6 min. læsetid

I en undersøgelse fra Center for Digital Pædagogik har forskere fundet frem til en gruppe af mænd, som advokerer for stærkt antifeministiske holdninger. Flere tusinde læser og kommenterer deres tekster.


Af Anders Holbæk

Nogle af Solidaritets læsere vil kende det amerikanske begreb ”incels”, der dækker over mænd, som lever i ufrivilligt cølibat, og som er hadefulde over for kvinder. I Norden ser vi de samme tendenser, der minder om de stærkt antifeministiske strømninger i USA.

”Destruktive mandefællesskaber er blevet betragtet som noget, der foregår ’derovre’ og noget, der er sat i sammenhæng med den stålsatte, amerikanske maskulinitet. Men vores konklusion er, at det også findes i Norden. Der er folk, som sidder og bruger de her ord, ytringer, vendinger og argumentationsrækker, og der er flere tusinde læsere af dem,” fortæller Christian Mogensen. Han har netop lavet en rapport om internettets mørke sider, hvor kvindefjendske netfora bliver undersøgt. 

En lille gruppe med mange læsere

I undersøgelsen fandt forskerne frem til, at der var op til 850 sexistiske ”forfattere”, altså folk, der ikke bare kommenterer, at de er enige eller liker andres opslag, men også selv skriver. ”Vi kan se, at der er mange, som lytter til de her forfattere. Det udtryk, jeg ofte har brugt, er, at vi har fundet 850 tændstikæsker, og der er flere tusinde sprængfarlige Sankthansbål rundt omkring. De her holdninger – helt klart lovlige og inden for ytringsfriheden – som bliver udtrykt, ved vi er noget, der kan drive folk tættere på rent faktisk at sige: ’Så gør jeg noget ved det!’” fortæller Mogensen.

Det udtryk, jeg ofte har brugt, er, at vi har fundet 850 tændstikæsker, og der er flere tusinde sprængfarlige sankthansbål rundt omkring.

Christian Mogensen


Længsel efter fællesskab


Ifølge undersøgelsen handler det i høj grad om, at antifeministerne føler sig drevet væk fra de store sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat. De har ikke følt, at de passede ind på de større medier, hvor den generelle valuta er succes, fordi de har følt sig grimme og som fiaskoer. Og når de udtrykker deres sårbarhed eller ulykkelighed, så oplever de stadig ikke at passe ind. Derfor søger de mod andre fællesskaber.

De har ikke følt, at de passede ind på de større medier, hvor den generelle valuta er succes, fordi de har følt sig grimme og som fiaskoer.

Christian Mogensen


”Når vi spørger de unge mænd, hvorfor de søger mod de her kanaler, svarer de, at det er det eneste sted, hvor de må tale om, hvordan de har det. Mange af dem siger: ’Nu har vi brugt 15 år på at snakke #metoo eller BLM eller HeforShe, fordi vi har fået at vide, at den hvide mand er så privilegeret. Men jeg er ikke privilegeret! Jeg er ulykkelig. Jeg er ked af det. Hvem fanden tager sig af mig. Det er der ikke nogen, der gør’”, siger Mogensen.

Han forklarer, at mandefællesskaberne til dels fungerer som ”en selvhjælpsgruppe” for dem, der tager del i dem. De møder andre, som har det ligesom dem, og samtidig får de serveret en forklaring på, hvorfor de ikke lever op til samfundets høje krav. I stedet for at slutte fred med deres sårbarhed, finder mændene et fjendebillede at bebrejde deres fiaskoer. ”Det er feministerne eller indvandrerne eller jøderne, som har skylden – den forklaring er meget attraktiv for en generation af mænd, der vokser op med at skulle være maskuline og succesfulde,” siger Christian Mogensen.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er Womens-March-Internalized-Misogynist-Juniper-Woodbury-1024x828.jpg
Mændene i de antifeministiske fællesskaber har stærke fjendebilleder af feminister, og bruger dem som forklaring på, hvorfor deres eget liv går dårligt. Her ses et billede af en feministisk aktion, hvor kvinderne bærer de såkaldte “pussyhats”, som er et feministisk symbol. Foto Juniper Woodbury

Sådan hjælper man

Han forklarer, at vi i Norden overordnet set har været bedre til at gribe de unge mænd, end man er i f.eks. USA. For at kunne blive ved med at være det bliver vi nødt til at kunne forstå dem. ”Der er ikke nogen, som vågner op en morgen og tænker ’FUCK en awesome nats søvn, alt er godt, i dag vil jeg hade kvinder’”.

Måden at hjælpe mændene på er ved at sige fra over for deres fjendebilleder samtidig med at give plads til deres følelser. ”Vi skal ikke anerkende deres verdensbillede om, at feminisme er en stor konspiration for at få flere indvandrere ind, så de kan blive voldtaget, eller at jøderne i grunden har alle pengene, men vi skal anerkende deres følelser. Vi må give dem ret i, at sådan har de det, og det skal vi snakke om,” siger Mogensen.

Bekymring for fremtiden

På trods af den voldsomme retorik og de hadefulde ytringer, så er Christian Mogensen ved godt mod på samfundets vegne. ”Overordnet set er jeg meget fortrøstningsfuld i forhold til, at der er et sted, hvor de her ulykkelige mænd finder plads til at høre til. Vi skal være bekymrede for, at det, de taler om, bliver en modkultur, hvor man taler om ikke at høre til, og hvor dit kendetegn bliver, at du er en ’taber’ eller en, der ikke lykkedes med at passe ind,” siger han.  

”Og så skal vi selvfølgelig være afsindigt bekymrede for de minoriteter og kvinder, der er de primære mål for de her grupper. Det er dem, som bliver identificeret som fjenden, der afholder de her mænd fra penge, sex, trivsel, eller hvad det nu må være. Vi kan se, at angrebene stadig ’kun’ er digitale i Danmark, men når de digitale angreb begynder at have indflydelse på kvindelige debattører eller politikeres liv og levned og mulighed for at deltage i debatten eller demokratiet, så skal vi i den grad være bekymrede – både for kvinderne og for demokratiet,” tilføjer han.


Anders Holbæk

Litterat fra Aarhus Universitet. Har arbejdet på forskellige kulturpublikationer.

Læs mere af Anders Holbæk