Anmeldelse: ‘Islams forfaldne hus’ er vand på Socialdemokratiets udlændingepolitiske mølle

Islams hus er ifølge den hollandske sociolog Ruud Koopmans i dårlig forfatning. En økopatologisk tilstand, kunne man kalde sådan en form for hussyge, som Koopmans diagnosticerer den. Det er ifølge huslægen Koopmans de fundamentalistiske fortolkninger af islam, som har været en gennemgribende årsag til dén kritiske tilstand, den islamiske verden de seneste 50 år er forfaldet til.

Koopmans slår med det samme fast, at bogen Islams forfaldne hus ikke har til hensigt at være islamfjendtlig, men derimod islamkritisk. Særligt stiller Koopmans sig kritisk over for de kulturelle aspekter ved islam, som vanskeliggør en vellykket integration af migrantgrupper, der er indvandret fra islamiske lande til Vesteuropa. Et sådant integrationskriterium bliver – både i bogen og i den danske udlændinge- og integrationsdebat – fx identificeret i den tilknytning, indvandrere fra islamiske lande har til indvandringslandets arbejdsmarked.

Begejstring hos de socialdemokratiske strammere

I Islams forfaldne hus beskriver Koopmans en integrationshindring i særligt muslimske kvinders manglende tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. Koopmans er dog hurtig til at forklare, at dette ikke nødvendigvis skyldes diskrimination på arbejdsmarkedet, men at ”en stor del af de muslimske kvinder overhovedet ikke leder efter et job” – og i højere grad bliver hjemme på grund af konservative syn på kønsroller, uddannelsesniveau, sprogkundskaber og kendskab til indvandringslandets sprog og sociale kontakter.

Men ”det er ikke derhjemme ved kødgryderne, at man lærer at forstå det danske samfund og sprog. Det er på arbejdspladsen,” udtaler udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S) på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Koopmans bog har i øvrigt vakt genklang hos Tesfaye, som særligt har vist begejstring for det såkaldte MENAPT-begreb – der betegner den gruppe af indvandrere og efterkommere, som stammer fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet. Ifølge Tesfaye er der behov for en sådan opdeling af landende ”til at få et mere dækkende billede af, hvor udfordringerne er”, udtaler han. Et vigtigt aspekt i spørgsmålet om en vellykket integration er altså beskæftigelse.

Også for udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund (S) har Koopmans bog tilbudt indsigter. Stoklund er så begejstret for bogen, at han i sin anmeldelse af Islams forfaldne hus, som blev bragt på altinget.dk 24. november 2020, giver udtryk for, at den eneste kval, han har med bogen, er en manglende indholdsfortegnelse. For Stoklund er Koopmans’ bog et velkomment bidrag i udlændinge- og integrationsdebatten. Stoklund kan med Koopmans nu se, at ”i ikke-islamiske lande er der en positiv sammenhæng mellem velstand og demokrati, mens der i islamiske lande er en negativ sammenhæng”.

En trussel mod demokratiet – eller hva’?

Islam er altså en trussel mod demokratiet. Men det er ikke det, Koopmans faktisk siger. Det er ifølge Koopmans derimod en fejlslutning, for han understreger, at det ikke er i alle islamiske lande, at demokratiet er i dårlig forfatning. Ligesom det modsat ganske givet ikke er alle ikke-islamiske lande, der excellerer i demokratiske værdier.

Rasmus Stoklund er så begejstret for bogen, at han i sin anmeldelse giver udtryk for, at den eneste kval, han har med bogen, er en manglende indholdsfortegnelse”

Koopmans afsøger i stedet spørgsmålet, om den islamiske verdens demokrati-underskud kunne bunde i noget andet end den religiøse baggrund. Her pointeres det i en forklaringsmodel ud fra Maslows behovspyramide, at det kan være svært at bekymre sig om emner som ytringsfrihed og andre menneskerettigheder, når de basale materielle grundbehov såsom mad, sundhed og tag over hovedet ikke i forvejen er dækket. Den økonomiske velstands rolle i det respektive land har altså stor indflydelse på menneskets evne til at engagere sig demokratisk. En af Koopmans mange statistikker i bogen peger på, at den islamiske verdens lande i gennemsnit er mindre velstående end resten af verden – dermed konstateres den økonomiske kobling til det manglende demokrati i den islamiske verden.

Så nu er vi altså tilbage ved ressource-akkumulationen og dermed ved arbejdsmarkedsspørgsmålet. Økonomien og beskæftigelsen hænger tæt sammen med den demokratiske fornemmelse og dermed integrationsegnetheden. Det lader til, at Koopmans og Stoklund er enige – men ikke på den måde, Stoklund selv tror. Hvor Stoklund vælger at læse bogen som et argument for islamismens iboende udemokratiske tendenser – som dermed sætter en udfordring for integrationsprojektet – vil han måske snarere kunne finde fælles fodfæste med Koopmans og Tesfaye i argumentet om, at integrationsspørgsmålet i høj grad handler om beskæftigelse.

S-løsningen: Få så kvinderne væk fra kødgryderne

”Roden til alt ondt” er altså også roden til manglende integration. Beskæftigelse – enten det så er målet for, midlet til eller indikatoren på vellykket integration – bliver altså udlagt som den hensigtsmæssige løsning. Det er dog bekymrende, når beskæftigelsen samtidigt lader til at skulle fungere som assimilerende redskab til at ”få kvinder væk fra kødgryderne” og kulturelt rettet ind mod et mere demokratisk og dermed ikke-islamisk samfundsengagement.

Den socialdemokratiske udlændinge- og integrationspolitik har været hurtig til at begejstres af den hollandske sociologs ”statistiske materiale” og ”facts”: I spørgsmålet om, hvilke indvandrergrupper – som vurderes bedst egnet til vellykket integration – kommer bogen med tilsyneladende forslag. Eller det kan i hvert fald med socialdemokratiske øjne læses, hvilke grupper, som ikke umiddelbart kan betragtes egnet. Socialdemokraterne henviser dermed til en bog, som ender med at danne et islam-fjendtligt bagtæppe til at retfærdiggøre udlændingepolitikken.