Alle kritiserer præstestyret i Iran. Men i Danmark nægter vi fortsat asyl til kritikere af regimet

Mens krigen mellem Iran og Israel truer med at trække hele regionen ned i et endnu dybere kaos, og mens vestlige regeringer fordømmer Irans brutale teokrati, sidder mennesker i Danmark fanget i et system, der modarbejder alt, hvad vi påstår at stå for.

For nylig besøgte jeg Kærshovedgård. Et sted mange aldrig har hørt om, men som burde vække vrede hos os alle. Det var engang et åbent fængsel, men har siden 2016 fungeret som udrejsecenter for afviste asylansøgere, udvisningsdømte og mennesker på tålt ophold (som ikke kan hjemsendes, fordi det vil være i strid med internationale konventioner). Stedet drives af Kriminalforsorgen. Ikke som et hjem, men som en fængselslignende institution. 

Kærshovedgård gør mennesker kriminelle

Da Kærshovedgård åbnede, var langt størstedelen af beboerne mennesker, der havde søgt asyl i Danmark, men som havde fået afslag. De var hverken sigtet eller dømt for noget kriminelt. Men som reglerne er på Kærshovedgård, bliver man let kriminaliseret, dømt og får tillige en udvisningsdom. Det sker, hvis man bryder opholds-/melde- eller underretnings-pligten, hvilket kan give op til fire års fængsel, hvorefter man rykker over i kategorien “udvisningsdømt”.

Allerede ved indgangen mødes man af hegn, kameraer og sikkerhedsvagter. Der er politi og overvågning døgnet rundt. For at komme ind og ud skal beboerne igennem en stålkarrusel. De skal melde sig hos Hjemrejsestyrelsen minimum tre gange om ugen.

Der gives ingen kvittering, hvorfor mange tager billeder som bevis. Alligevel idømmes de fængselsdomme for ikke at overholde meldepligten. På den måde bliver mennesker gjort kriminelle – uden reelt at have forbrudt sig mod noget.

De må ikke arbejde eller lære dansk. Ikke engang lave deres mad. De må kun deltage i aktiviteter, hvis de skriver under på, at de vil rejse hjem – selv når det vil betyde at rejse direkte i armene på dem, de flygtede fra, hvorfor det i praksis er umuligt og vil betyde fængsel, tortur eller død. Mange har ikke adgang til sundhed, får afslag på nødvendig behandling og lever med ubehandlede traumer.

Iranerne i Kærshovedgårds limbo

Jeg mødte Ali Karimpour, Mohammad Afskar, Naser Saed Ilyasi, Behzad Zamani og Yasin Rostami. Alle har risikeret livet for at modsætte sig præstestyret i Iran.

Ali fik først ophold, men fik det frataget igen, fordi han valgte at tage af sted for at sige farvel til sin døende far. Rejsen var lovlig, men da han undervejs blev alvorligt syg og indlagt, overskred han fristen for indrejse, hvorfor hans opholdstilladelse blev annulleret.

Ali har holdt mange taler forskellige steder i Danmark for et frit Iran uden diktatur fra præstestyret, ligesom han også har tolket ved rigtig mange demonstrationer. I dag lider Ali af en sjælden, degenererende sygdom, som kræver livsnødvendig medicin – en medicin han ikke kan få i Iran. Hvis han sendes tilbage, risikerer han derfor ikke kun politisk forfølgelse, men også alvorlig forværring af sin helbredstilstand.

Naser er kurder og kristen. Han flygtede, fordi han nægtede at blive sendt til Syrien som soldat for at deltage i regimets nedslagtning af civile. I Iran kan militærnægtelse, konvertering og politisk aktivisme i sig selv udløse dødsstraf. Tilsammen bringer det hans liv i alvorlig fare.

Behzad er kurder og meget aktiv i Kvinde Liv Frihed-bevægelsen, og er samtidig autist og lider af alvorlige psykiske lidelser, hvilket gør ham yderligere sårbar. Han studerede til ingeniør i Iran, men blev tvunget til at flygte, da universitetet opdagede, at han var konverteret til en anden tro som han delte flyers ud for, og som blev opfattet som en direkte udfordring af regimet.

Som straf blev han smidt ud af universitetet, og hans egen familie så ingen anden udvej end at sende ham i eksil for at redde hans liv. De vidste, hvad præstestyrets hævn kan betyde for en mand, der har turdet bruge sin stemme.

Yasin er kurder og også kristen. Han måtte flygte, da regimet var ved at optrevle hans gruppe, han var politisk aktiv i. I dag er han både en tydelig stemme i modstanden mod præstestyret og et engageret medlem af det kristne fællesskab i Danmark. Han synger i kor, deltager i bibelstudier og går fast i kirke. Samtidig holder han stadig taler mod regimet og deltager i demonstrationer for frihed og menneskerettigheder i Iran. Heller ikke han vil være i sikkerhed, hvis han sendes tilbage.

Mohammad var peshmerga (frihedskæmper) og måtte til sidst flygte på grund af sin politiske kamp mod diktaturet. Han vil ikke overleve en hjemsendelse.

Alle er levende beviser på modstanden mod det regime, vi selv fordømmer. Og alligevel vil Danmark sende dem tilbage. Til et styre, vi kalder farligt for vores egen sikkerhed. Som om deres liv ikke var noget værd. Som om deres stemmer ikke eksisterer.

Danmark indespærrer mennesker der kæmper for frihed

Danmark giver markant færre iranere asyl end både andre nationaliteter og resten af Europa. I 2014 fik 42 procent af iranske asylansøgere ophold i Danmark – i 2021 var det faldet til blot 19 procent. Til sammenligning lå anerkendelsesprocenten for iranere i EU på 44 procent i første halvår af 2023. Mens iranere i mange europæiske lande anerkendes som flygtninge, får langt de fleste afslag i Danmark – selv når der er tydelige tegn på politisk forfølgelse.

Denne markante forskel i måden, vi nægter mennesker retten til asyl, afspejles brutalt på Kærshovedgård, hvor langt størstedelen af beboerne er afviste iranere. Men sandheden er, at alle ville tage hjem, hvis de kunne. For Kærshovedgård er ikke et sted, man venter.

Det er et asylhelvede, hvor man nedbrydes. Et psykologisk sort hul, hvor lovlydige mennesker, der ønsker at arbejde og bidrage, behandles som kriminelle. Og hvor det ovenikøbet koster det danske samfund 400.000 kroner om året – per person – for at fastholde mennesker i menings- og håbløshed.

Vi siger, at vi står på frihedens side. At vi støtter dem, der kæmper mod diktatur og undertrykkelse. Men hvordan kan vi nægte asyl til de samme mennesker, som flygter fra undertrykkelsen? Hvordan kan vi tvinge dem til at leve i et system, der fratager dem deres værdighed og fremtid?

Vi svigter, når vi nægter beskyttelse til mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Når vi lader frihedskæmpere rådne op bag hegn. Når vi tvinger dem til en skæbne, vi aldrig selv ville tolerere.

Vi taler om frihed og menneskerettigheder. Men i virkeligheden spærrer vi mennesker inde, der kæmper for begge dele. Vi isolerer, nedbryder og traumatiserer dem. Vi reducerer dem til symbolske skræmmebilleder i et politisk spil. Mennesker, der burde mødes med beskyttelse – ikke psykologisk tortur.

Hvis alle besøgte Kærshovedgård, og så det samme som jeg, så fandtes stedet ikke i dag. For vreden og skammen ville være umulig at ignorere.