Angreb i Istanbul afslører vedvarende IS-netværk i Tyrkiet

Tirsdag 7. april åbnede tre bevæbnede mænd ild mod det israelske konsulat i Istanbul.

Det blev til en skudveksling med politiet, hvor én gerningsmand mistede livet, to blev såret, og to politibetjente blev lettere såret. Selvom episoden hurtigt blev inddæmmet, peger de nye detaljer på et alvorligt problem, der involverer Islamisk Stats (IS) netværk.

Tyrkiske journalister har i årevis undersøgt og rapporteret om Islamisk Stats (IS) netværk i Tyrkiet. Journalisterne Hale Gonultas, Alican Uludag og Dogu Eroglu har offentliggjort detaljerede afsløringer af gruppens finansielle kilder, rekrutterings-strukturer og netværk samt de systemiske fejl i retsforfølgelsen, der tillader militante at vende tilbage til at udføre angreb. Deres aktiviteter har gentagne gange advaret om lokaliserede islamistiske miljøer. Alligevel blev disse resultater i vid udstrækning ignoreret af myndighederne.

Nogle af journalisterne er selv blevet straffet. DW-korrespondent Alican Uludag blev for eksempel arresteret i februar 2026 og er fortsat varetægtsfængslet, anklaget for at “fornærme præsidenten” og “formidle vildledende oplysninger”, efter at han rapporterede om løsladelsen af ISIS-medlemmer, der tidligere var dømt i angrebet på Istanbul Atatürk Lufthavn i 2016.

Kort efter angrebet fremhævede den fremtrædende tyrkiske journalist Ismail Saymaz, hvordan hændelsen stemte overens med dette veldokumenterede mønster: afbrudt retsforfølgning, efterfulgt af løsladelse og derefter genaktivering.

Begrænset operation

Angrebet fandt sted i Istanbul-bydelen Besiktas mod en bygning, der er tilknyttet Israels konsulat, og som angiveligt stort set har stået ubrugt siden slutningen af 2023.

Det får Ismail Saymaz til at rejse et centralt spørgsmål: Vidste gerningsmændene, at bygningen var tom?

Vidste de det, var angrebet sandsynligvis symbolsk og motiveret af propaganda. Hvis de ikke vidste det, ville det tyde på dårlig rekognoscering og pege på en amatøragtig eller kun semi-organiseret celle. Uanset hvad bærer denne operation ikke kendetegnene for en sofistikeret, centralt styret indsats fra Islamisk Stat.

En kendt person

I forbindelse med angrebet blev en af gerningsmændene – Yunus Emre Sarban – dræbt. Hans baggrund er kompliceret. Sarban var tidligere blevet efterforsket i forbindelse med IS-tilknyttede aktiviteter.

Ifølge Saymaz blev han sat i forbindelse med et mislykket angreb i den vestlige tyrkiske by Tekirdag omkring nytår 2018. Beviserne fra sagen omfattede IS-propaganda, referencer til den tidligere IS-topleder Abu Bakr al-Baghdadi og kommunikation vedrørende våbenindkøb, masker og lejede køretøjer.

Sarban blev tilbageholdt og sigtet for IS-medlemskab i 2019. Men fem måneder senere blev han løsladt og senere frikendt. Denne historie er betydningsfuld, da den ikke blot placerer ham som en ideologisk IS-sympatisør, men også som en person, der tidligere var indlejret i et logistik-orienteret militant netværk.

Juridiske problemer

Sarbans udvikling efter hans første anholdelse afspejler et eksempel, der er set i flere tidligere IS-relaterede sager i Tyrkiet. I 2021 blev hans aktiver indefrosset på grund af påståede forbindelser til IS’ finansielle netværk. Efter hans frifindelse blev disse restriktioner dog ophævet i august 2024.

På det tidspunkt var han reelt “nulstillet” – juridisk frikendt, økonomisk genaktiveret og ikke længere underlagt retslige begrænsninger. Analytikere har længe advaret om, at sådanne afbrudte retsforfølgelser, efterfulgt af løsladelse og frifindelse, kan skabe veje til reaktivering, især i tilfælde hvor de underliggende netværk forbliver intakte.

Denne dynamiske proces er gentagne gange blevet påvist af graver-journalister som fx Hale Gönültas. I sin artikelserie for Artı Gerçek har hun dokumenteret adskillige sager, hvor IS-finansfolk, logistikcentre og aktive støtter blev løsladt fra varetægt af proceduremæssige årsager eller “utilstrækkelige beviser” – men hvor lignende netværk senere dukkede op i nye hændelser.

Hendes afsløringer af pengeoverførsler fra Tyrkiet til Syrien, brugen af NGO’er som dække og den tidlige løsladelse af dømte militante har understreget, hvordan juridiske smuthuller og skiftende politiske prioriteter har tilladt disse økosystemer at fortsætte.

Lokale netværk

Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved sagen er, at der ser ud til at være en form for sammenhæng og fortsat aktivitet i lokale militante miljøer. Sarban flyttede til Kocaeli-regionen efter 2018, og angriberne i den aktuelle hændelse rejste også derfra i et lejet køretøj.

Ismail Saymaz peger på en forbindelse med tidligere IS-mistænkte i samme område samt forbindelser til kredse forbundet med “Moral og Sunnah”, der er beskrevet som en del af et bredere salafistisk miljø, som deler IS’ ideologi. Han antyder yderligere en forbindelse til en hændelse i Yalova i 2025, hvor militante stødte sammen med politiet.

Selv om der ikke kan påvises nogen direkte operationel koordinering, tyder mønstret på, at der findes radikale miljøer, hvor rekruttering og socialisering finder sted gennem lokale religiøse og sociale netværk.

Disse lokaliserede klynger afspejler den bredere kortlægning af IS’ radikaliserings-kanaler i Tyrkiet, som først blev beskrevet i detaljer af forfatter og journalist Doğu Eroğlu i bogen IŞİD Ağları (“ISIS-netværk”) fra 2018.

Hvorfor nu?

Timingen af angrebet er sandsynligvis ikke tilfældig. Den igangværende krig i Gaza og bredere regionale spændinger har øget incitamenterne til at rette angreb mod israelsk-tilknyttede steder.

Samtidig har IS i Tyrkiet udviklet sig. I stedet for at operere gennem store, hierarkiske strukturer er det nu mere afhængigt af decentraliserede celler, der er i stand til at udføre små angreb.

Dette skift forværres af strukturelle udfordringer. Tyrkiet har gennem årene gennemført omfattende operationer mod IS, men det store antal mistænkte og de juridiske grænser for tilbageholdelse kan skabe det, analytikere kalder en “svingdørs-dynamik”, hvor enkeltpersoner dukker op igen, efter at tidligere sager er kollapset.

Samlet set afslører angrebet i Istanbul et sæt overlappende dynamikker. Det ser ikke ud til at have været centralt styret, men det var heller ikke tilfældigt. I stedet peger det på en lokalt forankret, IS-forbundet mikrocelle, der kombinerer én erfaren figur med nye rekrutter.

Det understreger også kontinuiteten i netværk snarere end individer. Selv når retssager kollapser, kan de sociale og ideologiske miljøer, der opretholder radikaliseringen, fortsætte. De undersøgende journalister, som har dokumenteret disse miljøer, er gennem årene blevet mødt med officiel ligegyldighed eller direkte modstand.

Endelig fremhæver det Tyrkiets fortsatte eksponering for angreb på lavt niveau, men med høj symbolsk karakter. Disse angreb kan især ske mod steder med tilknytning til Israel eller jøder, sikkerhedsstyrker og fremtrædende byområder. Selvom den umiddelbare trussel blev inddæmmet, er den underliggende udfordring – at spore og forstyrre disse flydende, lokaliserede netværk – stadig til stede.