Ærlighed slår lusk – også i den danske model

Hvornår fungerer den danske model på arbejdsmarkedet med suveræne parter, der aftaler lønmodtagernes vilkår på arbejdspladserne – uden indblanding, og hvornår underløber de politiske partier eller regeringer modellen?

Til tider er der tale om en ret tynd streg mellem at holde fingrene væk og uacceptabel indblanding.

For år tilbage bevægede den socialdemokratiske indkomstpolitik i 1976 sig langt ind på den forkerte side af stregen, mens SVM-regeringen lige akkurat holdt tungen lige i munden i 2023, da regeringen og det offentlige arbejdsmarkeds parter indgik en trepartsaftale om en ekstraordinær lønramme, der skulle øge lønniveauet “for en række centrale velfærdsgrupper”.

Turen hen over stregen med augustforliget i 1976 betød ikke alene et frontal-sammenstød i fuld offentlighed mellem den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen og LO-formanden Thomas Nielsen. Det var dengang, LO (i dag FH) endnu førte taktstokken på lønmodtagersiden ved overenskomstforhandlinger.

Dansk Metal rammer helt ved siden af

Under de igangværende overenskomstforhandlinger i den private sektor går Dansk Metal i A4 nu til angreb på Enhedslistens Faglige Landsudvalg for “et utidigt, politisk angreb på den danske model”.

Metals udmelding er udløst af en debatpjece om overenskomstforhandlingerne på en hjemmeside oprettet af Enhedslisten med overskrifter som “Lønnen er ikke fulgt med produktiviteten”, “Lønnen følger ikke med overskuddet” og “Lønfest for topchefer”.

Metal rammer helt ved siden af skiven, når de kalder et partis debatoplæg til medlemmer og andre interesserede for et politisk angreb på den danske model.

Selvfølgelig kan og skal et parti kunne drøfte overenskomstforhandlinger med sine medlemmer og give sine bud på overenskomstforhandlinger som et centralt emne i samfundsøkonomien og -udviklingen. I øvrigt på samme måde, som fagbevægelsen kan og skal kunne give sine bud på regeringens og Folketingets håndtering af samfundsøkonomien og -udviklingen.

Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig debatter om den eksplosivt stigende ulighed i det danske samfund, hvis synspunkter og debat om overenskomstforhandlinger skulle være lukket land for alle andre end de berørte forbund.

Enhedslistens Faglige Landsudvalg lægger åbent og ærligt sine vurderinger, analyser og bud frem uden hemmelighedskræmmeri.

Det er slet ikke her, det går galt.

Hvem angriber den danske model?

Det går derimod galt, når partier og deres medlemmer med centrale placeringer i fagbevægelsen agerer og blander sig i det skjulte for at styre eller påvirke overenskomstparterne uden om de besluttende organer i fagbevægelsen. Det er angreb på den danske model, så det basker.

Modellen forudsætter ikke alene suveræne parter, der forhandler med hinanden, men også ordentlighed og ærlighed i beslutningsprocesserne hos hver af parterne.

Jeg nåede desværre at opleve det modsatte nogle gange i min tid som formand for FOA og medlem af LO’s ledelse. Hvor ordentlighed og ærlighed blev udskiftet med lusk og parti-monopolisering.

I øvrigt pudsigt nok efter at jeg i en årrække havde svaret journalister, at jeg ikke havde oplevet tegn på, at LO havde en dobbelt-ledelse, hvor det absolutte socialdemokratiske flertal i ledelsen kunne holde uønskede elementer væk fra vigtige beslutninger – som eksempelvis den partiløse FOA-formand.

Det blev jeg klogere på – endda flere gange.

Socialdemokraters respekt for den danske model

Det mest lærerige eksempel på partier, der overskred den tynde linje, blev i min tid trepartsforhandlingerne med Helle Thorning-Schmidt regeringen i 2012 om mere arbejdstid. Det var et meget langvarigt forløb, hvor regeringen blev ved at udsætte opstarten, og hvor jeg sammen med formændene for 3F, HK og Dansk Metal blev udpeget som LO’s forhandlingsudvalg sammen med LO-formand Harald Børsting.

Efterfølgende afdækkede Jyllands-Posten, hvordan dét, avisen kaldte Firebanden, mødtes hemmeligt med regeringen for at diskutere en aftale, hvor afskaffelse af en eller flere helligdage kom til at stå helt centralt. Firebanden var det udpegede forhandlingsudvalg – minus FOA.

Efterhånden blev det klart, at der var lusk i gang mellem partifællerne i regeringen og Firebanden, sådan som jeg har beskrevet det i mine erindringer:

“FTF-formanden Bente Sorgenfrey var mere ærlig end mine LO-kolleger og fortalte mig ret tidligt i forløbet, at Firebanden var set stående på Finansministeriets trappe, og FOA’s folk begyndte at høre rygter om en møderække mellem regeringstoppen og et udvalgt udsnit af LO’s Daglige Ledelse.

På den ene side var kollegernes manglende evner til at snige sig langs panelerne i hemmelige ærinder til at smile af.

På den anden side var det naturligvis uacceptabelt, at en del af LO-ledelsen, der havde den rigtige partibog til det gode selskab, betragtede LO som deres personlige ejendom, og jeg tog det derefter op både i Daglig Ledelse og ved en samtale med Harald Børsting.

Harald erkendte under samtalen, at det handlede om forberedelserne til trepartsforhandlingerne og beklagede, at det grundlæggende problem var, at ledende socialdemokratiske ministre ikke ønskede at mødes med folk fra fagbevægelsen, der ikke var medlem af Socialdemokratiet.

I Haralds øjne var det åbenbart ikke LO, der valgte sit eget forhandlingsudvalg, men derimod den socialdemokratiske partitop.

Jeg medgav ved samtalen med Harald Børsting, at ethvert parti i mine øjne må holde møder med partimedlemmer, der er centralt placeret i fagbevægelsen, men den form for møder har karakter af interne partimøder, og LO-formanden kan naturligvis ikke ved interne partimøder repræsentere LO’s besluttende organer.

Til gengæld var LO-formanden og jeg valgt på en LO-kongres og havde derfor samme mandat. I mine øjne burde en LO-formand klart sige fra, når politikere ville sortere i, hvem LO måtte vælge til at sidde i forhandlingsdelegationer. Modparten skal naturligvis ikke kunne bestemme, hvem den anden part møder med.”

Forløbet i 2012 sluttede endnu værre, da LO-folkene bildte LO’s hovedbestyrelse en regulær løgnehistorie på ærmet om sammenbruddet i den trepartsforhandling, som officielt aldrig kom i gang.

Hemmelige møder har ingen plads i den danske model

At erstatte forhandlinger med modparter med hemmelige møder udenom eget baglands beslutninger, hvor partibogen er adgangsbilletten, er i modsætning til politiske partiers offentligt tilgængelige hjemmesider og pjecer undergravende for Den danske Model.

Modellens styrke er netop, at fagbevægelsens medlemmer på tværs af partiskel styrer deres egneforhandlere.

Det er jo den hemmelige partimæssige monopolisering, der sætter modellens fremtid på spil.