Boganmeldelse: Bryd Tavsheden

Ayaan Hirsi Ali har skrevet debatbogen Frit Bytte – indvandring, islam og truslen mod kvinder. Oplægget er, at europæiske ledere har givet op over for integrationen; derfor er alle kvinder, brune som alle andre farver, frit bytte i Europa. – Integrationen af unge, vrede, voldelige, muslimske mænd er slået fejl. Muslimske kvinder bliver fastholdt i et kulturelt jerngreb af opdragelse, tvangsægteskaber, omskæring, social kontrol og hustrumishandling – særligt i fattige boligområder.

Europæiske regeringer har berøringsangst og magter ikke opgaven med at integrere især migranter fra muslimske lande, hvor kvinder i forvejen har få rettigheder. Derfor bliver sikkerheden for alle kvinder i Europa gradvist ringere og ringere. 

Voldtægter, seksuel gruppechikane og handel med kvinder bliver ofte straffet mildt eller slet ikke, hævder Hirsi Ali og mener, at der i det hele taget eksisterer en ligegyldighed i Europa over for muslimske traditioner af overgreb mod kvinder, og at den muslimske kultur breder sig mere og mere.

Af frygt for at blive kaldt ”fremmedfjendsk” negligeres kvinders frihed og rettigheder. I Europa vil man ikke åbent sige, at de fleste seksualforbrydelser er begået af muslimske migranter, er antagelsen. Ayaan Hirsi Ali vil have os alle til at debattere frit og bryde dét, hun kalder ”den kollektive tavshed” i Europa: At sige højt, at sharia-domstole findes og sætter dagsordenen for muslimer med kvindehad, tvangs- og ikke-myndige-ægteskaber, omskæring, flerkoneri, hustrumishandling og slaveagtige skilsmissevilkår i Europa. 

Vær ikke bange for at blive kaldt racist, kald en spade for en spade. Det er hverken stigmatiserende eller dæmoniserende – det er sandheden, siger AHA. Men det er ikke nok. Hun vil længere ind i sindet på de unge muslimer. Hun vil helt ind i sindelaget og klikke redigér, slet, erstat.

Fra Somalia til Stanford

Kampen for kvinders ligestilling i Europa handler for forfatter Ayaan Hirsi Ali om at lægge al skyld på unge, vrede, voldelige, muslimske indvandrermænd. I sin nye bog FRIT BYTTE skaber hun hurtigt rædsel og frygt ved at fortælle håndplukkede anekdoter om voldtægter, chikane og social kontrol af kvinder i alle aldre. Ledsaget af 15 statistiske tabeller.

Muslimske mænd er i hendes øjne ligeglade med europæiske leveregler, som respekt, ligestilling og demokrati. Den muslimske kultur med vold, kønsopdeling og kollektiv afstraffelse får lov til at brede sig, og europæiske ledere lader det ske, påstår den somalisk fødte lektor, der på egen krop har mærket racisme og kvindehad, i sit hjemland samt som asylsøgende og borger i Holland og i flere afrikanske lande. Hirsi Ali er nu bosiddende i USA, hvor hun er lektor på Stanford University og stifter af AHA Foundation.

På samme tid i USA kæmper den flere gange prisbelønnede dokumentar-filminstruktør Deeyah Khan for menneskerettigheder ved at opsøge vrede, voldelige ledere af racistiske bevægelser og Jihad-grupper og få dem til for åbent kamera at fortælle om deres brutale gerninger og selvhad. 

Pakistansk fødte Deeyah Khan – født og opvokset i Norge indtil hun var 17 år, hvor hendes forældre ikke længere kunne beskytte hende – har også oplevet racisme og social kontrol helt tæt på. For hende blev oplevelserne til drivkraften for at undersøge kvindehad og racismens indhold og grobund – og få hovedpersonerne til selv at fortælle deres egen historie.  

Det er foreløbig blevet til seks forskellige dokumentarfilm om æresdrab, racisme, Jihad, x-muslimer og anti-abortbevægelser, produceret i eget medie- og kunstselskab, ‘FUUSE‘. Der er mange måder at kæmpe på!

Patent på debatten?

Allerede i min research på Ayaan Hirsi Alis nye bog, FRIT BYTTE, slog det mig, hvor ens retorikken i hendes argumentation er med højrefløjen og mange liberales måde at dæmonisere muslimer på. Og hun indrømmer da også selv i bogen, at det kan se sådan ud. Grunden er, forklarer hun, at højrefløjen ikke skal have eneret på debatten om integration.

Hun understreger også, at hendes ærinde med bogen FRIT BYTTE er at debattere integrationen, eller rettere sagt, få gang i den manglende debat. Hun mener personligt, at alle de indvandrere, som allerede er her i Europa, skal have lov til at blive. De skal bare integreres på den rigtige måde.

“Selv om forfatteren understreger, at det er en vanskelig debat, så lyder hendes kritik som en kopi af ulvekorets. Det bliver derfor nærliggende at spørge, om Ayaan Hirsi Ali faktisk er en ulv i fåreklæder?”

Bogen er bygget op i fire dele, kronologisk med udgangspunkt i kulminationen af flygtningestrømme i 2015 og årene efter frem til i dag. AHA mener, at europæiske ledere har givet op over for integrationen og overladt alle kvinder, også etnisk europæiske, til nemme ofre for muslimsk vold.

Hun beskriver den muslimske kultur, som den viser sig i mestendels lavstatus boligområder, hvor flest migranter bor. Afsluttende leverer hun seks punkter til genopretning af et Vesten, hvor det er muligt at leve og tænke frit.

I alle fire dele kaster hun med løs hånd gruopvækkende voldberetninger ud over siderne i sin egen sniksnakkende form. Efter voldsomme beskrivelser af faktiske voldshændelser sket rundt om i Europa, konkluderer AHA sin egen holdning med en selvfølgelig tro på de værste fordomme. Og lige efter indskyder forfatteren, at hele ideen med bogen jo er at skabe de bedste vilkår for kvinder og god integration i Europa.

Et hold researchere har skaffet 15 statistiske tabeller om kriminelle muslimske mænd fra forskellige lande i EU, fortæller AHA og takker sine researchere indgående for deres ihærdighed. Nogle tabeller passer sammen, andre ikke, da social adfærd ikke måles så nemt som fængselsstraffe. Noter med henvisning til kilder fylder tre sider.

Dine fjenders ven

Jeg skal på ingen måde benægte den vold mod kvinder, der genfortælles i bogen. Det er skræmmende, grusomt og fuldstændigt uacceptabelt. På samme måde har jeg det, når jeg læser Sara Omar, dansk/kurdisk forfatter, der i fiktionsform beretter, hvordan det kurdisk muslimske samfund systematisk stækker og ødelægger kvinders liv. Det skal selvfølgelig stoppe – NU. #MeeToo har samtidig vist, at vi måske heller ikke er kommet så langt, som vi tror, vi er i Andedammen Danmark.

Ayaan Hirsi Alis bud på seks punkter, der kan føre til bedre integration:

1. Kun én slags flygtninge. Det eksisterende asylsystem skal ophæves
2. Find årsagen til masseflugten og stop den. Millionflugten skal stoppes ved at sætte fokus på sikkerhedsudfordringer og økonomiske forhold i de lande, migranterne kommer fra.
3. Pisk eller gulerod. Meningsfulde grænser for sociale ydelser bygget på gensidighed. 
   
4. Strengere lovgivning. Revurdering af retssystemet – og teknologisk hjælp og mere politi til beskyttelse af piger, kvinder og andre udsatte.
5. Præmie-muslimer som forbillede. Staten skal bruge velintegrerede migranter fra muslimske lande til at få råd og erfaring.
   
6. Seksualundervisning til alle børn.

Kilde: Frit Bytte

 

+

Mens jeg læste op på AHA – som jeg ellers ikke har kendt så meget til, udover selvfølgelig det grusomme mord i 2004 på filminstruktør Theo Van Gogh, der producerede AHA’s film om muslimsk undertrykkelse af kvinder – undrede det mig stadig mere, hvordan AHA argumenterer provokerende og nærmest konfliktsøgende, og dæmoniserer såvel islam som unge muslimske mænd i bogen.

Men til forskel for højrefløjspopulister og lagkageelskende danskere – der arbejder for eksklusion og hjemsendelse – mener AHA, at den eneste vej er at integrere indvandrere. Gennem en analyse af, hvad der er gået galt med integrationen i de seneste år i Europa.

Spørgsmålet er bare, om Hirsi Alis hadefulde retorik får læseren til at adskille den fra dét, vi plejer at høre fra den yderste højrefløj. Selv om forfatteren understreger, at det er en vanskelig debat, så lyder hendes kritik som en kopi af ulvekorets. Det bliver derfor nærliggende at spørge, om Ayaan Hirsi Ali faktisk er en ulv i fåreklæder? 

Som nævnt tidligere, kom jeg helt naturligt til at sammenligne AHA med en fighter, i en helt anden lejr, nemlig Deeyah Khan, der modigt og roligt går på systematisk jagt efter sandheden om vold i fx dokumentarfilmen Banaz, hvor en ung kurdisk kvinde i Storbritannien bliver æresdræbt af sin familie, eller i filmen Jihad, hvor fremmedkrigere fortæller, hvorfor de gik i hellig krig i Syrien, og i filmen Det Hvide Højre – Møde med Fjenden, om racismebevægelser i USA.

Med en nærmest buddhistisk tilgang undersøger og beskriver Deeyah Khan de unge, vrede mænd og få kvinder, både de muslimske jihadkrigere, de kridhvide ekstremistiske racister og i sin seneste film også hadet og bevæggrundene for den stærkt stigende mod-abort-bevægelse i USA. 

Deeyah Khans ærinde er at undgå konflikten. Hun vil ikke nedlægge, ødelægge eller destruere de vrede mænd. En nedlæggelse, ødelæggelse og destruktion som er en konsekvens af AHA’s syn på dem. Khan vil forstå og ikke afvise dem. Og de ender med at blive venner.

I dokumentarfilmen JIHAD (2016), undersøger Deeyah Khan hvorfor unge mænd bliver tiltrukket af ekstremisme. For kun ved at forstå og kende disse grunde, kan vi udfordre disse voldelige bevægelser, siger filminstruktøren i filmen, der i øvrigt kan ses på YouTube (varighed 1 time).

Deeyah Khan fortæller også, at mennesker som hun selv, der er opvokset i Europa med også en muslimsk kultur, er gået ind i ekstreme voldskulturer og bevægelser, fordi de har levet så længe og massivt med racisme og er fanget mellem to kulturer.

De møder en inspirerende person, en rollemodel, en stærk mand, der både er modig, intelligent og veluddannet. Pludselig får de en familie, et tilhørsforhold, som de aldrig har haft før. Måske de osse hader deres egen brune farve, ved at vokse op i et område, hvor de har gjort alt for at passe ind, men stadig er moppet og ikke bliver accepteret.

Ofte er der sket uhyrlige ting i deres barndom, fattigdom, mord, voldtægt. Hvem er du, andet end en ung, sort og fattig mand eller kvinde uden arbejde og så møder du for første gang i dit liv måske, forståelse og varme. Og så bliver du hjernevasket. De unge har ingen at tale med om sex, forklarer Khan. At gå i kamp er en penisforlængelse. De bliver powerful og sexy, fortæller hun.

Deeyah Khan ser menneskers søgen efter identitet i en hverdag af smerte og racisme. Alle skal føle sig som en del af samfundet, konkluderer hun og viser igennem dokumentaren, hvordan facaden forsvinder, når den voldelige bliver venner med sin fjende.

Kulturkrig eller fælles mål?

AHA afslutter sin debatbog med følgende bøn til sine læsere: ”Vores fælles mål må være at sikre kvinder mod mænd, der betragter dem som frit bytte. Det er et mål og en udfordring, som alle ægte feminister må samles og bakke op om. Som kvinder kan og skal vi nægte at lade os reducere til en status som byttedyr – sådan som det er sket i fortiden og sådan, som jeg selv har oplevet det.

Jeg beder dig indtrængende om at støtte mig i denne kamp for alle kvinders ret til tryghed, frihed og lighed.” Objektivt set, er Ayaan Hirsi Ali og Deeyah Khan nok ude i samme ærinde. De kæmper begge for tryghed, frihed og lighed. Om end deres veje er himmelråbende forskellige. 

FRIT BYTTE ligner til forveksling endnu et opråb om ”dem og os” og ”vi ved bedst”. Jeg erklærer krig mod X. Hirsi Ali kan ikke desto mindre have en pointe, når hun peger på den manglende integration og ikke mindst på kvinders uacceptable afhængighed af mænd. Men det er strukturen der skal ændres, ikke menneskene. Og selvfølgelig skal kvinder have egne rettigheder i Europa.