fuld mave, måtte de selv tage kontrol med deres liv.

I dag er vores samfund også på vej ud over kanten, fordi elitens interesser trumfer fællesskabets. Udsultningen foregår stadig; men ser vi på klimakrisen er den eksistentielle trussel ikke længere kun rettet mod den enkelte arbejders mavesæk, men selve betingelsen for civilisation. Det forestående økologiske kollaps er et resultat af, at vi har overladt det til de grådigste mennesker på planeten at forvalte den jord, vi lever på. Hvis vi skal nå at vende den skude, er der brug for at gøre op med kapitalens ret til at udpine jorden, og i stedet tænke ejerskab som et fælles demokratisk projekt. På 150-året for arbejdernes overtagelse af den franske hovedstad, kan vi derfor fejre mærkedagen ved at tænke over, hvordan vi kan lade os inspirere af deres radikale krav til at komme ud af vores egen belejringssituation. Der er mere end nogensinde brug for et nyt samfund som dét, communarderne lagde fundamentet til i de korte forårsmåneder i 1871.

Længe leve kommunen i Paris!

Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere