Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
18. marts. 2021

Anmeldelse: Folkets Røst er et storslået værk om Pariserkommunen

Folkets Røst er en glimrende introduktion til den revolution i Paris’ gader, der har 150-års jubilæum i dag. Jacques Tardis streg trækker oprøret ud af historiebøgerne, og gør den levende for nutidige læsere.

Billede fra bogen ‘Folkets Røst’ af den franske forfatter Jeautrin og tegneren Jacques Tardi.
Artiklen tager cirka 9 minutter at læse.

Året er 1871, dagen den 18. marts. Frankrig er i krig med Preussen, og tyskerne er tydeligvis ved at vinde. Overalt er de franske tropper på retræte, og i Paris er stemningen spændt. Den latterlige mandsling i spidsen for den franske regering har fortrukket sig til Versailles-paladset, og har beordret, at Paris’ kanoner skal rekvireres til hæren. Et regiment er sendt til Paris for at gøre det beskidte arbejde. Men de har gjort regning uden vært; de parisiske borgere har selv købt kanonerne, og de vil ikke overgive deres eneste forsvar.

Her starter 4-binds værket Folkets Røst, et billede af Pariserkommunen, dens mennesker og skæbner. Den er et samarbejde mellem den franske forfatter Jean Vautrin og tegneren Jacques Tardi, som nogle vil kende fra flere værker om bl.a. 1. Verdenskrig. Vautrins historie og Tardis streg får til sammen den revolutionære hob fra Paris til at springe ud af historiebøgernes tal og oversigter, og giver dem liv og fylde. Men lad os starte et andet sted.

Jean Vautrin & Jacques Tardi: Folkets Røst. Carlsen Comics 2004. 4 bind, vejl. pris 200 kr.

Magt og modmagt i Paris

De fleste venstreorienterede har nok hørt om Pariserkommunen, det første store eksperiment med at bygge et andet samfund, demokratisk, socialt og menneskeværdigt. I 1871 greb den parisiske arbejderklasse magten fra et svækket statsapparat og en inkompetent politisk ledelse. Fra marts til slutningen af maj havde de magten i Paris, og opbyggede over 70 dage et system med valgte repræsentanter i alle samfundets led. Men gennem de borgerlige regeringers samarbejde blev de fjernet igen. Den preussiske kansler, Otto von Bismarck frigav de franske krigsfanger, som derfor kunne nedkæmpe oprøret, og det franske borgerskab betalte ham med rund hånd. Gennem deres nedslagtning af oprøret gennemførte de franske herskere et blodbad så voldsomt, at ikke blot samtiden, men også eftertiden blev rystet. For første gang så man her reaktionens sande ansigt, da den parisiske arbejderklasse blev jaget sammen på pladser og skudt i tusindvis. Det var aldrig et spørgsmål om ret og uret – men kun et spørgsmål om magt og modmagt!

Men hvad drev Paris’ borgere? Hvad følte de, da magten pludselig lå for deres fødder, da de skulle bygge en ny verden, da de kæmpede og blev dræbt? Historien er menneskenes historie, men historiebøgerne beskriver kun nøgternt, hvad mennesker tænker, føler og oplever. Den er ”objektiv” og tager ikke stilling. Virkeligheden opleves derimod aldrig ”objektivt”, men virkeligt, gennem en beskuers øjne, ører og hjerte. Tardi og Vautrin stiller sig aldrig på den kolde beskuers plads, de optræder ikke eftertænksomt og belærende, men fører derimod læseren direkte ind i kampens midte og vælger – som enhver hæderlig person burde gøre – kommunens og de revolutionære internationalisters side. Ikke fordi de beskriver rådets møder eller diskuterer de rigtige og forkerte tiltag, og heller ikke fordi de farer vild i de utallige diskussioner, der florerede i Paris’ barer, gader og huse, men fordi de portrætterer de mennesker der var i kamp, i frontlinjen, i teatrene, i horehusene og i knejperne. Deres hovedpersoner er ikke husket i eftertiden, for mens enhver, der læser deres værk, vil have plads i deres hjerte for luderen Caf´ Conc’ (café-sangeren, red.), så er der næppe nogen historiker, som har levnet hende en eneste linje.

De underspillede skæbners historie

I Jacques Tardi og Jean Vautrins fortælling er det i det underspillede, historien lever. Tardis streg er som ofte før impressionistisk og sort/hvid. Det er en stil han mestrer, og som binder læseren til at vende hver side med den specielle omhyggelighed, der kendetegner en kærlig berøring. Hvor kan man ellers gå med i de store demonstrationer, og mærke glæden ved for første gang i livet at bestemme for sig selv? Hvor bliver valget af egne delegerede ellers så magtfuldt, at man kæmper og dør for det? Hos Tardi græder man, først af glæde, så af sorg, og til sidst af harme og vrede. Her lærer man at tage handsken op, og kæmpe videre for det store løfte, Paris’ borgere gav os i 1871.

Som kaptajnen Tarpagnan, der har kæmpet den franske imperialismes krige i Mexico, men deserterer da han skal skyde sine landsmænd, bevæger man sig let flyvende, med tilbagevendende tømmermænd og kvaler gennem Paris’ gader. Forfulgt af en hævngerrig notar og forelsket i en kvinde man aldrig kan få. Man oplever, hvordan det er at vågne efter en druktur og se Paris forvandlet. Der er barrikader i gaderne, politiet og regeringen er flygtet, og de røde faner vajer. Man fyldes i et kort øjeblik af de stærke kræfter, som almindelige mennesker sætter i bevægelse. Man synger ”Marseillaisen”, man skriger ”Vive la Commune!”. Man er sammen med de mange mennesker, som har behov for at se Napoleon I’s sejrsstøtte blive væltet omkuld på Place Internationale, og man ler med de unger, der kravler rundt på fordums herskere, som de murbrokker og rester de er.

“Tardi og Vautrin stiller sig aldrig på den kolde beskuers plads, de optræder ikke eftertænksomt og belærende, men fører derimod læseren direkte ind i kampens midte og vælger – som enhver hæderlig person burde gøre – kommunens og de revolutionære internationalisters side.”

Serien tager afsæt i den karismatiske kaptajn Tarpagnan og hans bekendtskaber. Gennem ham møder man de borgere, der var kødet og blodet i Pariserkommunen: fra hans fjerne fætter, Jules Vallès, der redigerer avisen ”Folkets Røst”, til kæmpen Marbuche, der er stærk mand i et gadeteater. Men historien centrerer sig aldrig om Tarpagnan, den bliver aldrig begrænset til hans person, tværtimod udvider den sig hele tiden til at følge de personer, han møder. Og personerne bliver ikke behandlet overfladisk; der er motivation og lidenskab bag deres handlinger, og der er smerte, når man i de sidste to bind ser dem ligge døde og skamferede på gaderne.

Er I med os eller mod os?

Pariserkommunen var en stor begivenhed, fordi folk, der intet havde, for første gang pludseligt oplevede at have alt. I et samfund gennemsyret af patriarkat, var kvinderne i front for en bedre verden. Som i det klassiske karneval blev alt vendt på hovedet, om end kun i ni uger, så var den svage stærk og den stærke svag. Når de undertryktes suk bliver til de sejrendes jubel, så er det bundet til at give genlyd i historien – og det gjorde pariserkommunen. Marx lod sig inspirere, hans kammerater fra Internationalen tog til Paris for at kæmpe, lære og dø. Anarkisterne lod sig inspirere, og kastede for eftertiden deres lod i kommunardernes skål. Her ophørte de ligegyldige forskelle, der delte de revolutionære. Tilbage stod kun spørgsmålet: Er i med os eller imod os? Et spørgsmål, der er så stærkt, at selv den tidligere rige notar og vicedirektør i sikkerhedspolitiet, Horace Grondin, efter at være blevet plejet af pjalteproletariatet i udkanten af Paris, måtte udbryde:

”Er vi da blinde? Skal vi vente på, at de fattige bliver så fattige, at deres eneste mulighed er at gøre oprør? En dag vil disse horder uafvendeligt gå imod os under hadets banner! Vi som styrer samfundet, har glemt at de, der lugter grimt, er lige så meget værd som dem, der parfumerer sig!

Og så er det i sidste ende ligegyldigt for Grondin med pøblens drukkenskab, fornedrelse og brutalitet: Alle de, som har følt stokken, alle de, som har slået de forarmede og dømt dem til pjaltet armod, fortjener døden!”

Horace Grondin kæmpede til sidst på barrikaden i et forsøg på at finde den mand han hader, og hans liv blev sluttet af en kugle fra en Versailles-soldats gevær. Det er den slags udvikling og spørgsmål, som revolutionen stiller, og som Vautrin og Tardi er i stand til at indfange. Det er netop dét, der gør værket så storslået. Man fanges ikke blot af serien, man bliver tvunget til at svare på de spørgsmål, som den uafladeligt stiller – og tvunget til selv at stille flere spørgsmål. For kommunens erfaringer er i Folkets Røst ikke et abstrakt historisk emne, men de levende erfaringer for en bevægelse, der også i dag mangler den begejstring og dét mod, som kendetegnede Paris i de dage.

Skamløs propaganda på den gode måde

Folkets Røst er propaganda, men ikke på den afsjælede, stalinistiske måde, eller forstået som en fordrejning af sandheden, sådan som udtrykket tit udlægges. Her er intet at skjule og intet at undskylde. Hans Scherfig sagde engang, at hvis man ville sige noget om virkeligheden, måtte man gøre det til en historie, da den rendyrkede sandhed ville blive affejet som venstreorienteret. Hos Tardi og Vautrin er sandheden gjort til historie, men ikke i form af satire eller omskrivning. Deres stof og emnet er nemlig så taknemmelig, at det aldrig bliver nødvendigt. Der kan ikke herske tvivl om, at sandheden er venstreorienteret, og man overvejer ikke, hvor ophavsmændene står placeret. De har selvfølgelig stået der før, men der hersker ikke tvivl om, at Folkets Røst er et radikaliserende værk at læse. Det har det nok også været at skrive. Køb den, vis den til kammerater og familie, tal om den og beskriv den. For alle dem, der har mistet håbet og troen på, at en anden verden er mulig, behøver man ikke lede længere efter inspiration, end Tardis ord i slutningen af tredje bind:

”…For jeg kan nemlig godt sige Dem, Kommunen er ikke død!”

Om skribenten

Peter Saxtrup

Peter Saxtrup

Faglært bager, revolutionær socialist og klimaaktivist.
  Læs mere