Arvesølv til salg? Da SF indgik aftale om erstatning til minkindustrien

Solgte SF ud, da de indgik en politisk aftale om minkkompensation, eller er Enhedslisten et uansvarligt parti, som mangler evne til at indgå kompromisser? Solidaritet har spurgt en stifter fra hver af partierne, en forsker i politiske forlig og SF’s egen forhandler

Af Emma Inge Hansen

Følger man med på politikernes sociale medier, er der de lejlighedsvise, glædestrålende opslag, hver gang en politisk aftale er indgået. De vigtigste sejre remses op, og begejstringen kommer ofte til udtryk gennem billeder af politikere, der viser hele tandrækken. Men sådan var det ikke den her gang for SF, da forhandlingerne om erstatning til minkavlerne var færdige.

”Politik er nogle gange fuldstændig absurd. Og de her dage er bestemt ingen undtagelse”, indledte partiets forhandler Carl Valentin, da han skulle præsentere sine følgere for resultaterne i forhandlingslokalet. Herefter fulgte en lang kritik af store og væsentlige dele af aftalen. At SF alligevel gik med i aftalen, skyldtes at den var blevet langt værre, hvis de ikke havde gjort det, lød argumentet.

Samtidig sendte SF en bredside afsted til Enhedslisten på P1. Enhedslisten havde forladt forhandlingerne, men hvis de var blevet, havde aftalen været meget bedre, lød det fra Valentin. Det rejser spørgsmålet, om Enhedslisten fører ”de rene hænders politik”, hvor man undgår kompromisser, samtidig med at man går glip af resultater.

Et pragmatisk Enhedslisten

Spørger man Keld Albrechtsen, som i sin tid var med til at stifte Enhedslisten, så er der intet galt med den måde, partiet har ageret under forhandlingerne. Han mener selv, at han tilhører den pragmatiske fløj i Enhedslisten, som har et stort ønske om at indgå politiske aftaler. ”Men selv jeg mener, at det ville være en dårlig i idé at være med i aftalen”, siger han.

Selv jeg mener, at det ville være en dårlig i idé at være med i aftalen.

Keld Albrechtsen

Han begrunder det med, at minkavlerne har fået for gode vilkår. ”Selvom jeg ikke er ekspert, kan jeg se, at man har udbetalt erstatninger, som er væsentligt højere, end hvad man kan regne med, at domstolene ville have afgjort sagen til”.
Alt i alt er der ikke meget at hente hos den mangeårige Enhedsliste-pragmatiker, når det kommer til SF’s ageren: ”Jeg har vanskeligt ved at se SF’s synspunkt. Jeg synes ikke, at den konkrete sag giver mening,” siger han.

Om Enhedslistens forhold til spørgsmålet om idealisme på Christiansborg siger han: ”Jeg synes, at Enhedslisten gennem de senere år har fundet en rigtig god balance i forhold til, hvad man skal være med i. Man har vist, at man er i stand til at være et parlamentarisk grundlag for en regering, som ikke er en VK-regering. Hvis man gjorde livet umuligt for en socialdemokratisk mindretalsregering, ville man bane vejen for en borgerlig regering. Og det har vi ingen interesse i.”

For mange penge til minkerstatning

Preben Wilhjelm, der var med til at danne SF i sin tid, giver ikke meget partiets ageren i forbindelse med minkforhandlingerne. Da jeg ringer til ham, siger han i første omgang nej til at forholde sig spørgsmålet om pragmatisme og idealisme i de to venstrefløjspartier. Det er for abstrakt, lyder det. 

Men netop da jeg har fået jakken på og er på vej ud ad døren, ringer telefonen. En vred Preben Wilhjelm er i røret. ”Det er for usselt,” lyder det fra det gamle venstrefløjskoryfæ om minkaftalen. ”Det er fuldstændig vanvittigt at komme med et beløb i den størrelse”. Som det så ofte sker, må tankerne have ligget og simret, efter røret blev lagt på. Den gamle nestor har i hvert fald et par ord at sige om det moderne SF. 

”Det er indlysende for enhver, at Pia Olsen Dyhr aldrig vil gøre noget, der for alvor går imod Socialdemokraterne”, siger han. ”Det er fuldstændig principløst. Hvad skal man overhovedet med et venstrefløjsparti, hvis det har lagt sig fuldstændigt ned?”, lyder det fra Wilhjelm. 

“Det er fuldstændig principløst. Hvad skal man overhovedet med et venstrefløjsparti, hvis det har lagt sig fuldstændigt ned?”

– Preben Wilhjelm, medstifter af SF

+

SF: den bedst mulige aftale

Carl Valentin fra SF er dog langtfra enig med Preben Wilhjelm. ”Jeg synes, det er fejlagtigt at sige, at det er principløst, og jeg forstår ikke, at man sætter et modsætningsforhold op mellem principper og pragmatisme. Vi er jo netop gået med i den her aftale for at få vores principper hørt ved forhandlingsbordet. Jeg kan garantere, at beløbet ville være væsentlig større i aftalen, hvis ikke SF gik med i den. Og vores deltagelse har betydet, at dvalemodellen er blevet så uattraktiv, at vi forhåbentlig aldrig får den miljøsvinende minkindustri tilbage.”

Han fremhæver, at de andre borgerlige partier i forhandlingslokalet har måtte opgive meget: ”Det er forkert at sige, at vi har lagt os ned. Der er jo en grund til, at Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke har ville være med i aftalen, og det er, fordi SF har fået de indrømmelser, vi har fået.”

Havde Enhedslisten været valgt at gå mere ind i forhandlingerne, havde tingene nok set anderledes ud, argumenter Valentin: ”Jeg er jo helt enig med dem, der siger, at den aftale her er for dyr. Det har jeg også selv argumenteret for. Men vi har stået helt alene med det synspunkt i forhandlingslokalet, og det har gjort det sværere at forhandle en god aftale på plads. Hvis vi havde haft Enhedslisten med, havde det været nemmere at få forandringer igennem. Men sådan har man jo en forskellig parlamentarisk strategi. Det var svært at skrive under på den aftale her – det indrømmer jeg gerne. Men jeg ved også, at det har været godt for skatteborgerne, dyrene og miljøet, at SF ikke stak halen mellem benene”.

Enhedslisten: Vi kæmpede for en aftale

Victoria Velasquez, som har været Enhedslistens forhandler, er dog ikke enig i kritikken: “I Enhedslisten deltog vi i forhandlingerne helt til det sidste og forlod først forhandlingerne kort før pressemødet. Selvfølgelig skal minkavlerne have en erstatning, men vi synes aftalen var en for voldsom overkompensation, og derfor kunne vi ikke være med i den endelige aftale, hvilket jeg er hamrende ærgerlig over”, skriver hun til Solidaritet.

“Jeg er enig med SF i, at det har været et svært forhandlingsforløb og det er selvfølgelig en legitim holdning, at de ender med at vurdere at mere taler for, at bakke op om aftalen end at lade vær,” lyder det fra Velasquez.

Det var svært at skrive under på den aftale her – det indrømmer jeg gerne. Men jeg ved også, at det har været godt for skatteborgerne, dyrene og miljøet, at SF ikke stak halen mellem benene

– Carl Valentin, miljø- og fødevareordfører (SF)

+

Mellem pragmatisme og idealer

Lektor ved RUC og forsker i politiske forlig, Flemming Juul Christiansen, mener at SFs tilgang til politik giver god mening set gennem Christiansborg-briller. ”Det kontroversielle i den her aftale om erstatning til minkavlerne er, at SF ender med at stemme for noget, som de mener, går den forkerte vej, men de så argumenterer for, at det går mindre den forkerte vej, end det ellers ville have gjort, hvis de ikke havde deltaget”, siger Christiansen.  

”Der findes en almindelig Christiansborg-logik, hvor partierne ser på, hvordan resultaterne ellers ville være, hvis de ikke deltager i de politiske forhandlinger”, forklarer han.

Og netop her adskiller Enhedslisten og SF sig, fordi sidstnævnte er villig til i højere grad at spille med på de gængse regler på Christiansborg, lyder hans pointe. ”I gamle dage sagde Enhedslisten, at de ikke ville være med i en politisk aftale, hvis den indebar en forværring. Og historisk har partiet stået fast på, at de kun ville indgå aftaler, hvis de forbedrede tingenes tilstand, men nu har de modereret det standpunkt til, at aftalen samlet set skal være en forbedring – delelementer kan således godt indeholde en forværring, så længe det samlet set ikke er tilfældet”, siger Flemming Juul Christiansen.

Artiklen er blevet opdateret med kommentar fra Victoria Velasquez.