Anmeldelse af “Højskolen”: Godt koncept, kedeligt cast

Det er en spændende idé: Send partilederne ud på en højskole i et døgns tid, lad dem tale om forskellige emner, og se dem lidt uden for de vante rammer i tv-studierne og kontorerne i Indre København.

Det er det, TV2 forsøger i valg-reality-showet Højskolen. Men et spændende koncept kan kun gøres så interessant, som deltagerne i det tillader. Og desværre tør hovedpersonerne – politikerne – ikke træde ud af deres vante roller.

De indøvede talepunkter tager over lige dér, hvor samtalerne mellem politikerne begynder at blive interessante. Og det er en skam, for lægger et højskoleophold ikke også op til, at man skal turde eksperimentere bare en lille smule?

Talepunkter og klichéer

Der er egentlig lagt op til en spændende samtale. Pia Olsen Dyhr (SF), Alex Vanopslagh (Liberal Alliance), Franciska Rosenkilde (Alternativet) og Mona Juul (Konservative) sætter sig om et bord og skal diskutere ulighed. Men desværre går det, som man kunne forvente, og som man har hørt mange gange før i andre sammenhænge.

Alex Vanopslagh taler om, at hvis ingen bliver fattigere, gør det ikke noget, at de rigeste er markant rigere end de andre. Pia Olsen Dyhr får sin kommentar til at handle om børn, og Franciska Rosenkilde drejer sit svar over til også at handle om klima. Både Pia og Franciska har ret – men vi har hørt det før.

Den samme mangel på evne til at se op fra manuskriptet kommer til udtryk, når de to modsætninger Martin Lidegaard (De Radikale) og Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti) mødes i en samtale under deres fire øjne. Det er så tydeligt, at de har planlagt, hvad de skal anklage modparten for. Lidegaard siger til Messerschmidt, at han og Dansk Folkeparti i deres politik og stil minder mere og mere om Donald Trump. Messerschmidt svarer med, at de radikale er nogle elitære og verdensfjerne storbysnobber.

Det reality-lignende koncept betyder, at disse samtaler måske kan blive en indgang til, at flere mennesker sætter sig ind i politik her op til valget. Det skal jeg anerkende, og Højskolen er da bedre end Debatten på DR2. Men indholdet er desværre forudsigeligt.

Rundbordssamtalen med de fire politikere var lige ved at blive spændende, da Alex Vanopslagh spurgte Pia Olsen Dyhr, om hun ikke tænkte over hele tilværelsen som partiformand, da hun overtog et SF i nedsmeltning tilbage i 2014. Han virker faktisk reelt interesseret. Desværre svarer SF’eren ikke rigtig på spørgsmålet. I stedet udarter samtalen sig til en konkurrence i klichéer om livet som partileder.

”Man er lidt alene”, siger Pia Olsen Dyhr. Og det er da klart, at det kan føles ensomt at være nødt til at træffe beslutninger på sit partis vegne. Men her ville et realitets-tjek være på sin plads. Du har et helt partiapparat og flere ansatte til at klæde dig på til disse beslutninger. Det er der mange mennesker, som ikke har. Men Alex Vanopslagh kan dog en bedre floskel, når han siger: ”Der er koldt på toppen.”

En akavet samtale – men til sidst vinder hyggen

Så virker samtalen mellem Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) og Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne) langt bedre. Det er også TV2, der viser tv-serien Klovn, og man får lidt Klovn-vibes, når der lægges op til en samtale mellem et politisk makkerpar, som er gået i hver sin retning fra Venstre.

Inger Støjberg, som ellers bruger det meste af udsendelsen på at nusse sin hund, har et klart formål med samtalen. Hun vil kritisere Lars Løkke for at have svigtet på udlændingepolitikken. Løkke – som er den partileder, der slipper klart heldigst fra dette andet afsnit – kritiserer Støjberg for at ville opretholde en verden, som ikke eksisterer længere.

På et tidspunkt – i et klip som har kørt rundt på internettet – siger Støjberg så, at hun kom i fængsel for at beskytte de der mindreårige kvinder fra at blive gift med ældre mænd. Her minder Lars Løkke hende så om virkelighedens side af sagen. Det er rigtig godt tv. Produktionen og klippearbejdet medvirker til, at det ser ud som om, at her sidder to personer, der virkelig ikke kan lide hinanden.

Det løfter for en stund programmet fra at være tv-hygge for familien Danmark, og det bliver helt akavet at følge med i. Desværre ender også denne del af programmet med, at de to politikere sammen kan grine over, at de er glade for at være på fri fod i dag. Til sidst vinder hyggen altid, og det er en skam, for her var endelig et element, der gik lidt videre.

Champignon i bolognese???

Ellers er det faktisk hygge-elementerne, der fungerer bedst i Højskolen. Her begynder Morten Messerschmidt på et tidspunkt at lave bolo til de andre deltagere. Han benytter anledningen til at begive sig ud i et rant om priserne på oksekød, og det fører til lidt venskabelige drillerier ude i køkkenet, hvor Martin Lidegaard, Troels Lund Poulsen og sågar Mette Frederiksen også stikker hovedet forbi.

Tit er den bedste del af en fest ude i køkkenet, men det er mig ubegribeligt, at ingen for alvor kommenterer, at Messerschmidt af alle ingredienser kommer champignon i sin kødsovs.

Drillerierne fortsætter ude i spisesalen, hvor Martin Lidegaard er ved at lægge bordplan. Her kommenterer Lars Løkke, at Lidegaard har tænkt sig at placere udenrigsministeren fra Moderaterne mellem Alternativet og Borgernes Parti. Det får en anden deltager til at sige, at det jo er velkendt, at Løkke kan være meget kreativ, når det gælder om at finde regeringspartnere.

Jeg fremhæver disse passager, fordi politikerne her lader til at kigge lidt op fra manuskriptet. Det er befriende, når man gennem hele programmet havde håbet, at de ville bruge det korte højskoleophold til at sige noget andet end det, de plejer at sige.

”Det er jo ikke skuespil”, siger Pia Olsen Dyhr på et tidspunkt om personernes rolle i dansk politik. Desværre virker Højskolen lidt for ofte som netop det – skuespil.