Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. april. 2021

Amazon anmeldt for ulovligheder under fagforeningsvalg i Alabama

På trods af dårlige arbejdsforhold blev det et klart nej, da Amazons medarbejdere skulle stemme, om de ville være med i en fagforening. Solidaritet har interviewet fagforeningsleder Stuart Applebaum, som efter en hård valgkamp har anmeldt techgiganten til myndighederne for brud på arbejdsmarkedsloven.

Foto: Wiki Common

Over en syv ugers periode har fagforeningen Retail Wholesale and Department Store Union (RWDSU) ført en valgkampagne i Amazons lagerhal BHM1 i den alabamaske by Bessemer i USA. Håbet var, at få Amazons ansatte ind i fagforeningen og derved forbedre deres arbejdsvilkår.  Afstemningen endte den 9. april med, at 1.798 stemte imod fagforeningen, mens 738 stemte for.  
“Folk skal ikke misforstå resultatet af afstemningen. Resultatet betyder ikke, at arbejderne er tilfredse med deres arbejdsvilkår,fortæller Stuart Applebaum, som er præsident for fagforbundet RWDSU til Solidaritet. Han har besluttet at anmelde Amazon for brud på arbejdsmarkedsloven på grund af en række ulovligheder, han mener, firmaet har begået i forbindelse med valget op til afstemningen.   

Beskidte kneb

Under kampen brugte Amazon sin magt til at få folk til at stemme imod fagforeningen. Techgiganten har plastret toiletter til med anti-fagforeningspropaganda. Amazon har sendt beskeder til medarbejderne, hvor de opfordrede folk til at stemme nej. På grund af afstemningens resultat og de udfordringer, som fagforeningen har mødt i deres organiseringsarbejde, har RWDSU sagt, at man vil indsende en klage til National Labour Relations Board, der er USA’s føderale enhed, hvis opgave er at undersøge om arbejdsmarkedslovene bliver overholdt. Klagen blev indsendt sent fredag den 16. april. Interviewet er foretaget kort tid før, klagen blev sendt.

Under de tvungne timelange møder, som de ansatte havde pligt til at deltage i, fik arbejderne at vide, hvorfor de skulle gå imod fagforeningen. Hvis folk udfordrede Amazon under mødet, fik de at vide, at de skulle gå.

Stuart Applebaum

Fagforeningen havde mange udfordringer under kampagnen. De fortæller, at Amazon gav misvisende information om, hvornår de ansatte skulle stemme:

“Medarbejderne havde af Amazon fået at vide, at de skulle stemme tidligt. Vi fik beskeder fra folk, der gerne ville omgøre deres stemme. Amazon løj over for deres arbejdere om, hvornår de skulle stemme. De sendte dem beskeder om, at de allerede skulle stemme 1. marts,” siger Stuart Applebaum.

Udover at plastre toiletter til og sende telefoniske beskeder til medarbejderne havde virksomheden også installeret en stemmeboks på Amazons grund, hvilket National Labour Relations Board havde sagt, de ikke måtte.

“De installerede en stemmeboks på Amazons grund, selvom National Relations Board fortalte, at de ikke måtte gøre det. Det skabte en stemning af frygt omkring lagerhuset, og det sendte et forkert budskab om, at Amazon stod for at organisere fagforeningsvalget og ikke staten,” siger Stuart Applebaum.

Dårlig omtale af fagforening

Den mest virkningsfulde faktor var dog de tvungne, timelange møder, som arbejderne ifølge Stuart Applebaum blev udsat for.

“Under de tvungne timelange møder, som de ansatte havde pligt til at deltage i, fik arbejderne at vide, hvorfor de skulle gå imod fagforeningen. Hvis folk udfordrede Amazon under mødet, fik de at vide, at de skulle gå.”

Har der været mange tilfælde af den slags?

“Ja, hvis folk stillede kritiske spørgsmål til ledelsen, blev der taget billede af deres arbejds-id. Derefter fik de at vide, at man ville snakke med dem senere.”

Ifølge fagforeningslederen har de kritiske amazonarbejdere endnu ikke haft møde med deres overordnede.  

Det er vigtigt, at fagforeningen i højere grad ser sig som en bevægelse end som en offentlig institution. Vi skal organisere arbejderne. Det er ikke bare en PR-kampagne, hvor du får arbejdsgiveren til at gå med til en fagforening uden at organisere arbejderne.

Stuart Applebaum

Fokus på dårlige forhold

Selvom fagforeningen tabte denne afstemning, betyder det ikke, at de har givet op. Stuart Applebaum er klar til at fortsætte kampen.

Hvad kunne I have gjort anderledes?

” Det er vigtigt, at fagforeningen i højere grad ser sig som en bevægelse end som en offentlig institution. Vi skal organisere arbejderne. Det er ikke bare en PR-kampagne, hvor du får arbejdsgiveren til at gå med til en fagforening uden at organisere arbejderne.”

På trods af det tabte valg mener Stuart Applebaum alligevel, at det fokus, der er kommet på arbejdsforholdene hos Amazon, er værd at fejre.

“Vi har pustet liv i fagbevægelsen igen. Vi reetablerede koalitioner, der sagde, at fagforeninger og overenskomster er vigtige for at konfrontere racisme på arbejdspladsen. Vi havde enormt mange unge mennesker, der kom forbi vores fagforeningslokaler i Alabama – det lignede næsten Occupy-bevægelsen. Vi afslørede, hvordan Amazon behandler deres ansatte. Vi har startet en global diskussion om, hvordan Amazon behandler deres arbejdere. Amazon har tabt den debat,” siger han.

Videoen viser et klip af interviewet med Stuart Applebaum

Om skribenten

Rasmus E. Hjorth

Rasmus E. Hjorth

Fagligt aktiv samt historiestuderende v. Københavns Universitet. Læs mere