Bernie Sanders: Vi må gøre alt i vores magt for at forhindre en ødelæggende krig i Ukraine

Krige har utilsigtede konsekvenser. De falder sjældent ud, som ‘eksperterne’ forudsiger. Spørg bare alle dem, der skønmalede Vietnamkrigen, invasionen af Irak eller besættelsen af Afghanistan. De tog grueligt fejl. Spørg bare mødrene til de soldater, som blev dræbt eller såret i de krige. Eller spørg de millioner af civile, hvis død var en ‘utilsigtet bivirkning’ af dem.

Af samme grund må vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at at finde en diplomatisk løsning på dét, som risikerer at blive en ufatteligt ødelæggende krig i Ukraine.

Ingen ved, hvor store de menneskelige omkostninger ville blive ved en sådan krig. Men nogle sætter tallet til at kunne overstige 50.000 civile ofre i Ukraine, mens millioner ville blive sendt på flugt i den værste konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig. Tusinder af soldater ville dø på begge sider af konflikten. Endelig risikerer vi også, at den ‘regionale’ konflikt spreder sig til andre dele af Europa. Konsekvenserne er rædselsfulde at tænke på.

Sanktionerne mod Rusland, og Ruslands truende svar på de sanktioner, kan også medføre store rystelser i verdensøkonomien – der kan påvirke energisektoren, bankverdenen, fødevarer og de daglige behov hos almindelige mennesker over hele verden. Den russiske befolkning kommer ikke til at være de eneste, som lider under sådanne sanktioner. Det ville i øvrigt også være et kæmpe slag mod muligheden for at stå sammen som verdenssamfund og løse den eksistentielle klimakrise, eller risikoen for globale pandemier, der hænger over hovedet på os.

Krigstrommerne buldrer i Washington

Der er ikke nogen tvivl om, hvem der bærer skylden for den ulmende krise: Vladimir Putin. Efter at have erobret dele af Ukraine i 2014, truer den russiske præsident nu med at overtage hele landet, og ødelægge det ukrainske demokrati. Vi må ubetinget støtte Ukraines suverænitet, og gøre det klart, at det internationale samfund vil vedtage alvorlige sanktioner over for Putin og hans kumpaner, hvis han ikke ændrer kurs.

Når det så er sagt, er det utroligt bekymrende at høre de sædvanlige krigstrommer buldre i Washington. Som altid bliver den krigsliderlige retorik skærpet inden en krig, og kravene om at “udvise styrke”, “være skrappe” og lade være med at “underkaste sig” går igen. Det bliver forsimplet, når man ikke anerkender den komplekse baggrund for spændingerne i regionen, hvilket underminerer forhandlernes evne til at nå frem til en fredelig løsning.

En af de bagvedliggende årsager til krisen – især fra et russisk perspektiv – er udsigten til et større sikkerhedspolitisk samarbejde mellem Ukraine, USA og Vesteuropa. For Rusland er det en trussel, at Ukraine kan blive medlem af NATO, der oprindeligt blev dannet i 1949 som et bolværk mod Sovjetunionen.

Det kan være en fordel at kende lidt til historien. Da Ukraine blev uafhængigt efter Sovjetunionens kollaps i 1991, udtrykte russiske ledere bekymring for, at tidligere Sovjet-lande blev en del af NATO, for derefter at få placeret fjendtlige soldater langs den russiske grænse. USA anerkendte dengang bekymringernes legitimitet. De er stadig legitime. En russisk invasion løser ikke noget, men det gør stædighed fra NATO-landene heller ikke. Her kan man også påpege, at Finland – et af verdens mest udviklede og demokratiske lande – grænser op til Rusland, og har valgt ikke at være medlem af NATO.

“En russisk invasion løser ikke noget, men det gør stædighed fra NATO-landene heller ikke.”

Putin er uden tvivl en løgner og en folkeforfører, men det er hyklerisk af USA at hævde, vi ikke arbejder med et princip om ‘indflydelses-sfærer’. USA har gennem 200 år fulgt Monroedoktrinen, hvis grundlæggende præmis er, at USA skal være den dominerende magt i Vesten, og at USA har ret til intervenere i et hvilket som helst land, der hævdes at true dets interesser. Under dække af dén doktrin, har vi undergravet og fjernet mindst et dusin regeringer. I 1962 kom vi på randen af atomkrig med Sovjetunionen, efter opstillingen af sovjetiske missiler på Cuba, 90 kilometer fra USA’s grænse. Det blev af Kennedy-regeringen anset for at være en uacceptabel trussel mod landets sikkerhed.

Monroe-doktrinen er ikke noget fortidslevn. Så sent som i 2018 kaldte Donald Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson doktrinen for: “Lige så relevant i dag som da den blev skrevet.” I 2019 udråbte Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton den til at “leve i bedste velgående.”

Selv hvis Rusland ikke blev styret af en korrupt, autoritær leder som Vladimir Putin, ville landet – nøjagtig ligesom USA – have interesse i nabolandenes sikkerhedspolitik. Er der nogen, som i ramme alvor vil påstå, at USA ikke ville have noget at skulle have sagt, hvis Mexico indgik en militæralliance med en af dets modstandere?

“Er der nogen, som i ramme alvor vil påstå, at USA ikke ville have noget at skulle have sagt, hvis Mexico indgik en militæralliance med en af dets modstandere?”

Lande bør kunne bestemme deres egen udenrigspolitik, men det kræver også seriøse overvejelser af fordele og ulemper at træffe kloge beslutninger. Der er ingen vej udenom, at et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde mellem USA og Ukraine kan få alvorlige omkostninger – for begge lande.

Vi må give ubetinget støtte til diplomatiske løsninger af krisen, og bekræfte Ukraines status som suverænt og uafhængigt land. Vi må også gøre det klart for Putin og hans oligarkiske kumpaner, at det vil få alvorlige konsekvenser at fortsætte ned ad krigens sti. Samtidig må vi heller ikke glemme, hvilke rædsler en krig ville medføre i hele regionen. Vi bliver nødt til at arbejde for en realistisk aftale, som alle kan være tilfredse med – både Ukraine, Rusland, USA og de europæiske lande. Kun sådan forhindrer vi dét, der kunne udvikle sig til den værste europæiske krig i mere end 75 år.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.