Anmeldelse: Jens Jørgen Nielsen er ‘Ruslandsforstående’ – men er han også for venlig?

Der er over årene blevet skrevet meget om Vladimir Putin og Rusland, det være sig i artikler eller i bogform. Seneste bog herhjemme ”Rusland på tværs” er skrevet af Jens Jørgen Nielsen, der i mange år har opholdt sig og rejst i Rusland, også uden for Moskva.

Sidst i 1990erne var han Politikens korrespondent i Rusland. Undervejs i bogen inddrager forfatteren da også flittigt sine egne oplevelser fra de år. Det indledende historiske afsnit tager udgangspunkt i ”russofobi”, der ifølge forfatteren har dybe, historiske rødder. Derefter følger  en gennemgang af Sovjet-perioden, før og under Gorbatjov. Et særligt afsnit er helliget 1990’erne, hvor Boris Jeltsin vertog magten. Hovedvægten af bogen ligger dog på perioden siden 1999 – dvs. under Vladimir Putin.

Jens Jørgen Jensen hører til dem, som er forstående over for den linje der er ført under Putin. I den tyske jargon kan han betegnes som Russland-Versteher. At overføre én, underforstået vestlig samfundsmodel fra et land til et andet fører som regel til katastrofale situationer, siger han. Evnen til at sætte sig i andres sted synes at være skyllet ud med badevandet. Den demokratiske dialog har ringe vilkår. Afghanistan er blot seneste eksempel på den naive tro på unipolaritet og det liberale demokratis fremmarch globalt.

Netop den type Ruslandsforståere har vi ikke mange af i Danmark. Bogen må derfor antages at blive mødt med kritik og foragt af mange inden for det dominerende, liberale ”mainstream”-miljø herhjemme. Det er forfatteren sikkert helt på det rene med. Fagligt kan læserne, uanset politiske holdninger, imidlertid erhverve sig nyttige oplysninger i bogen. Det burde ikke skade at få præsenteret synspunkter på Rusland og international politik, der afviger fra ens egne.

De brede historiske linjer

Historien har også i Rusland en meget stor betydning for skabelse af den nationale identitet. Med Sovjetunionens undergang skulle der skabes en ny ikke-kommunistisk ”fortælling” om Rusland, hvilket uundgåeligt måtte give problemer. For at forstå fortællingen eller ”diskursen” om Rusland – det at føle sig som russer – må vi nødvendigvis studere den lange historie, gå tilbage i historien.

I den forbindelse omtales Kiev Rus og den religiøse splittelse (skisma) i år 1054, hvor Rusland bliver arvtager til den øst-romerske kirke i Byzans. Senere får vi krigene mellem Rusland og det polsk-litauiske rige, årene under Peter den Store, skabelsen af stor-Rusland samt Napoleons angreb på Rusland i 1812, og også Krim-krigen. Med Wiener-kongressen i 1815 fik vi etableret en ny og forholdsvis stabil orden, en ”koncert” mellem de stærkeste europæiske magter, herunder Rusland, baseret på principperne skabt efter den Westfalske Fred i 1648.

Alt dette og mere til bliver gennemgået i den brede historiske gennemgang, som indleder bogen. I 1800-tallet betragtede talrige forfattere og politikere Rusland som ”tilbagestående”, hørende til en ikke-vestlig civilisation. Med god grund fremhæver Jens Jørgen Nielsen franskmanden Adolphe de Custine’s rejsebeskrivelser. Under den kolde krig henviste eksempelvis George Kennan, faderen til inddæmningspolitikken, flere gange til Custine’s beretninger. Den britiske russofobi i dag skal også føres tilbage til 1800-tallet og troen på Storbritannien som verdens hersker. Briterne ønskede at beherske havene og spille global stormagt og så i den forbindelse Rusland som en rival.

Senere er ”russofobi” blevet forbundet med revolutionen i 1917, leninisme, stalinisme og antikommunisme. Revolutionen i 1917 er imidlertid ikke i høj kurs i Putins Rusland. Cuba-krisen, Berlin-kriserne og Vietnam-krigen bliver selvfølgelig også omtalt. Et særligt afsnit er naturligvis helliget Gorbatjov og hans forgæves forsøg på at redde Sovjetunionen via ‘perestroika’ (ombygning) og ‘glasnost’ (åbenhed) og en ny linje i udenrigspolitikken. Projektet slog fejl, og førte til Gorbatjovs afgang og Sovjetunionens undergang i december 1991.

Fra Sovjet til neoliberal chokdoktrin

Herefter fulgte så de nye tider i 1990erne med forsøget på at skabe et kapitalistisk liberalt Rusland. Heller ikke dét projekt lykkedes. I afsnittet om ”Et nyt liberalt Rusland?” får vi en både præcis og stærkt kritisk vurdering af Jeltsins og hans nærmeste rådgiveres politiske og økonomiske linje. I 1991 blev der forsøgt et kup mod Jeltsin, men det løb heldigvis ud i sandet. Vesten svigtede groft. Den økonomiske bistand var stærkt begrænset, og Rusland fik ikke nogen form for Marshall-hjælp. Landet udviklede i 1990’erne en kaotisk og brutal, oligarkisk mafia-styret røverkapitalisme. Man forsøgte at overføre Milton Friedman’s økonomiske principper. Det var absurd for et land som Rusland anno 1991 – og er det stadig.

“Man forsøgte at overføre Milton Friedman’s økonomiske principper. Det var absurd for et land som Rusland anno 1991 – og er det stadig.”

Den økonomiske chokkur betød i praksis langt flere ”chok” end ”kure”. Der findes vestlige politikere og økonomer, der forsvarer den førte politik i 1990erne, men ikke mange. Amerikaneren Jeffrey Sachs, der som rådgiver for den russiske regering bidrog til den økonomiske chokkur, har i hvert fald taget konsekvensen. I 1990erne fik vi også de to Tjetenien-krige, som blev en belastning for Rusland, og udstillede det russiske militærs alvorlige svagheder.

Det er på den baggrund, man må forstå Vladimir Putin. I de første 10 år under ham oplevede russerne stigende levestandard, stabilitet og forudsígelighed, hvilket gjorde Putin populær. Regimeformen kan kaldes autoritær, et ”stabilokrati”, men ikke totalitært. Det var også i den periode Putin tilnærmede sig Vesten og samarbejdede med USA efter 11. september. NATO-bombardementerne i 2009 mod Serbien og NATO’s udvidelse helt op til Ruslands grænser – og muligvis også med Georgien og Ukraine – skabte med Jeltsins ord en ”ny kold fred”, som fortsatte under Putin.

Putin følte ikke, at hans pro-vestlige linje blev gengældt og respekteret. De frustrationer kom meget tydeligt til udtryk i hans tale i München i oktober 2007. Jens Jørgen Nielsen gennemgår og analyserer de vigtigste begivenheder i de indtil nu 22 år, hvor Putin har været præsident (eller ministerpræsident) i Rusland. Bogen kommer således både omkring den økonomiske udvikling, opgøret med oligarkerne, Georgien-krigen, Tjetenien-krigen fra 1999, politikken over for det nære udland, ”energivåbnet, den vestlige støtte til de ”farvede revolutioner” tæt på Rusland, tesen om det suveræne demokrati, indgrebene over for vestligt støttede NGO’er, mord på systemkritikere som Anna Politkovskaja, protestdemonstrationerne efter præsidentvalget i 2012, Pussy Riot samt styrkelsen af den russiske konservatisme.

Bogen kigger også på bevægelsen væk fra Europa mod Asien/Kina i kølvandet på den nye kolde krig. Der er også grundige gennemgange af den russiske ortodokse kirkes nye rolle.

Ukraine i centrum

Et langt afsnit er naturligt nok helliget Ukraine og dét, forfatteren kalder den ”uundgåelige konfrontation”. Her får vi indledningsvist en kort historisk gennemgang med omtale af Khrusjtjov’s meget omdiskuterede overdragelse af Krim til Ukraine i 1954 og flådehavnen Sevastopol. Krim-spørgsmålet tog Jeltsin ikke alvorligt nok. Igennem 1990’erne oplevede man konflikter og adskillige tovtrækkerier mellem Krim og regeringen i Kiev.

Frem til 2004 førte skiftende regeringer i Kiev en balanceret politik, uden at vælge mellem Vesten og Rusland, føre ”enten eller” politik. Det blev ændret med omvæltningerne i 2004, ikke mindst efter oprøret på Maidan-pladsen i 2014. Maidan ser Jens Jørgen Nielsen som et vestligt støttet statskup rettet mod en lovligt valgt regering og ministerpræsident, Victor Janukovitj. Fra vestlig side blev de ekstremistiske højrekræfters indflydelse klart undervurderet. Drabene i Odessa 2. maj 2014 bliver til gengæld negligeret.

De ekstreme grupper var eksempelvis i stand til at blokere for aftaler, der blev indgået mellem Janukovtj og oppositionspolitikere, uden vestlige lande gjorde særlig meget for at forhindre det. Både den højreradikale milits ‘Højresektor’ og nationalistpartiet Svoboda blev repræsenteret i dén regering, der blev dannet efter Maidan. Annekteringen af Krim betragter Jens Jørgen Nielsen som logisk: Vladivostok kunne jo blive en NATO-flådebase.

Årsagerne til nedskydningen af det hollandske passagerfly fra Malaysia Airlines i juli er også langt mere usikre end gengivet i Kiev og i de vestlige lande, forklarer forfatteren. Efter annekteringen er pensionerne blevet hævet og infrastrukturen på Krim forbedret. Støtten til at blive genforenet med Ukraine er ikke høj. Folkeretten opfattes forskelligt. Jens Jørgen Nielsen erkender dog, at Rusland brød aftalerne om, at soldater der skulle beskytte Sevastopol, skulle blive på flådebasen, men Rusland var bestemt ikke ene om at handle forkert. Indtil videre forekommer konflikten i det østlige Ukraine fastfrossen, og der er ikke megen grund til optimisme.

Rusland i verden

Afslutningsvist vurderer Jens Jørgen Nielsen Ruslands position i verden – efter Ukraine-krisen. Her peges på de mange aftaler indgået med andre lande inden for det ”post-sovjetiske rum”, SNG-området. Nogle er indgået bilateralt, andre inden for rammerne af integrationsprojekter som fx Den Eurasiske Union, BRICS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, red.) og SCO (Shanghai Cooperation Organization, red.).

“De vestlige lande står delt i spørgsmålet. Mens Storbritannien og Biden’s regering står for en hård kurs, har Frankrig’s præsident Macron – og et stykke hen ad vejen også Tysklands afgående kansler, Angela Merkel, fastholdt dialogen med Moskva.”

I 1999 indgik Putin og Lukasjenko en aftale om etablering af en union. Den blev reelt ikke gennemført. Efter de store protester i 2020 mod præsidentvalget blev Lukasjenkos handlefrihed mærkbart begrænset. Rusland kan sagtens undvære Lukasjenko, men forlanger en kontrolleret overgang. Et nyt Maidan-lignende oprør og udsigt til NATO-medlemskab er at træde over den ”røde linje”. At oppositionen i Hviderusland ikke forlanger NATO-medlemskab vil i sig selv lette overgangen til en ny ”post-Lukasjenko” æra. Den seneste udvikling, ”hybridkrigen” og flygtningestrømmen til Vesten via Hviderusland er sket efter udløbsdato.

Under Trump udløb flere aftaler om rustningskontrol. Det har truet den strategiske stabilitet, der er så vigtig, og som blev opnået mellem Gorbatjov og Reagan for godt 30 år siden. Syrien-konflikten var højt på den internationale dagsorden for nogle år siden, men ikke i samme grad i dag.

Påstandene om russisk indblanding i valgkampe i flere vestlige lande har bragt sindene i kog, ikke mindst i USA, men oprøret mod det liberale status quo i vestlige lande, fx trumpisme og Brexit, har primært indenrigspolitiske baggrunde. Ikke desto mindre kan det være nemt og fristende at kaste skylden for populisme over på andre end sig selv.

De vestlige sanktioner har med årene fået mindre betydning, Rusland er blevet mere selvforsynende og handler mere med Kina og kontinenter, der er ikke gået med på sanktionerne. Rusland er blevet storeksportør af landbrugsvarer, især korn og visse kødprodukter. De vestlige lande står delt i spørgsmålet. Mens Storbritannien og Biden’s regering står for en hård kurs, har Frankrig’s præsident Macron – og et stykke hen ad vejen også Tysklands afgående kansler, Angela Merkel – fastholdt dialogen med Moskva. Adskillige vestlige kommentatorer og politikere har gennem årene forholdt sig kritisk til den hårde linje over for Putin. En del EU-lande, fx Ungarn, Grækenland og Italien, er kun modvilligt gået med til sanktionerne.

Anbefalet læsning for begge fløje

Jens Jørgen Nielsens bog kan groft sagt vurderes ud fra to kriterier. For det første: Er den for Rusland-venlig? For det andet: Er den fagligt velfunderet? Jens Jørgen Nielsen hører til de ”Rusland-forstående”, hvilket givetvis falder mange for brystet. At sætte sig ind i andres meninger og synspunkter burde imidlertid være en fordel.

Et stykke ad vejen kan jeg godt følge Nielsen. NATO-udvidelsen måtte uundgåeligt skabe modstand i Rusland. Tidligere amerikanske topdiplomater som Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski mente, meget fornuftigt, at mange af ulykkerne i Ukraine kunne være undgået, hvis Ukraine lige som Finland og Østrig under den gamle kolde krig havde fået neutral status.

Dobbeltmoralen trives i bedste velgående, når man fx forsvarer Pussy Riot’s kirkeaktioner, men samtidig uddeler hårde straffe for at udføre samme handlinger i eget land, sådan som man har gjort det i Tyskland.

Jeg er enig i Nielsens holdning om, at det er umuligt – og farligt – at overføre vestlige systemer i lande med helt anden historie og kultur. Fagligt er bogen rig på informationer, det være sig historiske eller især om Putin-æraen. Nogle passager ville jeg dog have formuleret anderledes. For eksempel beskrives det i bogen, hvordan Viktor Juschenko, Ukraines nye præsident efter Orangerevolutionen i begyndelsen var ret moderat, hans første udlandsrejse gik til Moskva for at berolige Putin, men at han senere blev nationalist.

Der er ikke belæg for at påstå, at Vesten ønsker Ukraine (og Georgien) med i NATO; det er i hvert fald ikke sket endnu. Mere præcist kan man sige, at det ikke kan udelukkes. Det provokerer Rusland, og skaber samtidig utilfredshed i både Kiev og Tblisi. Topmødet mellem Reagan og Gorbatjov, der bliver omtalt i bogen, standsede heller ikke stjernekrigsprojektet, sådan som det beskrives i bogen. Tværtimod var mødet noget af en fiasko: Gorbatjov fik netop ikke standset projektet. Senere blev forholdet mellem USA og Rusland genoprettet, i hvert fald blev der forhandlet om og skabt strategisk stabilitet.

Trods den type indvendinger er bogen bestemt værd at læse, både for russofober og Rusland-forstående. Det er godt at kende forskellige synspunkter. At skrive neutralt om Putin og Rusland er i praksis ikke muligt – og vel heller ikke ønskeligt. Journalister og forfattere vinkler altid deres analyser, og de Rusland-forståendes – som Jens Jørgen Nielsen – er ofte at finde på den ‘realistiske’ fløj. Deres analyser er ikke desto mindre værd at have med til billedet af det moderne Rusland.