Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. september. 2023

At nedgøre folk er det modsatte af demokratisk dialog

Debatten om ytringsfrihed og koranafbrænding bygger på dobbeltmoral: Én moral over for religiøse retninger og en anden over for afbrænding af religiøse skrifter. Men dobbeltmoral er, uanset emnet, noget skidt

Er det her ytringsfrihed, eller er det fornedrelse og mobning af vores medborgere?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg må hellere varedeklarere: Jeg gik på min 18 års-fødselsdag op på kirkekontoret ved Vanløse Kirke med min nyerhvervede myndighed. Der underskrev jeg foran en bedrøvet præst en udmeldelse af Folkekirken, som mine forældre havde meldt mig ind i ved min dåb. Og jeg har ikke siden meldt mig ind i andre trossamfund. 

Jeg tror, så at sige, at vi har ét skud i bøssen på denne jord. Derefter er det definitivt slut.

Men jeg har respekt for, at andre er religiøse. Jeg anerkender, at religiøsitet handler om dybe følelser, faste overbevisninger og grundlæggende identitet. 

Det kunne jeg ikke drømme om at genere andre mennesker for at besidde.

Ytringsfrihed handler om at tale magten midt imod

Ytringsfriheden står for mig ikke til diskussion. Men for mig handler ytringsfrihed ikke om retten til at trampe på andres tro og på trosretningers skrifter og symboler.

Ytringsfrihed handler derimod om ret til at tale magten midt imod: Imod magthavere af enhver art. Uanset om de er økonomiske, politiske eller kulturelle magthavere. Eller fagforbundsformænd, for den sags skyld.

Kulturredaktør Flemming Rose begrundede i 2005 Jyllands-Postens offentliggørelse af de berømte (eller berygtede) Muhammed-tegninger med, at nogle muslimer afviser vores samfundsindretning med adskillelse af stat og kirke: 

De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen” (Jyllands-Posten, 30. september 2005).

At religiøse mennesker i det danske samfund skal være “rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse” på grund af deres tro, har for mig intet at gøre med retten til at ytre sig frit indenfor lovgivningens begrænsninger. Og det er i mine øjne på ingen måde “uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed,” hvis samfundet sætter en nedre respekt-grænse i det offentlige rum for religiøs overbevisning.

Humor er noget andet end ondskabsfuldheder

Jeg har set mange komikere gøre tykt og meget underholdende grin med religiøse spørgsmål, ikke mindst engelske Dave Allen og Monty Python’s Flying Circus. Men humor er i mine øjne noget andet end en ondskabsfuld version af hån, spot og latterliggørelse. 

Det handler for mig om, at vi som samfund ikke tolererer forfølgelse og diskrimination på grund af religiøs overbevisning.

Sat på spidsen indebærer retten til fornedrelse, at en arbejdsgiver billedligt talt skal have ret til offentligt at håne, spotte og latterliggøre religiøse overbevisninger, der er lovlige og lovbeskyttet i det danske samfund, mens den samme arbejdsgiver ikke må undlade at ansætte eller afskedige en lønmodtager på grund af vedkommendes tro.

Det giver ikke mening.

Eller rettere: Det giver lige så lidt mening, som når en barnlig sjæl, der er forklædt som voksen, under politibeskyttelse klasker ustegt bacon imod en bog for at “håne, spotte og latterliggøre” religioner, der anser svinekød for urent.

Der skal trækkes en grænse

Derfor er jeg enig med regeringen. Der bør trækkes en grænse for håneretten i det offentlige rum. 

Ikke for at imødekomme andre nationers kritik af bacon-slaskeri og ildspåsættelser, men for at holde fast i en gensidig respekt for hinanden i et samfund, som – selvom vi har gjort op med religiøs indflydelse på samfundets ledelse – rummer et væld af trosretninger.

Grænsen er ikke nem at trække, men den bør alligevel trækkes. Og den kan ifølge Institut for Menneskerettigheder godt trækkes i respekt for menneskerettighederne: “Regeringens forslag er et indgreb i ytringsfriheden, men vil kunne gennemføres inden for Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser.” (Louise Holck: Forbud mod utilbørlig behandling af væsentlige religiøse skrifter er et indgreb i ytringsfriheden. Institut for Menneskerettigheder. 25. august 2023).

For mig at se hænger behovet for at genere andre sammen med en stigende “det-handler-kun-om-mig-i-denne-verden”-bølge, som er skyllet hen over en del af samfundet.

En bølge, der sætter andre mennesker og fællesskaber i anden række. Og som strækker menneskerettigheder og ytringsfrihed til det yderste. Helt derud, hvor andres rettigheder må vige.

Hvorfor dobbeltmoral?

Det er besynderligt, at vi, ikke mindst under corona-pandemien, oplevede en hektisk brug af begrebet “udskamning” på især sociale medier.

Lidt forenklet sagt måtte corona-skeptikere angribe myndigheder og borgere, der lod sig vaccinere, mens vaccinemodstandere ikke måtte udskammes af hverken myndigheder eller borgere.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kogte dengang sin holdning ned til en Maggi-terning på Twitter: “Magten skal ikke udskamme borgerne. Borgere bør ikke udskamme borgere. Magten skal kritiseres. Så enkelt er det. Eller… så enkelt burde det være.

Det er jeg enig i. Man skal ikke hænges ud, fordi man har en holdning. Det betyder ikke, at man behøver sidde lårene af folk, som man synes fremsætter tudetossede budskaber. Men den grundlæggende respekt for demokratisk dialog skal opretholdes.

Det rejser unægtelig et spørgsmål: Hvorfor må folk, der tror på en verdensomspændende, hemmelig, pædofil elite-sammensværgelse bag corona-pandemien, ikke udskammes, mens menneskers religiøse overbevisning skal være frit bytte for hån og fornedrelse?

Det kan jeg ikke få øje på et fornuftigt svar på.

Hvis det ligner dobbeltmoral, så er det nok også dobbeltmoral. En moral til et formål og en anden moral til et andet.

Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER