366 dage med præsident Zelenskij, del 3: Amerikanske laboratorier og oligarker

I Ukraine kritiseres præsident Zelenskij nu for løftebrud på flere felter. Men hvad og hvem binder denne politik sammen? Hvilke holdninger, konkrete personer og interesser ligger bag den?

Af Aksel V. Carlsen

Vestlige medier valgte fra starten side i den interne ukrainske konflikt ved at forenkle billedet. I 2014 fik vi først en ensidig skildring af Majdan, der begyndte som en bred folkeprotest. Men derefter hyldede man de maskerede militante aktivister, der besatte offentlige bygninger, og amerikanske politikere gnubbede skulder med lederen af det ekstreme højreparti Svoboda. Senere blev der tyst omkring USA’s indblanding i den videre proces. Alt bliver fremstillet som ”Ruslands krig mod Ukraine” – ofte med udokumenterede påstande. Og nu, hvor situationen i Ukraine på mange måder er kritisabel, er vores public service medier tavse.

Amerikanske biologiske laboratorier

Som et led i den officielle danske tilpasning til amerikansk politik gælder mediernes tavshed både amerikanske militæraktiviteter i Sortehavet, våbenleverancer til Ukraine samt indflydelse på ukrainsk personalepolitik og topudnævnelser. Et konkret tilfælde er tavsheden om 15 amerikanske, biologiske laboratorier i Ukraine, som ikke er uinteressant.

Historien om de hemmelige, amerikanske biologiske laboratorier i Ukraine kom frem takket være en international gruppe undersøgende journalister, hvis gennemgang af Pentagon-dokumenter blev beskrevet af den ukrainske netavis Strana.ua. Gruppen nåede frem til, at disse laboratoriers opgave antagelig er at forske i teknologier, der kan bruges til udvikling af biologiske våben. To politikere fra det største ukrainske oppositionsparti For Livet (OPL) bad derfor i begyndelsen af april Zelenskij om information om disse laboratorier. Deres tekst blev 14. april lagt ud på Facebook af parlamentsmedlem Renat Kuzmin.

“Historien om de hemmelige, amerikanske biologiske laboratorier i Ukraine kom frem takket være en international gruppe undersøgende journalister. Gruppen nåede frem til, at disse laboratoriers opgave antagelig er at forske i teknologier, der kan bruges til udvikling af biologiske våben”

Bemærkelsesværdigt kom der dog ikke svar fra præsident Zelenskij, men derimod fra: USA’s ambassade i Kiev. Man bekræftede eksistensen af disse laboratorier, men bagatelliserede problemet. Det hed sig, at de er en del af et fredeligt medicinsk virus-forskningsprojekt, som Ukraine har tiltrådt i 1993 med hensigt på ”at forhindre at skadelige (“patogene“) bakterier falder i fremmede hænder”. Som et led i dette projekt accepterede Ukraine etablering af amerikanske laboratorier i Ukraine og forpligtigede sig til at videresende sygdomsfremkaldende, patogene bakterier til USA’s myndigheder.

To uger senere blev de to politikeres spørgsmål af den amerikansk finansierede radiostation ‘Liberty’ betegnet som ”russisk fake news”. Men Ukraines Sikkerhedstjeneste bekræftede 7. maj, at det ukrainsk-amerikanske samarbejde er på finansloven.

Ifølge de ukrainske netmedier ‘zik’ og ‘newsone’ fastholder OPL-partiets ledelse dog, at selv ikke parlamentsmedlemmer var informeret om formålet med dette samarbejde. Man forlanger transparens og oplysning om, hvorledes disse laboratorier faktisk tjener ukrainske, og ikke specifikke amerikanske, interesser. Både OPL-partiet og Ukraines Kommunistiske Parti ser alt dette som endnu et eksempel på, hvordan USA i kulisserne fortsat spiller en stor rolle i ukrainsk politik – og minder samtidig om tidligere fortielser af CIAs hemmelige fængsler i udlandet og amerikanske fangetransporter.

Historiske erfaringer og herskende tanker

Under sidste års valgkamp lagde Zelenskij op til en samling af Ukraine, til inklusion oven på Poroshenkos fire år med splittelse og had. At gå fra ord til handling kræver dog både mod, vilje, overblik og en strategi. Men har Zelenskij noget af det?

En vigtig indikator for graden af inklusion er Ukraines Institut for National Hukommelse. Som et led i fortrængelsen af den sovjetiske fortid blev det grundlagt som regeringsinstitution i 2006 for ”at genskabe og bevare det ukrainske folks nationale hukommelse”. Siden Majdan (oprøret i 2014, red.) blev Instituttet ledet af en kontroversiel, nationalistisk historiker ved navn Volodymyr Vjatrovitj. På hans initiativ blev der under præsident Poroshenko gjort en ekstraordinær indsats for at håndhæve dét, som Vjatrovitj opfattede som ”ukrainske værdier”. Instituttet blev toneangivende i Poroshenko-regimets massive heksejagt på ukrainske kommunister. Det stod bag omskrivningen af folkeskolens historiebøger og bag udnævnelse af ukrainske krigsforbrydere til nationalhelte.

Imidlertid betvivlede Zelenskij især denne historikers heroisering af ukrainske kollaboratører under Anden Verdenskrig og fyrede ham. Det gav håb om en mere sober og inkluderende linje. Men hans efterfølger, den 34-årige filosof Anton Drobovytj – viser sig at være af samme kaliber.

At der ikke kom nogen ideologisk fornyelse fremgik blandt andet, da Drobovytj under corona-krisen optrådte online med historieundervisning. Han fortalte for åben skærm landets skolebørn – dels om Ukraine som ”den europæiske kulturvugge” og dels om at Nazityskland og Sovjetunionen angivelig sammen startede Anden Verdenskrig, og at de desuden begge overfaldt Ukraine. Der stod derimod intet om München-aftalen fra 1938, eller om at Ukraine i den nuværende form blev etableret som en del af Sovjetunionen, eller om at Ukraine i 1945 som delstat i Sovjet blev medlem af FN. 

Forsøg på retssag om landsforræderi

Vjatrovitj, den nu afsatte institutleder, er stadig politisk aktiv. For nylig anmodede han som medlem af Poroshenkos parlamentsgruppe Ukraines Sikkerhedstjeneste om at starte en retssag om landsforræderi. Den er møntet på Ukraines eks-præsident Leonid Kravtjuk, samt på Zelenskijs stabschef Andrij Jermak, fordi de ved et møde i Minsk-processens kontaktgruppe angiveligt har antydet en mulighed for at inddrage de to Donbass-republikker i Minsk-forhandlingerne.

Nationalinstituttet har siden Majdan i 2014 videreført en russofobisk sprogpolitik. Den har rødder i en ukrainsk, nationalistisk historiefortælling, som blev implementeret tilbage i 00-erne af Viktor Jusjenko, den daværende national-liberale præsident. I det multietniske Ukraine har russisk ellers i over et århundrede været hverdagssprog blandt ukrainere og i kommunikationen mellem ukrainske jøder, russere, sigøjnere, bulgarer og andre befolkningsgrupper.

Den skærpede sprogpolitik er blevet en udfordring. Én ting er, at den russisk-sindede befolkning i Donbass og Krim i 2014 reagerede, som de gjorde, men også det ungarske mindretal og rusinerne i Vestukraine har følt sig diskrimineret af Kievs nye tilgang og ytret deres utilfredshed.

Flere ukrainske tv-stationer sender politiske talkshows. Ifølge nye retningslinjer må studieværter ikke tale russisk, gæsterne må derimod gerne. Derfor ser man interviews, hvor spørgsmål stilles på ukrainsk, men ukrainske russisksprogede analytikere eller georgiske politikere, der er gæster – svarer på russisk. 

Nationalinstituttet stod også bag initiativet til nedlukning af russiske tv-programmer – som indtil for nylig var ganske populære i Ukraine. Siden er de kulturelle forbindelser til Rusland gradvist blevet forbudt, og ukrainske kunstnere, der alligevel har optrådt i Rusland, bliver sortlistet. Senest har Ukraine blokeret for russiske søgemaskiner og sociale medier samt forbudt samarbejdet med de verdensberømte kunstsamlinger i Moskva og Petersborg (Erimitagen, Tretjakov Galleriet o.a.)

Læs også: Ukraines præsident står i et vadested

Siden 2014 var Nationalinstituttet frontløber for at fjerne sovjet-ukrainske mindesmærker og ændre tusindvis af by- og gadenavne. Mindet over sovjetiske og russiske personligheder blev udskiftet med navne på ukrainske højrenationalister, der havde samarbejdet med Nazityskland. At denne linje stadig er herskende blandt magthaverne ses på, at Ukraines parlament 13. maj 2020 skulle stemme om endnu et forslag om at ligestille Nazityskland og Sovjets fælles skyld for Anden Verdenskrig. Det var fremsat af Zelenskijs parti sammen med Poroshenkos og Julia Timoshenkos partigrupper. Imidlertid kunne forslaget ikke få stemmer nok. Flere medlemmer af Zelenskijs partigruppe – der ellers har flertal – undlod at stemme. Og en enkelt stemte endda imod – sammen med oppositionspartiet OPL.

Sådanne tegn på sund fornuft kan dog ikke bortforklare, at både finanspolitik, udenrigspolitik, historieskrivning og sprogpolitik – er områder, hvor Zelenskij viderefører Poroshenkos politik. Denne udvikling bekræfter de kendte ord om, at i enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende tanker.

Oligarker og embedsmandsværket

I de 30 år efter Ukraines brud med Sovjet tegnes den herskende klasse af stenrige oligarker. Deres centrale rolle i ukrainsk politik med et nært sammenspil med embedsmandsværket har fået flere analytikere til at betegne Zelenskijs Ukraine som et ”oligarkisk-bureaukratisk regime”.

Da Zelenskij tiltrådte, var der ellers håb om fornyelse. Men et år inde i hans første præsidentperiode, er udnævnelse af toppolitikere og topembedsmænd fortsat præget af en form for nepotisme.

Under Janukovitj og Poroshenko blev de ofte rekrutteret blandt slægtninge eller personer fra samme region eller klan som præsidenten. Zelenskij valgte i starten at omgive sig med tre grupper. Blandt de nye ministre og topembedsmænd var der kolleger fra underholdningsbranchen samt barndomsvenner fra byen Krivij Rih i Centralukraine. Og den tredje gruppe var unge legatmodtagere. Disse såkaldte sorosjata – er fælles betegnelsen for unge managere og jurister, der har haft et universitetsforløb i USA og derefter forblevet afhængige af vestlige legater. Fælles for dem var, at de stort set alle var uden politisk erfaring.

“Da Zelenskij tiltrådte, var der ellers håb om fornyelse. Men et år inde i hans første præsidentperiode, er udnævnelse af toppolitikere og topembedsmænd fortsat præget af en form for nepotisme.”

Kun Zelenskijs første stabschef, advokaten Andrij Bohdan havde både politisk erfaring og var også tæt knyttet til milliardæren Igor Kolomojskij. Som stabschef valgte Bohdan dog at føre sig frem som den nye præsidents grå kardinal. Hans arrogante attitude førte til, at han kom i mediernes søgelys. Men hans problematiske opkøb af jordarealer i et luksuskvarter uden for Kiev og penge- overførelser til skattely blev afsløret. Zelenskij fyrede ham så i februar.  

I løbet af dette år er der sket en markant udskiftning blandt Zelenskijs unge rådgivere. Enkelte ministre blev udskiftet allerede efter en måned på posten. En svag premierminister (Oleksij Hontjaruk) blev 4. marts efter syv måneder erstattet med endnu en af samme slags (Denis Shmyhal). Den almene mistillid i Ukraine til politikerne og embedsværket er vokset. Selv de mest Zelenskij-loyale analytikere mener ifølge netavisen Prichernomorie, at personalepolitikken er Zelenskijs mest ømme punkt.

Mangler dygtige ledere

Efter fyringen af Oleksij Hontjaruk udtalte Zelenskij, at der ”generelt er mangel på dygtige ledere i Ukraine”. Derfor overvejede han at udpege Georgiens eks-præsident, den 52-årige Mikheil Saakashvili, til vicepremierminister. ”IMF har et godt øje til ham”, som det hed sig. Så han var udset til at blive garant både for nye vestlige lån og for flere nyliberale reformer.

Den skandaløse Saakashvili var ellers i 2015 blevet udnævnt til guvernør i Odessa af ex-præsident Poroshenko. Men da der begyndte at blive afsløret korruption i statsforvaltningen og i toldvæsenets top, blev han fyret og frataget sit ukrainske statsborgerskab.

Læs også: 366 dage med præsident Zelenskij, del 2: kampen mod korruption er udeblevet

En af Zelenskijs første handlinger som præsident i 2019 var at benåde Saakashvili, og at give ham det ukrainske statsborgerskab tilbage. Saakashvili startede en bevægelse mod korruption i Ukraine. Hans kritikere peger dog på, at han fra sin tid som præsident i Georgien – hvorfra han måtte flygte og stadig er efterlyst – har et blakket ry. Zelenskijs ide om nu at ansætte Saakashvili som vicepremierminister medførte dog ikke kun en diplomatisk krise mellem Ukraine og Georgien, som er en af Ukraines vigtigste allierede. Også i Zelenskijs eget parti er der stor tvivl. Derfor valgte Zelenskij 7. maj i stedet ”blot” at gøre ham til chef for Ukraines tværfaglige Reformråd.

Rige oligarker igen ved magten

På baggrund af de nyeste personale-udskiftninger har Kiev-analytikeren Andrej Zolotarjov i netavisen focus.ua hæftet sig ved Zelenskijs nye trend om at hente folk med tilknytning til landets to største oligarker Renat Akhmetov og Ihor Kolomojskij ind til ansættelse i centrale og regionale regeringsorganer. Især den førstnævnte er som landets rigeste person siden 90-erne en nøglefigur i den ukrainske elite – og har samarbejdet nært både med Janukovitj, Poroshenko og nu åbenbart også med Zelenskij. Andrej Zolotarjov betegner det som et ”comeback for oligarkiske udnævnelser” – et perspektiv der næppe skaber optimisme. Han anfører, at – i betragtning af Ukraines aktuelle økonomiske nedtur – vil hver af disse nye topfigurer tænke kortsigtet. De vil snarere pleje egne interesser, og det kan svække Zelenskij.