Arbejdets Land: Socialdemokratiets ny-feudalisme

Da jeg læste udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beks (KDB) nye bog ”Arbejdets land”, stødte jeg på denne sætning: ”Det er centralt at forstå, at velfærdssamfundets forudsætning – og et af dets formål – er, at alle deltager på arbejdsmarkedet, som er det centrale fællesskab i vores samfundsmodel.”(s. 148).

Da gik det for alvor op for mig, at Socialdemokratiet er på vej til at acceptere en ny samfundstilstand.

Jeg troede, at Socialdemokratiet accepterede, at vi lever i et liberalt demokrati, hvor det centrale fællesskab i vores samfundsmodel er vores politiske, demokratiske fællesskab, hvor alle har lige rettigheder og pligter. Nu får man så at vide, at arbejdsmarkedet er det centrale fællesskab, der  åbenbart står over det politiske fællesskab.

Med denne nye opdagelse begynder nogle brikker at falde på plads i min opfattelse af Socialdemokratiet. Partiet er begyndt at tilpasse sig kapitalismens nye økonomiske og ideologiske former.

Protestantisk arbejdsmoral og fuldtidsarbejde

I den nye bog gør Dybvad op med en tidsånd præget af  vigende arbejdsmoral. Hvor lønarbejde kritiseres som værende et ”hamsterhjul” og ”lønslaveri” Deltidsarbejde med køkkenhave og hjemmepasning lader til at være idealet. Heroverfor opstiller ministeren et forsvar for den protestantiske arbejdsmoral og et ideal om fuldtidsarbejde som nødvendigt for velfærdsstatens fortsatte beståen.

Bogen er formet som en Danmarkshistorie om arbejdets og velfærdsstatens historie. Den består af tre dele: en om forhistorien, en om fremtiden, og til slut fremlægges Kaare Dybvad Beks politiske syn på arbejdet.

Hovedsynspunktet er, at arbejdet (lønarbejdet) – og specielt i form af fuldtidsarbejdet – er det helt centrale element for finansieringen af velfærdssamfundet i fremtiden. Og udover arbejdets økonomiske betydning har arbejdet afgørende betydning for den sociale mobilitet, sammenhængskraften i samfundet og for personlig karakter.

Dette synspunkt er imidlertid truet af forskellige udviklingstendenser i tiden.

Almuen i velfærdssamfundet

Kaare Dybvad Bek bruger en del af bogen på at beskrive det, han kalder ”almuen i velfærdssamfundet”(s. 123-149). KDB bruger det gamle ord ”almue” om den del af befolkningen på landet, der levede på et eksistens minimum, og som blev undertrykt i deres politiske muligheder af det herskende mindretal.

Her opstod en almuementalitet, der viste sig som en tilstand af opgivenhed og manglende evne til at gøre noget ved sine elendige vilkår. Almuen manglede ifølge KDB den disciplin, som var nødvendig for at kræve reelle forbedringer. 

Med velfærdsstaten er der opstået en gruppe, som kan sammenlignes med den gamle almue. “I den samfundsmodel, der er bygget på idealet om den arbejdende borger, er en gruppe helt uden for arbejdets fællesskab, og dermed reelt også uden for fælleskabet af frie borgere, der selv tager styringen over deres livs retning.” (s. 123)

Hos gruppen, der skal hjælpes uden for arbejdsmarkedet ” bliver det stadig mere attraktivt at påkalde sig rollen som offer, hvorfor flere også gør det.” (s. 126-127). Det vil ske i ”et system, hvor en ophøjet myndighed presser folk, og hvor den enkelte alene kan skabe sig et bedre liv ved at appellere til øvrighedens barmhjertighed.” (s. 130).

Hvor stor er den gruppe?

I de seneste 25-30 år har det vist sig, at mellem 15 og 20 procent af arbejdsstyrken i den arbejdsdygtige alder ikke har kunnet leve op til idealet om fuldtidsarbejde. Det på trods af at man taler meget om det rummelige arbejdsmarked, virksomhedernes sociale ansvar, indsats mod sygefravær, førtidspensionsreform, flexjob-ordninger. Konjunkturerne og ydelsesniveauet kan variere, men gruppen af danskere på indkomstoverførsler påvirkes næsten ikke. De flytter bare rundt i forskellige ydelser.

De bliver vedvarende stigmatiseret, disciplineret og straffet fordi de ikke kan leve op til idealet om fuldtidsarbejde. Dybvad kalder dem almue og ofre, der ser en fordel i at udstille sig som mere udsatte, end de egentlig er.

Men hvad vil KDB gøre ved denne ”fundamentfejl” eller ”sætningsskade” i velfærdsstatens murværk? Det fortæller bogen ikke så meget om.

Ifølge Socialdemokratiets ret og pligt-tankegang ville det logiske være at give alle ret til arbejde (lønarbejde), fordi man har en pligt til arbejde. Men det vil ministeren ikke. Han mener stadig, ”at den bedste vej ud af personlig tragedie og elendighed er, at man finder sin plads som en del af arbejdsmarkedet” (s. 132) og at ”vi skal have de sidste i arbejde, uanset prisen” (s. 254).

Arbejde eller afkast? Thomas Pikettys visioner

En anden faktor, som truer arbejdets (lønarbejdets) betydning i fremtidens samfund – hvor han henviser til den franske økonom Thomas Pikettys analyser – er, at fordelingen mellem arbejdsindkomst og kapitalindkomst er afgørende forskudt i de sidste 50 år  til fordel for kapitalen. At arbejde bliver i stadig stigende omfang mindre lønsomt i forhold til at eje kapital, hvilket også bliver forstærket af, at formuerne altid har været mere ulige fordelt end indkomsterne.

Denne udvikling medfører en svækkelse af arbejdsetikken og afspejles i boligprisernes himmelflugt omkring de større byer, som gør det vanskeligt for ægtepar med almindelige lønninger at købe boliger her.

Kaare Dybvad Bek henviser flere steder til Thomas Pikettys analyse – men ejendommeligt nok ikke til, at hele den buket af reformforslag, som Piketty opregner, kan være med til at vende udviklingen og bringe socialdemokratierne tilbage på et reformspor med et mål om at skabe en deltagersocialisme for det 21. århundrede.

Centralt i denne buket er forslaget om en progressiv beskatning både af ejendom, arv og indkomst, der skal finansiere en kapitalbevilling, som udgør en sum penge til hver 25-årig voksen på omkring 60 procent af gennemsnitsformuen pr. voksen, finansieret fra ejendomsskatten og arveafgiften.

Alle de, der har akkumuleret store formuebesiddelser hvert år, skal give en brøkdel af dem tilbage til fællesskabet, som så uddeler det til alle borgere som en ny arveret. Herudover forestiller Piketty sig også udviklingen af et borgerløns-system som led i skabelsen af en større lighed.

Oprøret mod arbejdet

Det, der har fået størst opmærksomhed ved den nye bog, er Dybvads påstand om, at lønarbejdet trues af en tidsånd, som problematiserer fuldtidsarbejdet og hylder deltidsarbejdet, eller som endda påstås at være mod lønarbejdet (udtrykt i ”Ærø-manifestet”, Dovne Robert, borgerløn). Han ser denne tendens i det politiske kommentariat, specielt i fagforeningen DJØF og blandt nogle politiske partier på Christiansborg.

Kaare Dybvad Bek finder disse synspunkter voldsomt provokerende, skingre og farlige for vores velfærdssamfund. Samtidig påstår han, at nogle medier ved at fokusere på sådanne synspunkter indirekte udtrykker ringeagt for almindelige mennesker med fuldtidsarbejde.

Sådanne udtalelser fra en minister påkalder sig naturligvis stor opmærksomhed. Politikere og kommentatorer fra mange forskellige sider reagerede. Specielt Ærø-manifestets forfatter følte sig helt misforstået og mobbet, mens KDB hurtigt svarede igen og sagde, at det er de fuldtidsarbejdende, der i snart lang tid er blevet udskammet, fordi de først henter deres børn sent i børneinstitutionerne.

En bog uden visioner

Bogens største svaghed er, at Dybvad ikke har noget rigtigt af stille op over for den udvikling, han mener at kunne spore. De politiske forslag i bogens sidste afsnit er meget vage, og det bliver mest til almindeligheder. Arbejdet skal tales op, det skal være attraktivt økonomisk at arbejde, arbejdet skal være meningsfuldt og ikke gøre os syge.

Endelig ”skal arbejde i det lange løb betale sig mere og afkast give mindre” (s. 247). KDB bliver desværre ikke meget mere konkret end at foreslå, at rabatter forbundet med forældrekøb skal afskaffes og at man skal se på reglerne for rentefradrag.

Ret og pligt – historisk og aktuelt

Kaare Dybvad Beks bog om Socialdemokratiet peger ikke frem, men tilbage i historien. Med sin fastlæggelse af lønarbejdet som det væsentligste fællesskab i vores samfund, den indirekte accept af  kapitalens voksende aflønning i forhold til arbejdet i det fremtidige samfund og ved at tale om underklassen som ”almuen” peger han tilbage til tiden før demokratiet, feudalismen eller en tid efter demokratiet, en neo-feudalisme.

Det ses i benægtelsen af, at arbejderbevægelsens slogan ”gør din pligt, kræv din ret” i 1870’erne blev forstået som underklassens kampslogan for nye rettigheder (s. 268-69) (bl.a. lige og almindelig valgret, ret til undervisning, religionsfrihed og ytrings- og forenings- og forsamlingsfrihed) og vendt mod overklassens privilegier. De betalte for eksempel ikke indkomst- eller arveskat. Man kæmpede for lige rettigheder, da underklassen manglede rettigheder, og lige pligter, idet overklassen levede ikke op til alle samfundsmæssige pligter, hvorfor den skulle pålægges flere pligter.

I dag bruger Socialdemokratiet princippet om ret og pligt til at retfærdiggøre overklassens (de fuldtidsarbejdendes) fastholdelse af de marginaliserede (arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere) som en andenrangs arbejdskraft (i aktivering og nyttejob) ved at pålægge dem en særlig pligt til at arbejde for deres overførselsindkomst.

Kaare Dybvad Bek: Arbejdets land. Grønningen 1. 2023. 275 sider. Vejledende pris 199 kr.

Thomas Piketty: Kapital og Ideologi. DJØF Forlag og Informations Forlag 2020.