Antisemitismens spøgelse

I mange lande og i forskellige perioder har jøder som bekendt været udsat for mere eller mindre voldsom forfølgelse, der kulminerede med rædslerne under holocaust. Og lad der ikke herske nogen tvivl: Enhver hetz mod jøder grundet i deres religiøse og kulturelle identitet er dybt forkastelig og bør bekæmpes på linje med overgreb på andre religiøse og etniske minoriteter.

Zionistisk drøm og palæstinensisk mareridt

Sagen bliver straks mere kompliceret, når antisemitisme sættes i relation til staten Israel. For er modstand mod denne stats politik – og de personer og institutioner der udmønter den – så også udtryk for jødehad? Så afgjort nej.

Dels er det helt legitimt at kritisere en statsmagt for dens handlinger, uanset hvilken religion den baserer sig på.  Og er kritikken mere dybtgående end en given regerings aktuelle politik, må der i tilfældet Israel tages et andet udtryk i brug, nemlig anti-zionisme.

Zionismen er det ideologiske fundament for den israelske stat; en stærk nationalistisk bevægelse der blev dannet i Europa i 1880’erne og grunder sig på den antagelse, at alverdens jøder udgør en samlet nation med retten til at etablere sig i eget hjemland, og at dette hjemland – bl.a. ud fra bibelske referencer – ligger i Palæstina.                 

Dét er i sig selv bemærkelsesværdigt. Ingen andre verdensreligioner har påberåbt sig en lignende ret, men ikke desto mindre blev det zionistiske projekt realiseret og fik sin foreløbige kulmination med oprettelsen af staten Israel i 1948 – på det palæstinensiske folks bekostning.

Ca. 750.000 palæstinensere blev fordrevet i perioden 1947-49, hvor Israel endte med at kontrollere 78 procent af området. I 1967 besatte man så resten (Vestbredden og Gaza) og har siden de facto haft herredømmet over hele Palæstina.

Udviklingen er godt i tråd med bevægelsens oprindelige intention, som det fremgår af en dagbog fra 1940 tilhørende Joseph Weitz, administrator for den zionistiske kolonisering: ”I al fortrolighed må det stå klart, at der ikke er plads til begge folk i dette land… Der er altså ingen anden udvej end at overføre alle arabere til nabolandene… Ikke én landsby bør blive tilbage”.

Den etniske udrensning var dog i praksis ikke helt så let at gennemføre, og er det stadig ikke, om end bestræbelserne unægtelig holdes i live. Den nuværende israelske regering taler således åbenlyst om annektering af både Gaza og Vestbredden og eksilering af flest mulige palæstinensere.

Resten skal vel så fortsat døje den systematiske forfølgelse og diskrimination, der berettiger betegnelsen apartheid – som det er blevet grundigt dokumenteret af Amnesty International og den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem.

Apartheid eller demokrati

Fra Israel og dets internationale støtter har der rejst sig et ramaskrig over at sidestille den israelske stat med det racistiske Sydafrika. I den sammenhæng er det nok værd at citere den sydafrikanske premierminister Hendrik Verwoerd, der i 1961 udtalte: ”Jøderne tog Israel fra araberne, efter at de havde boet i landet i mere end tusind år. Israel er som Sydafrika en sand apartheidstat.”

Eller Ronnie Kasrils, en anden sydafrikansk minister, der under et besøg i Jerusalem sagde: ”Apartheid var en udvidelse af det kolonialistiske projekt med at fratage indfødte folk deres land. Det er også nøjagtig, hvad der er sket i Israel og de besatte områder.” Måske netop derfor kunne Nelson Mandela utvetydigt slå fast, at ”Vores frihed er ufuldkommen, indtil palæstinenserne får deres.”

Som modvægt har Israel ofte hævdet, at de er det eneste demokrati i Mellemøsten, og at det er anti-semitisk at bedømme dem hårdere end deres despotiske nabolande. Til det er der at sige, at Israel i så fald netop skulle dømmes ud fra en anden skala, hvad angår overholdelse af menneske-rettigheder.

Men Israel er ikke et demokrati, heller ikke for det mindretal på 20 procent inden for staten Israels grænser, der modsat palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza har israelsk statsborgerskab. Godt nok har de en formel stemmeret, men de forfordeles til gengæld på utallige andre områder i deres hverdagsliv.

I den såkaldte Nationalstatslov fra 2018 bliver det direkte cementeret med bestemmelsen om, at alene jødiske statsborgere har fulde borgerrettigheder. Israel er altså de facto kun et demokrati for jøder.

Israelske modangreb

Alt dette samt de igangværende krigsforbrydelser i Gaza har som bekendt vakt voldsom modstand. At gå imod den israelske stats mange overgreb og overtrædelser af folkeretten har selvsagt intet med antisemitisme at gøre. Det er en protest mod zionismen og dens konsekvenser.

Israels fremfærd skal ikke bekæmpes, fordi den er jødisk, men fordi den er undertrykkende. Alligevel forsøger den zionistiske stat og dens proselytter vedvarende at mistænkeliggøre kritiske røster ved at give dem det anti-semitiske stempel.

I juli måned afviste den israelske premierministers pressechef f.eks. den norske udenrigsministers ønske om et møde med Israels ditto. Begrundelsen: At Norge har sagt ja til at anerkende Palæstina som stat. Det blev mødt med denne svada fra pressechefen: ”Vi har nok jødehadere i Hamas. Vi behøver ikke også importere deres støtter fra udlandet.”

Eller tag denne reaktion fra den israelske energiminister Eli Cohen, efter Den Internationale Domstol ICJ slog fast, at Israels besættelse af Vestbredden er ulovlig og skal ophøre: ”Ingen fordrejet beslutning fra en partisk og anti-semitisk domstol vil få os til at rykke os en tomme”.

Udsagn som disse er så langtfra enestående, men udtrykkes jævnligt af israelske toppolitikere. Israels FN-ambassadør har flere gange sagt noget lignende mod FN’s generalsekretær Antonio Guterres. Logikken er altså, at enhver opbakning til palæstinensisk selvstændighed er antisemitisme og/eller betragtes som støtte til terror.

Så kunne man måske tro, at den bizarre retorik er forbeholdt den nuværende højreekstreme regeringskoalition. Og ja, Netanyahus sammenrend er i særklasse rigid, men alle israelske regeringer har været modstandere af palæstinensisk uafhængighed.

Under den såkaldte fredsproces accepterede de mere liberale zionister i Arbejderpartiet tilsyneladende at opgive Gaza og Vestbredden, men de ville aldrig definere de præcise grænser og fik samtidig bygget flere jødiske bosættelser i selvsamme områder.

Spørgsmålet er så naturligvis, om en to-statsløsning overhovedet er den rette og retfærdige. Konkret taler vi i givet fald om, at sølle 22 procent af Palæstina gives tilbage til det folk, som boede der, før zionisterne rykkede ind. Og hvad med de hundredtusindvis af efterkommere af palæstinensere, der blev fordrevet i 1948, og som stadig lever som statsløse flygtninge i nabolandene? Uanset hvad, anti-semitisk er det under ingen omstændigheder.

En lige nation for alle

Men hvad så hvis man går skridtet videre og sætter spørgsmålstegn ved den zionistiske stats hele eksistens? I skyggen af kz-lejrenes mareridt må det da være antisemitisme at nægte jøder retten til et eget land?

Igen blandes tingene sammen. Den zionistiske bevægelses mål om at kolonisere Palæstina blev formuleret ca. 60 år før 2. Verdenskrig. Og faktisk kneb det i starten gevaldigt med at overbevise Europas jøder om at emigrere til det hellige land. Dette ændrede sig af gode grunde under det nazistiske barbari, men også fordi hverken Europa eller USA ønskede at tage for mange jødiske flygtninge fra Tyskland og bl.a. derfor bakkede helhjertet op om en jødisk stat i Palæstina.

Der boede blot lige nogle andre i forvejen. Da zionismen indledte sin kolonisering i starten af 1900-tallet, udgjorde de palæstinensiske arabere 90 procent af befolkningen i området, i 1947 var de ca. to tredjedele. Så meget for det falske narrativ om et folk uden land, der kom til et land uden folk.

Så hvad er Palæstina i dag? Et område med to befolkninger, hvor den ene er underlagt den anden. Dette er en politisk realitet. Politisk er således også visionen om én fælles sekulær og demokratisk stat med lige rettigheder for alle, hvilket forudsætter en opløsning af zionistisk apartheid og dermed staten Israel i sin nuværende form.

Man kan af forskellige grunde være uenig i den vision, men den har i sig selv ikke noget med antisemitisme at gøre. Med mindre man altså køber Israels selvudstedte patent på at repræsentere samtlige jøder i verden. Det modsiges dog af, at der faktisk findes jøder, der ikke blot støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat, men også den skitserede ét-statsmodel. Et mindretal javist, men de er der.

Jødisk antizionisme

Historieprofessor ved universitetet i Exeter, Ilan Pappé, har i flere bøger detaljeret beskrevet koloniseringen af Palæstina. Han giver denne konklusion: “Zionismen er i sin essens en bosætter-kolonial bevægelse, der ønsker mest mulig palæstinensisk jord og færrest mulige palæstinensere”. Sammen med andre anti-zionistiske jøder har han tilsluttet sig det palæstinensisk/jødiske netværk “One Democratic State Campaign”.

En anden markant anti-zionist er den jødiske aktivist Miko Peled, som kommer ud af en fremtrædende israelsk militærfamilie og som ung gjorde tjeneste i hærens elitekorps. Men nu forkaster han helt og holdent zionismen til fordel for ét samlet Palæstina. Udover at blive mødt med de sædvanlige bandbuller om landsforræderi er Peled ofte blevet kaldt for en naiv utopist, hvortil han svarer:

”Den utopiske drøm er ikke det fælles sekulære demokrati. Det naive er den stædige tro på, at Israel kan forandre sig. At vi kan have et jødisk demokrati i et land, hvor der bor en anden nation.”

Et lignende udsagn kommer fra den tidligere liberale zionist, journalisten Peter Beinart: ”Jeg er for første gang i mit liv begyndt at tvivle på, om prisen for en stat, der favoriserer jøder, er blevet for høj. Sandheden er, at det projekt jeg selv har bakket op om i årtier – en palæstinensisk stat adskilt fra en jødisk – har slået fejl… Det er på tide, at progressive zionister opgiver den traditionelle to-statsløsning og arbejder for jødisk-palæstinensisk lighed og en afkolonisering af Israel.”

Endelig skal nævnes den amerikanske bevægelse Jewish Voice for Peace (JVP), der ligeledes står på et klart anti-zionistisk grundlag: ”JVP ledes af en vision om retfærdighed, lighed og frihed for alle mennesker. Vi er modstandere af zionismen, fordi den strider mod disse idealer… Zionismen er en bosætter-kolonial bevægelse som har oprettet en apartheidstat, hvor jøder har flere rettigheder end andre folk. Ikke mindst vores egen jødiske historie viser, hvor farligt den slags kan være”.

JVP er meget aktive i solidaritetsarbejdet og har flere gange lavet fredelige sit-down-protester i Kongressen.

Kampen om definitionsretten

På linje med disse kritiske jødiske stemmer og den voksende pro-palæstinensiske aktivisme har den internationale bevægelse BDS (Boycott, Divestment, Sanctions) fået markant vind i sejlene med dens opfordring til at droppe israelske varer, trække investeringer ud af israelske selskaber og afbryde samarbejder med videnskabelige, sportslige og kulturelle institutioner, der repræsenterer det officielle Israel.

Alt dette hverken kan eller vil den zionistiske stat sidde overhørig og forsøger derfor med omfattende lobbyvirksomhed at påvirke lovgivning i andre lande og mistænkeliggøre de pro-palæstinensiske stemmer.

I disse år sker det især med en kampagne, der sigter på at få regeringer verden over til at tilslutte sig en definition af antisemitisme, som omfatter grundlæggende kritik af Israel. Den udgår først og fremmest fra organisationen International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA) og foreskriver eksempelvis, at det er anti-semitisk at hævde, at staten Israel er racistisk eller at nægte det jødiske folk retten til national selvbestemmelse.

I USA har delstater som Georgia, South Carolina og South Dakota allerede vedtaget love, der bruger IHRA’s definition i deres tiltag mod hadforbrydelser. Ligeledes har et flertal i Repræsentanternes Hus vedtaget, at IHRA-definitionen skal indarbejdes i undervisningsministeriets retningslinjer. Hvis forslaget stemmes igennem Senatet, vil det give den føderale regering mulighed for at fratage højere læreanstalter deres finansiering, hvis de tillader kritik af Israel som en apartheidstat.

Noget lignende er på vej eller allerede implementeret i Tyskland og Frankrig i form af lovgivning, der begrænser ytringsfriheden. En tysk demonstrant har eksempelvis for nylig fået en bøde på 4.500 kr. for at råbe ”From the river to the sea…”. Også herhjemme er der initiativer i gang, hvor røster i flere partier plæderer for, at samme slogan burde være strafbart.

Desuden indgår i den nye handlingsplan mod anti-jødiske hadforbrydelser et forslag om at se nærmere på den såkaldt ”nye antisemitisme” rettet mod Israel. Bl.a. står der, at uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse. Der lægges altså op til, at visionen om et sekulært og demokratisk Palæstina kan kriminaliseres.

Det er derfor mere vigtigt end nogensinde at understrege, at anti-zionisme er rettet mod den zionistiske ideologi og den israelske stats forbrydelser; ikke mod jøder som enkeltindivider eller jødedom som et religiøs/kulturelt fællesskab.

Sidstnævnte er og bliver ganske uacceptabelt. Det samme gælder chikane, vold og trusler mod jøder, der på vore breddegrader ytrer sig til fordel for Israel. Men det er lødig verbal imødegåelse af deres synspunkter til gengæld ikke, ligegyldigt hvor meget nogen måtte have interesse i at kalde det en hadforbrydelse. 

Afslutningsvis skal nævnes, at der desværre også findes antisemitter blandt anti-zionister, og dem der mener at samtlige jøder i Palæstina skal stilles op ad en mur eller smides i havet. Og dét udnyttes ihærdigt og for fuld skrue af Israel og dets proselytter. Deraf kan man blot ikke med en holbergsk ”mor Karen er en sten”-logik udlede, at vi alle sidder i dén båd. Jødehad bør ingen steder høre hjemme; det gør til gengæld visionen om en retfærdig fremtid for Palæstina og dets folk.