1917: 1. Verdenskrig på briternes side

Filmen ‘1917’ handler ikke så meget om krigens absurditet, som om de gode briter mod de onde tyskere. Den udspiller sig i et grufuldt krigsmareridt, hvor alle actionfilmens sejl sættes til.

Af Karen Helveg Petersen

Instruktøren Sam Mendes vandt en Oscar for ‘American Beauty’ i 1999. Siden da har han blandt andet instrueret et par James Bond-film, og nu er han igen i første række på præmieuddelingernes røde løber.

Inspirationen til ‘1917’ har Mendes fundet i sin farfars solomission i Flandern bag fjendens linjer i efteråret 1917, hvor 1. Verdenskrig optrappedes dramatisk. Farfaderen påtog sig at finde tre fortabte britiske kompagnier og rapportere tilbage om dem til bataljonscenteret. Filmens realistiske niveau er etableret ved en let forskydning af dato og geografi, for den foregår i Nordfrankrig omkring Écoust-Saint-Mein og Croisilles. Startdatoen for handlingsforløbet angives som 6. april 1917 – lige før slaget ved Arras 9. april, hvor briterne forsøgte sig med et større fremstød mod tyskerne.

1.600 liv mellem hænderne

I filmen sendes to unge korporaler, Blake og Schofield, på en mission fra deres position bag fronten. De har til opgave at give en ordre til de fremskudte britiske tropper om, at de ikke skal starte et planlagt fremstød, da de så vil løbe lige lukt ind i et tysk bagholdsangreb. Da telefonlinjerne er brudt ned, skal ordren overbringes ved håndholdt brev. Hvis den ikke kommer frem, vil 1.600 mand gå i den visse død – herunder Blakes bror.

Opildnet af den skræmmende præmis om at holde 1.600 liv i deres hænder går og løber de to fodtudser rask af sted. Det første stykke er banen klar, men så bryder helvede løs. Resten af turen når de igennem samtlige elementer, jord, ild, luft og vand og møder tyskere, der skyder på dem fra uforudsete vinkler, kaster sig frem fra skjul, smider med håndgranater eller bomber dem fra luften. Ind imellem dukker nogle britiske tropper op som midlertidig redning. Her skal ikke afsløres mere om handlingen, men filmen er fotograferet, så det ligner en eneste, lang optagelse.

Krigen synes at være bilateral snarere end en verdenskrig. Vi er ikke bare på briternes side, men hepper på hver og én af dem, og hvis de udviser lidt godhed over for en tysker, viser det sig at være en dårlig idé. Hovedpersonen, thi en sådan udskiller sig, går fra lidt modvillig udsending til uforfalsket helt. Om noget bidrager filmen til glorificering af Storbritannien.

Kærligheden, det gode og bløde er underrepræsenteret, men en ung kvinde og endog en baby optræder på et tidspunkt, hvor man som tilskuer har brug for en pause fra skyderiet.

Filmen tabte mig, da den nåede til Écoust, der stod i flammer og lignede en oldtidsby-kulisse med fortrinsvis rødt bagtæppe. Lyset fra artilleriilden og flammekasterne blafrede vildt på ruinerne. Derfra går den videre til heltens konfrontation med vand-elementet i form af fossende floder og vandfald i det flade landskab. Bortset fra, at der mangler en biljagt, er det ren action med teatralske overtoner.

Teknisk bedårende prisvinder

På bedste Hollywood-facon forløses filmen halvvejs tilfredsstillende. Ikke mange spørgsmål står tilbage. Teknisk set er den en mageløs konstruktion af skyttegrave, underjordiske beskyttelses- og opholdsrum, ødelagte bondehuse og døde dyr. Og det hele brager og buldrer med tilføjelse af original filmmusik, der fungerer som advarselssignaler og dramatisk understregning. Hvis der er stille, ved man, at det ikke varer længe. Personerne er ikke meget nuancerede, men på den baggrund er spillet da upåklageligt. Som en refleksion af klassesamfundet portrætteres topofficererne af kendte folk som Colin Firth og Benedict Cumberbatch – begge optræder dog kun kort – mens de menige soldater må nøjes med mindre profilerede skuespillere.

Filmen har allerede fået en Golden Globe som bedste film. Den vandt ikke Critics’ Choice Award, men er favorit til at vinde mange BAFTA-priser og Oscar-statuetter, ikke mindst for bedste film. ‘1917’ har generelt fået meget fine anmeldelser, såvel her i landet som i de udenlandske medier. En mere kritisk tilgang findes i The New Yorker, der kalder filmen ‘overfladisk og hul’.

Karen Helveg Petersen er økonom, og har bl.a. skrevet bogen ‘Rentekapitalismen’. Hun arbejder som konsulent med udviklingsarbejde i Det Globale Syd.